Vinbekendtgørelsen
Bekendtgørelse om vin
BEK nr 1199 af 26/11/2019
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
§ 1
Reglerne i denne bekendtgørelse supplerer regler om tilvirkning, mærkning og præsentation af vin samt regler vedr. ind- og udgangsbøger i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1308/2013/EU af 17. december 2013, Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/273 af 11. december 2017, Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/274 af 11. december 2017 om, Kommissionen delegerede forordning (EU) 2019/33 af 17. oktober 2018 og Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/934 af 12. marts 2019.
§ 2
De i bilag VII, del II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter anførte kategorier af vinavlsprodukter er forbeholdt de deri anførte produkter og skal i alle handelsled benyttes som betegnelse for produkterne.
Ud over de i stk. 1 nævnte kategorier, kan betegnelsen “vin” anvendes, hvis
- den er ledsaget af navnet på en frugt i form af et sammensat navn til at markedsføre produkter, der er fremstillet ved gæring af andre frugter end druer, eller
- den er en del af et sammensat navn.
Enhver forveksling med produkter, der svarer til vinkategorierne i stk. 1, skal undgås.
§ 3
Ved angivelse af producentens navn og adresse, kan udtrykket »forarbejdningsvirksomhed« eller »vinproducent« anvendes i stedet for udtrykket »producent« og udtrykket »forarbejdet af« kan anvendes i stedet for udtrykket »produceret af«.
Ved angivelse af aftapningsvirksomheden, producenten, forhandleren, eller importøren, kan, hvis flere virksomheder skal anføres i mærkningen, navn og adresse på én af disse virksomheder udskiftes med den pågældende virksomheds CVR-nummer med angivelse af ”DK” foran CVR-nr.
§ 4
De behandlinger, der er omhandlet i del I, afsnit D, nr. 1, i bilag VIII til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter, kan foretages i flere arbejdsgange, hvis en sådan fremgangsmåde giver et bedre slutprodukt.
Når behandlingerne omhandlet i stk. 1, foretages i flere arbejdsgange, skal grænseværdierne, der er fastsat i bilag VIII til forordning (EU) 1308/2013, overholdes for den samlede behandling.
§ 5
Svind, der skyldes fordampning under oplagringen, forskellige behandlinger af produktet, eller at produktet skifter kategori må højst udgøre:
- 1 % for svind, der skyldes fordampning under oplagring i træfade og 0,1 % for svind, der skyldes fordampning under oplagring i anden form for beholder, pr. måneds lagring.
- 10 % for svind, der skyldes behandling og aftapning.
- 10 % for svind, der skyldes at et produkt skifter kategori.
Hvis det faktiske svind, overstiger de i stk. 1 nævnte maksimumsprocentsatser, skal dette meddeles til Fødevarestyrelsen inden for 30 dage fra konstateringen.
Biprodukter fra vinproduktion
§ 6
Biprodukter skal, efter separering fra vinen, have et minimumsalkoholindhold på mindst 0,4 % i forhold til den fremstillede vin.
§ 7
Vinproducenter, der i det pågældende produktionsår producerer mindre end 50 hl vin eller druemost i egne lokaler er fritaget for at trække deres biprodukter tilbage.
§ 8
Virksomheder, der er registreret efter § 7, stk. 2 i bekendtgørelse om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder m.v., og som skal føre ind- og udgangsbøger, jf. artikel 147, stk. 2, i forordning (EU) 1308/2013 og kapitel V i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/273 af 11. december 2017 skal endvidere anføre mængden af eget forbrug af vinprodukter samt svind i mængden af vinprodukter som følge af uheld.
De i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/273 af 11. december 2017, kapitel V omhandlede oplysninger samt de i stk. 1 omhandlede oplysninger, skal indføres i registret senest 30 dage efter, at leverancerne er henholdsvis indgået, afgået eller behandlingerne er udført.
§ 9
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde, den der overtræder § 2, §§ 4- 6 eller § 8.
Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, og der ved overtrædelsen er
- forvoldt skade på sundheden eller fremkaldt fare herfor eller
- opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller for andre.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kap. 5.
§ 10
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2020.
Bekendtgørelse nr. 8 af 7. januar 2016 om tilvirkning af vin ophæves.
Fødevarestyrelsen
/P.D.V.\n Annelise Fenger / Maria Henriksen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2019
- Ikrafttrædelsesdato
- 27. november 2019