TheLawyer.sh
Tilbage

Gebyrbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet

BEK nr 108 af 28/01/2017

DanmarkBekendtgørelse2017

Erhvervsministeriet

§ 1

Planklagenævnet opkræver klagegebyr, som fastsat i lov om Planklagenævnet.

Stk. 2

Indgives flere klager over samme afgørelse, opkræves der et gebyr for hver selvstændig klageskrivelse.

Stk. 3

Hvis flere klageberettigede indgiver en samlet klage, betales ét klagegebyr. Hvis blot en af klagerne er en virksomhed eller en organisation er gebyret 1800 kr.

Stk. 4

Betaling af klagegebyr sker ved elektronisk overførsel til Planklagenævnet.

Stk. 5

Planklagenævnet fastsætter en frist for indbetaling af gebyret. Betales gebyret ikke inden udløb af fristen, afvises klagen.

§ 2

Der betales ikke gebyr for klager over ekspropriationsbeslutninger efter § 47 i lov om planlægning.

Stk. 2

Der betales ikke gebyr for klager, der udelukkende vedrører afslag på aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven eller lov om aktindsigt i miljøoplysninger.

§ 3

Et indbetalt gebyr tilbagebetales, hvis

  1. klagesagen fører til, at den påklagede afgørelse ændres eller ophæves,
  1. klageren får helt eller delvis medhold i klagen, eller
  1. klagen afvises som følge af overskredet klagefrist eller manglende klageberettigelse, eller fordi klagen ikke er omfattet af Planklagenævnets kompetence.
Stk. 2

Hvis den eneste ændring af den påklagede afgørelse er forlængelse af en frist for efterkommelse af afgørelsen som følge af den tid, der er medgået til at behandle sagen i Planklagenævnet, tilbagebetales gebyret dog ikke efter stk. 1, nr. 1.

Stk. 3

Planklagenævnet kan beslutte at tilbagebetale gebyret, hvis klageren trækker sin klage tilbage, før Planklagenævnet har truffet afgørelse i sagen.

Stk. 4

Gebyret tilbagebetales dog ikke efter stk. 3, hvis Planklagenævnet vurderer, at der er forhold, der taler imod, at tilbagebetale gebyret, fx hvis klagen trækkes tilbage meget sent.

Stk. 5

Spørgsmål om betaling af gebyr og tilbagebetaling af gebyr afgøres af Planklagenævnet. Planklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. lovens § 3, stk. 3.

§ 4

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2017.

Stk. 2

Planklagenævnet træffer afgørelse om tilbagebetaling af gebyr, der er indbetalt til Natur- og Miljøklagenævnet efter de hidtil gældende regler, efter reglerne i denne bekendtgørelse.


Erhvervsministeriet

/Brian Mikkelsen / Sigmund Lubanski/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2017
Ikrafttrædelsesdato
31. januar 2017