TheLawyer.sh
Tilbage

Vandscooterførerbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om beviskrav til førere af visse motordrevne fritidsfartøjer med en skroglængde på under 4 meter (vandscooterførerbekendtgørelsen)

BEK nr 555 af 28/04/2020

DanmarkBekendtgørelse2020

Erhvervsministeriet

Anvendelse m.v.

§ 1

Bekendtgørelsen finder anvendelse for personer, der fører vandfartøjer beregnet til fritidsformål med en skroglængde på under 4 m, som anvender en fremdriftsmotor med vandstrålepumpe som hovedfremdriftsmiddel, og som er beregnet til at skulle betjenes af en eller flere personer, som sidder, står eller knæler på – snarere end i – skroget.

Stk. 2

Ved personer der fører vandfartøjer, jf. stk. 1, forstås den person, der til enhver tid manøvrerer fartøjet.

Stk. 3

Fartøjets længde i meter er skroglængden overalt målt i henhold til fritidsbådsdirektivet efter den relevante harmoniserede standard. Eksterne ror, eksterne drev og påhængsmotorer, badeplatforme, bovspryd, fenderlister og lignende måles ikke med.

Stk. 4

I tvivlstilfælde træffer Søfartsstyrelsen afgørelse om, hvorvidt et fartøj er omfattet af denne bekendtgørelse.

§ 2

Fartøjer, som nævnt i § 1, må kun føres af personer,

  1. der er fyldt 16 år og
  1. har vandscooterbevis i henhold til gældende bekendtgørelse om prøver og beviser for fritidssejlere m.v.

§ 3

Føreren skal under sejladsen have det i § 2, nr. 2, krævede bevis hos sig og på forlangende vise det til Søfartsstyrelsen eller politiet.

§ 4

En person kan, som led i deres forberedelse til prøven efter gældende bekendtgørelse om prøver og beviser for fritidssejlere m.v., føre et fartøj som nævnt i § 1 til øvelsessejlads, forudsat at

  1. vedkommende kan dokumentere, at en godkendt udbyder har påtaget sig at afholde prøve til opnåelse af vandscooterbevis for den pågældende inden for 30 dage og på forlangende vise dette til Søfartsstyrelsen eller politiet,
  1. sejladsen sker under direkte opsyn af en person, som har bevis til at føre nævnte fartøjer i henhold til denne bekendtgørelse, og
  1. vedkommende inden øvelsessejladsen har modtaget en instruktion af den person, der er nævnt i nr. 2, der sikrer, at øvelsessejladsen kan foregå sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Den i nr. 2 nævnte person er ansvarlig for, at instruktionen har fundet sted.
Stk. 2

Anvendelse af bestemmelserne i stk. 1 sker i henhold til sølovens gældende regler om erstatningsansvar.

§ 5

Kommuner, regioner eller andre myndigheder, der har bemyndigelse til at fastsætte regulativer for åer, søer, vandløb og lignende beskyttede farvande, kan efter ansøgning til Søfartsstyrelsen få tilladelse til, at sejlads med de i § 1 nævnte fritidsfartøjer i de områder, som hører under myndighedens ansvar, bliver fritaget helt eller delvist for bekendtgørelsens bestemmelser.

Strafbestemmelse

§ 6

Overtrædelse af § 2 og § 3 straffes med bøde.

Ikrafttræden m.v.

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2020.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 1725 af 18. december 2017 om beviskrav til førere af visse motordrevne fritidsfartøjer med en skroglængde på under 4 meter (vandscooterførerbekendtgørelsen) ophæves.


Søfartsstyrelsen

/Rasmus Høy Thomsen / Peter Mikael Ostenfeld/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2020
Ikrafttrædelsesdato
1. maj 2020