SCIP-databasebekendtgørelsen
Bekendtgørelse om leverandørers indberetningspligt til det Europæiske Kemikalieagenturs database over artikler med særligt problematiske stoffer
BEK nr 662 af 19/05/2020
Miljø- og Ligestillingsministeriet
§ 1
I denne bekendtgørelse betegnes Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1907/2006/EF af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning nr. 793/93/EØF og Kommissionens forordning nr. 1488/94/EF samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF på følgende måde: REACH-forordningen.
§ 2
Enhver leverandør af en artikel, som defineret i artikel 3, nr. 33, i REACH-forordningen, skal fra den 5. januar 2021 indberette oplysninger i henhold til artikel 33, stk. 1, i REACH-forordningen til det Europæiske Kemikalieagentur.
Til brug for den i stk. 1 omhandlede indberetning anvendes de formater og indberetningsmetoder, som det Europæiske Kemikalieagentur stiller til rådighed til formålet i medfør af artikel 111 i REACH-forordningen.
§ 3
Tilsyn og kontrol med overholdelse af reglerne i bekendtgørelsen udøves af Miljøstyrelsen, jf. reglerne herom i lov om kemikalier.
Miljøstyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
§ 4
Med bøde straffes den, der
- undlader at indberette til det Europæiske Kemikalieagentur i strid med § 2, stk. 1, eller
- overtræder artikel 111 i REACH-forordningen, jf. § 2, stk. 2.
Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel, herunder ved besparelser, for den pågældende selv eller andre.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 5
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2020.
Miljø- og Fødevareministeriet
/Lea Wermelin / Henrik Søren Larsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2020
- Ikrafttrædelsesdato
- 26. maj 2020