Bekendtgørelse om særlig varslingspulje i 2021 til indsats i forbindelse med afskedigelser m.v. i mindre virksomheder i kriseramte brancher
Beskæftigelsesministeriet
BEK nr 2268 af 29/12/2020 I medfør af tekstanmærkning nr. 168 ad 17.46.14. til § 17 på finansloven for finansåret 2021 fastsættes efter bemyndigelse:
(Stk. 3)
§ 1. Jobcenteret kan søge det regionale arbejdsmarkedsråd om, at der inden for rammerne af en statslig bevilling i form af en særlig varslingspulje iværksættes og ydes tilskud til at sikre en hurtig og aktiv indsats til medarbejdere, der rammes af afskedigelser i mindre virksomheder, og til virksomhedsejere ved hel eller delvis nedlukning og afvikling af deres virksomhed. Der skal være tale om mindre virksomheder indenfor coronaramte erhverv. Stk. 2. En virksomhed afgrænses som en arbejdsplads med selvstændigt produktionsenhedsnummer (P-nr.), jf. lov om det centrale virksomhedsregister. Virksomheden anses for en mindre virksomhed, hvis der er under 20 ansatte i virksomheden. Stk. 3. En virksomhed anses for at være under hel eller delvis nedlukning og afvikling, hvis hovedparten af virksomheden ikke kan fortsættes, fx fordi erhvervet er nedlagt, eller fordi der ikke er kundegrundlag. Ejeren skal på tro og love erklære, at virksomheden er under hel eller delvis nedlukning og afvikling.
(Stk. 4)
§ 2. Jobcenteret kan søge om tilskud fra den særlige varslingspulje til følgende personer fra mindre virksomheder, som er ramt af coronakrisen:
- Afskedigede medarbejdere i opsigelsesperioden.
- Virksomhedsejere, som er i færd med en hel eller delvis nedlukning og afvikling af deres virksomhed, i afviklingsperioden.
- Ledige, der er omfattet af § 6, nr. 1-3 og 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og som er afskediget fra eller er ophørt med at drive en mindre virksomhed. Stk. 2. Jobcenteret kan til den enkelte person tilbyde følgende:
- Jobsøgningskurser i sammenlagt op til 2 uger.
- Opkvalificering, herunder efter- og videreuddannelse i sammenlagt op til 8 uger.
- Udarbejdelse af en plan for, hvordan personen hurtigst muligt opnår ny beskæftigelse. Personen har ret til at få udarbejdet en plan, hvis personen anmoder om det, og den skal udarbejdes senest 2 uger efter anmodningen. Stk. 3. Til personer omfattet af § 6, nr. 1-3 og 12, gives tilbud efter stk. 2, nr. 1 og 2, om jobsøgningskurser og opkvalificering efter kapitel 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Stk. 4. Tilbud skal være påbegyndt senest 3 måneder efter og afsluttet seneste 6 måneder efter, at personen er blevet omfattet af en af målgrupperne i § 6, nr. 1-3 eller 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats jf. dog § 7, stk. 2.
(Stk. 3)
§ 3. Den særlige varslingspulje kan tillige anvendes til andre initiativer, som relaterer sig til jobcentrets opgavevaretagelse i forbindelse med varslingsindsatsen efter denne pulje. Stk. 2. En bevilling af midler efter stk. 1 kan anvendes i en periode på op til 6 måneder efter tilskud er bevilget. Stk. 3. Andre aktører kan ikke anvendes i forbindelse med initiativer efter denne bestemmelse.
(Stk. 2)
§ 4. Tilskud til udgifter til opkvalificering er betinget af, at der er tale om opkvalificering inden for områder, hvor der er eller kan forventes mangel på arbejdskraft, eller at der foreligger en skriftlig tilkendegivelse fra en arbejdsgiver om, at den afskedigede ansættes uden løntilskud efter opkvalificeringen. Der skal være tale om en tilkendegivelse om ansættelse på en anden virksomhed end den, medarbejderen er opsagt fra, og opkvalificeringen skal ligge ud over den opkvalificering, som arbejdsgiveren forudsættes at give. Stk. 2. Virksomhedsejere, som tilbydes en varslingsindsats efter § 2, stk. 2, kan ikke opkvalificeres inden for samme branche, som den virksomhed, de er ved at afvikle hører under, eller som en virksomhed, de fortsat ejer, hører under.
§ 5. Jobcenteret kan søge det regionale arbejdsmarkedsråd om tilskud til en særlig varslingsindsats efter § 1, for flere personer/virksomheder ad gangen.
§ 6. Bekendtgørelse nr. 1276 af 31. december 2016 om administration af tilskud fra puljer under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering finder tilsvarende anvendelse ved tilsagn om tilskud efter denne bekendtgørelse.
Ikrafttræden
(Stk. 3)
§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2021. Stk. 2. Bekendtgørelsen ophæves den 1. januar 2022. Stk. 3. Har jobcentret fået bevilget midler fra den særlige varslingspulje inden bekendtgørelsens udløb, kan den særlige varslingsindsats tilbydes efter bekendtgørelsens udløb. Tilbud skal dog være påbegyndt senest den 31. marts 2022 og afsluttet senest den 1. juli 2022.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering /Maria Schack Vindum / Christian Solgaard/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2020
- Ikrafttrædelsesdato
- 7. januar 2022