TheLawyer.sh
Tilbage

Lov om ændring af dyreværnsloven og lov om hold af dyr (Uddannelseskrav og offentliggørelse af kontrolresultater)

DanmarkLov2017

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

LOV nr 1552 af 19/12/2017 VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: Ændringsbestemmelser

§ 1

(Stk. 4)

§ 1. I dyreværnsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 50 af 11. januar 2017, foretages følgende ændringer:

  1. Efter § 6 indsættes: »§ 7. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om uddannelseskrav vedrørende dyrevelfærd til personer, som er ansvarlige for landbrugsmæssigt hold af dyr. Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om uddannelseskrav vedrørende dyrevelfærd til andre personer end de i stk. 1 nævnte, som er beskæftiget med landbrugsmæssigt hold af pelsdyr. Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om godkendelse af uddannelseskurser og om uddannelsers indhold og varighed og krav til undervisere, eksamen og opnåelse af kursusbevis for gennemført uddannelse og til udformning af kursusbeviser.«
  2. Efter § 24 f indsættes i kapitel 4: »§ 24 g. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse med navns nævnelse af resultater og art og omfang af sanktioner på grundlag af kontrol, som gennemføres i henhold til dyreværnslovgivningen eller Den Europæiske Unions forordninger på dyreværnsområdet. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at klage ikke har opsættende virkning. Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, på hvilken måde og i hvilken form registreringspligtige virksomheder med erhvervsmæssig handel med dyr, opdræt af dyr eller formidling af dyr, dyrepensioner og dyreinternater skal gøre kontrolresultater efter stk. 1 tilgængelige for offentligheden, herunder på hvilke betingelser virksomheder kan fritages for pligten til at gøre kontrolresultater tilgængelige. Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om formen for og omfanget af offentliggørelsen, herunder at offentliggørelsen kan ske i elektronisk form. Ministeren kan bestemme, at visse resultater ikke skal offentliggøres. Stk. 4. Ministeren kan bestemme, at offentliggørelse skal ske på grundlag af et af ministeren oprettet elektronisk informationssystem vedrørende kontrolresultater. Til brug for offentliggørelse kan ministeren på ethvert tidspunkt, herunder periodisk, videregive såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger fra informationssystemet til en ubestemt kreds af modtagere. Enhver har adgang til fra informationssystemet at få meddelt oplysninger, som enten har været offentliggjort, eller som skal offentliggøres. Adgangen omfatter såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger.«
§ 2

(Stk. 3)

§ 2. I lov om hold af dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 925 af 3. juli 2017, foretages følgende ændring:

  1. § 3 a affattes således: »§ 3 a. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om uddannelseskrav vedrørende dyresundhed til personer, som er ansvarlige for landbrugsmæssigt hold af dyr. Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om uddannelseskrav vedrørende dyresundhed til andre personer end de i stk. 1 nævnte, som er beskæftiget med landbrugsmæssigt hold af pelsdyr. Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om godkendelse af uddannelseskurser og om uddannelsers indhold og varighed og krav til undervisere, eksamen og opnåelse af kursusbevis for gennemført uddannelse og til udformning af kursusbeviser.«
§ 3

(Stk. 2)

§ 3. Loven træder i kraft den 15. januar 2018. Stk. 2. Regler udstedt i medfør af § 3 a i lov om hold af dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 925 af 3. juli 2017, bevarer deres gyldighed, indtil de ophæves eller afløses af nye regler. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.

§ 4

§ 4. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Givet på Christiansborg Slot Under Vor Kongelige Hånd og Segl /MARGRETHE R. / Esben Lunde Larsen/

Metadata

Type
Lov
År
2017
Ikrafttrædelsesdato
19. december 2017