Bekendtgørelse om deponering af regional medfinansiering af kvalitetsfondsinvesteringer i en moderne sygehusstruktur i 2021
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
BEK nr 1073 af 30/06/2020 I medfør af akt nr. 233 af 25. juni 2020 fastsættes:
§ 1. Udbetaling af tilskud fra Sundheds- og Ældreministeriet fra kvalitetsfonden til investeringer i en moderne sygehusstruktur forudsætter, at den enkelte region i 2021 bidrager med finansiering til investeringsprojekterne. Sundheds- og Ældreministeriet har opgjort bidraget til 158,9 mio. kr. for Region Hovedstaden og 750,4 mio. kr. for Region Midtjylland.
§ 2. Statslige kvalitetsfondsmidler udbetalt i 2021, regionernes egenfinansiering i 2021, eventuelt provenu fra låneoptagelse udbetalt i 2021 vedrørende projekter med kvalitetsfondsstøtte og udbetalt overdragelsesværdi samt andel af nettoprovenu fra salg af ejendomme tilknyttet kvalitetsfondsprojekter i 2021 deponeres på særskilte konti i et pengeinstitut efter reglerne i budget- og regnskabssystemet for regioner. Deponeringen af de beløb, som modtages i regionen fra de statslige kvalitetsfondsmidler, ved låneoptagelse eller som udbetalt overdragelsesværdi samt andel af nettoprovenu fra salg af ejendomme tilknyttet kvalitetsfondsprojekter, foretages løbende i takt med, at regionen modtager disse beløb. For så vidt angår deponering af regionernes egenfinansiering foretages denne med 1/12 hver måned af regionens årlige egenfinansiering, jf. § 1.
§ 3. De deponerede midler frigives i takt med, at udgifterne, der følger af det endelige statslige tilsagn til det pågældende projekt, afholdes. Frigivelsen kan ske kvartalsvist forud for udgifternes afholdelse på baggrund af et forventet forbrug i det pågældende kvartal.
§ 4. Provenu og overdragelsesværdier fra salg af ejendomme skal anvendes til nedbringelse af eventuel belåning af regionens kvalitetsfondsstøttede projekter.
§ 5. Der kan ikke anvendes provenu og overdragelsesværdier fra salg af ejendomme tilknyttet kvalitetsfondsprojekter, før al belåning forudsat eller tilknyttet kvalitetsprojekterne er indfriet.
§ 6. Forrentning af deponerede midler tilskrives de pågældende deponeringskonti. Renterne har samme anvendelsesformål og vilkår for anvendelse som de øvrige midler.
§ 7. Uforbrugte midler i 2021 kan overføres til anvendelse i senere år.
§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2020.
Social- og Indenrigsministeriet /Torben Buse / Dorte Lemmich Madsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2020
- Ikrafttrædelsesdato
- 12. april 2022