Bekendtgørelse om beregning og betaling af bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for arbejdsgivere i Grønland
Beskæftigelsesministeriet
BEK nr 281 af 26/03/2020 I medfør af § 61, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring i Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 75 af 16. januar 2017, og efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fastsættes:
Sikringspligt
(Stk. 2)
§ 1. Sikringspligtige arbejdsgivere i Grønland og frivilligt sikrede, der ikke er omfattet af gruppeforsikringen under Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, skal betale bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring til dækning af udgifter ved erhvervssygdomme. Stk. 2. Bidraget opkræves af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring sammen med finansieringsbidrag, jf. § 61, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring i Grønland.
Fastsættelse af bidrag
(Stk. 2)
§ 2. Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fastsætter bidragssatserne for hvert kalenderår som et årsbidrag pr. fuldtidsansat. Bidragssatserne fastsættes branchevis på grundlag af de forventede udgifter for den pågældende branche, jf. lov om arbejdsskadesikring i Grønland § 63 og lov om arbejdsskadesikring § 58, stk. 2. Stk. 2. Ved beregningen af de forventede udgifter, jf. lov om arbejdsskadesikring i Grønland § 63 og lov om arbejdsskadesikring § 58, stk. 3 og 4, indgår de skadeudgifter og beregnede antal fuldtidsansatte, som Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har registreret i en forudgående 5-års periode. Hertil lægges beløb, der opkræves til opbygning af puljer til udligning af overskud og underskud i brancheundergrupperne, jf. lov om arbejdsskadesikring i Grønland § 63 og lov om arbejdsskadesikring § 58 b, stk. 2, samt forventede udgifter til administration mv. for det enkelte kalenderår.
(Stk. 3)
§ 3. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan beregne et særskilt tillæg, hvis en stigning i skadeudgifterne for en enkelt branche (DB-kode) påvirker den samlede brancheundergruppe i et sådant omfang, at årsbidraget for brancheundergruppen forøges med 50 pct. eller mere. Det er en betingelse, at der ud over en stigning i skadeudgifterne er sket et fald i antallet af beskæftigede inden for branchen med 50 pct. eller mere inden for en periode på højst 10 år. Stk. 2. Det særskilte tillæg kan dog højst udgøre den del af branchens gennemsnitlige udgifter, der overstiger den gennemsnitlige udgift pr. fuldtidsbeskæftiget i brancheundergruppen. Stk. 3. Det særskilte tillæg indregnes i bidragssatserne og betales af alle sikringspligtige arbejdsgivere og frivilligt sikrede.
Branchehenføring
(Stk. 3)
§ 4. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring henfører alle arbejdsgivere og frivilligt sikrede til en brancheundergruppe, jf. lov om arbejdsskadesikring for Grønland § 63 og lov om arbejdsskadesikring § 58 a, på grundlag af arbejdsgivers aktuelle hovedbranchekode (DB-kode). Stk. 2. Arbejdsgiverne registreres med den aktuelle hovedbranchekode, der fremgår af Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) eller hos Skattestyrelsen i Grønland. Ved modstridende oplysninger bruges registreringen hos CVR. Arbejdsgivere under konkurs registreres med den hovedbranchekode, der blev anvendt forud for konkursens indtræden. Stk. 3. Ændres hovedbranchekoden med tilbagevirkende kraft reguleres bidraget i overensstemmelse hermed i op til 2 år.
Beregning af bidrag
(Stk. 4)
§ 5. Bidraget beregnes årligt af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på grundlag af virksomhedens beregnede antal fuldtidsansatte i det forudgående kalenderår og den for arbejdsgiveren relevante bidragssats. Virksomhedens beregnede antal fuldtidsansatte fastsættes efter stk. 2 og 3. Stk. 2. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring indhenter oplysninger om antallet af ansatte og de enkelte ansattes årsindkomst i virksomheden fra Skattestyrelsen i Grønland. Den enkelte medarbejders årsindkomst fra virksomheden deles med mindstetimelønnen for en ikke-faglært arbejdstager efter den på beregningstidspunktet gældende overenskomst mellem SIK og Inatsisartut. Resultatet heraf udgør det beregnede antal løntimer for medarbejderen i virksomheden i beregningsåret. Stk. 3. Er det beregnede antal løntimer for medarbejderen, jf. stk. 2, 3. pkt., mindst 2.080 timer, anses medarbejderen for at være fuldtidsansat. Er beregningsresultatet på under 2.080 beregnede løntimer pr. medarbejder, deles beregningsresultatet med 2.080 timer og afrundes til to decimaler. Medarbejderen indgår med den hermed beregnede brøk i opgørelsen over antallet af virksomhedens fuldtidsansatte. Antallet af virksomhedens ansatte efter 1. og 2. pkt. adderes og resultatet heraf udgør det beregnede antal fuldtidsansatte, jf. stk. 1. Stk. 4. Ved beregningen, jf. stk. 1, anvendes den branchekode, jf. § 4, som arbejdsgiver er registreret med den første dag i det årstal, som bidraget vedrører.
Opkrævning og betaling af bidrag
§ 6. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring sender bidragsopkrævningen for det forudgående kalenderår i april måned. Bidraget forfalder til betaling 4 uger efter det er meddelt.
§ 7. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan give henstand med betalingen, eftergive bidrag, renter og ekspeditionsgebyr, hvis særlige forhold taler herfor.
Klageadgang
§ 8. Klager over afgørelser truffet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan inden for en frist af 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt, indbringes for det i henhold til lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension § 28 nedsatte ankenævn. Ankenævnets adresse er: ATP-Ankenævnet, Holmens Kanal 20, 1060 København K.
Ikrafttræden m.v.
(Stk. 3)
§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2020. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1272 af 26. oktober 2007 om beregning og betaling af bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring for arbejdsgivere i Grønland ophæves. Stk. 3. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring sender bidragsopkrævningen for året 2019 senest den 1. september 2020. Bidraget forfalder til betaling 4 uger efter det er meddelt. Dokumentet vedrører Færøerne og/eller Grønland og er derfor ikke tilgængeligt på retsinformation.dk. Dokumentet er offentliggjort i Lovtidende A, og kan findes ved at følge nedenstående link. BEK nr 281 af 26/03/2020 Dokumenter, der vedrører Færøerne og/eller Grønland, er ikke sædvanlige dokumenter på retsinformation.dk, og dokumenterne har derfor ikke de samme egenskaber. Der er således ikke etableret relationer til andre dokumenter, og dokumenterne opdateres ikke. Det betyder f.eks., at oplysningen om dokumentets status, dvs. om det er gældende eller historisk, ikke findes.
Beskæftigelsesministeriet /Peter Hummelgaard / Vibe Westh/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2020
- Ikrafttrædelsesdato
- 27. marts 2020