Bekendtgørelse om forretningsorden for vurderingsankenævn og skatte- og vurderingsankenævn (fælles ankenævn)
Skatteministeriet
BEK nr 938 af 21/06/2020 I medfør af § 10, stk. 5 og 6, i skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 635 af 13. maj 2020, fastsættes:
Ankenævnenes funktion og kompetence
§ 1. Vurderingsankenævn og skatte- og vurderingsankenævn afgør klager over Skatteforvaltningens afgørelser, jf. skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, jf. dog § 35 b, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 5.
Ankenævnenes organisering
Sagsfordeling mellem ankenævnene
§ 2. Klage over en ejendomsvurdering m.v. behandles af det vurderingsankenævn eller skatte- og vurderingsankenævn, i hvis kreds ejendommen er beliggende. De sager, som er omfattet af § 3, stk. 10, i lov nr. 1665 af 20. december 2016, behandles dog af skatte- og vurderingsankenævnene Djursland, Københavns Vestegn, Haderslev og Kolding, Sydvestjylland eller vurderingsankenævn Vestsjælland, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 44 af 10. januar 2017 om overførsel af klager om ansættelse af fradrag for forbedring af grundværdi m.v. fra Landsskatteretten til visse vurderingsankenævn.
Overførsel af sager mellem vurderingsankenævn og skatte- og vurderingsankenævn (fælles ankenævn)
(Stk. 2)
§ 3. Direktøren for Skatteankestyrelsen eller den, som direktøren bemyndiger dertil, kan overføre en sag, herunder en sag som nævnt i § 2, stk. 1, 2. pkt., til behandling i et andet ankenævn i følgende situationer:
- Der foreligger særlige omstændigheder.
- Der i øvrigt er tvivl om, hvilket ankenævn der skal behandle sagen. Stk. 2. Hvis en afgørelse fra domstolene betyder, at et klagepunkt skal behandles på ny, skal det behandles af et andet ankenævn end det ankenævn, der tidligere har behandlet klagepunktet. Direktøren for Skatteankestyrelsen eller den, som direktøren bemyndiger dertil, beslutter, hvilket andet ankenævn der skal behandle sagen. 1. og 2. pkt. gælder også sager som nævnt i § 2, stk. 1, 2. pkt.
Klager ved et skatte- og vurderingsankenævn (fælles ankenævn)
§ 4. For klager, der behandles af et skatte- og vurderingsankenævn (fælles ankenævn), gælder, at klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6 behandles efter reglerne for vurderingsankenævn, jf. dog § 2, stk. 1, 2. pkt.
Ankenævnenes sammensætning
Valg af formand og næstformand
(Stk. 4)
§ 5. Det enkelte ankenævn afholder snarest muligt efter udnævnelsen det konstituerende møde. Mødet kan afholdes før funktionsperiodens start. Det medlem, der længst har været medlem af ankenævnet, indkalder til mødet. Hvis flere har været medlem lige længe, indkalder det ældste af disse medlemmer. Stk. 2. På det konstituerende møde vælger ankenævnet blandt sine medlemmer en formand. Valget sker ved et flertalsvalg og ledes af det medlem, der har indkaldt til mødet. Valget har gyldighed for hele funktionsperioden, jf. dog § 7. Stk. 3. Ved valg af formand er den kandidat valgt, som opnår stemmer fra et flertal af ankenævnets tilstedeværende medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke ved 1. afstemning, foretages en ny afstemning. Ved 2. afstemning er en kandidat valgt, hvis den pågældende opnår stemmer fra et flertal af de tilstedeværende medlemmer, eller hvis der kun afgives stemmer på den pågældende kandidat. Bringer 2. afstemning heller ikke nogen afgørelse, foretages bundet valg mellem de to, der ved 2. afstemning har fået flest stemmer, således at det ved stemmelighed afgøres ved lodtrækning, på hvilke to der ved det bundne valg (3. afstemning) skal stemmes. Står stemmerne lige ved 3. afstemning, træffes afgørelsen ved lodtrækning. Stk. 4. Så snart valget af formand har fundet sted, vælger ankenævnet blandt sine medlemmer en eller to næstformænd. Den først valgte bliver 1. næstformand, mens den sidst valgte, bliver 2. næstformand. Valget ledes af den nyvalgte formand eller i dennes fravær af det medlem, der har ledet formandsvalget. Valget foregår i øvrigt efter samme regler som formandsvalget.
Afbud til møder m.v.
(Stk. 3)
§ 6. Afbud til møder meddeles til Skatteankestyrelsen, der orienterer formanden. Stk. 2. Meddeler et medlem afbud, skal en suppleant indkaldes i følgende situationer:
- Det konstituerende møde.
- Det medlem, der ikke kan deltage, forlanger det.
- Det er på forhånd kendt, at medlemmet vil være fraværende i mindst 2 måneder.
- Når formanden i øvrigt træffer beslutning herom. Stk. 3. En suppleant, der deltager i stedet for formanden eller en næstformand, deltager som almindeligt medlem af ankenævnet.
Fritagelse for hvervet som formand eller næstformand
§ 7. Ankenævnet kan fritage formanden eller en næstformand for hvervet som formand eller næstformand for resten af funktionsperioden, hvis den pågældende anmoder om det. Når en formand eller en næstformand fritages for sit hverv, udtræder af ankenævnet eller har fået bevilget orlov i funktionsperioden, vælges der ny formand, respektive næstformand, jf. § 5, stk. 2-4. Valget har gyldighed for resten af funktionsperioden. Ved orlov har valget alene gyldighed i orlovsperioden.
Besluttende led
(Stk. 4)
§ 8. Hvis et ankenævn har opdelt sig i besluttende led, jf. skatteforvaltningslovens § 10, stk. 3, skal ethvert af nævnets medlemmer have plads i mindst et led. Stk. 2. Er et andet medlem af et besluttende led end formanden eller næstformanden forhindret i at deltage i et møde, kan formanden beslutte, at leddet skal suppleres med et medlem fra et andet besluttende led. Stk. 3. Et medlem af et besluttende led kan forlange en sag forelagt for det samlede ankenævn. Stk. 4. Ved et møde i et besluttende led har et ankenævnsmedlem, som ikke er medlem af det besluttende led, ret til følgende:
- Få en kopi af dagsordenen.
- Deltage i mødet, herunder have mulighed for at udtale sig i konkrete sager, dog uden stemmeret.
- Forlange sagen forelagt for det samlede ankenævn.
Møder i ankenævnene
Afholdelse af møder
(Stk. 8)
§ 9. Ankenævnet udøver sin virksomhed i møder, herunder eventuelt i møder i besluttende led. Formanden fastsætter efter aftale med Skatteankestyrelsen tid og sted for møderne i det samlede ankenævn og i besluttende led. Formanden kan bestemme, at medlemmernes deltagelse i møderne kan ske digitalt. Møderne er ikke offentlige. Lyd- og billedoptagelse af møderne må ikke finde sted. Stk. 2. Hvis ankenævnet er opdelt i besluttende led, bestemmer formanden efter aftale med Skatteankestyrelsen sagernes fordeling på de enkelte led efter generelle retningslinjer, der er fastsat af ankenævnet. Stk. 3. Medlemmerne skal indkaldes til møde med mindst en uges varsel, medmindre særlige forhold gør en kortere frist påkrævet. Stk. 4. Når mindst 1/3 af medlemmerne forlanger det, skal formanden inden 14 dage indkalde til et møde. Stk. 5. Formanden fastsætter efter aftale med Skatteankestyrelsen dagsordenen til de enkelte møder. Stk. 6. Skatteankestyrelsen udsender dagsordenen og for hver sag følgende materiale til de medlemmer, der skal deltage på mødet:
- Skatteankestyrelsens sagsfremstilling med forslag til afgørelse samt klagerens eventuelle bemærkninger hertil.
- Skatteankestyrelsens begrundede indstilling til sagens afgørelse.
- Oplysninger om, hvorvidt klager ønsker at udtale sig mundtligt over for ankenævnet. Stk. 7. Hvis medlemmerne tidligere har modtaget materialet, sendes det ikke igen. Hvis der er tale om et antal ensartede sager, kan Skatteankestyrelsen beslutte, at der kun sendes materiale vedrørende én sag, som angives som eksempel for alle sagerne. Stk. 8. Ansatte i Skatteankestyrelsen er til stede ved ankenævnets møder, men uden stemmeret. Ansattes deltagelse i møderne kan ske digitalt.
Mødeledelse og afstemning
(Stk. 4)
§ 10. Formanden for ankenævnet leder møderne i det samlede ankenævn. 1. næstformand, eller ved dennes fravær 2. næstformand, indtræder i formandens stilling, når formanden er forhindret i at udøve sin virksomhed som formand. Stk. 2. Møder i besluttende led ledes af formanden eller af den næstformand, der er medlem af leddet. Hvis mødeleder er en næstformand, og denne bliver forhindret, indtræder formanden som mødeleder. Er formanden også forhindret, indtræder den anden næstformand som mødeleder. Stk. 3. Ankenævnet træffer afgørelse ved afstemning. Hvis der alene deltager medlemmer fysisk i mødet, foregår afstemningen ved håndsoprækning. Hvis et eller flere medlemmer deltager digitalt i mødet, foregår afstemning ved hvert medlems klare mundtlige tilkendegivelse om sin stemmeafgivelse. Afstemningen afgøres ved stemmeflerhed. Undlader et medlem at stemme, anses medlemmet for at have stemt for det forslag, der er til afstemning. I tilfælde af stemmelighed er mødelederens stemme afgørende. Stk. 4. Afstemning kan undlades, hvis mødelederen uden videre kan konstatere, at der er flertal for en bestemt afgørelse. Er mødelederen i tvivl om, hvorvidt der er flertal for en afgørelse, eller et medlem ønsker afstemning, skal mødelederen iværksætte denne.
Mødeprotokol
(Stk. 4)
§ 11. Skatteankestyrelsen fører protokol over mødet. Protokollen skal som minimum indeholde følgende:
- Dato og tidspunkt for mødets begyndelse og afslutning.
- Oplysning om mødedeltagere, herunder om en mødedeltager har deltaget digitalt i mødet. Stk. 2. For hver enkelt sag skal følgende fremgå af protokollen:
- Navn og adresse på klager.
- Ejers navn og adresse, hvis ejer og klager ikke er den samme.
- Identifikation af sagen.
- Ejendomsnummer og adresse på den påklagede ejendom.
- Eventuel besigtigelse foretaget af nævnet eller Skatteankestyrelsen.
- Hvilken vurdering, der er klaget over.
- Kort begrundelse for afgørelsen.
- Oplysninger om forskellige opfattelser under afstemningen både vedrørende resultatet og vedrørende begrundelsen samt stemmetallet for hver opfattelse, herunder angivelse af hvilke nævnsmedlemmer, der er uenige i afgørelsen. Stk. 3. Protokollen skal tillige påføres bemærkninger i hver sag, hvis en af følgende situationer opstår:
- Hvis en klage tilbagekaldes mundtligt i forbindelse med nævnsmødet.
- Hvis der træffes beslutning vedrørende et medlems habilitet i en sag.
- Hvis et eller flere medlemmer ønsker deres mindretalsudtalelse forelagt for Skatterådet. Stk. 4. Formanden eller næstformanden godkender som mødeleder protokollen.
Klagerens møde med ankenævnene
(Stk. 3)
§ 12. Hvis klageren har anmodet om at udtale sig mundtligt over for ankenævnet, eller hvis ankenævnet anser det for hensigtsmæssigt at indhente en mundtlig udtalelse fra klageren, indkaldes klageren skriftligt til et møde med mindst 14 dages varsel. Stk. 2. Klageren kan til enhver tid mundtligt eller skriftligt frafalde en anmodning om at udtale sig mundtligt over for ankenævnet. Stk. 3. Klageren må ikke være til stede under ankenævnets drøftelser og afstemning.
Besigtigelse af fast ejendom
(Stk. 3)
§ 13. Inden der foretages besigtigelse af en fast ejendom, jf. skatteforvaltningslovens § 38, stk. 7, skal ejeren have besked herom. Besigtigelse på grunden må kun finde sted efter ejerens tilladelse. Besigtigelse i bygninger på ejendommen må kun finde sted med ejerens eller dennes repræsentants medvirken. Stk. 2. Billedoptagelse af ejendommen må kun finde sted efter ejerens tilladelse. Stk. 3. I de sager, hvor vurderingsankenævnet efter skatteforvaltningslovens § 38, stk. 7, 2. pkt., har bemyndiget Skatteankestyrelsen til på vegne af vurderingsankenævnet at foretage besigtigelse af den pågældende ejendom, finder stk. 1 og 2 tilsvarende anvendelse.
Afgørelsens indhold m.v.
(Stk. 5)
§ 14. Afgørelsen skal være dateret. Afgørelsen formuleres af formanden eller efter formandens bestemmelse af den næstformand, der har deltaget i afgørelsen, med bistand fra Skatteankestyrelsen. I sager med mindretalsopfattelser formuleres afgørelsen i fornødent omfang efter samråd med de øvrige medlemmer, der har deltaget i afgørelsen. Stk. 2. Afgørelsen skal være begrundet med henvisning til relevante retsregler og indeholde en redegørelse for sagens faktiske forhold. Begrundelsen skal angive ankenævnets stillingtagen til de af klageren anførte forhold og synspunkter, i det omfang disse forhold og synspunkter må anses for relevante i forhold til sagens afgørelse. Stk. 3. Vurderingsankenævnets og skatte- og vurderingsankenævnets afgørelse skal angå de punkter i den påklagede afgørelse, der er klaget over, og eventuel genoptagelse af den påklagede vurdering i sin helhed, jf. skatteforvaltningslovens § 38, stk. 2. Stk. 4. Hvis klagen vedrører et afslag på en anmodning om genoptagelse af en afgørelse, og ankenævnet finder, at genoptagelse burde have fundet sted, skal ankenævnet i afgørelsen pålægge Skatteforvaltningen at genoptage afgørelsen. Stk. 5. Afgørelsen sendes til klageren og alle øvrige vedkommende. I den forbindelse vejledes klageren og eventuelle andre søgsmålsberettigede om fristen for at indbringe afgørelsen for domstolene.
Øvrige bestemmelser
Tilbagekaldelse m.v.
(Stk. 2)
§ 15. En klager kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling tilbagekalde klagen. Tilbagekaldelsen kan ske skriftligt eller mundtligt. Ved enhver tilbagekaldelse skal Skatteankestyrelsen skriftligt meddele klageren, at sagen er henlagt som følge af tilbagekaldelsen af klagen. Stk. 2. Hvis klageren efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, indbringer sagen for domstolene uden at afvente ankenævnets afgørelse, anses klagen til ankenævnet for bortfaldet. Klageren meddeles skriftligt, at sagen herefter er henlagt.
Repræsentation
(Stk. 2)
§ 16. En klager kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling bemyndige andre til at varetage sine interesser under sagen. Herefter betragtes den bemyndigede som legitimeret til at optræde på klagerens vegne, indtil klageren meddeler, at bemyndigelsen er tilbagekaldt, eller der på anden vis opnås kendskab til forhold, der medfører, at bemyndigelsen må anses for tilbagekaldt. Stk. 2. Uanset stk. 1 underretter Skatteankestyrelsen såvel klager som klagers repræsentant skriftligt om
- ankenævnets afgørelse af klagen, og
- ankenævnets henlæggelse af sagen, hvis klagen tilbagekaldes eller bortfalder, jf. § 15.
Vederlag og godtgørelser til ankenævnsmedlemmer og suppleanter
(Stk. 4)
§ 17. Medlemmer af ankenævn ydes et fast vederlag. Vederlaget er et årligt vederlag, som beregnes månedsvis. Suppleanter modtager vederlag for de møder, som de deltager i. Vederlagets størrelse fremgår af bilag 1. Stk. 2. De i stk. 1 nævnte beløb er grundbeløb pr. 31. marts 2012. Beløbene reguleres efter reglerne for generelle reguleringer af tjenestemandslønninger. Stk. 3. Medlemmer af ankenævn og suppleanter ydes befordringsgodtgørelse, time- og dagpenge samt overnatningsgodtgørelser efter de satser, der er fastsat af Skatterådet. Stk. 4. Medlemmer af ankenævn kan under uddannelse få udbetalt godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste efter de regler, der gælder for arbejdsmarkedsuddannelserne.
Ikrafttræden m.v.
(Stk. 2)
§ 18. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2020. Stk. 2. For de klager over afgørelser fra vurderingsankenævnene og fælles skatte- og vurderingsankenævn, som er påklaget til Landsskatteretten inden den 1. januar 2014, og hvor der ikke er truffet afgørelse inden den 1. januar 2014, finder § 2, stk. 5, og §§ 31 og 32 i bekendtgørelse nr. 1058 af 10. november 2009 af forretningsorden for skatteankenævn, vurderingsankenævn, fælles skatte- og vurderingsankenævn samt motorankenævn fortsat anvendelse.
Skatteministeriet /Morten Bødskov / Christina Faurby Birck/
Bilag 1 Vederlag gældende fra 1. juli 2020
Vederlag til medlemmer af vurderingsankenævn i kr.: Antal medlemmer Formand Næstformænd Menigt medlem 5 87.800 55.900 54.900 7 109.800 69.400 54.900 10 131.700 76.700 54.900 Vederlag til suppleanter i kr.: Vederlag Suppleanter 550 kr. (pr. møde) Vederlag til medlemmer af fælles skatte- og vurderingsankenævn i kr.: Antal medlemmer Formand Næstformænd Menigt medlem 5 85.400 53.900 47.400 7 106.700 67.400 47.400 10 122.900 74.700 47.400 Vederlag til suppleanter i kr.: Vederlag Suppleanter 550 kr. (pr. møde)
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2020
- Ikrafttrædelsesdato
- 25. juni 2020