TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om særlige tilskud til specialpædagogisk bistand til ungdomsuddannelser, almene voksenuddannelser og forberedende grunduddannelse m.v.

DanmarkBekendtgørelse2019

Børne- og Undervisningsministeriet

BEK nr 528 af 02/05/2019 I medfør § 44, stk. 3, § 44 a, stk. 2-4, og § 44 b, stk. 3, i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 236 af 23. marts 2018, som ændret ved lov nr. 1736 af 27. december 2018, § 18 a, stk. 3 og 5-7, § 18 d, stk. 3, og § 26, stk. 5, i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1269 af 29. november 2017, som ændret ved lov nr. 1736 af 27. december 2018, og § 40, stk. 2, § 41, stk. 2-4, og § 41 a, stk. 3, i lov nr. 698 af 8. juni 2018 om institutioner for forberedende grunduddannelse, som ændret ved lov nr. 1736 af 27. december 2018, fastsættes efter bemyndigelse:

§ 1

(Stk. 2)

§ 1. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet yder tilskud til specialpædagogisk bistand i ungdomsuddannelserne m.v. efter betingelserne herfor i §§ 2 – 10. Stk. 2. Institutionens ansøgning til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om tilskud til specialpædagogisk bistand skal indeholde følgende oplysninger:

  1. Elevens eller kursistens navn og personnummer.
  2. Oplysning om, at institutionen har modtaget en erklæring, som opfylder betingelserne i § 3.
  3. Dokumentation for elevens eller kursistens fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse.
  4. Institutionens redegørelse for elevens eller kursistens behov for specialpædagogisk bistand og formålet med den bistand, som institutionen søger om tilskud til.
§ 2

§ 2. Institutionen kan søge Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om tilskud til de støtteformer, som følger af:

  1. Lov om almen voksenuddannelse og om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse, i hf-uddannelsen og i uddannelsen til studentereksamen (avu-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 926 af 3. juli 2017 § 12 a, stk. 1.
  2. Lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, jf. lovbekendtgørelse nr. 96 af 26. januar 2017 § 4 b, stk. 1.
  3. Lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 282 af 18. april 2018 § 29 a, stk. 1.
  4. Lov nr. 1716 af 27. december 2016 om de gymnasiale uddannelser § 61, stk. 1.
  5. Lov om arbejdsmarkedsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 813 af 21. juni 2018 § 25 a, stk. 1.
  6. Lov nr. 697 af 8. juni 2018 om forberedende grunduddannelse § 33, stk. 1.
§ 3

(Stk. 2)

§ 3. Eleven eller kursisten skal have underskrevet en af styrelsen udarbejdet erklæring om samtykke til indgivelse af ansøgning om tilskud. Er eleven eller kursisten undergivet forældremyndighed, skal forældremyndighedsindehaveren også underskrive erklæringen. Ved fælles forældremyndighed er det tilstrækkeligt, at den ene forældremyndighedsindehaver har underskrevet erklæringen. Stk. 2. Stk. 1, finder ikke anvendelse ved ansøgning om genbevilling af tilskud til specialpædagogisk bistand.

§ 4

§ 4. Ansøgning om tilskud til specialpædagogisk bistand skal være modtaget af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet senest 14 dage efter, at eleven eller kursistens behov for bistand er godtgjort over for institutionen.

§ 5

(Stk. 2)

§ 5. Optager institutionen en elev eller kursist, som ønsker at anvende et hjælpemiddel, som Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har bevilget tilskud til under et tidligere uddannelsesforløb, skal institutionens ansøgning til styrelsen herom være fremme hos styrelsen inden for den i § 4 angivne frist. Ansøgningen skal udformes i overensstemmelse med § 1 og indeholde en redegørelse for, hvilket hjælpemiddel der er tale om, samt om der er behov for at ændre bevillingen. Stk. 2. Hvis institutionen ansøger om tilskud til en uændret anvendelse af hjælpemidlet, finder dokumentationskravet i § 1, nr. 3, ikke anvendelse.

§ 6

(Stk. 4)

§ 6. Institutionen bestiller den specialpædagogiske bistand, hvortil Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har bevilget tilskud, hos en leverandør, som styrelsen anviser. Institutionen skal, bortset fra i juli måned, afgive sin bestilling snarest muligt og senest en uge efter, at styrelsen har bevilget institutionen tilskud. Institutionen kan dog, efter aftale med eleven eller kursisten eller, hvis denne er undergivet forældremyndighed, efter aftale med forældemyndighedsindehaveren, afgive sin bestilling på et senere tidspunkt. Ved fælles forældremyndighed er det tilstrækkeligt, at den ene forældremyndighedsindehaver indgår aftale med institutionen. Stk. 2. Institutionen skal, inden et hjælpemiddel udleveres til en elev eller kursist, indhente en af styrelsen udarbejdet erklæring fra den pågældende, eller hvis denne er undergivet forældremyndighed, fra forældremyndighedsindehaveren, om at eleven eller kursisten er bekendt med vilkårene for lån af hjælpemidler. Ved fælles forældremyndighed er det tilstrækkeligt, at den ene forældremyndighedsindehaver underskriver erklæringen. Stk. 3. Institutionen skal sikre, at den leverede specialpædagogiske bistand er i overensstemmelse med styrelsens tilskudsbevilling, og betale leverandøren. Hvis institutionen finder, at der er uoverensstemmelse mellem den leverede bistand og styrelsens bevilling, skal institutionen søge at få bragt forholdet i orden. Er dette ikke muligt, skal institutionen straks underrette styrelsen herom. Stk. 4. Inden for det bevilgede tilskud udbetaler styrelsen tilskud til institutionens afholdte udgifter efter stk. 3. Det er en tilskudsbetingelse, at styrelsen senest har modtaget institutionens anmodning om tilskudsudbetaling 30 dage efter, at institutionen har betalt leverandøren.

§ 7

(Stk. 2)

§ 7. Institutionen stiller specialpædagogisk bistand, hvortil Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har bevilget tilskud, til rådighed for eleven eller kursisten, så længe den pågældende har behov for bistand til gennemførelse af sin uddannelse. Stk. 2. Når en elev eller kursist afslutter eller afbryder uddannelsen eller af andre grunde ikke længere har behov for specialpædagogisk bistand, skal institutionen straks underrette styrelsen herom.

§ 8

§ 8. Ved uddannelsens afslutning eller afbrydelse, eller hvis behovet for specialpædagogisk bistand af andre grunde bortfalder, overgår hjælpemidlet til styrelsen, medmindre andet følger af lov, og medmindre styrelsen bestemmer andet, for eksempel at hjælpemidlet vederlagsfrit skal overdrages til eleven eller kursisten. Institutionen følger styrelsens anvisninger med henblik på at sørge for hjælpemidlets overgang til styrelsen, overdragelse til eleven eller kursisten eller dets håndering efter 1. pkt.

§ 9

§ 9. Tilskud til specialpædagogisk bistand i udlandet eller i Grønland eller på Færøerne, er begrænset til det økonomiske niveau for tilsvarende specialpædagogisk bistand i Danmark.

§ 10

§ 10. Institutionen opbevarer dokumentation vedrørende godkendte ansøgninger om tilskud til specialpædagogisk bistand og institutionens efterfølgende forvaltning heraf i 5 år fra udgangen af det kalenderår, hvor eleven eller kursisten afsluttede eller afbrød sin uddannelse ved institutionen.

§ 11

(Stk. 3)

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 4. maj 2019. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1030 af 15. december 1993 om specialpædagogisk støtte under erhvervsuddannelserne m.v. og bekendtgørelse nr. 1377 af 9. december 2013 om særlige tilskud til specialpædagogisk bistand ved ungdomsuddannelserne m.v. ophæves. Stk. 3. Ansøgninger vedrørende perioden mellem 4. maj 2019 og frem til 31. juli 2019, vil blive behandlet efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1377 af 9. december 2013 om særlige tilskud til specialpædagogisk bistand ved ungdomsuddannelserne m.v.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet /Cathrine Lindberg Bak\nVicedirektør / Laura Kjærulf/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2019
Ikrafttrædelsesdato
3. maj 2019