Teknisk miljøzonebekendtgørelse
Bekendtgørelse om krav til dieseldrevne lastbiler, busser og varebiler i kommunalt fastlagte miljøzoner m.v.
BEK nr 948 af 21/06/2020
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
§ 1
Denne bekendtgørelse har til formål at fastsætte regler for dieseldrevne lastbiler, busser og varebiler i miljøzoner, jf. miljøbeskyttelseslovens § 15 b. Herudover fastsætter bekendtgørelsen regler om godkendelse og registrering af lastbiler, busser og varebiler med partikelfilter til kørsel i miljøzoner samt udstedelse af dispensation.
§ 2
I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Køretøj: Et motorkøretøj som defineret i færdselsloven herunder samtlige lastbiler, busser og varebiler omfattet af denne bekendtgørelse.
- Lastbil: Et klasse N2 eller N3 køretøj, der er drevet af en motor med kompressionstænding, og som er registreret som en lastbil, med en tilladt totalvægt på mere end 3.500 kg.
- Bus: Et klasse M2 eller M3 køretøj, der er drevet af en motor med kompressionstænding, og som er indrettet til at benyttes af mere end ni personer, føreren medregnet, og som har en tilladt totalvægt på mere end 3.500 kg.
- Tungt køretøj: Samtlige lastbiler og busser omfattet af denne bekendtgørelse.
- Varebil: Et køretøj, der er drevet af en motor med kompressionstænding, og som er registreret som varebil, og som har en tilladt totalvægt på ikke over 3.500 kg.
- Bruger af et køretøj: En person, som har varig rådighed over et køretøj, eller en person, som af personen med varig rådighed er givet rådighed over køretøjet.
- Fører af et køretøj: Enhver person, som fører eller forsøger at føre et køretøj.
- Miljøzone: Et område etableret i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 15 a og efter reglerne i bekendtgørelse om miljøzoner.
- Synsvirksomhed: En virksomhed, der har fået tilladelse fra Færdselsstyrelsen til at foretage syn af køretøjer, jf. bekendtgørelse nr. 724 af 24. juni 2011 om virksomheder, der foretager syn af køretøjer.
- Effektivt partikelfilter: Partikelfilter til tunge køretøjer, der opfylder de tekniske krav i denne bekendtgørelse.
- Filtermontøren: Den, der eftermonterer et effektivt partikelfilter på et tungt køretøj.
- Euronorm: Miljøkrav fastsat af EU i forhold til typegodkendelse af nye køretøjer, som gælder ved køretøjets første registrering.
- Røggastæthed: Opacitetsmåling ved fri acceleration efter den metode som anvendes ved periodisk syn i henhold til EU-direktiv 2014/45/EU.
- Motorregister: det danske køretøjsregister.
Tekniske krav til tunge køretøjer i miljøzonerne
§ 3
Kravet om eftermontering af et effektivt partikelfilter, jf. miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1, anses for overholdt, når partikelfilteret opfylder følgende krav:
- Partikelfilteret yder et maksimalt modtryk på 20 kPa ved motorens maksimale effekt.
- Partikelfilteret reducerer mindst 80 pct. af partikelemissionen.
- Røggastætheden efter filteret målt ved fri acceleration ikke overstiger en K-værdi på 0,2 m -1 .
- Partikelfilteret er forsynet med en modtryksalarm, der giver signal til føreren ved forhøjet modtryk.
- Lydniveauet må ikke øges.
- Den øvrige regulerede emission må ikke forøges.
Et eftermonteret partikelfilter skal være af godkendt type på mindst samme niveau som eksemplerne i bilag 2.
For Euronorm VI tunge køretøjer anses kravet om partikelfilter for at være opfyldt.
Tekniske krav til varebiler i miljøzonerne
§ 4
Kravet om eftermontering af et partikelfilter til varebiler, jf. miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 2, anses for overholdt, når partikelfilteret er godkendt efter bekendtgørelse nr. 1474 af 21. december 2009 om fritagelse for partikeludledningsafgift ved eftermontering af partikelfilter.
For Euronorm 5 varebiler anses kravet om partikelfilter for at være opfyldt.
Dokumentationskrav for tunge køretøjer med partikelfilter
§ 5
Ejeren eller brugeren af et dansk indregistreret tungt køretøj dokumenterer opfyldelsen af kravet om montering af et effektivt partikelfilter til registreringssyn ved at fremvise en af filtermontøren underskrevet erklæring, jf. bilag 1, om, at der på køretøjet er eftermonteret et partikelfilter, der opfylder kravene i § 3, stk. 1, og er af godkendt type, jf. eksempler i bilag 2.
Inden erklæringen forevises i synshallen, jf. § 11, skal erklæringen indsendes til Miljøstyrelsen og det modtagne identifikationsnummer skal påføres erklæringen.
Kravet om røggastæthed, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, kontrolleres af synsvirksomhederne i forbindelse med registreringssyn.
Dokumentationskrav for udenlandske køretøjer
§ 6
Kravet om registrering for udenlandske tunge køretøjer i henhold til § 8, jf. miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 6, gælder for følgende køretøjer:
- Tunge køretøjer registreret i udlandet første gang før den 1. oktober 2009 skal fra den 1. juli 2020 være registreret.
- Tunge køretøjer registreret i udlandet første gang før den 1. januar 2015 skal fra den 1. januar 2022 være registreret.
§ 7
Kravet om registrering for udenlandske varebiler i henhold til § 8, jf. miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 6, gælder for følgende køretøjer:
- Varebiler registreret i udlandet første gang før den 1. januar 2007 skal fra den 1. juli 2020 være registreret.
- Varebiler registreret i udlandet første gang før den 1. januar 2012 skal fra den 1. juli 2022 være registreret.
- Varebiler registreret i udlandet første gang før den 1. september 2016 skal fra den 1. juli 2025 være registreret.
Registreringspligt for udenlandske køretøjer
§ 8
Ejeren eller brugeren af et udenlandsk køretøj skal registrere sig på www.miljoezoner.dk senest samme dag ved kørsel i en dansk miljøzone.
§ 9
Ved registrering skal der oplyses:
- Navn og adresse på køretøjets ejer/varig bruger.
- Navn på den, der foretager registreringen, hvis forskellig fra ovenstående.
- Køretøjets registreringsnummer og registreringsland.
- Køretøjets Euronorm.
- Om køretøjet har et eftermonteret eller fabriksmonteret partikelfilter og i så fald vedlægges dokumentation jf. stk. 4.
En kopi af køretøjets registreringsattest skal vedhæftes registreringen.
Hvis Euronormen ikke fremgår af registreringsattesten, skal der vedhæftes dokumentation for Euronorm.
Opfyldelsen af kravet om et fabriksmonteret eller eftermonteret partikelfilter dokumenteres ved at vedhæfte en erklæring fra en sagkyndig virksomhed eller myndighed om, at der på køretøjet er et partikelfilter, jf. § 3. Erklæringen skal være udstedt mindre end 18 måneder for lastbiler og busser og 30 måneder for varebiler før anvendelse i en dansk miljøzone og være affattet på dansk, norsk, svensk, engelsk, tysk eller fransk.
§ 10
Forsvaret registrerer i motorregisteret, om et køretøj har eftermonteret et effektivt partikelfilter.
Forsvaret kontrollerer deres køretøjer med eftermonteret partikelfilter én gang årligt. Hvis Forsvaret konstaterer, at kravet om at røggastætheden efter et eftermonteret partikelfilter målt ved fri acceleration overstiger en K-værdi på 0,2 m -1 , skal Forsvaret notere, at køretøjet ikke er godkendt til kørsel i miljøzoner.
§ 11
Ejeren eller brugeren af et tungt køretøj, der ønsker registrering af partikelfilter på køretøjet, fremviser køretøjet og skal medbringe dokumentation, jf. § 5, for, at kravene i § 3 er opfyldt.
Synsvirksomheder, som i forbindelse med syn konstaterer, at et tungt køretøj har et eftermonteret partikelfilter ved fremlæggelse af erklæring, jf. § 5, som overholder kravene i denne bekendtgørelse herunder at kravet til røggastæthed er overholdt, jf. § 5, stk. 3, skal registrere køretøjet i det danske motorregister som havende eftermonteret partikelfilter.
§ 12
I forbindelse med ethvert syn af et tungt køretøj, der er registreret i det danske motorregister med eftermonteret partikelfilter, skal synsvirksomheden af egen drift kontrollere, at røggastætheden efter filteret målt ved fri acceleration ikke overstiger en K-værdi på 0,2 m -1 , medmindre den, der fremstiller et køretøj til syn anmoder synsvirksomheden om at fjerne registreringen af det eftermonterede partikelfilter.
Hvis synsvirksomheden konstaterer, at kravet om røggastæthed ikke er opfyldt, skal synsvirksomheden fjerne registreringen af det eftermonterede partikelfilter i motorregisteret.
§ 13
Et tungt køretøj med eftermonteret partikelfilter anses for at være godkendt i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1, nr. 3, når køretøjet i overensstemmelse med § 3 er registreret med eftermonteret partikelfilter.
En varebil med eftermonteret partikelfilter anses for at være godkendt i henhold til lovens § 15 b, stk. 2, nr. 4, når varebilen er fritaget for tillægsafgift, jf. bekendtgørelse om fritagelse for partikeludledningsafgift ved eftermontering af partikelfilter.
§ 14
Miljøstyrelsen kan efter ansøgning fra ejeren eller brugeren af et køretøj meddele dispensation fra kravene i miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2, nr. 1-3, hvis eftermontering af et partikelfilter på et køretøj vil være sikkerhedsmæssigt uforsvarlig, eller hvis særlige forhold ved køretøjet tilsiger det, og andre omstændigheder i øvrigt taler derfor, herunder at en dispensation vil være af underordnet betydning for miljø- og sundhed.
Miljøstyrelsen skal efter ansøgning fra ejeren eller brugeren af et køretøj meddele dispensation fra kravene om et effektivt partikelfilter, hvis kravene rammer ansøgeren på en sådan måde, at de får karakter af et ekspropriativt indgreb.
§ 15
En ansøgning om dispensation skal indeholde den fornødne dokumentation for, at Miljøstyrelsen kan træffe afgørelse, herunder navnlig oplysninger om:
- Begrundelse for ansøgningen.
- Køretøjets udstødningsnorm.
- Køretøjets alder og tekniske indretning.
- Oplysninger om ansøgerens eventuelle øvrige køretøjer.
Miljøstyrelsen kan anmode om yderligere oplysninger, i det omfang det er nødvendigt for sagens oplysning, herunder oplysninger om økonomiske forehold. For erhvervsdrivende kan anmodes om tilvejebringelse af årsregnskab for de foregående år samt beskrivelse af forretningsområde.
Hvis der søges om dispensation under henvisning til § 14, stk. 2, skal ansøgningen yderligere indeholde oplysninger om omkostninger forbundet med montering af partikelfilter, herunder om det primære kørselsområde og kørslens art.
Dokumentation til brug for behandling af ansøgning om dispensation skal fremsendes via offentlig digital post, medmindre borgeren ikke er omfattet eller er fritaget herfor efter reglerne i bekendtgørelse om fritagelse af fysiske personer fra tilslutning af Offentlig Digital Post m.v.
Al dokumentation skal være på dansk, norsk, svensk, engelsk, tysk eller fransk.
§ 16
En dispensation kan indeholde et eller flere vilkår, herunder blandt andet, at dispensationen kun giver adgang til kørsel for det enkelte køretøj
- i en afgrænset periode, eller
- i en eller flere af de etablerede miljøzoner.
§ 17
Miljøstyrelsen meddeler ejeren eller brugeren af det køretøj, der er omfattet af dispensationen, om dispensation er opnået eller ej.
Miljøstyrelsen registrerer oplysninger om køretøjer, der har fået dispensation, hos Sund og Bælt Holding A/S, herunder indregistreringsland, registreringsnummer, tidsperiode og hvilke miljøzone(r), som dispensationen gælder for.
§ 18
Reglerne i forvaltningsloven finder anvendelse på sager, hvor der træffes afgørelse af synsvirksomhederne efter denne bekendtgørelse.
Tilsyn
§ 19
Miljøstyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af bekendtgørelsen, omfattende alle køretøjer, der befinder sig, eller på et tidspunkt har befundet sig, i en miljøzone.
Færdselsstyrelsen fører tilsyn med synshaller i forhold til disses opgaver i medfør af denne bekendtgørelse.
Miljøstyrelsen foretager stikprøvekontrol af registreringer af udenlandske køretøjer.
Klage
§ 20
Beføjelsen til at afgøre klager over afgørelser truffet af synsvirksomhederne delegeres til Færdselsstyrelsen.
Færdselsstyrelsens afgørelser i klagesager kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
§ 21
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der
- overtræder bestemmelserne i §§ 3 eller 4,
- overtræder bestemmelserne i §§ 6 eller 7, eller
- tilsidesætter vilkår fastsat i medfør af § 16.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 22
I sager om overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 15 b stk. 1 og 2, samt §§ 6 og 7 i denne bekendtgørelse kan Miljøstyrelsen udstede administrative bødeforelæg til ejeren eller brugeren af et køretøj.
Dokumentation til brug for behandling af administrative bødeforlæg skal fremsendes via offentlig digital post, medmindre borgeren ikke er omfattet eller er fritaget herfor efter reglerne i bekendtgørelse om fritagelse af fysiske personer fra tilslutning af Offentlig Digital Post m.v.
§ 23
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2020.
Bekendtgørelse nr. 1059 af 22. oktober 2019 om krav til dieseldrevne lastbiler, busser og varebiler i kommunalt fastlagte miljøzoner m.v. ophæves.
§ 24
Dispensationer, som Miljøstyrelsen har meddelt i medfør af bekendtgørelse nr. 1059 af 22. oktober 2019 om krav til dieseldrevne lastbiler, busser og varebiler i kommunalt fastlagte miljøzoner m.v., bevarer deres gyldighed.
Miljø- og Fødevareministeriet
/Lea Wermelin / Nina Møller Porst/
Bilag 1 Erklæring for eftermontering af godkendt partikelfilter, jf. § 5
Erklæringen vedrører følgende dieselbil:
fabrikat og model __________________________________________
med stelnummer ___________________________________________
Erklæringen er udfyldt og underskrevet af:
Navn eller firmanavn ______________________________________
CPR- eller CVR-nummer __________________________________
Adresse _______________________________________
Det oplyses, at køretøjet er blevet eftermonteret med et partikelfilter, der opfylder kravene i bekendtgørelse om krav til dieseldrevne lastbiler, busser og varebiler i kommunalt fastlagte miljøzoner m.v.
Partikelfilteret er typegodkendt efter følgende godkendelsesordning: __________________
Partikelfiltertypen har godkendelsesnummer: ___________________
Partikelfilteret har løbenummer: ________________________ (hvis relevant)
Partikelfilteret er konstrueret til en motor med ________ slagvolumen/effekt, og monteringen er forsvarligt udført.
Køretøjets motor ved montering er i tilfredsstillende vedligeholdelsesmæssig stand til, at partikelfilteret kan fungere effektivt. Der er desuden i samråd med bilejeren foretaget en vurdering af, at partikelfilteret under køretøjets normale anvendelsesforhold vil virke tilfredsstillende.
Dato og partikelfiltermontørens (eller dennes repræsentants) underskrift:
Eftermonteringen er anmeldt til Miljøstyrelsen d. ____ / ____ år ___________.
Der er modtaget følgende identifikationsnummer fra Miljøstyrelsen ved anmeldelsen ____________.
Bilag 2 Eksempler på ordninger for godkendelse af partikelfiltre, jf. § 3, stk. 2
Følgende godkendelsesordninger for partikelfiltre opfylder de tekniske krav i § 3, stk. 1. Nogle af ordningerne gælder dog kun for ældre euroklasser af lastbiler og busser.
- UN-ECE Regulation 132 - Uniform provisions concerning the approval of Retrofit Emission Control devices (REC) for heavy duty vehicles, agricultural and forestry tractors and non-road mobile machinery equipped with compression ignition engines
- VERT® - Certification of Diesel Particulate Filters
Læs mere her: www.vert-dpf.eu/j3/index.php/filters/certification
- Low Emissions Certificate (LEC) fra Transport for London
- Færdselsstyrelsens Principgodkendelsesordning
- Straßenverkehrs-Zulassungs-Ordnung (StVZO) Anlage XXVII (zu § 48 Absatz 2 und Anlage XIV Nummer 3.4) - Maßnahmen gegen die Verunreinigung der Luft durch Partikel von Nutzfahrzeugen sowie von mobilen Maschinen und Geräten mit Selbstzündungsmotor
Læs mere her: www.gesetze-im-internet.de/stvzo_2012/anlage_xxvii.html
- CVRAS (Clean Vehicle Retrofit Accreditation Scheme) / UK
Læs mere her:
- German Approval (ABE) for retrofitting of NOx reduction Systems
Læs mere her:
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2020
- Ikrafttrædelsesdato
- 26. juni 2020