Bekendtgørelse for Færøerne om antagelse af advokater som retsmæglere
Justitsministeriet
BEK nr 2024 af 11/12/2020 I medfør af § 322, stk. 3, i retsplejeloven for Færøerne, lov nr. 964 af 26. juni 2020, fastsættes:
§ 1. Domstolsstyrelsen antager et antal advokater til at fungere som retsmæglere på Færøerne.
(Stk. 4)
§ 2. Antagelse sker efter ansøgning på baggrund af opslag. Stk. 2. Domstolsstyrelsen indhenter en udtalelse om hver enkelt ansøger hos Østre Landsrets præsident. Stk. 3. Landsretspræsidenten kan til brug for sin udtalelse indhente en udtalelse hos sorenskriveren ved Retten på Færøerne. Stk. 4. Domstolsstyrelsen indhenter en udtalelse hos Advokatrådet om de af Østre Landsret indstillede ansøgere.
(Stk. 3)
§ 3. Kun personer, som udøver advokatvirksomhed, kan antages til at fungere som retsmæglere. Stk. 2. Det er en betingelse for antagelse som retsmægler, at advokaten har gennemført relevant uddannelse i mægling, og at advokaten i øvrigt må anses for egnet til at fungere som retsmægler. Stk. 3. Advokaten skal være omfattet af en ansvarsforsikring, der dækker ansvar for økonomisk tab, som advokaten måtte påføre tredjemand ved enhver forsætlig eller uagtsom handling eller undladelse, når tabet skyldes advokatens virke som retsmægler.
(Stk. 3)
§ 4. Der tilkommer advokaten et salær for hver sag, som advokaten tildeles som retsmægler. Stk. 2. I særlige tilfælde kan der tilkendes advokaten salær for rejsetid og godtgørelse for rejseudgifter i forbindelse med retsmæglingen. Stk. 3. Beløbene i stk. 1 og 2 fastsættes af den ret, der har tildelt sagen.
(Stk. 3)
§ 5. Antagelsen sker for en periode på 4 år, hvorefter den ophører automatisk. Første gang der antages advokater til at fungere som retsmæglere på Færøerne, kan Domstolsstyrelsen beslutte, at antagelsen sker for en kortere periode. Advokaten kan virke som retsmægler i de sager, der er tildelt den pågældende inden en periodes udløb. Stk. 2. Antagelsen kan efter ansøgning forlænges for 4 år ad gangen. Ved behandlingen af en ansøgning om forlængelse finder § 2, stk. 2, 3 og 4, anvendelse. Stk. 3. Antagelsen ophører endvidere, hvis advokaten ophører med at udøve advokatvirksomhed, dog senest ved udgangen af den måned, hvor advokaten fylder 70 år.
(Stk. 2)
§ 6. Antagelsen kan tilbagekaldes, såfremt advokaten ikke udøver hvervet som retsmægler i overensstemmelse med loven, eller hvis advokaten i øvrigt tilsidesætter sine pligter som retsmægler. Stk. 2. Forinden tilbagekaldelse finder sted, indhenter Domstolsstyrelsen en udtalelse om den pågældende advokat hos Østre Landsrets præsident og hos Advokatrådet. Til brug for sin udtalelse indhenter landsretspræsidenten en udtalelse hos sorenskriveren ved Retten på Færøerne.
§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2021. Dokumentet vedrører Færøerne og/eller Grønland og er derfor ikke tilgængeligt på retsinformation.dk. Dokumentet er offentliggjort i Lovtidende A, og kan findes ved at følge nedenstående link. BEK nr 2024 af 11/12/2020 Dokumenter, der vedrører Færøerne og/eller Grønland, er ikke sædvanlige dokumenter på retsinformation.dk, og dokumenterne har derfor ikke de samme egenskaber. Der er således ikke etableret relationer til andre dokumenter, og dokumenterne opdateres ikke. Det betyder f.eks., at oplysningen om dokumentets status, dvs. om det er gældende eller historisk, ikke findes.
Domstolsstyrelsen /Kristian Hertz / Laila Lindemark/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2020
- Ikrafttrædelsesdato
- 19. december 2020