Bekendtgørelse om visse midlertidige foranstaltninger for den frie folkeoplysende virksomhed som led i forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med Covid-19
Kulturministeriet
BEK nr 320 af 30/03/2020 I medfør af § 10 og § 11 i lov nr. 241 af 19. marts 2020 om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med Covid-19 fastsættes:
§ 1. Kommunalbestyrelsen opfordres til under de helt ekstraordinære forhold, som følger af foranstaltningerne efter loven og forebyggelsen og afhjælpningen i samfundet i forbindelse med covid-19, i et tæt samarbejde med foreningerne at afbøde de afledte virkninger på folkeoplysende voksenundervisning og frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde, som vil være eller kunne være en følge af de foranstaltninger, som træffes som led i forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19. Målet hermed er, at folkeoplysende voksenundervisning og frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde herunder lærere, undervisere, ledere og andre ansatte kan sikres bedst muligt inden for de helt ekstraordinære rammer, som forebyggelsen og afhjælpningen i landet i forbindelse med covid-19 nødvendiggør.
Den folkeoplysende voksenundervisning
§ 2. Kommunalbestyrelsen kan fastholde det for året 2020 udmeldte tilskud og udbetale dette, herunder forud i rater eller forud som acontobeløb, efter folkeoplysningslovens §§ 8, 11, 23 og 24 til den enkelte forening for folkeoplysende voksenundervisning i den periode, hvor foranstaltningerne, som træffes som led i forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19, forhindrer foreningen for den folkeoplysende voksenundervisning i at afholde aktiviteter. De fastsatte betingelser for foreninger for folkeoplysende voksenundervisning i folkeoplysningslovens §§ 8, 11, 23 og 24 og regler fastsat i medfør heraf, herunder § 10 i bekendtgørelse om løn- og andre ansættelsesvilkår for ledere og lærere ved undervisning mv. efter folkeoplysningsloven kan således fraviges i perioden. Kommunalbestyrelsen kan endvidere beslutte at fremrykke kommende ratetilskud. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte regler om afregning for det udbetalte tilskud og kan kræve tilskud tilbagebetalt, hvis der ikke er dokumentation for faktisk afholdte udgifter.
Det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde
§ 3. Kommunalbestyrelsen kan fastholde det allerede planlagte og/eller udmeldte tilskud og udbetale dette herunder forud i rater eller forud som acontobeløb efter folkeoplysningslovens §§ 15, 16, 19, 25 og 26 for året 2020 til den enkelte frivillige folkeoplysende forening i den periode, hvor foranstaltningerne, som træffes som led i forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19, forhindrer de frivillige folkeoplysende foreninger i at afholde aktiviteter. De fastsatte betingelser for frivillige folkeoplysende foreninger i Folkeoplysningslovens §§ 15, 16 25 og 26 og regler fastsat i medfør heraf, kan således fraviges i perioden. Kommunalbestyrelsen kan endvidere beslutte at fremrykke kommende ratetilskud. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte regler om afregning for det udbetalte tilskud og kan kræve tilskud tilbagebetalt, hvis der ikke er dokumentation for faktisk afholdte udgifter.
Ikrafttrædelse
(Stk. 2)
§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft ved bekendtgørelse i Lovtidende. Stk. 2. Bekendtgørelsen har virkning fra den 9. marts 2020.
Kulturministeriet /Joy Mogensen / Bente Skovgaard Kristensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2020
- Ikrafttrædelsesdato
- 31. marts 2020