F-gas bekendtgørelsen
Bekendtgørelse om regulering af visse industrielle drivhusgasser
BEK nr 1013 af 13/05/2021
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Bekendtgørelsens anvendelsesområde
§ 1
Bekendtgørelsen omfatter perfluorcarboner (PFC-er) og svovlhexafluorid (SF 6 ) samt hydrofluorcarboner (HFC-er) med undtagelse af hydrofluoroolefiner (HFO-er), såvel stofferne alene som i blandinger, der indeholder et eller flere af disse stoffer.
Bekendtgørelsen omfatter ikke industriel anvendelse af de drivhusgasser, der er nævnt i stk. 1, bortset fra anvendelse som beskyttelsesgas i letmetalstøberier og til fremstilling af fleksibelt skumplast. Ved industriel anvendelse forstås i denne bekendtgørelse anvendelse til fremstilling af en vare, hvor drivhusgassen ikke findes i den færdigfremstillede vare.
Den til enhver tid gældende EU forordning om fluorholdige drivhusgasser fastlægger minimumsniveauet for reguleringen af de drivhusgasser, der er nævnt i stk. 1.
Anvendelsesbegrænsninger m.v.
§ 2
Import, salg og anvendelse af nye varer, som indeholder de drivhusgasser, der er nævnt i § 1, stk. 1, er forbudt.
Uanset stk. 1, er import, salg og anvendelse af nye varer, som er anført i bilag 1, tilladt for de drivhusgasser, der er angivet deri.
§ 3
Import, salg og anvendelse af de drivhusgasser, nye eller genvundne, der er nævnt i § 1, stk. 1, er forbudt.
Uanset stk. 1, er import, salg og anvendelse for de anvendelser, som er anført i bilag 2, tilladt for de drivhusgasser, der er angivet deri.
Administrative bestemmelser
§ 4
Tilsyn og kontrol med overholdelse af reglerne i bekendtgørelsen udøves af Miljøstyrelsen, jf. lovens bestemmelser herom.
Miljøstyrelsen kan i ganske særlige tilfælde tillade, at reglerne i bekendtgørelsen fraviges.
Miljøstyrelsens afgørelser efter stk. 2 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Straf, ikrafttræden og overgangsregler
§ 5
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
- importerer, sælger eller anvender nye varer, som indeholder drivhusgasser, i strid med § 2 eller
- importerer, sælger eller anvender drivhusgasser i strid med § 3.
Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel, herunder ved besparelser, for den pågældende selv eller andre.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 6
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2021.
For varmepumper med fyldninger mellem 0,15 kg og 10 kg finder de hidtil gældende regler anvendelse indtil 1. januar 2022.
Bekendtgørelse nr. 1326 af 19. november 2018 om regulering af visse industrielle drivhusgasser ophæves.
Miljøministeriet
/Lea Wermelin / Henrik Søren Larsen/
Bilag 1 Følgende varer med de anførte drivhusgasser er undtaget fra forbuddet i § 2
Vare Drivhusgas 1. Højspændingsanlæg (spændinger over 1 kV). SF 6 2. Varmepumper med en fyldning på 50 kg eller derunder, som er færdigsamlede fra fabrik i et kompakt kabinet, der primært er samlet ved svejsning eller lodning. HFC-er 3. Kølesystemer til varmegenvinding med en fyldning på 50 kg eller derunder, som er færdigsamlede fra fabrik i et kompakt kabinet, der primært er samlet ved svejsning eller lodning. HFC-er 4. Varmepumper, som ikke er omfattet af nr. 2, køleanlæg, airconditionanlæg (komfortkøling) og affugtere med fyldninger svarende til 5 tons CO 2 ækvivalenter eller derunder Mængde og CO 2 ækvivalent fastsættes i henhold til de regler, som gælder for mærkning i henhold til artikel 12, stk. 3, litra c, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 517/2014 af 16. april 2014 om fluorholdige drivhusgasser og om ophævelse af forordning (EF) nr. 842/2006. . HFC-er 5. Køleanlæg, som ikke er omfattet af nr. 4, med fyldninger mellem 0,15 kg og 10 kg, som er færdigsamlede fra fabrik i et kompakt kabinet, der primært er samlet ved svejsning eller lodning. HFC-er 6. Vaccinekølere. HFC-er 7. Mobile køleanlæg. HFC-er 8. Airconditionanlæg i køretøjer og fly. HFC-er 9. Lavtemperaturfrysere (temperaturer under -50° C). HFC-er 10. Medicinske spraydåser. HFC-er 11. Laboratorieudstyr. Alle 12. Testfaciliteter til afprøvning af køleudstyr. HFC-er 13. Automatik (termostater, ventiler m.v.). Alle 14. Varer til militær anvendelse. Alle 15. Varer til anvendelse om bord på skibe. Alle
Bilag 2 Følgende anvendelser af de anførte drivhusgasser er undtaget fra forbuddet i § 3
Anvendelse Drivhusgas 1. Servicering af køleanlæg, airconditionanlæg, varmepumper og affugtere. HFC-er 2. Servicering af airconditionanlæg i køretøjer og fly. HFC-er 3. Servicering af højspændingsanlæg (spændinger over 1 kV). SF 6 4. Servicering af laboratorieudstyr. Alle 5. Militær anvendelse. Alle 6. Anvendelse om bord på skibe. Alle
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2021
- Ikrafttrædelsesdato
- 27. maj 2021