Tilbage
Lov om ændring af lov om udenrigstjenesten (Implementering af direktiv 2015/637/EU om koordinations- og samarbejdsforanstaltninger for at lette konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande og obligatorisk digital kommunikation i forhold til tjenestehandlinger i udenrigstjenesten)
DanmarkLov2018
Udenrigsministeriet
LOV nr 316 af 25/04/2018 VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: Ændringsbestemmelser
§ 1
§ 1. I lov nr. 150 af 13. april 1983 om udenrigstjenesten, som ændret ved lov nr. 331 af 14. maj 1997, § 1 i lov nr. 410 af 6. juni 2002 og lov nr. 753 af 2. juni 2015, foretages følgende ændringer:
- Som fodnote til lovens titel indsættes: »1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 2015/637/EU af 20. april 2015 om koordinations- og samarbejdsforanstaltninger for at lette konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande og om ophævelse af afgørelse 95/553/EF, EU-Tidende 2015, nr. L 106, side 1.«
- § 1, stk. 3, affattes således: »Stk. 3. Udenrigstjenesten yder bistand til danske statsborgere, udlændinge med fast bopæl i Danmark, ikkerepræsenterede nordiske statsborgere og ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande. Endvidere ydes bistand til danske virksomheder i deres erhvervsmæssige forbindelser med udlandet.«
- I § 1 indsættes som stk. 4: »Stk. 4. Udenrigsministeren fastsætter nærmere regler om udenrigstjenestens bistand til ikkerepræsenterede unionsborgere, herunder om bistand til ledsagende familiemedlemmer fra tredjelande i krisesituationer og finansielle procedurer m.v.«
- I § 14 indsættes som stk. 4: »Stk. 4. Udenrigsministeren kan fastsætte regler om, at kommunikation til og fra udenrigstjenesten om tjenestehandlinger, for hvilke der erlægges gebyr, helt eller delvis skal foregå digitalt, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer og fravigelse af obligatorisk digital kommunikation grundet særlige forhold og ekstraordinære situationer og om, hvornår en digital meddelelse anses for at være kommet frem.«
§ 2
§ 2. Loven træder i kraft den 1. maj 2018.
§ 3
§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Givet på Christiansborg Slot Under Vor Kongelige Hånd og Segl /MARGRETHE R. / Anders Samuelsen/
Metadata
- Type
- Lov
- År
- 2018
- Ikrafttrædelsesdato
- 25. april 2018