Bekendtgørelse om Tænketank om Forebyggelse af Madspild og Fødevaretab, tilskud, regnskab og revision m.v.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
BEK nr 1230 af 25/11/2019 I medfør af tekstanmærkning nr. 183 ad 24.11.20. til § 24 i finansloven for finansåret 2019, § 37, stk. 6, i lov nr. 606 af 12. juni 2013 om offentlighed i forvaltningen og § 16, stk. 5, i forvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014, fastsættes:
(Stk. 2)
§ 1. Den selvejende institution Tænketank om Forebyggelse af Madspild og Fødevaretab er en selvstændig forvaltningsmyndighed. Stk. 2. Fødevareministeren fastsætter en vedtægt for tænketanken. Ændringer af vedtægten foretages af fødevareministeren på eget initiativ eller efter indstilling fra bestyrelsen for tænketanken.
Tilskud
(Stk. 3)
§ 2. Miljø- og Fødevareministeriet yder tilskud til driften af tænketanken. Stk. 2. Ændres bevillingen kan Miljø- og Fødevareministeriet modregne i tilbageværende midler, som er udbetalt af Miljø- og Fødevareministeriet, men ikke disponeret over. Stk. 3. Tænketanken kan oppebære øvrige indtægter og modtage tilskud fra andre aktører end Miljø- og Fødevareministeriet, herunder tilskud fra fonde, virksomheder, offentlige virksomheder, EU mv. og salgsindtægter, deltagergebyrer mv.
Betingelser for tilskud
(Stk. 3)
§ 3. Tilskud fra Miljø- og Fødevareministeriet er betinget af, at:
- Tænketanken til stadighed opfylder krav, der er stillet efter de bevillingsretslige regler for ydelse af statslige tilskud til selvejende institutioner, jf. Budgetvejledningens pkt. 2.4.9, og for personale og personaleudgifter, jf. Budgetvejledningens pkt. 2.5.3-2.5.5.
- Tænketanken følger statens regler for rejser, personale og personaleudgifter, herunder løn- og ansættelsesvilkår. Tænketanken er derudover ikke omfattet af budgetvejledningens regler for disponering, jf. dog nummer 1. Tænketanken fastlægger egne regler for indkøb, idet reglerne om udbud af indkøb af varer, tjenesteydelser m.v. i det offentlige til stadighed overholdes.
- Tænketanken følger reglerne for regnskabets førelse og aflæggelse i henhold til årsregnskabsloven og denne bekendtgørelse. Stk. 2. Øvrige indtægter og tilskud, jf. § 2, stk. 3, må ikke anvendes til finansiering af tænketankens administrationsudgifter, herunder også udgifter til revision samt til eventuel regnskabskontrol. Stk. 3. Alle indtægter og tilskud, jf. § 2, stk. 3, skal anbringes på en konto i et anerkendt pengeinstitut til bedst mulig forrentning under hensyntagen til den nødvendige likviditet og sikkerhed.
Sekretariatsbistand
§ 4. Miljø- og Fødevareministeriet stiller sekretariatsbistand til rådighed for tænketanken.
Budget og arbejdsprogram
(Stk. 2)
§ 5. Et periodiseret budget for det kommende år skal efter bestyrelsens godkendelse senest ultimo november indsendes til Miljø- og Fødevareministeriet. Stk. 2. Tænketankens arbejdsprogram indsendes efter bestyrelsens godkendelse til tilsynets orientering, jf. § 11.
Regnskab
(Stk. 2)
§ 6. Regnskab for hvert kalenderår skal efter bestyrelsens godkendelse senest den 1. februar indsendes til Miljø- og Fødevareministeriet. Stk. 2. Midler, som f.eks. bidrag fra fonde, eksterne tilskud mm, der modtages efter budgetteringen, skal fremgå af årets regnskabsaflæggelse.
Revision
(Stk. 2)
§ 7. Tænketank om Forebyggelse af Madspild og Fødevaretab er automatisk omfattet af Rigsrevisionens revision i henhold til Rigsrevisorloven § 2 stk. 1, nr. 3, som omhandler regnskaber for selvstændige forvaltningssubjekter, der er oprettet ved lov, herunder bevillingslov, eller ved Folketingets Finansudvalgs tiltrædelse af en bevillingsansøgning. Stk. 2. Tænketanken skal give revisor adgang til at foretage de undersøgelser, denne finder nødvendige, og skal sørge for, at revisor får de oplysninger og den bistand, revisor anser for nødvendig for udførelsen af sit hverv.
Klage
§ 8. Tænketankens afgørelser om aktindsigt kan påklages særskilt og direkte til Miljø- og Fødevareministeriet.
§ 9. Den registrerede eller dennes repræsentant kan, udover klage til Datatilsynet, klage til Miljø- og fødevareministeriet over tænketankens behandling af personoplysninger vedrørende den registrerede, jf. databeskyttelsesloven og Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen).
Tilsyn
(Stk. 2)
§ 10. Miljø og Fødevareministeriet fører tilsyn med tænketanken. Stk. 2. Miljø- og Fødevareministeriet skal godkende ekstraordinære økonomiske dispositioner, som kan medføre risiko for, at tænketankens budget, jf. § 5 og krav, der er stillet i henhold til Budgetvejledningens pkt. 2.4.9, overtrædes.
(Stk. 3)
§ 11. Tænketanken skal som led i Miljø- og Fødevareministeriets tilsyn indsende materiale af betydning for tilsynet, herunder materiale og referater fra bestyrelsesmøder. Stk. 2. Tænketanken skal løbende underrette Miljø- og Fødevareministeriet om institutionens dispositionsberettigede personer. Stk. 3. Miljø- og Fødevareministeriet har som led i tilsynet adgang til gennemgang af regnskabsbilag og andet materiale af betydning for tilsynet samt at indkalde materiale til gennemsyn.
Ikrafttræden
§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. december 2019.
Miljø- og Fødevareministeriet /Mogens Jensen / Paolo Drostby/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2019
- Ikrafttrædelsesdato
- 12. april 2022