TheLawyer.sh
Tilbage

Samlestedsbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om dyresundhedsmæssige krav til samlesteder og handelsbesætninger

BEK nr 754 af 22/07/2019

DanmarkBekendtgørelse2019

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

§ 1

Denne bekendtgørelse fastsætter dyresundhedsmæssige krav til:

  1. Samlesteder.
  1. Handelsbesætninger.
  1. Omlæsning og omladning af dyr.
  1. Rengøring og desinfektion af transportmidler.

§ 2

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Samlested: En virksomhed godkendt til samlinger af kvæg, svin, får, geder eller heste fra forskellige husdyrbrug, så de danner sendinger, der er bestemt til flytninger inden for Unionen eller eksport til tredjelande.
  1. Sending: Et antal dyr af samme art, som er omfattet af samme foreskrevne dokument, hidrører fra samme afsender, transporteres med samme transportmiddel, og er bestemt til samme modtager.
  1. Flytninger inden for Unionen: Nationale flytninger af dyr i Danmark og ind- eller udførsel af dyr fra og til EU-medlemslande samt tredjelande, som har indgået samhandelsaftale med EU.
  1. Handelsbesætning: En besætning, hvortil der indkøbes og frasælges mindst et klov- eller hovbærende dyr pr. måned i kommercielt øjemed, og hvori dyrene opholder sig mindre end 30 dage efter tilførsel.
  1. Eksportportalen: Fødevarestyrelsens digitale IT-system på eksportportalen.fvst.dk.
  1. Arbejdsdage: Ugedagene mandag til fredag, undtagen eventuelle helligdage.
  1. Helligdage: Nytårsdag, skærtorsdag, langfredag, 1. og 2. påskedag, store bededag, Kristi himmelfartsdag, 1. og 2. pinsedag, grundlovsdag, juleaftensdag, 1. og 2. juledag samt nytårsaftensdag.
  1. Ledsagedokument: sundhedscertifikat, veterinærcertifikat, veterinærdokument, pas eller baggrundserklæring m.v.
  1. Omlæsning: Aflæsning af dyr fra et transportmiddel med efterfølgende indladning på et andet transportmiddel med mellemliggende ophold på et samlested.
  1. Omladning: Aflæsning af dyr fra et transportmiddel og umiddelbar indladning til et andet transportmiddel.

§ 3

Samlesteder skal være godkendt af Fødevarestyrelsen, før de tages i brug.

Stk. 2

Fødevarestyrelsen tildeler ved godkendelsen samlestedet et godkendelsesnummer, samt opfører virksomheden på listen over veterinære virksomheder.

Stk. 3

Fødevarestyrelsen fører tilsyn mindst én gang årligt med samlesteder for at kontrollere, at kravene for godkendelse og øvrige bestemmelser i denne bekendtgørelse overholdes.

§ 4

Ansøgning om godkendelse af samlesteder skal indsendes til Fødevarestyrelsen via hjemmesiden fvst.dk/kontakt.

Stk. 2

Anmodningen skal indeholde følgende:

  1. Samlestedets navn og adresse.
  1. En detaljeret plan og beskrivelse af stedet.
  1. Oplysninger om hvilke dyrearter, der forventes tilført til samlestedet.
  1. Oplysninger om ejeren af virksomheden og den ansvarlige ledelse.
  1. Hvilke ugedage samlestedet ønskes benyttet.
Stk. 3

Som et led i godkendelsesproceduren af et samlested, skal Fødevarestyrelsen besigtige og foretage en vurdering af faciliteter og procedurer.

§ 5

Den ansvarlige for et samlested skal lade virksomheden oprette i Eksportportalen.

Stk. 2

Den ansvarlige for et samlested, der ikke samtidigt er eksportør, skal oprette en brugerprofil i Eksportportalen.

§ 6

Den ansvarlige for samlestedet skal ved enhver driftsmæssig ændring, udvidelse eller bygningsmæssig ændring, der går ud over almindelig reparation og vedligeholdelse af virksomhedens faciliteter, anmode om godkendelse på ny, jf. kravene i § 4.

Stk. 2

Hvis Fødevarestyrelsen vurderer, at ændringerne, jf. stk. 1, er af mindre omfang, kan der ske godkendelse af ændringerne alene.

§ 7

Fødevarestyrelsen kan suspendere eller annullere en godkendelse, såfremt et samlested ikke opfylder kravene i kapitel 2, 3 eller 4.

Stk. 2

En godkendelse kan træde i kraft igen, når den ansvarlige for samlestedet har dokumenteret overfor Fødevarestyrelsen, at samlestedet opfylder kravene i kapitel 2, 3 eller 4.

§ 8

Samlesteder skal, for at være godkendt, mindst opfylde følgende krav:

  1. De skal være under tilsyn af en embedsdyrlæge.
  1. De skal være beliggende i et område, som ikke er omfattet af forbud eller restriktioner i henhold til relevant EU-lovgivning eller national lovgivning.
  1. De godkendte faciliteter på samlestedet må ikke anvendes til andre aktiviteter end dem forbundet med et samlested.
  1. De skal alt efter modtagelseskapaciteten have: a) Hegn til alle sider, således at de tilførte dyr ikke kan undslippe. b) Låger eller færiste ved ind- og udgange, som skal kunne forhindre, at tilførte dyr kan undslippe. c) Egnede faciliteter, så dyrene kan af- og pålæsses og opstaldes på en korrekt måde, vandes og fodres og få den nødvendige behandling. d) Steder og faciliteter, som skal være lette at rengøre og desinficere. e) Egnede inspektionsfaciliteter. f) Egnede isolationsfaciliteter. g) Egnet udstyr til rengøring og desinfektion af stedet og faciliteterne, herunder en plads til rengøring og desinfektion af transportmidler. h) En egnet oplagringsplads til foder, strøelse og husdyrgødning. i) Spildevandsanlæg, der opfylder gældende lovgivning. j) Et kontor til embedsdyrlægen.
  1. De skal desuden opfylde bestemmelser, som finder anvendelse på samlesteder, i følgende lovgivning: a) Bekendtgørelse om beskyttelse af dyr på samlesteder og andre samlinger af dyr. b) Bekendtgørelse om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr. c) Forordning 2005/1/EF om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter og om ændring af direktiv 64/432/EØF og 93/119/EF og forordning (EF) nr. 1255/97. d) Bekendtgørelse om beskyttelse af dyr under transport.

§ 9

Den ansvarlige for samlestedet skal senest kl. 8.00, to arbejdsdage forud for indsættelse af dyr underrette Fødevarestyrelsen herom.

Stk. 2

Samlestedets skal i underretningen oplyse følgende:

  1. Samlestedets navn.
  1. Dato, starttidspunkt og forventet sluttidspunkt på kontrolperioderne.
  1. Angivelse af hvor mange embedsdyrlæger, der ønskes til de angivne kontrolperioder.
  1. Oplysninger om det forventede antal dyr, dyreart, og dyrekategori, samt dyrenes bestemmelsesland, såfremt de udføres fra Danmark.

§ 10

Samlestedet skal, efter hver afsluttet samling af dyr, rengøres og desinficeres efter embedsdyrlægens anvisninger.

§ 11

Den ansvarlige for samlestedet må først lade dyr indsætte på samlestedet, når embedsdyrlægen har foretaget de nødvendige kontrolundersøgelser, som skal foretages straks ved dyrenes ankomst til samlestedet.

Stk. 2

De dyr, der er nævnt i stk. 1, og som indsættes på samlestedet, skal komme fra et husdyrbrug i Danmark, jf. dog stk. 3 og §§ 14-15.

Stk. 3

Det i stk. 2 nævnte husdyrbrug må ikke være et andet samlested, jf. dog stk. 4.

Stk. 4

Slagtefår og -geder, der er bestemt til slagtning i en anden medlemsstat, og som kommer via ét samlested i Danmark, må indsættes på samlestedet, hvis dyrene er ledsaget af et officielt veterinærdokument udstedt af embedsdyrlægen fra det første samlested.

Stk. 5

Den ansvarlige for samlestedet må kun lade dyr, der er identificeret i henhold til gældende regler, indsætte på samlestedet.

Stk. 6

Den ansvarlige for samlestedet må kun lade dyr, bestemt til udførsel, indsætte på samlestedet, hvis de lever op til bestemmelserne i bekendtgørelse om samhandel inden for den Europæiske Union og import fra tredjelande af kvæg, svin, får og geder og om straffebestemmelser for overtrædelse af relaterede EU-retsakter eller bekendtgørelse om omsætning af hovdyr.

Stk. 7

Ved dyrenes ankomst skal den ansvarlige for samlestedet sikre, at dyrene ledsages af de ledsagedokumenter, der er krav om for de pågældende arter og kategorier.

§ 12

Den ansvarlige for samlestedet skal sikre, at de dyr, som holdes på samlestedet, ikke kommer i kontakt med klovbærende dyr, der ikke har samme sundhedsstatus.

§ 13

Den ansvarlige for samlestedet skal sikre, at dyr maksimalt opholder sig 24 timer på samlestedet, jf. dog stk. 2.

Stk. 2

Fødevarestyrelsen kan dog i særlige tilfælde og på nærmere vilkår tillade, at et dyr opholder sig mere end 24 timer på et samlested.

Stk. 3

Ansøgning om tilladelse efter stk. 2, skal indsendes til Fødevarestyrelsen via hjemmesiden fvst.dk/kontakt.

§ 14

Uanset § 11, stk. 2, må den ansvarlige for samlestedet lade slagtedyr fra andre medlemsstater indsætte på samlestedet, hvis deres bestemmelsessted er et slagteri i Danmark.

Stk. 2

Indsættelsen, der er nævnt i stk. 1, skal ske i overensstemmelse med bestemmelserne i § 11, stk. 1.

Stk. 3

Den ansvarlige for samlestedet skal efter embedsdyrlægens anvisninger sende slagtedyrene direkte til slagteriet, så de kan slagtes så hurtigt som muligt, og når det drejer sig om:

  1. Kvæg og svin, senest tre arbejdsdage efter deres ankomst til samlestedet.
  1. Får og geder, senest fem dage efter deres ankomst til samlestedet.

§ 15

Uanset § 11, stk. 2, må den ansvarlige for samlestedet lade kvæg, svin samt slagtefår og -geder fra en anden medlemsstat, passere igennem samlestedet, såfremt de er bestemt til en anden medlemsstat end Danmark, og de ikke har passeret igennem andre samlesteder i transitmedlemsstater, før deres ankomst til samlestedet.

Stk. 2

Indsættelsen, der er nævnt i stk. 1, skal ske i overensstemmelse med bestemmelserne i § 11, stk. 1.

Stk. 3

Den ansvarlige for samlestedet må ikke lade sendingen forlade samlestedet, uden at den er ledsaget af endnu et sundhedscertifikat udstedt af embedsdyrlægen på samlestedet foruden det originale sundhedscertifikat fra afsendelsesmedlemsstaten.

§ 16

Den ansvarlige for samlestedet skal på grundlag af dyrenes ledsagedokumenter eller på grundlag af dyrenes identifikationsnumre eller -mærker i et register anføre følgende oplysninger, som opbevares i mindst tre år:

  1. Besætningsnummer, hvor dyrene leveres fra.
  1. Modtagelses- og afsendelsesdato.
  1. Antal dyr.
  1. Dyrenes identifikationsnumre.
  1. Bestemmelsessted.
  1. Transportfirmaets autorisationsnummer og registreringsnummeret på de lastbiler, som henholdsvis leverer dyr til samlestedet og opsamler dyr fra samlestedet med henblik på videre transport.

§ 17

Den ansvarlige for en handelsbesætning skal forud for påbegyndelse af aktivitet være registreret hos Fødevarestyrelsen.

Stk. 2

Ansøgning om registrering, jf. stk. 1, skal indsendes til Fødevarestyrelsen via hjemmesiden fvst.dk/kontakt, og skal indeholde følgende:

  1. Navn på den ansvarlige for handelsbesætningen og dennes telefonnummer.
  1. Handelsbesætningens CHR-nummer og adresse.
  1. En detaljeret plan og beskrivelse af husdyrbruget, hvor handelsbesætningen er beliggende, herunder antal dyr, der kan opstaldes på stedet.
  1. Oplysninger om hvilke dyrearter, der forventes tilført til handelsbesætningen.
  1. Oplysninger om ejeren af handelsbesætningen og den ansvarlige ledelse.

§ 18

Den ansvarlige for handelsbesætningen skal føre ajourførte optegnelser over købers og afsenderhusdyrbrugets navn, adresse, handelstidspunkt, handelssted samt oplysninger om det enkelte dyr, således at dette klart kan identificeres. For så vidt angår klovbærende dyr skal køber og afsenderhusdyrbrugets CHR-numre ligeledes fremgå af de ajourførte optegnelserne. Identifikationen af kvæg, får og geder skal ske ved anførelse af CKR-nr. Disse oplysninger skal opbevares i mindst tre år fra optegnelsestidspunktet og skal på forlangende forevises Fødevarestyrelsen.

§ 19

Fødevarestyrelsen fører tilsyn med handelsbesætninger ved mindst to årlige uanmeldte besøg.

Stk. 2

Fødevarestyrelsen kan fastsætte krav til indretning og drift af handelsbesætninger.

§ 20

Omlæsning og omladning uden for et afsenderhusdyrbrugs område er kun tilladt på samlesteder, og skal foregå under embedsdyrlægens tilsyn og efter dennes anvisninger. Omladning eller omlæsning skal ske via en mellemliggende indretning, der muliggør individuel inspektion af de dyr, der omlades eller omlæsses, jf. dog stk. 3.

Stk. 2

På tidspunkter, hvor der på et samlested afholdes samling af slagtedyr, må der på samlestedets ikke ske omladning eller omlæsning af avls- og brugsdyr, medmindre samlestedet er godkendt til at kunne omfatte samling af slagtedyr samt omladning eller omlæsning af avls- og brugsdyr på samme tid.

Stk. 3

Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan omladning af slagtedyr foregå på andre private ejendomme, såfremt ejeren af ejendommen skriftligt samtykker heri. Den ansvarlige for den videre transport skal, forinden omladningen finder sted, skriftligt underrette Fødevarestyrelsen om beliggenheden af omladestedet samt fremsende en kopi af ejerens samtykke via hjemmesiden fvst.dk/kontakt.

§ 21

Ejere eller førere af transportmidler skal påse, at transportmidler, der anvendes til transport af dyr til et godkendt samlested, umiddelbart efter aflæsning rengøres og desinficeres på samlestedets rengørings- og desinfektionsplads.

Stk. 2

Ejere eller førere af transportmidler skal om nødvendigt påse, at transportmidler, der anvendes til transport af dyr fra et samlested, forud for afhentning, er rengjorte og desinficerede.

§ 22

Med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder § 3, stk.1, § 5, § 6, stk. 1, §§ 8-12, § 13, stk. 1, §§ 14-16, § 17, stk. 1, § 18, § 20 eller § 21.

Stk. 2

Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis den ved handlingen eller undladelsen skete overtrædelse er begået med forsæt eller grov uagtsomhed og der ved overtrædelsen er:

  1. forvoldt skade på menneskers eller dyrs sundhed eller fremkaldt fare herfor, eller
  1. opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.
Stk. 3

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 23

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2019.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 54 af 15. januar 2016 om omsætning af husdyr via samlesteder og eksportisolationsstalde m.v. ophæves.


Fødevarestyrelsen

/P.D.V.\nPer S. Henriksen / Mette Kirstine Vilhelmsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2019
Ikrafttrædelsesdato
24. juli 2019