Bekendtgørelse om oprindelsesgarantier for elektricitet, gas, fjernvarme og fjernkøling fra vedvarende energikilder
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
BEK nr 1216 af 07/06/2021 I medfør af § 63 a, stk. 1, 2, 5 og 8, § 68 a, stk. 1, § 84, stk. 9, § 88, § 90, § 92, § 92 a og § 92 b, stk. 1, i lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 984 af 12. maj 2021, som ændret ved lov nr. 883 af 12. maj 2021, § 36, stk. 3, § 44 b, stk. 1, § 46, stk. 5 og 6, § 50, § 52 og § 54 i lov om naturgasforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 126 af 6. februar 2020, som ændret ved lov nr. 883 af 12. maj 2021, § 25 a, stk. 1, § 25 b, § 26 a, § 30, stk. 5 og § 34, stk. 2, i lov om varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1215 af 14. august 2020, som ændret ved lov nr. 883 af 12. maj 2021, og § 6 b, stk. 5, § 8 a, stk. 1, § 8 b og § 9, stk. 2, i lov om fjernkøling, jf. lovbekendtgørelse nr. 804 af 12. august 2019 som ændret ved lov nr. 883 af 12. maj 2021, fastsættes:
Anvendelsesområde og definitioner
§ 1. Denne bekendtgørelse fastsætter regler om oprindelsesgarantier for energi fra vedvarende energikilder som omfattet af lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning, lov om varmeforsyning og lov om fjernkøling.
§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Oprindelsesgaranti: Elektronisk dokument, hvis eneste funktion er over for en slutkunde at dokumentere, at en given andel eller mængde af energi er produceret fra vedvarende energikilder.
- Energi: a) Elektricitet omfattet af lov om elforsyning, der tilføres det kollektive elnet. b) Gas omfattet af anvendelsesområdet i § 2, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., i lov om naturgasforsyning. c) Fjernvarme som defineret i lov om varmeforsyning. d) Fjernkøling som defineret i lov om fjernkøling.
- Vedvarende energikilde: Vedvarende energikilde som omfattet af definitionerne i lov om fremme af vedvarende energi og lov om varmeforsyning.
- Myndigheden: Den myndighed, der efter § 3 har myndighedskompetencen i relation til udstedelse, overførsel og annullering af samt tilsyn med oprindelsesgarantier for en given type energi.
- Støtteordning: Enhver form for instrument, ordning eller mekanisme, som en medlemsstat eller en gruppe af medlemsstater anvender, og som fremmer brugen af energi fra vedvarende energikilder (VE) ved enten at mindske omkostningerne ved denne energi, at øge den pris, den kan sælges til, eller gennem indførelse af en VE-forpligtelse eller på anden måde at øge den mængde af denne energiform, der købes, herunder, men ikke begrænset til, investeringsstøtte, skattefritagelse eller nedsættelse, skatterefusion, støtteordninger for VE-forpligtelser, herunder anvendelse af grønne certifikater, og direkte prisstøtte, herunder afregningstariffer og variable eller faste præmieudbetalinger.
- Slutkunde: a) En kunde, der køber energi til eget forbrug. b) En netvirksomhed, der får leveret elektricitet produceret fra vedvarende energikilder til dækning af nettab i netvirksomhedens netområde.
Myndighedskompetence
(Stk. 2)
§ 3. Energinet er myndighed i forhold til udstedelse, overførsel og annullering af samt tilsyn med oprindelsesgarantier for elektricitet og gas fra vedvarende energikilder omfattet af lov om elforsyning og lov om naturgasforsyning. Stk. 2. Energistyrelsen er myndighed i forhold til udstedelse, overførsel og annullering af samt tilsyn med oprindelsesgarantier for fjernvarme og fjernkøling fra vedvarende energikilder omfattet af lov om varmeforsyning og lov om fjernkøling.
Ansøgningsprocedure
§ 4. Anmodning om oprindelsesgaranti for produktion af elektricitet eller gas fra vedvarende energikilder skal sendes elektronisk til Energinet.
(Stk. 5)
§ 5. Anmodning om oprindelsesgaranti for produktion af fjernvarme og fjernkøling fra vedvarende energikilder skal sendes elektronisk til Energistyrelsen. Stk. 2. Der kan kun udstedes oprindelsesgaranti efter stk. 1 for produktion på anlæg, der er registreret i Energistyrelsens Oprindelsesgarantiregister, jf. § 7. Stk. 3. Ved anmodningen efter stk. 1 skal anvendes et ansøgningsskema, som findes på Energistyrelsens hjemmeside, hvor alle oplysninger skal udfyldes. Anmodningen indsendes pr. e-mail til Energistyrelsen. Stk. 4. Anmodningen skal indeholde følgende oplysninger:
- Ansøgers navn, adresse og CVR-nummer.
- Angivelse af om der ønskes en engangsudstedelse eller løbende udstedelse af oprindelsesgarantier.
- Startmåned for udstedelse.
- Anlæggets GSRN-nummer.
- Energitype.
- Navn og identifikationsnummer på kontohaver.
- Om og i hvilket omfang anlægget har fået investeringsstøtte, og om i hvilket omfang den produktion, som omfattes af oprindelsesgarantien, på anden måde har nydt godt af en national støtteordning, samt støtteord-ningens art. Stk. 5. Energistyrelsen kan stille krav om fremsendelse af yderligere oplysninger til brug for udstedelsen af oprindelsesgarantier.
§ 6. Det er en betingelse for udstedelse af oprindelsesgarantier efter § 5, at der er sket indberetning som nævnt i § 7, stk. 3 og 4.
(Stk. 6)
§ 7. Anmodning om oprettelse i Energistyrelsens Oprindelsesgarantiregister sendes pr. e-mail til Energistyrelsen. Energistyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt der kan ske oprettelse i Energistyrelsens Oprindelsesgarantiregister. Stk. 2. Anmodningen skal indsendes på et ansøgningsskema, som findes på Energistyrelsens hjemmeside, og skal indeholde følgende:
- Navn og CVR-nummer på anlæggets ejer.
- Navn, adresse, type og kapacitet for anlægget.
- Oplysninger om, hvorvidt oprettelsen vedrører fjernvarme eller fjernkøling.
- Oplysninger om den energikilde, fra hvilken energien er produceret.
- Oplysninger om hvilket fjernvarmenet eller fjernkølingsnet anlægget er tilknyttet.
- Datoen for hvornår anlægget blev sat i drift.
- Principdiagram. Stk. 3. For hvert anlæg, der er oprettet i Energistyrelsens Oprindelsesgarantiregister, skal producenten indberette måledata fra produktion af fjernvarme eller fjernkøling senest den sjette hverdag i hver måned. Stk. 4. Ved anvendelse af flere brændsler i samme anlæg, skal forbruget af hvert brændsel måles eller beregnes særskilt, således at produktionen kan opdeles forholdsmæssigt i de andele, hvortil der kan udstedes oprindelsesgarantier. Dokumentation for måling eller beregning skal fremsendes sammen med måledata nævnt i stk. 3. Stk. 5. Såfremt dokumentationen for den forholdsmæssige fordeling af brændsler efter brændværdi efter stk. 4 ikke kan fremskaffes, kan Energistyrelsen godkende en anden brændværdi. Produktion ved flere brændsler fordeles således forholdsmæssigt efter brændværdi og under hensyntagen til eventuelle ændringer i anlæggets virkningsgrad på grund af anvendelsen af flere brændsler. Energistyrelsen kan ved fastsættelsen benytte standardbrændværdier, som er offentliggjort på Energistyrelsens hjemmeside. Stk. 6. Producenten skal underrette Energistyrelsen om ændringer i de i stk. 2 og 4 fremsendte oplysninger straks, at det pågældende forhold er indtruffet eller fra det tidspunktet, hvor producenten er blevet bekendt med, at forholdet er indtruffet, eller at forholdet vil indtræffe.
(Stk. 2)
§ 8. Ved elektricitet produceret på anlæg, der både anvender vedvarende energikilder og andre energikilder, kan der udstedes oprindelsesgaranti for den andel af elektriciteten, der kan anses for at stamme fra vedvarende energikilder, der ifølge oplysninger er anmeldt til det register, som er nævnt i § 85 a, stk. 2, nr. 2, i lov om elforsyning (stamdataregistret), jf. dog stk. 2. Stk. 2. 55% af elektricitet produceret på et affaldsforbrændingsanlæg anses i denne bekendtgørelse for at stamme fra vedvarende energikilder.
(Stk. 2)
§ 9. Producenten kan skriftligt give tredjemand fuldmagt til at anmode om udstedelse af oprindelsesgarantier og modtage disse. Herunder kan producenten skriftligt give tredjemand fuldmagt til at anmode om oprettelse af producentens anlæg i Energistyrelsens Oprindelsesgarantiregister efter § 7. Stk. 2. Udstedelse af oprindelsesgarantier skal ske på et objektivt og ikkediskriminerende grundlag.
Generelle bestemmelser
(Stk. 2)
§ 10. En oprindelsesgaranti er af standardstørrelsen 1 MWh og indeholder følgende oplysninger:
- Om oprindelsesgarantien vedrører a) elektricitet, b) gas, herunder brint, c) fjernvarme eller d) fjernkøling.
- Den energikilde, fra hvilken energien er produceret, og begyndelses- og afslutningsdatoerne for produktionen.
- At oprindelsesgarantien vedrører energi produceret fra vedvarende energikilder med henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder.
- Navn, beliggenhed, type og kapacitet for det anlæg, hvor energien er produceret.
- Om og i hvilket omfang anlægget har fået investeringsstøtte, og om og i hvilket omfang den produktion, som omfattes af oprindelsesgarantien, på anden måde har nydt godt af en national støtteordning, samt støtteord-ningens art.
- Datoen for, hvornår anlægget blev sat i drift.
- Udsteder, udstedelsesdato og –land samt entydigt identifikationsnummer. Stk. 2. Der udstedes kun én oprindelsesgaranti for hver megawatt time produceret energi. Oprindelsesgarantien indsættes på en konto tilhørende ansøger i det digitale system, jf. § 13.
§ 11. En oprindelsesgaranti kan frit overføres mellem kontohavere i det digitale system som nævnt i § 13.
(Stk. 6)
§ 12. Enhver anvendelse af en oprindelsesgaranti skal finde sted senest 12 måneder efter den kalendermåned, hvori produktionen af den omhandlede energi har fundet sted. Stk. 2. En oprindelsesgaranti annulleres, når den er anvendt, jf. stk. 3. Stk. 3. En oprindelsesgaranti betragtes som anvendt, når energileverandøren leverer en tilsvarende mængde energi af samme type, som fremgår af oprindelsesgarantien, til en slutkunde med oplysning om, at energien stammer fra en vedvarende energikilde. I tilfælde af en netvirksomhed, der får leveret elektricitet produceret fra vedvarende energikilder til dækning af nettab i netvirksomhedens netområde, er leverede mængder de mængder, som Energinet i henhold til sine markedsforskrifter har beregnet for det pågældende netområdes nettabsmålepunkt ved engrosafregningen. Stk. 4. Energileverandøren, jf. stk. 3, skal sikre, at en anvendt oprindelsesgaranti annulleres. Stk. 5. Annullering af oprindelsesgarantier for elektricitet og gas sker efter retningslinjer fastsat af Energinet. Stk. 6. En oprindelsesgaranti, der ikke annulleres, udløber senest 18 måneder efter produktionen af energienheden.
Digitalisering
(Stk. 2)
§ 13. Udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier sker ved anvendelse af det digitale system og i det format, som myndigheden stiller til rådighed. Stk. 2. Myndigheden kan stille betingelse om, at der ved oprettelse som kontohaver i det digitale system som nævnt i stk. 1 stilles sikkerhed for udgifter, som kontohaveren pålægges i medfør af § 18.
Tilsyn med oprindelsesgarantier
(Stk. 5)
§ 14. Myndigheden fører tilsyn med udstedte oprindelsesgarantier samt overførsler og annullering heraf. Myndigheden fører herunder tilsyn med, at oprindelsesgarantierne er korrekte og pålidelige, og at oprindelsesgarantisystemet er transparent og indrettet på en sådan måde, at risikoen for svindel er minimal. Stk. 2. Den, som anmoder om eller har modtaget oprindelsesgarantier vedrørende fjernvarme eller fjernkøling, skal efter anmodning meddele Energistyrelsen alle oplysninger, som Energistyrelsen finder nødvendige vedrørende oprindelsesgarantierne. Stk. 3. Som led i tilsynet med oprindelsesgarantier, iværksætter myndigheden stikprøvekontroller. Stk. 4. Myndigheden foranlediger som led i tilsynet med oprindelsesgarantier, at ulovlige forhold lovliggøres. Stk. 5. Tilsynet med oprindelsesgarantier skal udføres på objektivt og ikkediskriminerende grundlag.
(Stk. 2)
§ 15. For de typer af energi, der er omfattet af standarden »CEN – EN 16325«, sikrer myndigheden ved tilsynet, at oprindelsesgarantisystemet er i overensstemmelse med standarden. Stk. 2. Standarden »CEN – EN 16325« kundgøres ikke i Lovtidende, men kundgøres ved, at standarden ligger til gennemsyn hos Energistyrelsen.
Udenlandske oprindelsesgarantier
(Stk. 4)
§ 16. Myndigheden anerkender oprindelsesgarantier, som er udstedt i medlemslande i EU i medfør af regler, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, som dokumentation for, at pågældende mængde energi er produceret fra vedvarende energikilder. Stk. 2. Er der begrundet tvivl om en oprindelsesgarantis nøjagtighed, pålidelighed eller korrekthed afslår myndigheden at anerkende oprindelsesgarantien som dokumentation, jf. stk. 1. Stk. 3. Kan Energinet ikke anerkende en oprindelsesgaranti vedrørende elektricitet eller gas udstedt af andre lande i EU, underretter Energinet Energistyrelsen om afslaget og begrundelsen herfor. Energistyrelsen underretter herefter Europa-Kommissionen om afslaget og begrundelsen herfor. Stk. 4. Kan Energistyrelsen ikke anerkende en oprindelsesgaranti vedrørende fjernvarme eller fjernkøling udstedt i andre lande i EU, underretter Energistyrelsen Europa-Kommissionen om afslaget og begrundelsen herfor.
§ 17. Oprindelsesgarantier udstedt af tredjelande, kan kun anerkendes såfremt
- unionen har indgået en aftale med det pågældende tredjeland om gensidig anerkendelse af oprindelsesgarantier udstedt i Unionen og kompatible oprindelsesgarantiordninger, der er etableret i dette tredjeland, og
- energi importeres og eksporteres direkte fra og til det pågældende tredjeland.
Gebyrer
(Stk. 2)
§ 18. Til dækning af nødvendige omkostninger i forbindelse med udstedelse, overførsel og annullering af en oprindelsesgaranti, kan myndigheden opkræve gebyr hos den, der anmoder herom. Der kan endvidere opkræves gebyr til dækning af nødvendige omkostninger i forbindelse med tilsyn med oprindelsesgarantier. Stk. 2. Gebyrer som nævnt i stk. 1 fastsættes på basis af faste og variable omkostninger som hidrører fra opgaver i forbindelse med udstedelse, overførsel og annullering af samt tilsyn med oprindelsesgarantier. Gebyrerne fastlægges på grundlag af et forudgående budget og reguleres én gang årligt. Gebyrerne offentliggøres på myndighedens hjemmeside.
Klageadgang og straf
(Stk. 2)
§ 19. Myndighedens afgørelser vedrørende produktion af elektricitet, gas og fjernvarme, kan påklages til Energiklagenævnet. Myndighedens afgørelser angående fjernkøling kan påklages til Energiklagenævnet efter reglerne i lov om fjernkøling. Stk. 2. Klager efter stk. 1 skal indgives skriftligt senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt.
(Stk. 2)
§ 20. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, som giver urigtige oplysninger til brug for udstedelse, overførsel og annullering af samt tilsyn med oprindelsesgarantier, eller som undlader at give oplysninger herom, som vedkommende er forpligtet til at give ifølge § 14, stk. 2. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ikrafttræden
(Stk. 5)
§ 21. Bekendtgørelsen træder i kraft den 30. juni 2021. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1323 af 30. november 2010 om oprindelsesgaranti for VE-elektricitet ophæves. Stk. 3. Oprindelsesgarantier udstedt efter de hidtil gældende regler kan anvendes i den periode, for hvilken de er udstedt, dog kun indtil 12 måneder efter den kalendermåned, hvori produktionen har fundet sted. § 7 og kapitel 5 og 6 finder tilsvarende anvendelse på de i 1. pkt. nævnte oprindelsesgarantier. Stk. 4. Oprindelsesgarantier udstedt i medlemslande i EU i medfør af regler, der gennemfører Direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, kan anvendes som dokumentation som nævnt i § 16 i den periode, for hvilken de er udstedt, dog kun indtil 12 måneder efter den kalendermåned, hvori produktionen har fundet sted. Stk. 5. Anmodninger om udstedelse af oprindelsesgarantier for VE-elektricitet i medfør af de hidtil gældende regler, som er indgivet inden den 30. juni 2021, samt klager til Energiklagenævnet over afgørelser truffet i medfør af samme regler, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet /Dan Jørgensen / Martin Hansen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2021
- Ikrafttrædelsesdato
- 9. juni 2021