Bekendtgørelse om betaling for transport af råolie og kondensat
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
BEK nr 1450 af 08/12/2017 I medfør af § 3, stk. 3, i lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat, jf. lovbekendtgørelse nr. 277 af 25. marts 2014, som ændret ved lov nr. 630 af 8. juni 2016 og lov nr. 1400 af 5. december 2017, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1090 af 25. september 2017 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser:
Definitioner
§ 1. I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Aftalen: Aftalen af 19. maj 1981 mellem Energiministeren og bevillingshaverne i henhold til eneretsbevillingen.
- Bevillingshaverne: Bevillingshaverne i henhold til eneretsbevillingen samt disses bistandsydere, jf. protokol af 16. juli 1962 til eneretsbevillingen.
- Brugerne: Bevillingshaverne, rettighedshavere og andre, som er tilsluttet olierørledningen.
- Ejeren: Den til enhver tid værende ejer af den rørledning med tilhørende pumpe- og terminalfaciliteter til transport af råolie og kondensat, der er anlagt fra det danske kontinentalsokkelområde i Nordsøen til Fredericia, jf. § 1, stk. 1, i loven.
- Eneretsbevillingen: Eneretsbevillingen af 8. juli 1962 til efterforskning og indvinding af kulbrinter m.v. i Danmarks undergrund, jf. bekendtgørelse nr. 372 af 7. november 1963.
- Loven: Lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat.
- Olierørledningen: Hvor ikke andet udtrykkeligt fremgår, alle anlæg og faciliteter, der anvendes til den virksomhed, som varetages af ejeren i henhold til lovens § 1, stk. 1, hvad enten disse anlæg m.v. ejes eller drives af ejeren eller andre.
- Rettighedshaver: Det eller de selskaber, som i forening med nærmere angivne andele, har en tilladelse.
- Tilladelse: Tilladelse til efterforskning og indvinding af kulbrinter meddelt efter 1. juli 1981 i henhold til lov om anvendelse af Danmarks Undergrund.
Område
(Stk. 2)
§ 2. Bekendtgørelsen omfatter virksomheden efter lovens § 1, stk. 1, transport af råolie og kondensat fra Nordsøen til Fredericia. Bekendtgørelsen gælder for flydende kulbrinter, der indvindes i henhold til eneretsbevillingen og som i henhold til § 8, stk. 2, i aftalen transporteres gennem olierørledningen, samt for flydende kulbrinter, der i henhold til tilladelser indvindes fra tilslutningspligtige felter i Nordsøen, jf. § 2, stk. 1, i loven. Bekendtgørelsen gælder endvidere for andre brugere af olierørledningen. Stk. 2. Betaling og øvrige vilkår for brug af virksomheden efter lovens § 1, stk. 2, udførelse af separation i separationsfaciliteter sker i overensstemmelse med en aftale, jf. lovens § 2, stk. 5 og § 3b, stk. 2, med ejeren.
Reservation af kapacitet
(Stk. 2)
§ 3. Størrelsen af en brugers reservation af kapacitet fastsættes på grundlag af brugerens anmodning herom til ejeren i overensstemmelse med bestemmelserne i transportaftalen med den pågældende bruger. Stk. 2. En bruger kan ansøge ejeren om reservation af kapacitet, som med indtil 20 % overstiger den samlede volumen råolie eller kondensat, som forventes i det produktionsprofil, som ligger til grund for godkendelsen af udbygning og eventuelle videreudbygninger af et felt efter undergrundslovens § 10 eller den mængde, som i en periode må indvindes, jf. efterfølgende godkendelse i medfør af § 15 i undergrundsloven. En forøgelse med indtil 20 % beregnes separat for de perioder for reservation, som fremgår af transportaftalen med den enkelte bruger.
Betalingspligtens omfang
§ 4. Brugerne betaler følgende til ejeren
- et beløb til dækning af ejerens afholdte kapitalomkostninger vedrørende finansiering af anlæggelse af olierørledningen,
- et beløb til dækning af ejerens øvrige omkostninger ved driften af olierørledningen og
- et beløb til dækning af den forøgelse af de samlede afviklingsomkostninger for olierørledningen i forhold til de estimerede omkostninger pr. 1. januar 2018, der måtte fremkomme ved ejerens investering i nye anlæg eller opgradering af eksisterende anlæg omfattet af lovens § 1, stk. 1, jf. § 5, stk. 2.
(Stk. 4)
§ 5. De i § 4, nr. 1, omhandlede kapitalomkostninger omfatter alle omkostninger ved finansiering af udgifter, som den daværende energiminister har godkendt, at ejeren har haft rimelig føje til at afholde til etableringen af olierørledningen på forsvarlig måde, herunder renter og afdrag på optagne lån, reguleret for eventuelle kurstab og kursgevinster, kommissioner samt andre finansieringsomkostninger uanset disses art. Som etableringsudgifter anses alle udgifter til projektering, anlægsudgifter samt øvrige udgifter med henblik på eller med tilknytning til anlæggets idriftsættelse, herunder driftsomkostninger før ibrugtagningen af rørledningen pr. 1. maj 1984. Stk. 2. Kapitalomkostningerne omfatter tillige samtlige udgifter af den i stk. 1 omhandlede art, som energi-, forsynings- og klimaministeren har godkendt eller fremover kan godkende, at ejeren har haft rimelig føje til at afholde til etablering af nye anlæg, som er en del af olierørledningen, jf. lovens § 1, stk. 1, eller gennemførelse af væsentligere forbedringer af olierørledningen, og som ikke kan anses som udgifter afholdt med henblik på eller med tilknytning til olierørledningens idriftsættelse, jf. stk. 1. Ejeren skal tidligst muligt give brugerne meddelelse om planer om etablering af nye anlæg, samt redegøre for sådanne planers påvirkning af de samlede afviklingsomkostninger, jf. § 7, med henblik på, at brugerne kan udtale sig herom. Brugerne skal have lejlighed til at følge arbejderne med henblik på at kunne rådgive ejeren, bl.a. vedrørende den for parterne mest hensigtsmæssige finansiering. Stk. 3. Udgifterne i henhold til stk. 1 og 2 finansieres ved optagelse af lån. Låneoptagelsen til finansiering af etableringsomkostningerne for olierørledningen skal tilrettelægges således, at de samlede lån tilbagebetales over 15 år fra ibrugtagningen. Finansiering af udgifterne til senere etablerede anlæg eller forbedringer, jf. stk. 2, tilrettelægges på samme måde, således at tilbagebetalingen af optagne lån påbegyndes ved idriftsættelsen af anlægget eller forbedringen. Såfremt den forventede tekniske eller økonomiske levetid for de senere etablerede anlæg eller forbedringer er mindre end 15 år, fastsættes tilbagebetalingsperioden efter energi-, forsynings- og klimaministerens nærmere bestemmelse til den forventede levetid. Stk. 4. Udgifterne i henhold til stk. 1 og 2 kan finansieres af ejeren selv, såfremt selskabet og brugerne er enige herom og om vilkårene herfor. Vilkårene for brugernes betalinger skal i dette tilfælde fastsættes i størst mulig overensstemmelse med, hvad der ville være gældende, såfremt investeringerne blev finansieret ved optagelse af lån. Aftaler mellem ejeren og brugerne i henhold til nærværende stk. 4 skal godkendes af energi-, forsynings- og klimaministeren.
(Stk. 5)
§ 6. De i § 4, nr. 2, omhandlede driftsomkostninger omfatter udgifter af enhver art, bortset fra de af § 4, nr. 1 og 3, jf. § 5 og 7, omfattede udgifter, som energi-, forsynings- og klimaministeren kan godkende, at ejeren har haft rimelig føje til at afholde i forbindelse med en forsvarlig besiddelse, drift eller afvikling af olierørledningen, jf. lovens § 1, stk. 1, blandt andet under hensyn til god praksis inden for lignende virksomhed i olie- og gasindustrien samt myndighedskrav, herunder udgifter til drift, reparation og vedligeholdelse af rørledningen, tilsyn med denne, administration, herunder andele af koncernomkostninger fastsat i overensstemmelse med anerkendte regnskabsprincipper, forsikringer, herunder arbejdsskadeforsikringer, jf. stk. 2-4, samt merværdiafgift, told eller andre afgifter af offentligretlig karakter, der pålægges ejeren i forbindelse med udøvelsen af den af loven omfattede virksomhed, jf. dog stk. 5, nr. 1. Stk. 2. Ejeren er berettiget og forpligtet til efter konsultation med brugerne og under hensyn til blandt andet god forsikringspraksis inden for lignende virksomhed, herunder i henseende til risiko og ansvarsforhold i olie- og gasindustrien, at tegne forsikring mod skader og ansvar opstået i forbindelse med besiddelse og drift af olierørledningen, jf. lovens § 1, stk. 1. Forsikringen skal omfatte dækning mod skader på anlægget efter fuld- og nyværdiprincippet samt sædvanlig dækning mod erstatningsansvar over for tredjemand og brugerne, også omfattende kontraktsansvar samt produkt- og forureningsansvar. Forsikring kan tegnes med sædvanlige vilkår om selvrisiko samt begrænsning af dækningen af skader og ansvar. Stk. 3. Ejeren skal, hvis der er enighed blandt brugerne herom, tegne forsikring, der omfatter dækning ud over det i stk. 2 omhandlede. Stk. 4. Udgifter til afhjælpning af skader eller dækning af ansvar, der ikke dækkes af en eksisterende forsikring, herunder udgifter som følge af vilkår om selvrisiko eller begrænsning i forsikringsdækningen, eller for hvilke der ikke er tegnet forsikring, omfattes af de i stk. 1 omhandlede omkostninger, jf. dog stk. 5, nr. 2 og 3. Stk. 5. Følgende udgifter omfattes ikke af omkostningerne i henhold til stk. 1:
- Selskabsskat og kulbrinteskat samt anden beskatning af ejerens indkomst, der kan sidestilles hermed.
- Udgifter i anledning af skader på ejerens olierørledning, som skyldes enten udefrakommende begivenheder af ekstraordinær karakter, så som naturkatastrofer, krigshandlinger eller terrorangreb, eller forsæt eller grov uagtsomhed udvist af ejeren, i den udstrækning sådanne skader ikke dækkes af de i overensstemmelse med stk. 2 og 3 tegnede forsikringer.
- Udgifter i anledning af erstatningsansvar over for tredjemand eller brugerne i anledning af skader, der skyldes forsæt eller grov uagtsomhed udvist af ejeren, i den udstrækning sådant erstatningsansvar ikke dækkes af tegnede forsikringer.
(Stk. 4)
§ 7. Ejeren udarbejder pr. 1. januar 2018 en startopgørelse af de forventede samlede endelige omkostninger for afviklingen af olierørledningen, når olierørledningen tages endeligt ud af drift, herunder omkostninger ved hel eller delvis nedlukning, afvikling og endelig afskaffelse af olierørledningen, samt driftsomkostninger af samme art som dem, der er omfattet af § 4, nr. 2, jf. § 6, der opstår eller forventes at opstå efter det sidste kalenderår, hvori der er foretaget transport af råolie eller kondensat for brugerne. Ejeren fremsender en redegørelse for de aktiver, som er lagt til grund for estimatet af de forventede samlede endelige omkostninger for afviklingen af olierørledningen i startopgørelsen og en beskrivelse af beregningsmodellen herfor, med henblik på at brugerne kan udtale sig herom. Startopgørelsen skal udarbejdes i overensstemmelse med hidtidig praksis og principper for vurdering af afviklingsomkostninger for olierørledningen. Redegørelsen for aktiverne, startopgørelsen og beregningsmodellen skal indsendes til energi-, forsynings- og klimaministeren til godkendelse sammen med udtalelser fra brugerne senest den 1. juli 2018. Ministeren kan fastsætte vilkår for godkendelsen. Stk. 2. Den i § 4, nr. 3, omhandlede forøgelse af de samlede afviklingsomkostninger ved ejerens investering i nye anlæg eller opgradering af eksisterende anlæg omfattet af lovens § 1, stk. 1, jf. § 5, stk. 2, omfatter forøgelser af de omkostninger, som er opgjort i statussen i medfør af stk. 1, 1. pkt. Stk. 3. Bidrag til de i stk. 2 omhandlede afviklingsomkostninger skal betales fra og med det regnskabsår, hvor det nye anlæg eller forbedringen tages i brug. Det årlige bidrag opgøres ved multiplicering af den del af sådanne omkostninger, der endnu ikke er foretaget hensættelse til, med forholdet mellem den mængde råolieolie og kondensat i regnskabsåret, der er foretaget reservationer af kapacitet for, og den samlede mængde råolie og kondensat der er foretaget reservationer af kapacitet for i den resterende levetid for investeringen. Levetiden opgøres som den korteste af den tekniske og økonomiske levetid for investeringen. Beregningen baseres på den til enhver tid nyeste prognose for de transporterede mængder og den til enhver tid nyeste opgørelse af reservationer af kapacitet, samt det til enhver tid nyeste estimat for forøgelsen af de samlede afviklingsomkostninger, i forhold til startopgørelsen der er udarbejdet i medfør af stk. 1. Stk. 4. Det i stk. 3 beregnede beløb korrigeres for forrentning af hensatte beløb til afvikling samt de selskabsskattemæssige forhold i forbindelse med hensættelser, forrentning og efterfølgende afholdelse af afviklingsomkostningerne. De hensatte beløb forudsættes forrentet med samme rente som udestående investeringer i olierørledningen, jf. lovens § 1, stk. 1, og separationsfaciliteter, jf. lovens § 1, stk. 2.
§ 8. Ejeren kan oprette nødvendige kreditfaciliteter med henblik på at sikre, at selskabet til enhver tid kan opfylde sine økonomiske forpligtelser vedrørende virksomhed omfattet af loven. Renter og øvrige omkostninger herved omfattes af § 4, nr. 2, jf. § 6, stk. 1.
§ 9. Brugerne betaler til dækning af de i § 4, nr. 1, jf. § 5, omhandlede kapitalomkostninger et beløb, som for den enkelte bruger beregnes ved at multiplicere de samlede kapitalomkostninger i et regnskabsår med brugerens andel af summen af de samlede volumener råolie og kondensat, som brugeren har reserveret kapacitet til transport af i det pågældende regnskabsår, og den volumen råolie og kondensat som andre brugere har reserveret kapacitet til transport af i det samme år.
§ 10. Brugerne betaler til dækning af de i § 4, nr. 2, jf. § 6, omhandlede driftsomkostninger et beløb, der for den enkelte bruger beregnes ved at multiplicere de i et regnskabsår gennemsnitlige driftsomkostninger pr. transporteret volumenenhed råolie og kondensat inklusiv vand og sediment med antal enheder råolie og kondensat inklusiv vand og sediment transporteret af ejeren for brugeren i det pågældende regnskabsår. Brugernes transporterede volumener råolie og kondensat opgøres ved tilslutningspunktet ved den til enhver tid af energi-, forsynings- og klimaministeren godkendte procedure.
§ 11. Brugerne betaler til dækning af de i § 4, nr. 3, jf. § 7, omhandlede afviklingsomkostninger et beløb, der for den enkelte bruger beregnes ved at multiplicere de samlede afviklingsomkostninger i et regnskabsår med brugerens andel af summen af de samlede volumener råolie og kondensat, som brugeren har reserveret kapacitet til transport af i det pågældende regnskabsår, og den volumen råolie og kondensat som andre brugere har reserveret kapacitet til transport af i det samme år.
§ 12. Ejerens eventuelle forrentning af de i henhold til § 13, stk. 1 og 2, indbetalte beløb samt indtægter ved salg, udlejning eller lignende af materielle aktiver, hvortil udgifterne er betalt eller skal betales af brugerne, regnes brugerne til gode.
Opgørelse og betaling af pligtige beløb
(Stk. 8)
§ 13. Til opfyldelse af betalingsforpligtelser i henhold til kapitel 4 foretager brugerne foreløbige indbetalinger efter reglerne i §§ 14 og 15. De foreløbige indbetalinger reguleres for hvert regnskabsår efter reglerne i §§ 18-20. Brugernes betalinger sker på grundlag af opgørelser, der udarbejdes af ejeren for hver bruger. Stk. 2. Regnskabsåret følger kalenderåret. Stk. 3. Ejeren udarbejder forud for hvert regnskabsår et budget for forventede indtægter og udgifter, der vedrører brugerne. Budgettet skal indeholde fornøden specifikation vedrørende de enkelte indtægts- og udgiftsarter, herunder for så vidt angår kapitalomkostninger, arten af lånene samt disses forfaldstid. Til brug for fastsættelsen af de i § 14, stk. 2, nævnte beløb udarbejder ejeren en plan over afviklingen af de i § 5, stk. 3, omhandlede lån. Budget og plan sendes til energi-, forsynings- og klimaministeren, jf. § 25, samt brugerne inden 1. september i året forud for regnskabsåret. Stk. 4. Ejeren ajourfører forud for regnskabsåret 2019 og for hvert regnskabsår herefter opgørelsen af de forventede udgifter til gennemførelse af afvikling af anlæg, som opgjort i medfør af § 7, stk. 1,. Opgørelsen sendes til energi-, forsynings- og klimaministeren samt brugerne inden 1. september i året forud for regnskabet, jf. § 25, stk. 1. Indebærer en opgørelse efter 1. pkt. en ændring af de forventede udgifter til gennemførelse af afvikling, jf. § 7, stk. 1, skal opgørelsen indeholde en specifikation af ændringen. Stk. 5. Ejeren udarbejder på baggrund af opgørelsen i stk. 4 en plan for hensættelse af midler til betaling af den del af udgifterne til afvikling, som udgør en forøgelse af de samlede afviklingsomkostninger for anlæg, som er en del af olierørledningen, som er fremkommet ved ejerens investering i nye anlæg eller opgradering af eksisterende anlæg omfattet af lovens § 1, stk. 1, jf. § 5, stk. 2, i forhold til de samlede opgjorte afviklingsomkostninger pr. 1. januar 2018. Stk. 6. Modellen for opgørelse af afviklingsomkostningerne skal baseres på den tilsvarende for hensættelser til afviklingsomkostninger i transportaftaler med brugere med nødvendige tilpasninger. Stk. 7. Når olierørledningen er endeligt afviklet, udarbejder ejeren en slutopgørelse for omkostningerne ved afviklingen af de dele af olierørledningen, som indgår i den startopgørelse, der er udarbejdet i medfør af § 7, stk. 1, 1. pkt. Stk. 8. Når olierørledningen er endeligt afviklet, udarbejder ejeren en opgørelse af de samlede endelige omkostninger ved afviklingen af de dele af olierørledningen, som ikke indgår i den startopgørelse, der er udarbejdet i medfør af § 7, stk. 1, 1. pkt. Differencen mellem slutopgørelsen efter dette stk. og summen af de beløb, der er opkrævet i medfør af §§ 7 og 11 fra 1. januar 2018 til olierørledningen er endeligt afviklet, krediteres eller debiteres den enkelte bruger ud fra dennes andel af den samlede volumen råolie eller kondensat, som er transporteret igennem olierørledningen fra 1. januar 2018 til olierørledningen er endeligt afviklet.
(Stk. 8)
Foreløbig betaling
(Stk. 4)
§ 14. De løbende betalinger i et regnskabsår foretages i henhold til foreløbige opgørelser, der udarbejdes af ejeren. Stk. 2. Brugerne betaler til dækning af kapitalomkostningerne, jf. § 4, nr. 1, og § 5, månedlige beløb svarende til den pågældende måneds forfaldne ydelser for ejerens lån i samme udstrækning, sådanne ydelser ikke skal refinansieres i henhold til afviklingsplanen efter § 13, stk. 3, jf. § 5, stk. 3. Beløbet forhøjes eller nedsættes som følge af eventuelle ændringer i valutakurser for de i den forudgående måned endeligt forfaldne låneydelser. For så vidt angår de af ejeren selvfinansierede investeringer, udgør den månedlige betaling 1/12 af den samlede i henhold til § 5, stk. 4, fastsatte årlige afskrivning og forrentning af det investerede beløb. Den enkelte brugers bidrag til dækning af kapitalomkostningerne i en måned opgøres efter principperne i § 9 på grundlag af seneste opgørelse af reservationer af kapacitet til transport af råolie og kondensat i den pågældende måned i henhold til transportaftalerne. Stk. 3. Brugerne betaler til dækning af driftsomkostninger, jf. § 4, nr. 2, og § 6, et månedligt beløb svarende til beløbet for den pågældende måned i budgettet. Beløbet kan reguleres med konstaterede afvigelser mellem hidtil opkrævede beløb og faktisk afholdte udgifter i regnskabsåret. Den enkelte brugers bidrag til dækning af driftsomkostningerne i en måned opgøres efter principperne i § 10 på grundlag af seneste prognose for transporterede mængder i den pågældende måned meddelt til ejeren i henhold til transportaftalerne. Stk. 4. Brugerne betaler til dækning af afviklingsomkostninger, jf. § 4, nr. 3, månedlige beløb svarende til 1/12 af årets eventuelle forøgelse af udgifterne til afvikling, som opgjort i hensættelsesplanen jf. § 13, stk. 5.
(Stk. 4)
§ 15. Ejeren fremsender senest den 20. i en måned til brugerne en opgørelse for den følgende måned af de i henhold til § 14, stk. 2, opgjorte kapitalomkostninger med angivelse af disses størrelse, forfaldstid, lånenes art, kreditor i henhold til lånene samt eventuelle reguleringer som følge af ændringer i valutakurser for de i den forudgående måned betalte låneydelser. Betalingen skal være ejeren i hænde senest 3 dage før ydelsens rettidige betaling til långiver. For lånearrangementer, hvor der skal erlægges adskillige ydelser pr. måned, betaler brugerne dog senest den 10. i den pågældende måned et beløb svarende til de samlede ydelser i måneden. Stk. 2. Ejeren fremsender den 25. i en måned en opgørelse for den følgende måned af de i henhold til § 14, stk. 3, opgjorte driftsomkostninger. Beløbet betales senest den 10. i sidstnævnte måned. Stk. 3. Ejeren fremsender senest den 25. i en måned til brugerne en opgørelse for den følgende måned af de i henhold til § 15, stk. 4, krævede betalinger til dækning af afviklingsomkostninger. Beløbet betales senest den 10. i sidstnævnte måned. Stk. 4. Skyldige beløb betales af brugerne i danske kroner. Beløb til dækning af forpligtelser i udenlandsk valuta kan af brugerne efter aftale med ejeren erlægges i den pågældende valuta, såfremt fornødne tilladelser i henhold til valutalovgivningen foreligger.
Nedsættelse og udsættelse af betaling
(Stk. 4)
§ 16. Ophører eller reduceres transportmuligheden gennem olierørledningen under længerevarende driftsforstyrrelser af andre årsager end de i stk. 2 omhandlede, bestemmer energi-, forsynings- og klimaministeren efter forudgående drøftelse med ejeren og brugerne, om og i givet fald i hvilket omfang, betalingspligten i henhold til § 4, nr. 1 og 2, udsættes. Stk. 2. Såfremt transportmuligheden gennem olierørledningen ophører eller reduceres af årsager, der kan henføres til forsæt eller grov uagtsomhed udvist af ejeren, nedsættes betalingen af kapital- og driftsomkostninger, jf. § 4, nr. 1 og 2, jf. §§ 5 og 6, endeligt, som angivet i stk. 3 og 4. Meddeles dispensation, som angivet i § 17, opretholdes betalingspligten efter § 4, nr. 1 og 2, dog i det omfang, ilandføring kan finde sted, med mindre anden bestemmelse træffes af energi-, forsynings- og klimaministeren. Stk. 3. Udsættelse eller nedsættelse efter stk. 1 og 2 beregnes ud fra den del af de i § 4, nr. 1 og 2, omhandlede beløb, der forholdsmæssigt for et regnskabsår kan henføres til den periode, hvor transporten er ophørt eller reduceret. Nedsættelse eller udsættelse sker proportionalt med den mængde råolie og kondensat, der i den pågældende periode ikke har kunnet transporteres. Stk. 4. Ved beregningen af de ikke-transporterede mængder af råolie og kondensat anvendes de af brugerne i henhold til transportaftalerne senest afgivne kortsigtsprognoser for transporterede mængder af råolie og kondensat, med mindre et andet beregningsgrundlag fastsættes af energi-, forsynings- og klimaministeren.
(Stk. 3)
§ 17. Så længe transportmuligheden gennem olierørledningen er ophørt eller reduceret som følge af driftsforstyrrelser, meddeler energi-, forsynings- og klimaministeren dispensation til anvendelse af anden transportmåde. Stk. 2. Dispensationen fornyes hver syvende dag og ophører uden videre til det tidspunkt, hvor transportmuligheden gennem olierørledningen er genetableret ifølge meddelelse fra ejeren, der i videst muligt omfang varsler brugerne herom. Stk. 3. Finder energi-, forsynings- og klimaministeren efter forhandling med ejeren og brugerne, at driftsforstyrrelsen skyldes ganske særlige omstændigheder, såsom retsstridige forhold, der kan tilskrives brugerne, kan dispensationen bortfalde.
Årlig regulering
§ 18. Senest 3 måneder efter udløbet af et regnskabsår sender ejeren en årsopgørelse vedrørende de beløb, brugerne er pligtige at erlægge for det pågældende år. Opgørelsen kan helt eller delvis omfatte forudgående regnskabsår med hensyn til beløb, der ikke har kunnet medtages i årsopgørelsen for det pågældende regnskabsår.
§ 19. Senest 30 dage efter modtagelsen af opgørelsen fra ejeren skal brugerne til ejeren betale det beløb, hvormed årsopgørelsen overstiger brugernes foreløbige indbetalte beløb for det pågældende år.
§ 20. Det beløb, hvormed det i henhold til det i årsopgørelsen samlede krav for ejeren for det forudgående regnskabsår måtte være mindre end de af brugerne indbetalte foreløbige beløb, fradrages i den, subsidiært de førstkommende foreløbige opgørelser efter fremsendelsen af årsopgørelsen.
Almindelige bestemmelser
Fremsendelse af opgørelser m.v.
§ 21. Alle opgørelser, meddelelser eller andre henvendelser efter denne bekendtgørelse, uanset disses art, sendes til en fælles forretningsadresse for rettighedshaveren til den enkelte tilladelse og til bevillingshaverne for så vidt angår eneretsbevillingen. Forretningsadresserne meddeles skriftligt til ejeren.
Indbetalingskonti
§ 22. Alle betalinger fra brugerne til ejeren foretages ved indbetaling på de af ejeren skriftligt anviste konti. Ejeren kan med 10 dages skriftligt varsel fastsætte ændringer heri.
Betalingspligt
§ 23. Brugerne er pligtige med sædvanlige betalingsmidler at erlægge beløb, der kræves betalt i henhold til opgørelser i §§ 15 og 19, i det omfang beløbet fremgår af et godkendt budget, jf. § 25, eventuelt reguleret i henhold til § 14, stk. 3. En eventuel undladelse i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler af at opfylde denne betalingspligt kan kun ske, såfremt der i hvert enkelt tilfælde er givet ejeren 3 måneders forudgående skriftligt varsel.
Forsinkelse med betaling
(Stk. 2)
§ 24. Betaler en af brugerne ikke skyldige beløb, som omhandlet i § 4, nr. 1 og 2, i rette tid, skal den pågældende erstatte de heraf følgende finansieringsomkostninger med et tillæg på 8 pct. p.a. af det skyldige beløb. Tillægget regnes brugerne til gode i forbindelse med den nærmest følgende foreløbige opgørelse i henhold til § 15, stk. 2. Stk. 2. § 4, stk. 1, i renteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 459 af 13. maj 2014, finder tilsvarende anvendelse.
Budgetter
(Stk. 3)
§ 25. Ejeren skal hvert år senest den 1. september sende budget for det kommende regnskabsår, jf. § 13, stk. 3, til brugerne og energi-, forsynings- og klimaministeren. Der vedlægges budgetoverslag for de tre efterfølgende regnskabsår. Samtidig indkalder ejeren med mindst 3 ugers varsel og ikke senere end den 1. november i det aktuelle kalenderår brugerne til møde om budgettet. Senest den 15. november skal hver bruger meddele ejeren om budgettet kan godkendes. Godkendelse af budgettet kræver accept af alle brugere. Stk. 2. Såfremt en bruger ikke kan godkende budgettet skal det begrundes med angivelse af, hvilken del eller dele af budgettet brugeren ikke kan godkende. Såfremt ikke alle brugere kan godkende budgettet, fremsender ejeren umiddelbart efter den 15. november budgetforslag, samtlige brugeres meddelelser om, hvorvidt de kan godkende budgettet, samt alle øvrige relevante oplysninger til energi-, forsynings- og klimaministeren, som træffer afgørelse om budgettet for det kommende regnskabsår. Stk. 3. Energi-, forsynings- og klimaministeren skal til godkendelse have forelagt budgetter for etablering af nye anlæg, som er en del af olierørledningen eller gennemførelse af væsentligere forbedringer af olierørledningen, jf. § 5, stk. 2. Budgetterne skal indeholde en specifikation jf. § 13, stk. 4, af eventuelle ændringer i de forventede udgifter til gennemførelse af afvikling af anlæg, som er en del af olierørledningen, jf. lovens § 1, stk. 1, som måtte følge af etableringen. Budgetterne skal angive udgifternes fordeling på regnskabsår.
Regnskaber
(Stk. 4)
§ 26. Ejeren sender senest den 1. april et regnskab for det foregående regnskabsår til brugerne og energi-, forsynings- og klimaministeren. Regnskabet revideres efter de regler, der til enhver tid er gældende for ejerens samlede virksomhed. Såfremt der i regnskabsåret er afholdt udgifter til anlæg, skal regnskab for disse udgifter være separat. Samtidig med udsendelsen af et regnskab indkalder ejeren med mindst 3 ugers varsel og ikke senere end den 1.maj i det aktuelle kalenderår brugerne til møde om regnskabet. Inden den 15. maj meddeler hver enkelt bruger ejeren, om de har bemærkninger til regnskabet. Regnskabet og brugernes udtalelser sendes til energi-, forsynings- og klimaministeren senest den 1. juni. Regnskabet skal godkendes af energi-, forsynings- og klimaministeren. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsættes vilkår for godkendelsen. Stk. 2. En eller flere brugere kan efter modtagelse af regnskab for et regnskabsår, jf. stk. 1, med mindst 30 dages varsel og senest 24 måneder efter udløbet af et regnskabsår foretage revision af, at regnskabet er udfærdiget i overensstemmelse med budgettet for regnskabsåret, rørledningsloven, denne bekendtgørelse og de i henhold til §§ 27 og 28 fastsatte retningslinjer. Ved en sådan revision skal brugerne have adgang til de relevante regnskabsbilag hos ejeren. Udgifterne ved en sådan revision afholdes af de pågældende brugere. En rapport om revisionen skal sendes til alle brugere og energi-, forsynings- og klimaministeren. Stk. 3. Såfremt ejeren og brugerne er uenige om regnskabet for et regnskabsår træffer energi-, forsynings- og klimaministeren afgørelse. Stk. 4. I året efter afslutning af et anlægsarbejde fremsender ejeren regnskab for det samlede anlægsarbejde til brugerne og energi-, forsynings- og klimaministeren. Regnskabet drøftes på mødet om det foregående års regnskab, jf. stk. 1. Senest den 15. maj meddeler de enkelte brugere ejeren om regnskabet kan godkendes. Regnskabet og brugernes udtalelser sendes til energi-, forsynings- og klimaministeren senest den 1. juni. Regnskabet skal godkendes af energi-, forsynings- og klimaministeren. energi-, forsynings- og klimaministeren s kan fastsætte vilkår for godkendelsen.
Retningslinjer for budgetter, opgørelser og regnskab
(Stk. 2)
§ 27. Ejeren udfærdiger nærmere retningslinjer om de i kap. 5 og 6 nævnte anliggender med det formål at udfylde og sikre gennemførelsen af de i bekendtgørelsen fastsatte bestemmelser. Retningslinjerne skal indeholde principperne og tidsrammerne for udarbejdelse af budgetter og opgørelser til brugerne samt registrering af de af ejeren i henhold til bekendtgørelsen oppebårne indtægter og afholdte udgifter. De af ejeren udarbejdede retningslinjer godkendes af energi-, forsynings- og klimaministeren i overensstemmelse med reglerne i stk. 2. Godkendte retningslinjer kan af selskabet ændres efter reglerne i stk. 2. Stk. 2. Såfremt ejeren ønsker at ændre de i stk. 1 nævnte retningslinjer, sendes forslag til ændrede retningslinjer til udtalelse hos brugerne med kopi til energi-, forsynings- og klimaministeren. Brugernes udtalelser samt ejerens bemærkninger hertil sendes derefter til energi-, forsynings- og klimaministeren. energi-, forsynings- og klimaministeren godkender retningslinjerne. energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte vilkår for godkendelsen. energi-, forsynings- og klimaministeren kan pålægge ejeren at foretage ændringer i godkendte retningslinjer.
(Stk. 3)
§ 28. De i henhold til § 27 fastsatte retningslinjer skal sikre, at indtægter og udgifter vedrørende olierørledningen registreres i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse samt kravene til god regnskabsskik, herunder at registreringen foretages med fornøden specifikation af de enkelte indtægts- og udgiftsarter. Stk. 2. Ved de i henhold til § 27 fastsatte retningslinjer skal det endvidere sikres, at ejerens budgetter og årsopgørelser giver en klar og overskuelig oversigt over indtægter og udgifter ved virksomhed i henhold til loven og skal med henblik herpå indeholde nærmere principper om redegørelse for og fordeling af de enkelte indtægts- og udgiftsposter. Stk. 3. Alt materiale med tilknytning til de i stk. 1 og 2 omhandlede forhold uanset dettes art, herunder modtagne breve, genparter af afsendte breve eller forretningspapirer, notater m.v., skal opbevares af ejeren i mindst 15 år.
Nye regler
§ 29. Når produktionsanlæg med andre ejere end de nuværende brugere bliver tilsluttet rørledningen, vil ændring af denne bekendtgørelse, jf. lovens § 3, stk. 3, blive genstand for forhandling med samtlige tilslutningspligtige og ejeren.
Ikrafttræden m.v.
(Stk. 3)
§ 30. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2018. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 803 af 17. juni 2016 om betaling for transport af råolie og kondensat ophæves. Stk. 3. §§ 16-18 i bekendtgørelse nr. 797 af 25. juni 2010 om betaling for transport af råolie og kondensat finder fortsat anvendelse for forhold vedrørende regnskabsår forud for denne bekendtgørelses ikrafttræden. Bekendtgørelse nr. 797 af 25. juni 2010 finder tillige anvendelse på budgetter for 2014, herunder anlægsbudgetter, samt regnskab for 2013.
Energistyrelsen /Janni Torp Kjærgaard / Trine Sannem Mønsted/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2017
- Ikrafttrædelsesdato
- 13. december 2017