Bekendtgørelse om Fødevarestyrelsens og Grønlands Selvstyres opgaver og beføjelser i Grønland på den del af fødevare- og veterinærområdet, der administreres af miljø- og fødevareministeren
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
BEK nr 1005 af 25/08/2017 I medfør af § 54, stk. 1, og § 65, stk. 1, i anordning nr. 523 af 8. juni 2004 om ikrafttræden for Grønland af lov om fødevarer m.m., § 39, stk. 1 og 2, i anordning nr. 524 af 8. juni 2004 om ikrafttræden for Grønland af lov om sygdomme og infektioner hos dyr og § 25, stk. 1 og 2, i anordning nr. 525 af 8. juni 2004 om ikrafttræden for Grønland af lov om dyrlægegerning m.v., jf. § 1 i lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet og efter forhandling med Grønlands Selvstyre fastsættes:
Fødevarestyrelsens opgaver
§ 1. Fødevarestyrelsen udfører kontrol og tilsyn med og udsteder regler i Grønland på den del af fødevare- og veterinærområdet, der administreres af miljø- og fødevareministeren. Styrelsen foretager undersøgelser og yder information og rådgivning på området. Stk. 2. Styrelsen forbereder sager vedrørende afgørelser truffet af styrelsen, der i forbindelse med klage skal afgøres af Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. § 6, stk. 2, 1. pkt.
§ 2. Veterinærdirektøren repræsenterer Grønland i Verdensorganisationen for Dyresundhed(OIE).
Fødevarestyrelsens beføjelser
(Stk. 3)
§ 3. Beføjelser, der er tillagt miljø- og fødevareministeren ved anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om fødevarer m.m. udøves af direktøren for Fødevarestyrelsen. Dog udøves beføjelserne i anordningens § 54 og § 65 til at fastsætte regler om klageadgang og afgørelsers endelighed og om andre myndigheders eller institutioners, herunder private institutioners, medvirken ved varetagelse af opgaver efter loven eller efter regler fastsat i medfør af loven, af ministeren. Stk. 2. Beføjelser, der er tillagt miljø- og fødevareministeren ved anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om sygdomme og infektioner hos dyr, udøves af direktøren for Fødevarestyrelsen, medmindre andet er fastsat i nærværende bekendtgørelses § 4 eller § 6. Dog udøves beføjelsen i anordningens § 39 til at fastsætte regler om klageadgang og afgørelsers endelighed og om andre myndigheders eller institutioners, herunder private institutioners, medvirken ved varetagelse af opgaver efter loven, eller efter regler fastsat i medfør af loven, af ministeren. Stk. 3. Beføjelser, der er tillagt miljø- og fødevareministeren ved anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om dyrlægegerning m.v., udøves af direktøren for Fødevarestyrelsen, medmindre andet er fastsat i nærværende bekendtgørelses § 4. Dog udøves beføjelsen i anordningens § 25 til at fastsætte regler om klageadgang og afgørelsers endelighed og om andre myndigheders eller institutioners, herunder private institutioners, medvirken ved varetagelse af opgaver efter loven, eller efter regler fastsat i medfør af loven, af ministeren.
(Stk. 3)
§ 4. Uanset bestemmelserne i § 3 udøves følgende beføjelser, der er henlagt til miljø- og fødevareministeren, af veterinærdirektøren i Fødevarestyrelsen:
- Beføjelserne i kapitel 2-3 i anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om sygdomme og infektioner hos dyr.
- Beføjelserne i kapitel III-VI og VIII i anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om dyrlægegerning m.v. Stk. 2. Veterinærdirektøren refererer i de i stk. 1, nævnte sager direkte til Miljø- og Fødevareministeriets departement. Stk. 3. Veterinærdirektøren holder løbende direktøren for Fødevarestyrelsen orienteret om de opgaver, der er henlagt til veterinærdirektøren, jf. stk.1.
Grønlands Selvstyres opgaver
§ 5. Grønlands Selvstyre (Veterinærafdelingen) udsteder følgende certifikater i henhold til bekendtgørelse for Grønland om udstedelse af certifikater for dyr og animalske produkter, jf. § 39, stk. 2, i anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om sygdomme og infektioner hos dyr:
- Certifikat for jagttrofæer af fugle og hov- og klovdyr, som består af hele ubehandlede dele, og som sendes til EU eller i transit gennem EU.
- Certifikat for behandlede jagttrofæer af fugle og hov- og klovdyr, som alene består af ben, hove, kløer, gevirer, tænder, huder eller skind, og som sendes til EU eller i transit gennem EU.
- Certifikat for behandlede huder og skind af hovdyr og klovdyr, som sendes til EU eller i transit gennem EU.
- Zoo-sanitært oprindelsescertifikat for uld eksporteret fra Grønland til Canada.
- Certifikat for jagttrofæer af fugle og hov- og klovdyr, som består af hele ubehandlede dele, og som sendes til Island.
Klager
(Stk. 5)
§ 6. Miljø- og Fødevareklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet i første instans af Fødevarestyrelsen og af Grønlands Selvstyre i forbindelse med udøvelsen af henholdsvis de i §§ 3 og 4, stk. 1, nævnte beføjelser og de i § 6 nævnte opgaver, jf. bekendtgørelse om Miljø- og Fødevareklagenævnets behandling af klager over Fødevarestyrelsens og visse af Grønlands Selvstyres afgørelser vedrørende Grønland og bekendtgørelse om forretningsorden for Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klage til nævnet over afgørelser skal indbringes inden 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt, jf. § 7 i bekendtgørelse om forretningsorden for Miljø- og Fødevareklagenævnet. Stk. 2. Sekretariatet for Miljø- og Fødevareklagenævnet kan på nævnets vegne se bort fra overskridelse af klagefristen inden for indenfor 6 måneder efter afgørelsen, når overskridelsen af særlige grunde er undskyldelig, jf. § 9, stk. 2 i bekendtgørelse om forretningsorden for Miljø- og Fødevareklagenævnet. Stk. 3. Klage over afgørelser omfattet af nærværende bekendtgørelse og truffet af Fødevarestyrelsen skal indbringes gennem Fødevarestyrelsen. Klage over afgørelser omfattet af nærværende bekendtgørelse og truffet af Grønlands Selvstyre kan indbringes gennem Grønlands Selvstyre. Stk. 4. Fødevarestyrelsen kan i sager, hvor styrelsen har truffet afgørelse i 1. instans, genoptage en sag efter, at der er indgivet klage og før klagen videresendes til nævnet. Stk. 5. Afgørelser truffet af Miljø- og Fødevareklagenævnet kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Ikrafttræden
(Stk. 2)
§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2017. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1202 af 13. december 2012 om Fødevarestyrelsens og Grønlands Selvstyres opgaver og beføjelser i Grønland på den del af fødevare- og veterinærområdet, der administreres af fødevareministeren ophæves. Dokumentet vedrører Færøerne og/eller Grønland og er derfor ikke tilgængeligt på retsinformation.dk. Dokumentet er offentliggjort i Lovtidende A, og kan findes ved at følge nedenstående link. BEK nr 1005 af 25/08/2017 Dokumenter, der vedrører Færøerne og/eller Grønland, er ikke sædvanlige dokumenter på retsinformation.dk, og dokumenterne har derfor ikke de samme egenskaber. Der er således ikke etableret relationer til andre dokumenter, og dokumenterne opdateres ikke. Det betyder f.eks., at oplysningen om dokumentets status, dvs. om det er gældende eller historisk, ikke findes.
Miljø- og Fødevareministeriet /Esben Lunde Larsen / Esben Egede Rasmussen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2017
- Ikrafttrædelsesdato
- 30. august 2017