Bekendtgørelse om sikring af havnefaciliteter
Transportministeriet
BEK nr 1283 af 26/08/2020 I medfør af § 1 a, § 14 a og § 18, stk. 2 og 3, i lov om havne, jf. lovbekendtgørelse nr. 457 af 23. maj 2012, som ændret ved lov nr. 658 af 8. juni 2016, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 10 i bekendtgørelse nr. 1525 af 13. december 2019 om Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens opgaver og beføjelser, klageadgang og kundgørelse af visse af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens forskrifter:
Anvendelsesområde og definitioner m.v.
Anvendelsesområde
(Stk. 2)
§ 1. Denne bekendtgørelse fastsætter bestemmelser om sikring af havnefaciliteter og finder anvendelse på havnefaciliteter, der betjener et eller flere af følgende skibe i international fart:
- passagerskibe,
- lastskibe med en bruttotonnage på 500 eller derover, og
- mobile boreplatforme med selvstændigt fremdrivningsmaskineri. Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder ikke for havnefaciliteter, som anvendes til militære formål.
Definitioner
§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Anerkendt sikringsorganisation: En organisation med passende ekspertise i sikringsanliggender og med relevant viden om skibs- og havnedrift, der i medfør af bekendtgørelsens § 25, stk. 1, er bemyndiget af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen til at udføre opgaver vedrørende sikring af havnefaciliteter.
- Forordningen: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 725/2004 af 31. marts 2004 om bedre sikring af skibe og havnefaciliteter.
- Grænsefladen mellem skib og havn: Det samspil, der opstår, når et skib direkte og umiddelbart er involveret i overførslen mellem skib og havn af personer eller gods eller udførelsen af havnetjenesteydelser.
- Havn: Ethvert specifikt land- og vandområde, der består af anlæg og udstyr, som tjener til at lette kommerciel søtransport. Afgrænsningen af området er godkendt af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, jf. bekendtgørelse om sikring af havne. Hvor der i bekendtgørelsen refereres til forpligtelser for havnen, påhviler disse forpligtelser den juridiske person, der driver havnen.
- Havnefacilitet: Et område, hvor der er en grænseflade mellem skib og havn. Dette område omfatter eksempelvis ankerpladser, ventepladser og ankomstfaciliteter fra søsiden, når det er relevant.
- ISPS-koden (International Ship and Port Facility Security Code): Regler vedtaget i FN's Internationale Maritime Organisation (IMO) den 12. december 2002. ISPS-koden handler om iværksættelse af en række tiltag af hensyn til beskyttelse af den internationale skibstrafik.
- SafeSeaNet: Et EU-baseret elektronisk netværk til udveksling af maritime informationer mellem medlemslandene blandt andet med henblik på at øge sikringen af havne og havnefaciliteter.
- Selvstændig terminaloperatør: En operatør, der selvstændigt administrerer og driver en eller flere havnefaciliteter på havnen.
- Sikringserklæring (DoS dvs. Declaration of Security): En aftale indgået mellem et skib og enten en havnefacilitet eller et andet skib, som det har berøring med, hvori de sikringstiltag, som de hver især vil gennemføre, beskrives nærmere.
- Sikringsniveau: En angivelse af graden af risiko for, at en sikringsrelateret hændelse vil blive forsøgt eller vil forekomme. Sikringsniveauet afspejler sandsynligheden for, at en sikringsrelateret hændelse indtræffer ved en konkret havnefacilitet.
- Sikringsplan for en havnefacilitet: Et dokument, der beskriver, hvilke sikringstiltag havnen iværksætter i praksis for at imødegå de sårbarheder ved havnefaciliteten, som er identificeret i sårbarhedsvurderingen af havnefaciliteten. Hvor der i denne bekendtgørelse står »sikringsplan«, henvises der til sikringsplanen for en havnefacilitet.
- Sikringsrelateret hændelse: Enhver mistænkelig handling eller omstændighed, som udgør en trussel mod et skib eller en havnefacilitet.
- SOLAS-konventionen: Kapitel XI-2 om særlige tiltag til fremme af maritim sikring som vedtaget i den Internationale Maritime Organisation (IMO) den 12. december 2002 som ændring til Konventionen om sikkerhed for menneskeliv til søs fra 1974.
- Sårbarhedsvurdering af en havnefacilitet: Et dokument, i hvilket sårbarheden ved havnefaciliteten vurderes. Vurderingen skal som minimum inkludere en udpegelse af ejendom og infrastruktur, som det er vigtigt at beskytte, samt en identificering af trusler mod og svagheder ved disse. Ligeledes skal der udpeges foranstaltninger, som skal sættes i værk for at imødegå sårbarheden. Hvor der i denne bekendtgørelse står »sårbarhedsvurdering«, henvises der til sårbarhedsvurderingen af en havnefacilitet.
- Tiltrædelseserklæring: En aftale indgået mellem et skib, der ikke er omfattet af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, og en havnefacilitet omfattet af bekendtgørelsen, hvori de sikringstiltag, som de hver især vil gennemføre, beskrives nærmere, jf. § 16, stk. 7. Dokumentet underskrives af skibsføreren eller skibssikringsofficeren og af havnefacilitetens sikringsansvarlige.
Kompetent maritim sikringsmyndighed
§ 3. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen er kompetent maritim sikringsmyndighed for havnefaciliteter omfattet af denne bekendtgørelse, jf. forordningens artikel 2, stk. 7.
Ansvar
(Stk. 2)
§ 4. Havnen er ansvarlig for, at opgaver og forpligtelser efter denne bekendtgørelse, forordningen, SOLAS-konventionen og ISPS-koden overholdes. Stk. 2. Havnen kan ved aftale overlade ansvaret for og varetagelsen af de opgaver, som efter denne bekendtgørelse og forordningen påhviler havnen, til en selvstændig terminaloperatør. En sådan aftale skal straks skriftligt meddeles til politidirektøren og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
Havnefaciliteter
Sårbarhedsvurdering af en havnefacilitet
(Stk. 7)
§ 5. Havnen er ansvarlig for, at der for hver enkelt havnefacilitet er udarbejdet en sårbarhedsvurdering, der er godkendt af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Stk. 2. Sårbarhedsvurderingen skal være udarbejdet af en anerkendt sikringsorganisation i samarbejde med politidirektøren, jf. dog § 6. Stk. 3. Sårbarhedsvurderingen skal udarbejdes ved brug af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens skabelon. Skabelonen er tilgængelig på styrelsens hjemmeside. Stk. 4. Sårbarhedsvurderingen skal opfylde kravene i forordningen, SOLAS-konventionen og ISPS-koden. Sårbarhedsvurderingen skal endvidere indeholde en beskrivelse af omfanget af havnefaciliteten. Stk. 5. Havnen skal give den anerkendte sikringsorganisation og politidirektøren de nødvendige oplysninger om havnefaciliteten til brug for udarbejdelsen af sårbarhedsvurderingen. Stk. 6. Havnen sender sårbarhedsvurderingen til godkendelse i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, som træffer afgørelse om godkendelse, hvis sårbarhedsvurderingen opfylder kravene i denne bekendtgørelse. Stk. 7. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens godkendelse af en sårbarhedsvurdering udløber 5 år efter godkendelsesdatoen, medmindre den forinden af anden årsag er bortfaldet.
(Stk. 2)
§ 6. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan i særlige tilfælde beslutte at udarbejde sårbarhedsvurderingen i samarbejde med politidirektøren. Stk. 2. En sårbarhedsvurdering udarbejdet af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i samarbejde med politidirektøren udløber 5 år efter udstedelsesdatoen, medmindre den forinden af anden årsag er bortfaldet.
Sikringsplan for en havnefacilitet
(Stk. 5)
§ 7. Havnen er ansvarlig for, at der for hver enkelt havnefacilitet omfattet af denne bekendtgørelse er udarbejdet en sikringsplan, der er godkendt af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, jf. dog §§ 8 og 9. Stk. 2. Sikringsplanen skal være baseret på en godkendt sårbarhedsvurdering af havnefaciliteten, jf. dog stk. 5, og den skal opfylde kravene i forordningen, SOLAS-konventionen og ISPS-koden. Stk. 3. Havnen sender sikringsplanen for en havnefacilitet til godkendelse i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, som træffer afgørelse om godkendelse senest 3 måneder efter modtagelsen af en ansøgning om godkendelse af en sikringsplan, hvis sikringsplanen er i overensstemmelse med sårbarhedsvurderingen af havnefaciliteten og opfylder kravene i denne bekendtgørelse. Stk. 4. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens godkendelse af en sikringsplan for en havnefacilitet udløber 5 år efter godkendelsesdatoen, jf. dog stk. 5. Stk. 5. En godkendt sikringsplan for en havnefacilitet, der er baseret på en sårbarhedsvurdering, som er bortfaldet, fordi den er erstattet af en ny godkendelse, kan anvendes i indtil 6 måneder efter den fornyede godkendelse af sårbarhedsvurderingen.
Ækvivalente sikringsarrangementer
(Stk. 5)
§ 8. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan for særlige havnefaciliteter med begrænsede eller specielle operationer godkende, at der i stedet for en sikringsplan for havnefaciliteten udarbejdes og gennemføres et ækvivalent sikringsarrangement. Stk. 2. Havnen sender ansøgningen om godkendelse af et ækvivalent sikringsarrangement efter stk. 1 og en sårbarhedsvurdering udarbejdet efter reglerne i denne bekendtgørelse til godkendelse i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Stk. 3. Det er en forudsætning for godkendelse, at de påkrævede sikringstiltag vurderes at være mindst lige så effektive som tilsvarende sikringstiltag i sikringsplaner. Stk. 4. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens godkendelse af et ækvivalent sikringsarrangement udløber 5 år efter godkendelsesdatoen, medmindre den forinden af anden årsag er bortfaldet. Stk. 5. Havnen er ansvarlig for, at et ækvivalent sikringsarrangement revideres i overensstemmelse med reglerne for revision af sikringsplaner jf. § 11.
Dispensation fra kravet om udarbejdelse af sikringsplan
(Stk. 4)
§ 9. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan på grundlag af en sårbarhedsvurdering af en havnefacilitet udarbejdet efter reglerne i denne bekendtgørelse meddele dispensation fra kravet om at udarbejde en sikringsplan for havnefaciliteten, jf. § 7, hvis havnefaciliteten kun lejlighedsvist skal betjene skibe omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2-3. Dispensation kan meddeles med vilkår. Stk. 2. Havnen sender ansøgningen om dispensation og sårbarhedsvurderingen af havnefaciliteten til godkendelse i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Stk. 3. En havnefacilitet, der er meddelt dispensation i medfør af stk. 1, har ikke status som ISPS-godkendt havnefacilitet. Stk. 4. Såfremt en havnefacilitet er meddelt dispensation fra kravet om at udarbejde en sikringsplan, er havnen ansvarlig for, at der inden havnefacilitetens betjening af et skib omfattet af § 1, stk. 1, er udarbejdet en sikringserklæring.
Revision af sårbarhedsvurdering af en havnefacilitet
(Stk. 3)
§ 10. Hvis der foretages en større ændring i grundlaget for sårbarhedsvurderingen af en havnefacilitet, er havnen ansvarlig for, at sårbarhedsvurderingen revideres og godkendes på ny af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Stk. 2. Ved en større ændring i grundlaget for sårbarhedsvurderingen af en havnefacilitet forstås en ændring, der har betydning for havnefacilitetens sårbarhed, herunder større ændringer i havnefacilitetens fysiske struktur, organisation, eller hvis havnefaciliteten skal anvendes til andre formål end de, der er angivet i den godkendte sårbarhedsvurdering. Stk. 3. En ny sårbarhedsvurdering af havnefaciliteten skal være godkendt af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, før større ændringer i havnefacilitetens fysiske struktur kan gennemføres, eller havnefaciliteten kan anvendes til andre formål end de, der er angivet i sårbarhedsvurderingen.
Revision af sikringsplan for en havnefacilitet
(Stk. 4)
§ 11. Havnen er ansvarlig for at ajourføre og revidere en sikringsplan omfattet af denne bekendtgørelse i overensstemmelse med stk. 2-4. Stk. 2. Ved mindre ændringer til en godkendt sikringsplan skal en kopi af den reviderede sikringsplan straks sendes til orientering til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen med en angivelse af de indarbejdede ændringer. Stk. 3. En godkendt sikringsplan skal revideres og godkendes på ny af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen efter reglerne i denne bekendtgørelse, hvis
- sårbarhedsvurderingen af havnefaciliteten godkendes på ny, jf. § 10, eller
- der i forbindelse med sikringsrelaterede hændelser, øvelser, inspektion m.v. konstateres utilstrækkelig sikring i forhold til potentielle sikringsrelaterede hændelser. Stk. 4. En revideret sikringsplan skal være godkendt af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, før større ændringer i havnefacilitetens fysiske struktur kan gennemføres, eller havnefaciliteten kan anvendes til andre formål end de formål, der er angivet i sårbarhedsvurderingen.
Sikringsansvarlig for en havnefacilitet
(Stk. 5)
§ 12. Havnen er ansvarlig for at udpege en sikringsansvarlig for hver havnefacilitet omfattet af denne bekendtgørelse. Stk. 2. Havnefacilitetens sikringsansvarlige skal have den fornødne kompetence og viden i henhold til ISPS-koden til at varetage de sikringsmæssige opgaver. Stk. 3. Havnefacilitetens sikringsansvarlige kan have ansvaret for flere havnefaciliteter i samme eller flere havne. Stk. 4. Havnefacilitetens sikringsansvarlige fungerer som kontaktperson i spørgsmål vedrørende havnefacilitetens sikring. Hvis en havn er omfattet af § 1, stk. 3, i bekendtgørelse om sikring af havne, fungerer havnefacilitetens sikringsansvarlige som kontaktperson for havnen. Stk. 5. Havnen skal meddele Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen navn og kontaktoplysninger på havnefacilitetens sikringsansvarlige herunder kontaktoplysninger, som Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan benytte 24 timer i døgnet til at komme i kontakt med en ansvarlig vedrørende havnefacilitetens sikring. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen skal straks meddeles om ændringer i kontaktoplysninger.
Sikringsniveau og forholdsregler ved sikringsrelaterede hændelser
(Stk. 3)
§ 13. På baggrund af anbefalinger fra Politiets Efterretningstjeneste fastsætter og udmelder Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen til havnefacilitetens sikringsansvarlige det sikringsniveau, som den enkelte havnefacilitet skal fungere på. Stk. 2. Havnefacilitetens sikringsansvarlige skal umiddelbart efter modtagelsen af en meddelelse om ændring af sikringsniveau iværksætte sikringstiltagene, jf. sikringsplanen for havnefaciliteten, for det pågældende sikringsniveau. Stk. 3. Følgende sikringsniveauer gælder for havnefaciliteter:
- Sikringsniveau 1 er det niveau, hvor hensigtsmæssige, minimale beskyttelses-/sikringstiltag skal opretholdes til enhver tid.
- Sikringsniveau 2 er det niveau, hvor hensigtsmæssige, supplerende beskyttelses-/sikringsforanstaltninger skal opretholdes i en periode på grund af forhøjet risiko for en sikringsrelateret hændelse.
- Sikringsniveau 3 er det niveau, hvor yderligere, specifikke beskyttelses-/sikringsforanstaltninger skal opretholdes i en begrænset periode, hvis en sikringsrelateret hændelse er sandsynlig eller overhængende, selvom det måske ikke er muligt at udpege det specifikke mål.
§ 14. Ud over de aktiviteter, som er anført i havnefacilitetens sikringsplan for niveau 3, jf. § 13, stk. 3, nr. 3, skal havnefacilitetens sikringsansvarlige, når der indføres sikringsniveau 3, gennemføre alle sikringsinstruktioner fra myndighederne.
(Stk. 2)
§ 15. Havnefacilitetens sikringsansvarlige skal uden ugrundet ophold indberette sikringsrelaterede hændelser til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Stk. 2. Hvis havnen er omfattet af bekendtgørelse om sikring af havne, skal havnefacilitetens sikringsansvarlige informere havnens sikringsansvarlige om en sikringsrelateret hændelse i havnefaciliteten.
Sikringserklæringer
(Stk. 7)
§ 16. Havnen er ansvarlig for, at der inden en havnefacilitets betjening af et skib omfattet af § 1, stk. 1, er udarbejdet en sikringserklæring, hvis
- skibet befinder sig på et højere sikringsniveau end den havnefacilitet, det skal anløbe,
- der har været en sikringstrussel eller -hændelse, som har berørt skibet eller havnefaciliteten,
- en sikringserklæring er påkrævet i henhold til sikringsplanen for havnefaciliteten, eller
- havnefaciliteten i medfør af § 9, stk. 1, er meddelt dispensation fra kravet om at udarbejde en sikringsplan. Stk. 2. Sikringserklæringen for havnefaciliteten skal udarbejdes af den sikringsansvarlige for havnen eller havnefaciliteten, jf. dog stk. 3. Stk. 3. I de situationer, hvor Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i medfør af § 6, stk. 1, har udarbejdet sårbarhedsvurderingen af en havnefacilitet i samarbejde med politidirektøren, kan Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen beslutte at udarbejde sikringserklæringen for havnefaciliteten. Stk. 4. En sikringserklæring gælder for ét skibsanløb. Stk. 5. Sikringserklæringen skal udfærdiges på et sprog, som er fælles for havnefaciliteten og skibet. Stk. 6. Havnefacilitetens sikringsansvarlige skal opbevare sikringserklæringer i mindst 3 år fra udstedelsen. Stk. 7. Havnen er ansvarlig for, at der inden en havnefacilitets betjening af et skib, der ikke er omfattet af § 1, stk. 1, er udarbejdet en tiltrædelseserklæring mellem skibet og havnefaciliteten. Havnefacilitetens sikringsansvarlige skal opbevare tiltrædelseserklæringer i mindst 3 år fra udstedelsen.
Øvelser
(Stk. 8)
§ 17. Havnen skal sikre, at effektiviteten af en sikringsplan for havnefaciliteten afprøves ved afholdelse af øvelser. Stk. 2. Øvelser, som skal teste de enkelte elementer i sikringsplanen for havnefaciliteten, skal afholdes mindst hver tredje måned. Stk. 3. Øvelser kan udover den sikringsansvarlige omfatte deltagelse af havnefacilitetens personel med sikringsansvar, relevante myndigheder, et rederis sikringsansvarlige eller et skibs sikringsofficer. Stk. 4. Øvelser, som skal teste havnefacilitetens sikringsplan, herunder kommunikation, koordinering, ressourcetilgængelighed og reaktioner, skal afholdes mindst én gang hvert kalenderår og med maksimalt 18 måneder mellem øvelserne. Stk. 5. Øvelserne i henhold til stk. 2 og 4 kan afholdes
- i fuld skala,
- som skrivebordssimulering eller seminarer, eller
- som kombination med andre øvelser, såsom beredskabsøvelser. Stk. 6. Øvelser i henhold til stk. 4 skal mindst hver tredje gang afholdes i fuld skala som fastsat i stk. 5, nr. 1. Stk. 7. Hvis særlige omstændigheder nødvendiggør, at øvelser, jf. stk. 2, ikke kan afholdes, skal Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen underrettes. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan stille krav om, at øvelserne afholdes på et andet tidspunkt. Stk. 8. Havnen skal sikre, at der føres en log, der indeholder en beskrivelse af de afholdte øvelser. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan kræve at få forevist denne log som dokumentation for, at havnen lever op til forpligtelserne, jf. stk. 1, 2 og 4.
Inspektion m.v.
(Stk. 3)
§ 18. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen foretager regelmæssigt inspektioner af havnefaciliteters sikring og sikringens gennemførelse. Stk. 2. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan afprøve effektiviteten af godkendte sikringstiltag for havnefaciliteter, herunder foretage uanmeldte kontrolbesøg. Stk. 3. Når Europa-Kommissionen i henhold til forordningen beslutter at foretage inspektioner, deltager Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen heri.
(Stk. 2)
§ 19. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan meddele en havn påbud om ændring af en sårbarhedsvurdering og en sikringsplan for en havnefacilitet, når
- det på baggrund af indberetninger af sikringsrelaterede hændelser, jf. § 15, skønnes nødvendigt for at mindske risikoen for, at lignende episoder opstår, eller der konstateres utilstrækkelig beskyttelse af sikringsrelaterede oplysninger, jf. § 29,
- der ved øvelser, jf. § 17, konstateres utilstrækkelig sikring i den godkendte sikringsplan for havnefaciliteten i forhold til potentielle sikringsrelaterede hændelser, eller
- der ved inspektion eller afprøvning, jf. § 18, er konstateret fejl eller mangler. Stk. 2. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan meddele en havn påbud om midlertidigt at iværksætte sikringsforanstaltninger, hvis det skønnes nødvendigt for straks at mindske risikoen for potentielle sikringsrelaterede hændelser.
§ 20. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan meddele en havn påbud om udarbejdelse af en sårbarhedsvurdering af en havnefacilitet og en sikringsplan for havnefaciliteten, hvis havnefaciliteten modtager anløb af skibe omfattet af § 1, stk. 1.
§ 21. Politidirektøren kan, når det findes sikringsmæssigt påkrævet, meddele påbud om, at de iværksatte sikringstiltag skal intensiveres og suppleres med yderligere tiltag.
§ 22. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan tilbagekalde godkendelsen af en sårbarhedsvurdering, en sikringsplan og et ækvivalent sikringsarrangement, hvis havnen ikke efterkommer et påbud efter § 19 eller hvis forudsætningerne for godkendelsen ændres væsentligt.
Før-ankomst sikringsinformation
(Stk. 3)
§ 23. Skibsføreren eller enhver anden person, som skibets reder har givet bemyndigelse dertil, skal indgive før-ankomst sikringsinformation elektronisk via SafeSeaNet. Stk. 2. Hvis en sikringsansvarlig for en havnefacilitet underrettes om, at et skib omfattet af § 1, stk. 1, har problemer med at overholde kravene i forordningen, SOLAS-konventionen eller ISPS-koden, skal havnefacilitetens sikringsansvarlige og skibets sikringsofficer holde kontakt med hinanden og koordinere hensigtsmæssige foranstaltninger. Stk. 3. Hvis der er klare grunde til at tro, at et skib omfattet af § 1, stk. 1, ikke overholder kravene i forordningen, SOLAS-konventionen eller ISPS-koden, kan den sikringsansvarlige for en havnefacilitet med Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens forudgående godkendelse nægte skibet adgang til havnen.
(Stk. 3)
§ 24. Skibe i rutefart mellem en dansk havnefacilitet og en eller flere havnefaciliteter i andre EU-medlemsstater kan fritages for afgivelse af før-ankomst sikringsinformation efter § 23, stk. 1. Stk. 2. Ansøgning om fritagelse for før-ankomst sikringsinformation, jf. stk. 1, indgives til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen af det pågældende rederi. Stk. 3. Oplysninger om fritagelse for angivelse af før-ankomst sikringsinformation i henhold til stk. 1 skal indgå i SafeSeaNet.
Anerkendte sikringsorganisationer
Betingelser for godkendelse
(Stk. 3)
§ 25. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan efter ansøgning godkende en organisation som anerkendt sikringsorganisation og bemyndige denne til at udarbejde sårbarhedsvurderinger af havnefaciliteter, når følgende betingelser er opfyldt:
- Organisationen godtgør gennem dokumentation såsom referencer, attester, uddannelsesplaner og lignende at organisationen opfylder betingelserne i bilag 1 til denne bekendtgørelse.
- Organisationens personale, der er involveret i udarbejdelsen af sårbarhedsvurderinger, har de påkrævede kvalifikationer.
- Organisationens personale, der er involveret i udarbejdelsen af sårbarhedsvurderinger, er sikkerhedsgodkendt, jf. § 27. Stk. 2. Ansøgning om godkendelse som anerkendt sikringsorganisation skal ske ved brug af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens ansøgningsskema. Skemaet er tilgængeligt på styrelsens hjemmeside. Stk. 3. En organisation, der er godkendt som anerkendt sikringsorganisation i et eller flere andre lande, skal for at blive bemyndiget til at udarbejde sårbarhedsvurderinger for havnefaciliteter i Danmark godkendes i overensstemmelse med denne bekendtgørelse.
(Stk. 4)
§ 26. En godkendelse som anerkendt sikringsorganisation, jf. § 25, stk. 1, er tidsbegrænset til maksimalt 5 år. Stk. 2. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan efter en konkret vurdering fastsætte en kortere godkendelsesperiode. Stk. 3. Suspendering af godkendelsen af en anerkendt sikringsorganisation, jf. § 28, stk. 2, nr. 1, påvirker ikke godkendelsesperioden. Stk. 4. En anerkendt sikringsorganisation skal indsende ansøgning om forlængelse af godkendelsen efter § 25 til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen senest 3 måneder før udløbet af den seneste godkendelse. Ansøgningen om forlængelse skal indeholde dokumentation for, at kravene i § 25, stk. 1, fortsat er opfyldt.
Sikkerhedsgodkendelse
(Stk. 6)
§ 27. Personer, der er involveret i udarbejdelsen af sårbarhedsvurderinger, skal være sikkerhedsgodkendte til »FORTROLIGT« efter reglerne i Statsministeriets cirkulære nr. 10338 af 17. december 2014 om sikkerhedsbeskyttelse af informationer af fælles interesse for landene i NATO eller EU, andre klassificerede informationer samt informationer af sikkerhedsmæssig beskyttelsesinteresse i øvrigt. Personerne skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen, så længe de er involveret i udarbejdelsen af sårbarhedsvurderinger. Stk. 2. En sikkerhedsgodkendelse udstedes af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. I vurderingen af, om en person kan sikkerhedsgodkendes, skal der indgå en sikkerhedsundersøgelse foretaget af Politiets Efterretningstjeneste. Stk. 3. Den anerkendte sikringsorganisation sender ansøgning om sikkerhedsgodkendelse af dets personale til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens mailpostkasse sikgod@tbst.dk. Såfremt organisationen ikke er godkendt som anerkendt sikringsorganisation, sender organisationen ansøgning om sikkerhedsgodkendelse af dets personale i forbindelse med, at organisationen jf. § 25 ansøger om godkendelse som anerkendt sikringsorganisation. Stk. 4. Den anerkendte sikringsorganisation skal senest en måned efter, at personale, der er sikkerhedsgodkendt, er ophørt i stillingen, hvor pågældende er involveret i udarbejdelsen af sårbarhedsvurderinger, give meddelelse til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Herefter vil sikkerhedsgodkendelserne blive afmeldt. Stk. 5. Den anerkendte sikringsorganisation skal sørge for, at personale, som har mistet sin sikkerhedsgodkendelse, ikke længere er involveret i udarbejdelsen af sårbarhedsvurderinger eller har indsigt i dokumenter, som det forudsætter en sikkerhedsgodkendelse at have indsigt i. Stk. 6. Senest 3 måneder før udløbet af en sikkerhedsgodkendelse, skal en anerkendt sikringsorganisation indsende ansøgning om fornyelse af sikkerhedsgodkendelsen til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
Inspektion m.v.
(Stk. 2)
§ 28. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan på ethvert tidspunkt ved stikprøve, inspektion eller på anden vis kontrollere, om en anerkendt sikringsorganisation opfylder betingelserne for godkendelse i henhold til § 25. Stk. 2. Hvis det konstateres, at en anerkendt sikringsorganisation ikke længere opfylder betingelserne for godkendelse, jf. § 25, eller vilkår fastsat i godkendelsen, kan Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen
- suspendere godkendelsen indtil organisationen på ny opfylder betingelserne for godkendelse eller
- tilbagekalde godkendelsen.
Fortrolighed og videregivelse af oplysninger
(Stk. 3)
§ 29. Sikringsrelaterede oplysninger, herunder sårbarhedsvurderinger og sikringsplaner for en havnefacilitet og materiale relateret hertil, skal beskyttes mod uautoriseret adgang og udbredelse. Stk. 2. De sikringsrelaterede oplysninger, jf. stk. 1, skal sendes til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen med anbefalet brev eller med Digital Post. Hvis de sikringsrelaterede oplysninger opbevares i elektronisk form, skal oplysningerne opbevares således, at de beskyttes ved hjælp af procedurer, som har til formål at forhindre uautoriseret adgang, sletning, ødelæggelse, ændring og offentliggørelse. Stk. 3. Havnefacilitetens sikringsansvarlige er ansvarlig for, at det personale, der er involveret i sikringsrelateret arbejde på havnefaciliteten, behandler sikringsrelaterede oplysninger på betryggende vis.
§ 30. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens ansatte, der medvirker ved godkendelse af sårbarhedsvurderinger og sikringsplaner for havnefaciliteter, og som modtager oplysninger i henhold til denne bekendtgørelse, skal mod fremvisning af legitimation tillades adgang til havnen, havnefaciliteten og relevante dokumenter.
§ 31. Personer, der medvirker ved udarbejdelse af sårbarhedsvurderinger og sikringsplaner for havnefaciliteter, og som modtager oplysninger i henhold til reglerne i denne bekendtgørelse, er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet til over for uvedkommende at hemmeligholde oplysningerne, jf. § 14 a, stk. 2, i lov om havne.
§ 32. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen gør oplysninger om hvilke organisationer, der er godkendt som anerkendte sikringsorganisationer, jf. § 25, stk. 1, tilgængelige på hjemmesiden for maritim sikring i Danmark: www.tbst.dk.
§ 33. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan videregive oplysninger til udenlandske myndigheder og internationale organisationer, når det følger af Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 14 a, stk. 2 og 3, i lov om havne.
(Stk. 2)
§ 34. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen videregiver oplysninger om havnefaciliteter med en godkendt sikringsplan til den Internationale Maritime Organisation (IMO) og Europa-Kommissionen. Stk. 2. Hvis en havnefacilitets status som ISPS-godkendt havnefacilitet ophører, herunder som følge af, at godkendelsen af sikringsplanen tilbagekaldes, eller godkendelsen af sikringsplanen er udløbet, orienterer Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen den Internationale Maritime Organisation (IMO) og Europa-Kommissionen.
(Stk. 3)
§ 35. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen videregiver oplysninger om godkendte anerkendte sikringsorganisationer til den Internationale Maritime Organisation (IMO) og Europa-Kommissionen. Stk. 2. Hvis en anerkendt sikringsorganisation mister sin godkendelse, herunder som følge af, at godkendelsen tilbagekaldes, eller at godkendelsen er udløbet, orienterer Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen den Internationale Maritime Organisation (IMO) og Europa-Kommissionen. Stk. 3. Hvis godkendelsen af en anerkendt sikringsorganisation suspenderes, orienterer Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen den Internationale Maritime Organisation (IMO) og Europa-Kommissionen.
Dispensation
§ 36. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det skønnes foreneligt med de hensyn, der ligger til grund for de pågældende bestemmelser, herunder Det Europæiske Fællesskabs forordninger på området. Dispensation kan meddeles med vilkår.
Klageadgang
§ 37. Afgørelser truffet af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen efter denne bekendtgørelse kan ikke påklages til transportministeren eller anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelse om Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens opgaver og beføjelser, klageadgang og kundgørelse af visse af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens forskrifter.
Straf m.v.
(Stk. 2)
§ 38. Med bøde straffes den, der
- overtræder § 4, § 5, stk. 1, 2 og 5, § 7, stk. 1, § 8, stk. 5, § 9, stk. 4, § 10, stk. 1 og 3, § 11, § 12, stk. 1, § 13, stk. 2, § 14, § 15, stk. 2, § 16, stk. 1, 2 og 6, § 17, stk. 1, 2, 4, 6 og 8, § 23, stk. 2, § 27, stk. 1, 4 og 5, § 29, stk. 1 og 2,
- tilsidesætter vilkår for en dispensation meddelt i medfør af § 9, stk. 1, eller § 36,
- tilsidesætter betingelser for en godkendelse meddelt i medfør af § 25,
- undlader at efterkomme et påbud efter § 19 eller § 20,
- ikke foretager indberetninger, jf. § 12, stk. 5, § 15, stk. 1, og § 17, stk. 7,
- undlader at angive før-ankomst sikringsinformation via SafeSeaNet, jf. § 23, stk. 1,
- ikke giver adgang, jf. § 30, eller
- overtræder regler fastsat i Det Europæiske Fællesskabs forordninger på havneområdet. Stk. 2. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes den, som videregiver oplysninger, der er omfattet af § 29, med bøde.
§ 39. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ikrafttræden og overgangsbestemmelser
(Stk. 2)
§ 40. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2020. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1462 af 30. november 2016 om sikring af havnefaciliteter ophæves.
(Stk. 3)
§ 41. Godkendelser af anerkendte sikringskonsulenter foretaget i henhold til bekendtgørelse nr. 1462 af 30. november 2016 om sikring af havnefaciliteter, bekendtgørelse nr. 414 af 8. maj 2012 om sikring af havnefaciliteter, bekendtgørelse nr. 895 af 9. juli 2010 om sikring af havnefaciliteter eller bekendtgørelse nr. 989 af 29. september 2006 om sikring af havne og havnefaciliteter er fortsat gyldige til og med 31. marts 2021, hvorefter de bortfalder. Stk. 2. Til og med den 31. marts 2021 kan sårbarhedsvurderingen af en havnefacilitet fortsat udarbejdes af havnen eller en anerkendt sikringskonsulent i samarbejde med politidirektøren, jf. § 5, stk. 2, og § 28, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1462 af 30. november 2016 om sikring af havnefaciliteter. Stk. 3. Sårbarhedsvurderinger af havnefaciliteter og sikringsplaner for havnefaciliteter godkendt efter bekendtgørelse nr. 414 af 8. maj 2012 og bekendtgørelse nr. 1462 af 30. november 2016 er gyldige ind til 5 år fra godkendelsesdatoen, medmindre godkendelsen forinden af anden årsag bortfalder.
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen /Carsten Falk Hansen / Anders Windfeldt Jensen/
Bilag 1 Betingelser, som en anerkendt sikringsorganisation skal opfylde
En anerkendt sikringsorganisation skal kunne godtgøre:
- ekspertise inden for relevante sikringsaspekter
- passende kendskab til havneoperationer, herunder kendskab til havnedesign og -konstruktion
- deres evne til at vurdere de sandsynlige sikringsrisici, der kan opstå i forbindelse med skibs- og havnefacilitetsoperationer, herunder grænsefladen mellem skib og havn, og hvordan sådanne risici kan minimeres
- deres evne til at opretholde og forbedre deres personales ekspertise
- deres evne til at overvåge deres personales fortsatte troværdighed
- deres evne til at opretholde passende forholdsregler for at undgå uautoriseret afsløring af eller adgang til sikkerhedsfølsomt materiale
- deres kendskab til kravene i kapitel XI-2 og del A i denne kode og relevante nationale og internationale lovgivnings- og sikkerhedskrav
- deres kendskab til aktuelle sikringstrusler og -mønstre
- deres kendskab til genkendelse og sporing af våben, farlige stoffer og anordninger
- deres kendskab til genkendelse på et ikke-diskriminerende grundlag af de særlige kendetegn ved og adfærdsmønstre hos personer, der kan udgøre en trussel for sikkerheden
- deres kendskab til teknikker, der anvendes til at omgå sikringsforanstaltningerne og
- deres kendskab til sikrings- og overvågningsudstyr og sikrings- og overvågningssystemer og deres operationelle begrænsninger
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2020
- Ikrafttrædelsesdato
- 12. november 2022