Bekendtgørelse om bekæmpelse af bluetongue
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
BEK nr 1488 af 12/12/2019 I medfør af § 27, stk. 2, § 29, § 30, stk. 1 og 3, § 33, § 34, stk. 1, § 44, stk. 1, § 67 og § 70, stk. 3, i lov om hold af dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2019, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 7, nr. 1, og § 10, stk. 1, nr. 1 og 4, i bekendtgørelse nr. 1614 af 18. december 2018 om Fødevarestyrelsens opgaver og beføjelser:
Definitioner og anvendelsesområde
§ 1. I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Bluetongue: Vektoroverført sygdom hos drøvtyggere. Sygdommen forårsages af orbivirus.
- Vektor: Insekter af arten Culicoides, som kan overføre bluetongue.
- Husdyrbrug: Enhver lokaliltet, ejendom, konstruktion, eller i tilfælde af frilandsproduktion ethvert område, hvor der holdes dyr eller opbevares avlsmateriale midlertidigt eller permanent, undtagen: a) husstande, hvor der udelukkende holdes selskabsdyr, eller b) dyrlægepraksis eller -klinik.
- Besætning: En samling af dyr af samme dyreart, som anvendes til et bestemt formål, som er knyttet til et husdyrbrug, og som har en ejer i form af en juridisk eller fysisk person. Definitionen omfatter også samlinger af dyr på steder, hvor der midlertidigt samles levende eller døde dyr, herunder samlesteder, slagterier, forarbejdningsanlæg, køle- og fryseanlæg, afhentningspladser, fælles græsgange, græsningsarealer, dyrskuer, individprøvestationer, dyrehospitaler samt virksomheder omfattet af artikel 18 i Forordning om animalske biprodukter. For kvæg, svin, får og geder kan en besætning udgøres af 1 dyr.
- Bruger: Den eller de fysiske eller juridiske personer, der har til opgave at passe en besætning, mod eller uden vederlag.
- Levende, svækkede vacciner: Vacciner der fremstilles ved at tilpasse isolater af naturligt forekommende bluetonguevirus via gentagne passager i vævskultur eller i befrugtede hønseæg.
- Kontrolzone: Et område der ved etablering har en radius på 20 km omkring det smitteramte husdyrbrug.
- Beskyttelseszone: Et område der ved etablering har en radius på mindst 100 km omkring det smitteramte husdyrbrug.
- Overvågningszone: Et område der ved etablering har en bredde på mindst 50 km uden om beskyttelseszonen, og hvor der ikke er foretaget vaccination mod bluetongue med levende, svækkede vacciner i de sidste 12 måneder.
- Restriktionszone: Et område, der udgøres af den beskyttelseszone samt den overvågningszone, der er etableret.
§ 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse på drøvtyggere, der lever i fangenskab, jf. dog § 3, stk. 2.
Mistanke og anmeldelse
(Stk. 3)
§ 3. Ejer eller bruger skal ved mistanke om forekomst af bluetongue straks tilkalde en dyrlæge. Stk. 2. Den, der får mistanke om forekomst af bluetongue hos vildtlevende drøvtyggere, skal straks anmelde dette til Fødevarestyrelsen. Stk. 3. Tilkaldelse, jf. stk. 1, eller anmeldelse, jf. stk. 2, skal ske, såfremt der blandt drøvtyggere forekommer ét eller flere af følgende symptomer:
- Ødemer i hovedet.
- Sårdannelse på slimhinderne i mundhulen og heraf følgende savlen.
- Hævet og blå tunge.
- Hævede, røde patter.
- Halthed som følge af betændelse i kronbælterne.
Mistænkte husdyrbrug
§ 4. Hvis ét eller flere dyr i en besætning mistænkes for at være smittet med bluetongue, § 3, stk. 3, eller mistænkes på baggrund af laboratorieundersøgelser, pålægger Fødevarestyrelsen husdyrbruget et offentligt tilsyn, der kan omfatte forbud eller påbud om, at:
- Ejer eller bruger skal føre en liste, der dagligt opdateres, over antallet af dyr i hver kategori af drøvtyggere med angivelse af sundhedstilstanden for dyrene, herunder antallet af nyfødte og døde dyr. Oplysningerne skal opbevares i mindst fem år og skal på anmodning forevises Fødevarestyrelsen.
- Ejer eller bruger skal medvirke til, at der udarbejdes en opgørelse over de steder, hvor der er gunstige vilkår for vektorens overlevelse, eller hvor den kan opholde sig, navnlig steder der er gunstige for dens reproduktion.
- Flytning af drøvtyggere til eller fra besætningen er forbudt.
- Drøvtyggere holdes lukket inde i den periode, hvor vektorerne er aktive, medmindre Fødevarestyrelsen bestemmer, at dyrene må gå ude i den periode.
- Ejer eller bruger skal ved hjælp af tilladte insekticider lade foretage regelmæssige behandlinger af drøvtyggere, de bygninger hvori drøvtyggerne holdes og omkring disse bygninger.
- Ejer eller bruger skal påse at sæd, embryoner og oocytter fra drøvtyggere, der opbevares på husdyrbruget, ikke anvendes eller fjernes uden Fødevarestyrelsens tilladelse.
- Ejer eller bruger skal lade udtage prøver til laboratorieundersøgelse efter Fødevarestyrelsens anvisning.
§ 5. På et husdyrbrug, hvor der findes dyr, som mistænkes for at være smittede med bluetongue, påbegynder Fødevarestyrelsen en epidemiologisk undersøgelse.
§ 6. Tilsynet ophæves, når mistanken om bluetongue er afkræftet af Fødevarestyrelsen.
§ 7. På et husdyrbrug, hvis geografiske beliggenhed eller kontakt med den mistænkte besætning giver Fødevarestyrelsen anledning til mistanke om en eventuel smittespredning, kan der gives forbud eller påbud om de foranstaltninger, som er nævnt i § 4.
Smittede besætninger
(Stk. 3)
§ 8. En besætning anses for at være smittet med bluetongue, når Fødevarestyrelsen erklærer det. Dette vil være baseret på laboratorieresultater fra det nationale referencelaboratorium eller et officielt laboratorium, der af Fødevarestyrelsen er udpeget til at foretage den pågældende analyse, når bluetongue er påvist materiale fra dyr i besætningen. Stk. 2. I tilfælde af en epidemi kan Fødevarestyrelsen anse en besætning for værende smittet alene på grundlag af kliniske symptomer hos dyrene eller epidemiologiske resultater. Stk. 3. Epidemiologiske data skal vise, at de kliniske tegn eller resultater af laboratorietest skyldes forekomst af bluetonguevirus i besætningen og ikke kan tilskrives vaccinerede dyr eller dyr, der af andre årsager er seropositive.
Bekæmpelse
(Stk. 2)
§ 9. Når en besætning er smittet med bluetongue, pålægger Fødevarestyrelsen husdyrbruget et offentligt tilsyn, der kan omfatte påbud om, at:
- Dyrene aflives, i det omfang Fødevarestyrelsen skønner det nødvendigt for at hindre smittespredning.
- Ejer eller bruger skal påse, at sæd, embryoner og oocytter fra drøvtyggere, der opbevares på husdyrbruget, destrueres. Fødevarestyrelsen kan dog, på nærmere fastsatte vilkår, tillade at produkterne anvendes.
- Ejer eller bruger skal lade udtage prøver til laboratorieundersøgelser efter Fødevarestyrelsens anvisning. Stk. 2. Sæd, embryoner og oocytter, der er opsamlet fra drøvtyggere i besætningen i en periode, hvor smitten antages at have været i besætningen, skal opspores og destrueres efter Fødevarestyrelsens anvisninger.
§ 10. Fødevarestyrelsen færdiggør den efter § 5 påbegyndte epidemiologiske undersøgelse.
(Stk. 3)
§ 11. Når Fødevarestyrelsen har erklæret en besætning for smittet med bluetongue, jf. § 8, kan Fødevarestyrelsen etablere en kontrolzone omkring det smittede husdyrbruget. Foranstaltningerne i § 4 finder anvendelse på husdyrbrug, som ligger i kontrolzonen. Dog kan Fødevarestyrelsen på nærmere fastsatte vilkår tillade flytning af drøvtyggere i kontrolzonen. Stk. 2. Foranstaltningerne i § 4 kan ligeledes finde anvendelse på husdyrbrug, der ikke er beliggende indenfor en radius af 20 kilometer fra den smittede besætning, såfremt disse husdyrbrugs beliggenhed eller kontakt med den smittede besætning giver Fødevarestyrelsen anledning til mistanke om smittespredning. Stk. 3. Fødevarestyrelsen kan udvide eller indskrænke kontrolzonen.
Restriktionszone
§ 12. Umiddelbart efter en besætning er erklæret for smittet med bluetongue, jf. § 8, etablerer Fødevarestyrelsen en beskyttelseszone og en overvågningszone.
§ 13. Al flytning af drøvtyggere ud af restriktionszonen er forbudt, med mindre betingelserne i Kommissionens forordning (EF) nr. 1266/2007 er opfyldt.
§ 14. Ejer eller bruger for en besætning i restriktionszonen skal, hvis Fødevarestyrelsen kræver det:
- deltage i et epidemiologisk overvågningsprogram baseret på overvågning af drøvtyggere og bestande af vektorer,
- deltage ved en klinisk inspektion af drøvtyggere,
- deltage ved udtagning af prøver af drøvtyggere, med henblik på gennemførelse af en laboratorieundersøgelse for bluetongue, og
- deltage ved eventuel vaccination af dyrene, og sikre, at vaccinerede dyr kan identificeres.
Epidemiologisk undersøgelse
§ 15. En epidemiologisk undersøgelse iværksat i medfør af denne bekendtgørelse skal mindst omfatte:
- Det tidsrum, hvor der kan være forekommet bluetongue i besætningen.
- Oplysninger om mulig oprindelse af bluetongue i besætningen samt opsporing af andre besætninger, som kan være blevet smittede af samme vej.
- Angivelse af sygdomsvektorernes forekomst og fordeling.
- Oplysninger om flytninger af drøvtyggere fra eller til besætningen, herunder fjernelse af døde dyr.
Vaccination
(Stk. 2)
§ 16. Vaccination mod bluetongue er ikke tilladt, jf. dog stk. 2 og § 14, nr. 4. Stk. 2. Fødevarestyrelsen kan tillade eller påbyde vaccination mod bluetongue
- med inaktiverede vacciner i områder udpeget af Fødevarestyrelsen, eller
- med levende svækkede vacciner af besætninger beliggende i beskyttelseszonen.
Straf- og ikrafttrædelsesbestemmelser
(Stk. 3)
§ 17. Med bøde straffes den, der
- overtræder § 3, stk. 1, § 13, § 16, stk. 1, eller
- undlader at efterkomme forbud, påbud, anvisninger eller betingelser efter § 4, § 9, § 11, stk. 1, § 14, eller § 16, stk. 2. Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis den ved handlingen eller undladelsen skete overtrædelse er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, og der ved overtrædelsen er
- forvoldt skade på menneskers eller dyrs sundhed eller fremkaldt fare herfor, eller
- opnået eller tilsigtet opnået økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser. Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
(Stk. 2)
§ 18. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2020. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 933 af 17. september 2012 om bekæmpelse af bluetongue ophæves.
Fødevarestyrelsen /P.D.V. \n Hanne Larsen / Marianne Marer/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2019
- Ikrafttrædelsesdato
- 19. december 2019