FTA-bekendtgørelsen
Bekendtgørelse om tilladelse til fiskeri efter muslinger og østers herunder om overdragelige fartøjstilladelsesandele
BEK nr 1460 af 14/12/2019
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Definitioner og generelle bestemmelser
§ 1
I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Aktuel tilladelse: Tilladelse fra Fiskeristyrelsen til, at der med et bestemt fartøj for en nærmere angiven periode udøves et muslinge- og/eller østersfiskeri.
- FTA: Fartøjstilladelsesandel, der giver mulighed for udstedelse af aktuel tilladelse til fiskeri efter muslinger og/eller østers.
- FTA-fartøj: Et fartøj, der af Fiskeristyrelsen indplaceres som FTA-fartøj eller godkendes som FTA-fartøj på baggrund af overførelse af FTA fra et andet fartøj.
- Fartøjsejer: Et fartøjs samlede ejerkreds, som denne fremgår af Søfartsstyrelsens registre og Fiskeristyrelsen Fartøjsregister.
- Mindre Aktive Østersfartøjer: Fartøjer, der uanset at de ikke er indplaceret som FTA-fartøjer i østersfiskeriet i Limfjorden, har mulighed for at få en aktuel tilladelse til dette østersfiskeri.
§ 2
Det er kun tilladt at fiske, medbringe og lande muslinger og/eller østers, hvis Fiskeristyrelsen har meddelt aktuel tilladelse til det. Aktuel tilladelse til muslinge- og/eller østersfiskeri udstedes til et bestemt fartøj for en nærmere angivet periode i medfør af de regler, der gælder for det pågældende fiskeri.
Fiskeristyrelsen kan i regler om vilkårene og i tilladelserne for de enkelte fiskerier fastsætte særlige vilkår for udnyttelsen af tilladelsen. Det kan bl.a. fastsættes hvilke mængder, der maksimalt må fiskes, medbringes og landes med fartøjet for nærmere angivne perioder og fangstrejser, og at der kun må fiskes i bestemte områder.
Uanset, at et muslinge- eller østersfiskeri er omfattet af reglerne for FTA eller en aktuel tilladelse, kan Fiskeristyrelsen, indskrænke eller helt forbyde udøvelsen af dette fiskeri.
Regler og vilkår om muligheden for at udøve muslinge- og/eller østersfiskeri, jf. stk. 2-3, fastsættes på baggrund af fiskeriloven og Det Europæiske Fællesskabs direktiver og beslutninger, herunder om fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger. I denne forbindelse varetages bl.a. bestandssituationen, bevaring og beskyttelse af visse naturtyper og hensyn til beskyttelse og ophjælpning af levende ressourcer samt beskyttelse af det omgivne miljø og andet dyre- og planteliv.
Indplacering af fartøjer i forhold til mulighederne for at opnå t illadelse til fiskeri efter muslinger og østers
§ 3
Fartøjsejere, som ved denne bekendtgørelses ikrafttræden, ejer fartøjer, som har Fiskeristyrelsens tilladelse til de nedenfor nævnte fiskerier, kan fortsat udøve det enkelte fiskeri med fartøjet på de vilkår og i den periode, som fremgår af den aktuelle tilladelse i den resterende del af tilladelsesperioden:
- Blåmuslinger i Limfjorden.
- Blåmuslinger i Bælthavet og vestlige Østersø.
- Blåmuslinger i Isefjord.
- Østers i Limfjorden med østersskraber.
- Østers i Limfjorden med håndredskaber (brejling).
- Hjertemuslinger uden for Vadehavet.
- Trugmuslinger.
§ 4
Efter ansøgning fra fartøjets ejer kan fartøjer, som er omfattet af § 3, nr. 1-4, indplaceres som FTA-fartøj i det pågældende fiskeri. I det omfang et af de nævnte fiskerier er lukket på grund af fredningsperiode m.v. ved denne bekendtgørelses ikrafttræden, kan ejere af fartøjer, som havde tilladelse med fartøjet i den periode, der ligger umiddelbart forud for bekendtgørelsens ikrafttræden, opnå tilladelse til indplacering af fartøjet, jf. stk. 2.
De i § 3, nr. 5, nævnte fartøjer kan efter ansøgning fra fartøjets ejer indplaceres med mulighed for at få udstedt tilladelse som Mindre Aktive Østersfartøjer.
§ 5
Efter ansøgning fra fartøjets ejer kan fartøjer, der fortsat er registreret i Fiskeristyrelsen Fartøjsregister, og som med den samme ejerkreds har haft tilladelse til blåmuslingefiskeri i Vadehavet i 2002 og/eller fiskeri efter hjertemuslinger i Vadehavet i 2007, indplaceres som FTA-fartøj i disse fiskerier. Aktuelle tilladelser til disse fiskerier kan udelukkende udstedes, hvis dette er muligt i overensstemmelse med de regler, der gælder for disse fiskerier, jf. § 2.
Det er en betingelse for indplacering efter stk. 1, at fartøjet efter tilladelsesperioderne i 2002 og 2007 ikke er overgået til andet fiskeri.
§ 6
Ansøgning om indplacering af fartøjer efter §§ 4-5 som FTA-fartøjer eller som Mindre Aktive Østersfartøjer skal være Fiskeristyrelsen i hænde senest den 19. juni 2009.
§ 7
Fiskeristyrelsen kan ved udstedelse af tilladelser til muslinge- og/eller østersfiskerier, der ikke er omfattet af § 3, nr. 1-4 og § 5 i tilladelserne fastsætte vilkår om, at disse fiskerier er helt eller delvist omfattet af de vilkår, der i denne bekendtgørelse gælder for FTA-fartøjer, således at fartøjerne indplaceres som FTA-fartøjer i forhold til det pågældende fiskeri.
Rettighed som fartøj med fartøjstilladelsesandele (FTA-fartøj)
§ 8
FTA-fartøjer har, hvis sådanne tilladelser kan udstedes, jf. § 2, mulighed for at få udstedt aktuel tilladelse til fiskeri i kommende tilladelsesperioder i det enkelte fiskeri.
§ 9
Kun fartøjer, som er registreret i Fiskeristyrelsens Fartøjsregister, kan opnå og bevare status som FTA-fartøj. FTA må kun overdrages til personer eller selskaber, der er berettiget til at udøve erhvervsmæssigt fiskeri, jf. § 16, i fiskeriloven.
§ 10
Et FTA-fartøj bevarer efter indplaceringen status som FTA-fartøj, selv om fartøjet helt eller delvist skifter ejer.
Overdragelse af rettigheder meddeles Fiskeristyrelsen, som efter godkendelse registrerer overdragelsen. Fiskeristyrelsens registre over fartøjer med FTA-rettigheder og fangster i henhold til disse er offentligt tilgængelige.
Muligheden for at få udstedt tilladelse, jf. § 2, på baggrund af et fartøjs status som FTA-fartøj, kan opsiges med 8 års varsel af Miljø- og Fødevareministeriet. Opsigelsen vil blive fastsat ved bekendtgørelse samt meddelt ejerne af de fartøjer for hvilke, det er noteret i Fiskeristyrelsen, at fartøjet har status som FTA-fartøj.
Fartøjstilladelsesandele og overførelse af disse
§ 11
Det samlede antal FTA svarer til antallet af de fartøjer, der blev indplaceret efter ansøgning i de enkelte fiskerier efter bekendtgørelsens ikrafttrædelse 15. maj 2009.
Ved enhver overdragelse af hele eller halve FTA er det en betingelse, at det registrerede fiskefartøj, som tilladelsen overdrages til, opfylder kravene med hensyn til størrelse, dimensioner m.v. for fartøjer, der kan opnå tilladelse til at udøve det pågældende fiskeri.
I vilkår for aktuelle tilladelser til at udøve det pågældende fiskeri tildeles rettighederne i forhold til det antal FTA-andele, det enkelte fartøj disponerer over forud for udstedelse af de aktuelle tilladelser, jf. § 16.
Ved overdragelse af FTA i en aktuel tilladelsesperiode, inddrages den aktuelle tilladelse fra overdrager, og der udstedes ny aktuel tilladelse til modtageren. Hvis overdrager fortsat har FTA efter overdragelsen, udstedes ny aktuel tilladelse til overdrageren. I aktuelle tilladelser til et bestemt fiskeri kan Fiskeristyrelsen fastsætte i tilladelsesvilkårene, at overdragelse af FTA-andele i løbet af tilladelsesperioden kan medføre ændringer f. eks. vedrørende maksimal fangstmængde for de fartøjer, der indgår i overførelse af FTA.
§ 12
Hvis der til et fartøj er tilknyttet mere end én FTA, kan FTA hver for sig videreoverdrages til flere fartøjer. Fartøjsejeren kan overføre, hvad der svarer til halvdelen af en FTA. FTA kan kun overdrages, forudsat der efter overdragelsen fortsat er minimum én hel FTA placeret på det afgivende fartøjet, og at det modtagende fartøj er i besiddelse af minimum en hel FTA.
Fartøjer må højst disponere over to FTA af muslinger, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 15, stk. 1, nr. 3.
Fartøjsejere, der har flere FTA af muslinger og/eller østers end tilladt efter stk. 2 og § 15, stk. 1, nr. 3 og 5, skal afhænde andele senest 31. december 2026, jf. dog § 15, stk. 2.
FTA der ikke er afhændet rettidig, jf. stk. 3, bliver inddraget af Fiskeristyrelsen.
§ 13
Registrering af FTA som følge af overførsel af FTA kan kun foretages, såfremt overførelsen ikke medfører, at antallet af fartøjer, der kan opnå tilladelse til at deltage i det enkelte muslinge- og/eller østersfiskeri, forøges i forhold til det antal fartøjer, der blev indplaceret på grundlag af ansøgninger i medfør af §§ 4-5 den 15. maj 2009.
§ 14
Personer der direkte eller indirekte ejer 0,4 % eller mere af den samlede danske FKA, jf. § 13, stk. 1, nr. 14, i bekendtgørelse nr. 1270 af 30. oktober 2018, eller 1 % eller mere af den samlede danske IOK, jf. § 14, stk. 1, nr. 26, i bekendtgørelse nr. 1270 af 30. oktober 2018, må ikke eje eller være medejer af FTA.
Personer, der den 11. december 2018 overskred lofterne, jf. stk. 1, skal senest den 31. december 2026 bringe sig i overensstemmelse med disse.
Personer, der skal bringe sig i overensstemmelse med lofterne for ejerskab, jf. stk. 1, jf. stk. 2, må ikke tilkøbe FKA og IOK.
Såfremt personer ikke overholder lofterne, jf. stk. 1, inden den 1. januar 2027, kan FTA inddrages af Fiskeristyrelsen.
Særligt om fiskerier på Limfjorden
§ 15
Følgende betingelser finder anvendelse for fiskerier på Limfjorden:
- For registrering af ejerskifte af et fartøj eller overførsel af FTA i Fiskeristyrelsens register, må der ikke blandt de direkte eller indirekte ejere eller medejerne være personer, der ved registrering af ejerskiftet direkte eller indirekte vil blive ejere eller medejere af mere end to fartøjer med FTA af blåmuslinger eller østers.
- Fartøjer må højst disponere over tre FTA af muslinger og tre FTA af østers.
- Personer må højest direkte eller indirekte være ejere eller være medejere af fartøjer, hvor der samlet set er tildelt tre FTA af muslinger og tre FTA af østers, jf. dog stk. 2.
- Personer der direkte eller indirekte er ejer eller medejer af FTA på Limfjorden, må ikke direkte eller indirekte eje FTA uden for Limfjorden.
- Personer, der ikke ejer eller medejer fartøjer med FTA af muslinger, må eje eller være medejere af fartøjer, der samlet set disponerer over fire FTA af østers. De fire FTA af østers kan placeres på ét fartøj.
Personer, der den 11. december 2018 er ejer eller medejer af fartøjer, der samlet set er tildelt mere end tre FTA af muslinger på Limfjorden og/eller tre FTA af østers på Limfjorden, jf. stk. 1, nr. 3, kan ikke forøge deres ejerskab af FTA og skal fra 1. januar 2027 overholde det i stk. 1, nr. 3, fastsatte loft.
Fangstmuligheder i henhold til aktuelle tilladelser i forhold til et fartøjets FTA
§ 16
Et fartøj, der har status som FTA-fartøj i et bestemt fiskeri, kan, når der åbnes for tilladelse for en bestemt periode, få udstedt aktuel tilladelse på de vilkår, der i denne periode fastsættes for fiskeriet, jf. § 2.
I fiskerier, hvor der er afgrænsede fiskerimuligheder i tilladelsesperioden, f.eks. en maksimal fangstmængde eller bestemte områder, hvor fiskeriet må udøves, fordeles fiskerimulighederne mellem fartøjerne i forhold til størrelsen af de FTA, det enkelte fartøj disponerer over. Fordelingen af fiskerimulighederne vil fremgå af de aktuelle tilladelser.
Mulige ændringer i vilkårene for ordningen herunder mulig ordning for yngre førstegangsetablerede
§ 17
I lyset af udviklingen i fiskeriet kan der fastsættes regler om, at der i de enkelte fiskerier afsættes mængder og fiskerimuligheder, der tilgodeser yngre førstegangsetablerede, som har erhvervet FTA i de enkelte fiskerier.
Håndbrejling af østers for Mindre Aktive Østersfartøjer
§ 18
Til de fartøjer, der er indplaceret som Mindre Aktive Østersfartøjer, kan Fiskeristyrelsen udstede tilladelse til håndbrejling af østers i Limfjorden.
Tilladelserne udstedes inden for en samlet mængde, der i tilladelsesperioden afsættes til fiskeri med håndbrejling. Mængden udgør op til 4 % af den samlede mængde østers, som Fiskeristyrelsen i lyset af bestandssituationen m.v. kan tillade, at der fiskes i den pågældende periode.
Et fartøjs status som Mindre Aktivt Østersfartøj bortfalder, hvis fartøjet skifter ejer.
Et fartøjs status som Mindre Aktive Østersfartøj kan overdrages til et andet fartøj, hvis overdragelsen sker som følge af fartøjsudskiftning eller hvis fartøjet har samme ejer.
Straffebestemmelser
§ 19
Med bøde straffes den, der
- overtræder eller forsøger at overtræde § 2,
- tilsidesætter eller forsøger at tilsidesætte vilkår knyttet til en tilladelse udstedt efter bekendtgørelsen,
- forsøger at overtræde eller undlader at efterkomme et påbud eller forbud meddelt i henhold til bekendtgørelsen, eller
- afgiver eller forsøger at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier eller forsøger at fortie oplysninger, som afkræves efter bekendtgørelsen.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ikrafttrædelse
§ 20
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2020.
Bekendtgørelse nr. 1471 af 11. december 2018 om tilladelse til fiskeri efter muslinger og østers herunder om overdragelige fartøjstilladelsesandele ophæves.
Miljø- og Fødevareministeriet
/Mogens Jensen / Nis Christensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2019
- Ikrafttrædelsesdato
- 18. december 2019