Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i offentlig administration
Uddannelses- og Forskningsministeriet
BEK nr 660 af 28/06/2019 I medfør af § 22 i lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 986 af 18. august 2017, fastsættes:
(Stk. 2)
§ 1. Formålet med uddannelsen til professionsbachelor i offentlig administration er at kvalificere den uddannede til selvstændigt og på tværs af professioner og sektorer at løse og udvikle administrative drifts-, planlægnings- og udviklingsopgaver i politisk styrede organisationer inden for de rammer, der til enhver tid gælder i den offentlige sektor. Stk. 2. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 1.
(Stk. 3)
§ 2. Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 210 ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i et år. Stk. 2. Uddannelsen giver den uddannede ret til at anvende titlen professionsbachelor i offentlig administration. Den engelske titel er Bachelor of Public Administration. Stk. 3. Uddannelsens engelske betegnelse er Bachelor’s Degree Programme in Public Administration.
(Stk. 2)
§ 3. Uddannelsen består af:
- Obligatoriske uddannelseselementer med et samlet omfang på 100 ECTS-point.
- Praktik med et samlet omfang på 30 ECTS-point.
- Valgfri uddannelseselementer, der for den enkelte studerende har et samlet omfang på 60 ECTS-point, hvoraf den studerende skal vælge: a) 30 ECTS-point tilrettelagt som et sammenhængende uddannelseselement. b) 15 ECTS-point, der har et tværprofessionelt indhold eller stammer fra en beslægtet uddannelse.
- Bachelorprojekt på 20 ECTS-point. Stk. 2. Uddannelsens obligatoriske elementer tilrettelægges inden for følgende kerneområder:
- Administration, herunder sagsbehandling, digital forvaltning og opgaveløsning.
- Borger og demokrati, herunder demokratiudvikling og borgerinvolvering.
- Politik og policy, herunder forberedelse, udmøntning og styring af politiske beslutninger.
- Kvalitet og innovation, herunder innovativ opgaveløsning.
§ 4. Uddannelsesinstitutionen skal tilbyde de studerende rådgivning og vejledning om gennemførelse af uddannelsen. I vejledningstilbuddet skal bl.a. indgå orientering om den studerendes muligheder for sammensætning af valgmoduler under hensyntagen til den studerendes ønskede faglige profil og til arbejdsmarkedets behov.
§ 5. For uddannelsen gælder de regler om professionsbacheloruddannelser, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, herunder regler om formål, niveau, videngrundlag, praktik, indhold og tilrettelæggelse, varighed og struktur, adgang, lærerkvalifikationer, prøver og eksamen, studieordning og merit.
(Stk. 2)
§ 6. Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Ved forsøg fastsættes samtidig forsøgets varighed og rapporteringsform. Stk. 2. Styrelsen kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i særlige forhold.
(Stk. 3)
§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2019. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 912 af 4. juli 2013 om uddannelsen til professionsbachelor i offentlig administration ophæves. Stk. 3. Uddannelsesinstitutionen kan tilrettelægge overgangsordninger, således at studerende, der følger uddannelsen efter de tidligere regler, jf. stk. 2, kan fortsætte uddannelsen efter reglerne i denne bekendtgørelse.
Styrelsen for Forskning og Uddannelse /Niels Christian Beier / Birgitte Borker Alberg/
Bilag 1 Mål for læringsudbytte for uddannelsen til professionsbachelor i offentlig administration
Mål for læringsudbyttet omfatter den viden, de færdigheder og kompetencer, som en professionsbachelor i offentlig administration skal opnå i uddannelsen. Viden Den uddannede har
- viden om anvendt teori og metode inden for det offentlige administrative område,
- viden om den offentlige sektors opbygning, finansiering og kompleksitet,
- viden om den samfundsmæssige, retlige og institutionelle baggrund for velfærdssamfundet og den offentlige sektor,
- viden om administrationsbachelorers videngrundlag og samspil med andre professioner i tværprofessionelle og tværsektorielle sammenhænge og
- forståelse af embedmandens professionelle rolle. Færdigheder Den uddannede kan
- vurdere konkrete administrative problemstillinger samt begrunde og formidle relevante løsningsmodeller til relevante målgrupper,
- vurdere og optimere processer i opgavevaretagelsen i den offentlige sektor,
- vurdere, formidle, dokumentere og kvalitetssikre drifts- og udviklingsopgaver i den offentlige administration,
- agere inden for relevant lovgivning og forvaltningspraksis,
- foretage og formidle begrundede valg af analyse- og løsningsmodeller på baggrund af relevant forsknings- og udviklingsbaseret viden og dokumenterede erfaringer og
- initiere og gennemføre administrative opgaver i en politisk styret organisation. Kompetencer Den uddannede kan
- optimere opgaveløsningen i den offentlige sektors administration, herunder agere innovativt i håndteringen af komplekse og udviklingsorienterede opgaver i feltet mellem borger, forvaltning og politiker,
- selvstændigt og professionelt koordinere tværprofessionelt og projektorganiseret samarbejde,
- identificere, vurdere og anvende relevante teorier og metoder med henblik på opgaveløsningen og udviklingen heraf og
- identificere og vurdere egne læringsbehov i arbejdsmæssige sammenhænge for at kunne tilføre den nødvendige viden for opgavens løsning.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2019
- Ikrafttrædelsesdato
- 3. juli 2019