Bekendtgørelse om tilskud til sammenhængende arealer i og i tilknytning til Natura 2000-områder
Ministeriet for Grøn Trepart
BEK nr 943 af 17/06/2020 I medfør af § 55, stk. 5, § 70, stk. 1 og 2, § 73, stk. 3, og § 89, stk. 3, i lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 240 af 13. marts 2019, fastsættes:
Formål og anvendelse
(Stk. 2)
§ 1. Bekendtgørelsen fastsætter regler om tilsagn til og udbetaling af tilskud til permanent ekstensivering af arealer i eller udenfor Natura 2000-områder, der ligger i direkte tilknytning til naturtyperne rigkær, kildevæld, surt overdrev, kalkoverdrev og tørt kalksandsoverdrev. Stk. 2. Formålet med tilskud til permanent ekstensivering er at skabe sammenhængende arealer, der kan fremme en gunstig bevaringsstatus for de i stk. 1 nævnte naturtyper i Natura 2000-områder.
(Stk. 2)
§ 2. Miljøstyrelsen kan efter reglerne i denne bekendtgørelse give tilsagn om og yde tilskud til permanent ekstensivering af arealer i eller udenfor Natura 2000-områder, der ligger i direkte tilknytning til habitatnaturtyperne rigkær, kildevæld, surt overdrev, kalkoverdrev og tørt kalksandsoverdrev. Tilskud til naturområder, jf. § 9, stk. 2, gives som de minimis-støtte. Stk. 2. Miljøstyrelsen tinglyser en deklaration om permanent ekstensivering af arealer på ejendommen med de i § 5, stk. 2, nævnte begrænsninger i arealanvendelsen og evt. særlige vilkår, fastsat efter § 6 i tilsagn om tilskud.
§ 3. Miljøstyrelsen kan ikke yde tilskud efter § 2, stk. 1, til permanent ekstensivering, som
- ansøger har pligt til at foretage i henhold til anden lovgivning eller tinglyste servitutter, eller
- ansøger har opnået tilskud til efter anden lovgivning.
Betingelser og prioritering
Kriterier for støtteberettigelse
(Stk. 4)
§ 4. Det er en betingelse for, at der kan ydes tilskud efter § 2, at
- det areal, der søges tilskud til (tilsagnsarealet), er mindst 1 ha,
- tilsagnsarealet ligger i Natura 2000-områder i direkte tilknytning til en eller flere af de i § 1, stk. 1, nævnte habitatnaturtyper, eller tilsagnsarealet ligger uden for et Natura 2000-område, men i direkte tilknytning til en eller flere af de i § 1, stk. 1, nævnte habitatnaturtyper inden for Natura 2000-områdets afgrænsning,
- tilsagnsarealet er sammenhængende, jf. stk. 2, og
- tilsagnsarealet ikke indeholder skovarealer, der er større end 0,5 hektar tilgroet areal. Stk. 2. Et areal betragtes som sammenhængende, hvis der mellem dele af arealet er en spredningskorridor eller lignende passage med en bredde på mindst 4 meter og en længde på maksimalt 6 meter, eller hvis arealet er opdelt af et vandløb, en vej eller lignende med en bredde på 6 meter eller mindre, jf. bilag 1. Stk. 3. Til ansøgninger, der indeholder flere arealer, der ikke er indbyrdes sammenhægende, kan der gives et samlet tilsagn om tilskud, hvis alle arealer ligger i eller i tilknytning til det samme Natura 2000-område, og hvis de enkelte arealer hver for sig opfylder kravene i stk. 1 og 2. Stk. 4. Et areal kan bestå af flere matrikler.
Forpligtelser
(Stk. 3)
§ 5. Miljøstyrelsen tinglyser en deklaration om permanent ekstensivering på alle arealer, hvortil tilsagn om tilskud er meddelt en tilsagnshaver. I deklarationen skal Miljøstyrelsen være anført som påtaleberettiget. Stk. 2. Deklarationen indeholder bestemmelser om følgende begrænsninger i arealanvendelsen, og begrænsningerne udgør vilkår for opnåelse af tilsagn om tilskud:
- Arealerne skal permanent henligge som ekstensive græs- eller naturarealer.
- Arealerne må ikke jordbearbejdes.
- Arealerne må ikke tilføres gødning, bortset fra den gødning, der efterlades af græssende husdyr.
- Arealerne må ikke tilføres jordforbedringsmidler.
- Arealerne må ikke tilføres plantebeskyttelsesmidler.
- Arealerne må ikke anvendes til etablering af skov eller energi-, lav- eller stævningsskov.
- Arealerne må ikke anvendes til dyrkning af afgrøder, herunder ikke anvendes til frøproduktion og til dyrkning af energiafgrøder, prydvækster, pyntegrønt og juletræer, hvilket dog ikke er til hinder for, at græs og anden plantevækst på arealerne kan anvendes til græsning, slæt, rørskær, høst af biomasse eller lignende.
- Den naturtype og tilstand, der dannes som følge af de bestemmelser, der tinglyses i medfør af nærværende bekendtgørelse, er ikke omfattet af undtagelsesreglen (1-årsreglen) i § 2, stk. 1 og 3, i bekendtgørelse nr. 1067 af 21. august 2018 om beskyttede naturtyper eller senere bestemmelser, der måtte afløse de nævnte bestemmelser.
- Miljøstyrelsen, eller den Miljøstyrelsen bemyndiger dertil, skal have adgang til tilsagnsarealer i forbindelse med målinger af effekten af ekstensiveringen på vandmiljøet og naturen, herunder til at tage jord- og vandprøver. Stk. 3. Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra stk. 2, nr. 2 og nr. 5.
§ 6. Miljøstyrelsen kan i tilsagn om tilskud fastsætte andre forpligtigelser eller vilkår, der skal bidrage til realiseringen af formålet med tilskudsordningen end de, der fremgår af § 5, stk. 2.
Prioritering
(Stk. 6)
§ 7. Miljøstyrelsen prioriterer ansøgninger om tilsagn om tilskud, der opfylder betingelserne i § 4, hvis der modtages flere ansøgninger, end der kan afholdes inden for tilskudsrammen, jf. § 9. Stk. 2. Ved prioritering tildeles 10 point til hver af følgende:
- Det tilskudsberettigede areal er større end 7 ha.
- Mere end 75 procent af det tilskudsberettigede areal er i landbrugsmæssig omdrift.
- Det tilskudsberettigede areal binder tre eller flere arealer med af de i § 1, stk. 1, nævnte habitatnaturtyper i Natura 2000-området sammen.
- Mere end 75 procent af det tilskudsberettigede areal ligger inden for afgrænsningen af Natura 2000-området. Stk. 3. Ved prioritering tildeles 3 point til hver af følgende:
- Det tilskudsberettigede areal er større end 3 ha og mindre end eller lig med 7 ha.
- Fra 50 til og med 75 procent af det tilskudsberettigede areal er i landbrugsmæssig omdrift.
- Det tilskudsberettigede areal binder to af de i § 1, stk. 1, nævnte habitatnaturtyper i Natura 2000-området sammen.
- Mellem 50 procent og 75 procent af det tilskudsberettigede areal ligger inden for afgrænsningen af Natura 2000-området. Stk. 4. Ved prioritering tildeles 1 point til hver af følgende:
- Det tilskudsberettigede areal er større end eller lig med 1 ha og mindre end eller lig med 3 ha.
- Under 50 procent af det tilskudsberettigede areal er i landbrugsmæssig omdrift.
- Det tilskudsberettigede areal binder ikke arealer med de i § 1, stk.1 nævnte habitatnaturtyper sammen.
- Under 50 procent af det tilskudsberettigede areal ligger inden for afgrænsningen af Natura 2000-området. Stk. 5. Ved pointlighed prioriteres efter størrelse således, at større tilskudsberettiget areal prioriteres forud for mindre tilskudsberettiget areal. Stk. 6. Såfremt en ansøgning efter prioritering ikke kan rummes inden for beløbsrammen, jf. § 9, men hvor beløbsrammen ikke er brugt, kan Miljøstyrelsen fastsætte nærmere vilkår og frister for tilbud om tilpasning af ansøgning.
Modtagere af tilskud
(Stk. 4)
§ 8. Tilsagn om tilskud efter § 2, stk. 1, kan alene gives til private ejere af arealerne. En privat ejer kan være en person, et selskab, en fond, forening eller lignende. Stk. 2. Hvis det areal, der ydes tilskud til, ejes af flere personer, selskaber, en fonde, foreninger eller lignende, skal der udpeges en person til at repræsentere hele ejerkredsen. Denne person ansøger om tilskud på vegne af ejerkredsen (fællesansøgning), forestår korrespondance med Miljøstyrelsen og er modtager af afgørelsen vedr. tilsagn. Stk. 3. Hvis det areal, der ydes tilskud til, ejes af flere personer, selskaber, fonde, foreninger eller lignende, udbetales tilskud til ejeren af den enkelte matrikel. Hvis en matrikel ejes flere personer, selskaber, fonde, foreninger eller lignende, udpeges en repræsentant for ejerkredsen til at modtage tilskuddet. Stk. 4. Ved ejerskifte kan en ny privat ejer indtræde i rettigheder og pligter ifølge tilsagnet, hvis permanent ekstensivering endnu ikke er tinglyst efter § 5, og tilskuddet endnu ikke er udbetalt. Miljøstyrelsen skal godkende ejerskiftet ud fra bestemmelserne i stk. 2 og 3.
Økonomi
(Stk. 3)
§ 9. Tilskud ydes inden for et beløb, der fastsættes på finansloven. Det beløb, der fastsættes for det enkelte år, kan opdeles i flere ansøgningsrunder, som fastsættes nærmere af Miljøstyrelsen. Stk. 2. Tilskudssatserne er følgende:
- Jord i omdrift: 55.000 kr. pr. hektar.
- Permanent græs: 28.000 kr. pr. hektar.
- Naturarealer: 4.500 kr. pr. hektar. Stk. 3. Tilskud til naturarealer ydes som de minimis-støtte. Tilskudsmodtagere, der modtager tilskud til naturarealer, skal ved anmodning om udbetaling af støtte oplyse al øvrig de minimis-støtte, som tilskudsmodtager har modtaget i løbet af det pågældende regnskabsår og de to foregående regnskabsår.
Ansøgning, indberetning og udbetaling af tilskud
(Stk. 3)
§ 10. Ansøgning om tilsagn og om udbetaling af tilskud skal indsendes i en form og inden en frist, som fastsættes af Miljøstyrelsen. Stk. 2. Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra formkrav og ansøgningsfrist, jf. stk. 1. Stk. 3. Miljøstyrelsen kan træffe afgørelse om afslag, hvis ansøgningen er særlig mangelfuld.
(Stk. 3)
§ 11. Accept af tilsagn om tilskud til permanent ekstensivering, herunder af forpligtelser i henhold til § 5, og anmodning om udbetaling skal indsendes i en form og inden en frist, som fastsættes af Miljøstyrelsen i tilsagnet. Stk. 2. Tilsagn om endnu ikke udbetalt tilskud bortfalder, hvis fristen for accept ikke overholdes. Stk. 3. I særlige tilfælde kan Miljøstyrelsen dispensere fra stk. 2.
(Stk. 2)
§ 12. Tilskud udbetales, når deklaration om permanent ekstensivering er endeligt tinglyst. Stk. 2. Udbetaling af tilskud sker til tilskudsmodtagers NemKonto.
§ 13. Modtagere af tilskud skal hurtigst muligt underrette Miljøstyrelsen, hvis et vilkår for at modtage tilskud ikke længere er opfyldt. Underretning skal ske senest én måned efter, at det kan konstateres, at vilkåret ikke længere er opfyldt.
Kontrol, nedsættelse, tilbagebetaling, bortfald og straf
(Stk. 2)
§ 14. Miljøstyrelsen fører kontrol med overholdelse af bekendtgørelsens bestemmelser efter reglerne i naturbeskyttelseslovens kapitel 11. Stk. 2. Miljøstyrelsen kan træffe afgørelse om hel eller delvis tilbagebetaling af tilskud og bortfald af tilsagn.
§ 15. Tilskud skal helt eller delvist tilbagebetales, hvis
- modtager af tilskud har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for tilsagn om tilskud,
- modtager af tilskud tilsidesætter pligter ifølge tinglyst deklaration, eller
- forudsætningerne for støtte i øvrigt efter Miljøstyrelsens skøn er væsentligt ændrede.
§ 16. Tilsagn bortfalder og det udbetalte tilskud skal tilbagebetales, hvis kriterierne for støtteberettigelse, jf. § 4, ikke opfyldes.
(Stk. 2)
§ 17. Udbetalte tilskud, der helt eller delvist skal tilbagebetales, jf. §§ 15 og 16, kan kræves tilbagebetalt med tillæg af renter. Stk. 2. Træffes afgørelse om tilbagebetaling, anses det krævede beløb som forfaldent på datoen for modtagelse af afgørelsen. Fra denne dag forrentes beløbet i overensstemmelse med renteloven.
§ 18. Miljøstyrelsen kan ved påbud eller forbud sikre overholdelsen af vilkår, fastsat i § 5, stk. 2, eller i henhold til § 6.
(Stk. 3)
§ 19. Medmindre højere straf er forskyldt efter naturbeskyttelsesloven eller anden lovgivning, straffes med bøde den, der ikke overholder vilkår nævnt i § 5, stk. 2, nr. 1, nr. 2, nr. 3, nr. 4, nr. 5, nr. 6, nr. 7, eller nr. 9, eller vilkår, fastsat i henhold til § 6, eller som undlader at efterkomme eller overtræder påbud eller forbud efter § 18. Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 1 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er
- voldt skade på de interesser, som naturbeskyttelsesloven tilsigter at beskytte, jf. naturbeskyttelseslovens § 1 og § 2, eller fremkaldt fare derfor, eller
- opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser. Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Klage
§ 20. Afgørelser truffet efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Ikrafttræden m.v.
(Stk. 3)
§ 21. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2020 Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1131 af 19. september 2018 om tilskud til sammenhængende arealer i Natura 2000-områder ophæves. Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1131 af 19. september 2018 om tilskud til sammenhængende arealer i Natura 2000-områder finder dog fortsat anvendelse for tilsagn, der er givet i medfør heraf.
§ 22. Tilsagn om tilskud efter denne bekendtgørelse kan først gives, når EU-Kommissionen har statsstøttegodkendt denne ordning om tilskud til permanent ekstensivering.
Miljø- og Fødevareministeriet /Lea Wermelin / Sofus Rex/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2020
- Ikrafttrædelsesdato
- 26. juni 2020