Eud-nødbekendtgørelsen
Bekendtgørelse om visse midlertidige foranstaltninger for erhvervsuddannelserne som led i forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19
BEK nr 255 af 21/03/2020
Børne- og Undervisningsministeriet
§ 1
Institutionens leder skal under de helt ekstraordinære forhold, som følger af foranstaltningerne efter loven og forebyggelsen og afhjælpningen i samfundet i forbindelse med covid-19, i et tæt samarbejde med institutionens øvrige ledere, undervisere og andre medarbejdere udfolde enhver mulig bestræbelse, herunder ved brug af ekstraordinære og usædvanlige løsninger, på i videst mulige omfang at afbøde de afledte virkninger på elevernes gennemførelse af erhvervsuddannelserne, herunder svendeprøver og andre afsluttende prøver, som vil være eller kunne være en følge af de foranstaltninger, som træffes som led i forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19. Målet hermed er, at elevernes muligheder for at gennemføre deres uddannelse, herunder deres svendeprøver og andre afsluttende prøver, sikres bedst muligt inden for de helt ekstraordinære rammer, som forebyggelsen og afhjælpningen i landet i forbindelse med covid-19 nødvendiggør.
Institutionens leder skal i videst mulige udstrækning samarbejde med såvel faglige udvalg som andre institutioners ledere og er efter de almindelige regler herom ansvarlig over for bestyrelsen.
Med henblik på at udfolde de bestræbelser, der er nævnt i stk. 1, finder reglerne i §§ 2-11 anvendelse. Disse regler fraviger og supplerer bestemmelserne i lovgivningen om erhvervsuddannelser i forbindelse med midlertidige foranstaltninger til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19.
Optagelse af elever på grundforløb
§ 2
Institutionen kan optage en elev på grundforløb, herunder grundforløb plus (GF+), hvis eleven ville være berettiget til optagelse efter aflæggelse af prøver, der ikke kan aflægges som følge af foranstaltninger iværksat efter lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, og institutionen skønner, at eleven kan gennemføre en erhvervsuddannelse. Institutionen foretager dette skøn ud fra en konkret vurdering og blandt andet på baggrund af standpunktskarakterer i de fag, hvor elever normalt optages på baggrund af prøvekarakterer. Reglerne i 1. og 2. pkt. gælder også, hvis eleven til en prøve, som ikke kan aflægges som følge af de nævnte foranstaltninger, mindst skulle have opnået en bestemt karakter.
Optagelse til skoleundervisning i hovedforløbet
§ 3
Institutionen kan optage en elev til skoleundervisningen i hovedforløbet, uden at eleven har opnået et eller flere certifikater, praktiske kompetencer eller aflagt grundforløbsprøven ved overgang fra grundforløbet som følge af foranstaltninger iværksat efter lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme.
Optagelse efter stk. 1 er betinget af, at eleven opnår certifikater eller aflægger grundforløbsprøven som led i skoleundervisningen på hovedforløbet, jf. dog stk. 3. Det samme gælder for praktiske kompetencer, som det efter de almindeligt gældende regler for den uddannelse, som eleven er optaget på, er nødvendigt, at eleven opnår for at kunne optages til skoleundervisningen i hovedforløbet.
Optagelse efter stk. 1 kan endvidere ske, hvis institutionen fraviger reglerne om en prøves tilrettelæggelse, jf. § 8, stk. 2.
Praktikuddannelsen
§ 4
Elevens praktikuddannelse kan ændres, når dette skønnes at være nødvendigt som følge af foranstaltninger, der er iværksat efter lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme. Dette kan kun efter reglerne i stk. 2 og 3 indebære en forlængelse af praktiktiden.
En virksomhed og en elev kan aftale at forlænge praktiktiden. Dette gælder alene elever på uddannelserne til ambulancebehandler, serviceassistent, social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent i op til to måneder, og kun hvis forlængelsen er begrundet i, at eleven er sendt i ekstra praktikophold med henblik på at indgå i kritiske samfundsfunktioner som led i forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19.
Det faglige udvalg kan i elevens hjemsendelsesperiode efter en konkret vurdering forlænge elevens praktiktid, hvis eleven er omfattet af den midlertidige ordning om lønkompensation for lønmodtagere på det private arbejdsmarked og får afbrudt sin praktikuddannelse som følge af foranstaltninger iværksat efter lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme.
Optag af elever i skolepraktik m.v.
§ 5
Institutionen optager eleven i skolepraktik, hvis elevens afsluttende prøve, herunder svendeprøve, udskydes efter § 9, men eleven ikke opfylder betingelserne for at få udstedt et administrativt svendebevis eller uddannelsesbevis, jf. § 10, med henblik på, at eleven kan færdiggøre sin uddannelse.
Reglen i stk. 1. gælder for uddannelser, der efter de almindelige regler udbydes med skolepraktik.
For uddannelser, der efter de almindelige regler ikke udbydes med skolepraktik, finder reglen i stk. 1 tilsvarende anvendelse, hvis institutionen under de ekstraordinære forhold i forbindelse med forebyggelsen og afhjælpningen i landet i forbindelse med covid-19 har praktisk mulighed for at udbyde skolepraktik, om nødvendigt i et samarbejde med en eller flere andre institutioner, der også udbyder den uddannelse, som eleven er optaget på.
Institutionen kan endvidere optage eleven i skolepraktik, hvis eleven ikke har kunnet påbegynde eller afslutte et praktikophold i udlandet som følge af foranstaltninger iværksat efter lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme.
§ 6
Ved institutionens tilbud om skolepraktik og elevens påbegyndelse af skolepraktikken beregnes fristen for påbegyndelse, jf. § 66 a, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, fra det tidspunkt, hvor eleven skulle have aflagt en planlagt grundforløbsprøve. Dette gælder dog kun, hvis dette er begrundet i foranstaltninger iværksat efter lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme.
Rammer for uddannelsers struktur
§ 7
Rammer for hovedforløbets fordeling på skoleperioder og praktikperioder, som fremgår af bekendtgørelsen om den enkelte erhvervsuddannelse samt uddannelsesordningen for uddannelsen, kan fraviges efter aftale mellem eleven, virksomheden og institutionen, i den udstrækning dette er nødvendigt som følge af foranstaltninger iværksat efter lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme.
Prøvers tilrettelæggelse
§ 8
Institutionen kan fravige regler om en prøves tilrettelæggelse, jf. stk. 2, hvis dette er begrundet i forhold, der er en følge af foranstaltninger iværksat efter lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme.
En fravigelse efter stk. 1, kan omfatte fravigelse fra eller supplering af følgende:
- Regler om gruppeprøver.
- Regler om udpegning eller godkendelse af tilsynsførende, der skal være hos eksaminanden under prøven, hvis eksaminanden befinder sig et andet sted end eksaminator og censor ved prøve med mundtlig besvarelse som videokonference, jf. eksamensbekendtgørelsens § 13, stk. 3.
- Beslutning om ophøjelse af standpunktskarakter til prøvekarakter i fag (grundfag og uddannelsesspecifikke fag) og forløb, der afsluttes under skolelukningen (grundforløbsprøven).
- Regler om grundforløbsprøvens og den afsluttende prøves indhold, så praktiske elementer erstattes af mundtlige eller skriftlige elementer.
Det faglige udvalg skal inddrages ved en institutions beslutning efter stk. 2, nr. 4, hvis beslutningen indebærer, at krav til en afsluttende prøve fraviges.
Udskydelse af afsluttende prøver, herunder svendeprøver
§ 9
Institutionen kan beslutte, at en afsluttende prøve, herunder svendeprøve, som selv ikke under udfoldelse af de bestræbelser, som er nævnt i § 1, stk. 1, kan gennemføres inden uddannelsens planlagte afslutning som følge af foranstaltninger iværksat efter lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførebare sygdomme, gennemføres på et senere tidspunkt, hvor prøven kan gennemføres i overensstemmelse med reglerne herom.
Udskydes tidspunktet for afholdelse af en afsluttende prøve, jf. stk. 1, kan virksomheden og eleven, hvis de kan opnå enighed herom, aftale at forlænge uddannelsestiden, indtil prøven er afholdt.
Administrative svendebeviser og uddannelsesbeviser
§ 10
Såfremt institutionen beslutter at udskyde svendeprøven, jf. § 9, stk. 1, kan det faglige udvalg for de konkrete uddannelser, som udvalget fastsætter inden for sit område, efter indstilling fra institutionen udstede et administrativt svendebevis eller uddannelsesbevis til eleven, hvis eleven har mindre end tre måneder tilbage af sin uddannelse og hvis der foreligger en praktikerklæring. I sin indstilling til det faglige udvalg skal institutionen tage stilling til, om eleven har opnået kompetencer, der svarer til uddannelsens faglige mål. Det administrative svendebevis eller uddannelsesbevis har samme retsvirkning som et almindeligt svendebrev eller uddannelsesbevis.
§ 11
For elever, som ikke kan afslutte deres uddannelse som oprindeligt planlagt efter de almindelige regler eller efter reglerne i §§ 9-10, finder reglerne i § 5, stk. 1-3 tilsvarende anvendelse.
Ikrafttrædelse
§ 12
Bekendtgørelsen træder i kraft ved bekendtgørelse i Lovtidende og har virkning for erhvervsuddannelsesforløb m.v., der er eller har været omfattet af foranstaltninger iværksat efter lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme.
Børne- og Undervisningsministeriet
/Pernille Rosenkrantz-Theil / Martin Larsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2020
- Ikrafttrædelsesdato
- 23. marts 2020