TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om compliance-samtale på apotek

DanmarkBekendtgørelse2018

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

BEK nr 277 af 12/04/2018 I medfør af § 11, stk. 1, nr. 15, i lov om apoteksvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af 3. september 2014, som ændret ved lov nr. 580 af 4. maj 2015, fastsættes:

Målgruppe og visitering

§ 1

(Stk. 5)

§ 1. Til personer, der i mindst 12 måneder har fået ordineret et eller flere lægemidler til behandling af en kronisk sygdom, og som har ret til sundhedsydelser efter sundhedslovens kapitel 2, skal apotekere,

  1. yde én compliance-samtale, når der foreligger en henvisning fra en læge, jf. stk. 2, eller
  2. tilbyde én compliance-samtale med baggrund i den konkrete ekspedition, hvor det er afdækket, at patienten er ikke-kompliant og efter indsigt i borgerens lægemiddeloplysninger, jf. stk. 3. Stk. 2. En henvisning fra en læge kan være skriftlig eller telefonisk. Ved henvisning skal oplysninger om henvisende læge fremgå tydeligt og »compliance-samtale på apotek« angives. Lægen kan for henvisning til compliance-samtale på apotek benytte en blanket, som gøres tilgængelig på Lægemiddelsstyrelsens netsted. Stk. 3. Personale på apoteker, apoteksfilialer eller apoteksudsalg tilbyder compliance-samtale efter borgerens samtykke til indsigt i borgerens aktuelle lægemiddeloplysninger, jf. § 9 i bekendtgørelse om adgang til og registrering m.v. af lægemiddel- og vaccinationsoplysninger, hvor personalet iagttager, om borgeren i mindst 12 måneder har været i behandling med lægemidler, som anvendes til kronisk sygdom, jf. stk. 4. Stk. 4. En borger kan højest visiteres til en compliance-samtale én gang inden for 12 måneder. Stk. 5. Ved kronisk sygdom forstås sygdom, som har et langvarigt forløb eller er konstant tilbagevendende.

Tidsfrist, indhold m.v.

§ 2

(Stk. 2)

§ 2. Apotekeren skal tilbyde borgeren afholdelse af én compliance-samtale indenfor 14 dage fra den dato, hvor borgeren henvender sig på apotek, apoteksfilial eller apoteksudsalg med en henvisning fra en læge eller fra den dato, hvor personalet på apoteker, apoteksfilialer eller apoteksudsalg tilbyder compliance-samtale med baggrund i indsigt i borgernes lægemiddeloplysninger, jf. § 1, stk. 1. Stk. 2. Apotekeren og borgeren kan aftale en senere dato end den i stk. 1 angivne for afholdelse af compliance-samtalen.

§ 3

(Stk. 3)

§ 3. En compliance-samtale skal afholdes på apoteker, apoteksfilialer eller apoteksudsalg. Stk. 2. Compliance-samtalen kan som alternativ til stk. 1 afholdes som en videosamtale, hvor farmaceuten og borgeren kan se hinanden. Stk. 3. Compliance-samtalen skal ske i rolige og diskrete omgivelser.

§ 4

§ 4. Compliance-samtalen gennemføres af apotekeren eller af en af apotekeren ansat farmaceut.

§ 5

(Stk. 4)

§ 5. En compliance-samtale skal øge borgerens kendskab til den ordinerede medicinske behandling for den eller de kroniske sygdomme, som borgeren lider af, og informere og yde råd og vejledning om bedre medicinefterlevelse. Herudover har borgeren såvel som apotekeren eller den af apotekeren ansatte farmaceut mulighed for at bringe forhold af betydning for medicineringen og efterlevelsen, fx om medicintilskud, op ved compliance-samtalen. Stk. 2. Apotekeren kan i forbindelse med compliance-samtalen udlevere skriftligt materiale. Stk. 3. Apotekeren skal i forbindelse med compliance-samtalen oplyse om mulighederne for at opnå en henstandsordning. Stk. 4. Apotekeren kan i forbindelse med compliance-samtalen vejlede om brugen af medicinsk udstyr, som medicinbrugeren anvender som led i medicineringen af en kronisk lidelse.

§ 6

§ 6. For de borgere, hvor apotekeren afholder compliance-samtale efter lægehenvisning, kan apotekeren med borgerens samtykke give lægen besked, når compliance-samtalen har været afholdt.

Registrering m.v.

§ 7

(Stk. 2)

§ 7. Apotekeren skal registrere og indberette antal afholdte compliance-samtaler, herunder antallet af samtaler som ikke er afholdt inden for 14 dage fra den dato, hvor borgeren har henvendt sig med en henvisning fra en læge, eller hvor personalet på apoteker, apoteksfilialer eller apoteksudsalg tilbyder compliance-samtale med baggrund i indsigt i borgernes lægemiddeloplysninger, jf. § 2, stk. 1. Stk. 2. Apotekeren skal indberette antal afholdte compliance-samtaler efter stk. 1 til Lægemiddelstyrelsen månedsvist, senest den 5. i den efterfølgende måned. Falder den 5. på en lørdag, søn- eller helligdag foretages indberetningen den førstkommende hverdag derefter.

Ikrafttrædelsesbestemmelse

§ 8

§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 17. april 2018.

Sundheds- og Ældreministeriet /Ellen Trane Nørby / Anna Skat Nielsen/

skat

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2018
Ikrafttrædelsesdato
17. april 2018