Bekendtgørelse om restriktioner for lokaler, lokaliteter og uddannelsesinstitutioner inden for folkekirken og trossamfund uden for folkekirken i forbindelse med håndtering af covid-19
By-, Land- og Kirkeministeriet
BEK nr 1256 af 11/06/2021 I medfør af § 3, stk. 3, § 32, § 34, § 36, § 64 og § 66, stk. 3, i epidemiloven, lov nr. 285 af 27. februar 2021, og efter forhandling med sundhedsministeren og forelæggelse for Epidemiudvalget i henhold til § 9, stk. 1, i epidemiloven fastsættes:
Restriktioner for lokaler, lokaliteter og uddannelsesinstitutioner
Arealkrav, lokaleindretning, informationsmateriale og hygiejnekrav
(Stk. 7)
§ 1. Folkekirken og trossamfund uden for folkekirken, som har rådighed over lokaler, hvortil offentligheden har adgang, skal opfylde kravene i stk. 2-6. Stk. 2. Der må maksimalt tillades adgang for 1 besøgende eller deltager pr. 4 m2 gulvareal, hvortil der er offentlig adgang, jf. dog stk. 3. I lokaler hvor besøgende eller deltagere i det væsentlige sidder ned, må der dog tillades adgang for 1 besøgende eller deltager pr. 2 m2 gulvareal, jf. dog stk. 3. Er gulvarealet under 4 m2, må der uanset 1. pkt. tillades adgang for 1 besøgende eller deltager. Gulvarealet opgøres indvendigt væg til væg uanset inventar m.v. Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke for videregående folkekirkelige uddannelser. Stk. 4. Lokalerne skal så vidt muligt indrettes på en sådan måde, at smittefare minimeres, herunder ved at gøre det muligt for besøgende og deltagere at holde afstand til hinanden. Stk. 5. Der skal i eller ved lokalerne opsættes informationsmateriale om, at personer, der har symptomer på covid-19, bør isolere sig i hjemmet, og om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd i det offentlige rum. Informationsmateriale, der opsættes efter 1. pkt., skal være det materiale, der er offentliggjort af Sundhedsstyrelsen. Stk. 6. Det skal sikres, at alle medarbejdere og andre personer, der er tilknyttet lokalerne, overholder Sundhedsstyrelsens anbefalinger om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd. Anbefalingerne nævnt i 1. pkt. offentliggøres af Sundhedsstyrelsen. Stk. 7. Der skal være vand og sæbe eller hånddesinfektion (mindst 70 pct. alkohol) tilgængeligt for besøgende og deltagere.
Krav om covid-19-test på videregående folkekirkelige uddannelser
(Stk. 9)
§ 2. Det er en betingelse for, at elever og studerende på folkekirkens videregående uddannelser samt ansatte på uddannelsesinstitutioner, der modtager disse elever og studerende, fysisk kan fremmøde på institutionen, at eleven, den studerende eller den ansatte kan dokumentere, at vedkommende inden for de seneste 72 timer, dog højst to gange jævnt fordelt over de seneste syv dage, har opnået et negativt undersøgelsesresultat ved gennemførelse af enten antigen- eller PCR-test for covid-19 uden for institutionen eller ved gennemførelse af antigentest for covid-19 på institutionen. Ved antigentest forstås en test, der på kort tid viser, om der er immunkemisk påvisning af virusproteiner (antigener). Ved PCR-test forstås polymerase chain reaction-test. Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for elever, studerende og ansatte, der:
- af medicinske årsager ikke bør få foretaget en PCR eller antigentest for covid-19,
- som følge af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke bør få foretaget en PCR- eller antigentest for covid-19,
- tidligere har været smittet med covid-19 inden for et nærmere bestemt tidsrum, i det omfang de kan fremvise dokumentation for et positivt undersøgelsesresultat, som er foretaget ved PCR-test for covid-19, og som på fremvisningstidspunktet er mindst 14 dage og højst 8 måneder gammelt,
- har gennemført vaccinationsforløb mod covid-19, jf. stk. 7, eller
- har påbegyndt vaccinationsforløb mod covid-19, jf. stk. 8. Stk. 3. Tidspunktet for undersøgelsen bestemmer, hvilken dag undersøgelsen er gennemført. Stk. 4. Dokumentation for covid-19-test, jf. stk. 1, og for stk. 2, nr. 3-5, kan ske ved fremvisning af sundhedsmyndighedernes app »Coronapas«, hvor skærmen viser »Gyldigt i Danmark« kombineret med bevægelige elementer på skærmen eller ved verifikation i form af scanning af QR-koden i appen, hvor skærmen viser »Gyldigt i Danmark«. Stk. 5. Dokumentation for covid-19-test, jf. stk. 1, og for stk. 2, nr. 3-5, kan foreligge både i papirformat og elektronisk. Stk. 6. Det er en betingelse for, at folkekirkens videregående uddannelsesinstitutioner kan modtage en elev eller studerende, at institutionen gennemfører stikprøvevis kontrol af, at de elever og studerende, der fremmøder fysisk, opfylder betingelsen i stk. 1, medmindre de pågældende er undtaget efter stk. 2. Enhver fremmødt elev og studerende skal med henblik herpå til enhver tid og efter skolens eller institutionens anvisninger herom fremvise dokumentation for sin opfyldelse af betingelsen i stk. 1. Stk. 7. Kræver et vaccinationsforløb mod covid-19 to eller flere doser, anses det for gennemført umiddelbart efter den afsluttende dosis. Kræver et vaccinationsforløb mod covid-19 alene én dosis, anses det for gennemført 14 dage efter denne ene dosis. Stk. 8. Et vaccinationsforløb mod covid-19 anses for påbegyndt mindst 14 dage og højst 42 dage efter den første dosis. Stk. 9. Navnet på indehaveren af den i stk. 5 nævnte dokumentation skal svare til navnet på personens medbragte pas, kørekort, sundhedskort eller andet offentligt udstedt identitetskort. 1. pkt. gælder ikke for dokumentation efter stk. 4, samt i sundhedsmyndighedernes app »MinSundhed« med bevægelige elementer, der beskytter mod kopiering fra appen.
§ 3. Kan der ikke fremvises dokumentation for en covid-19-test med et negativt testresultat, jf. § 2, kan der ske bortvisning.
§ 4. Uddannelsesinstitutionen iværksætter og tilrettelægger fysisk fremmøde og genåbning efter denne bekendtgørelse under hensyntagen til sundhedsmyndighedernes retningslinjer herom.
Generelle undtagelser
§ 5. Bekendtgørelsen gælder ikke for Folketinget og domstolene.
Håndhævelses- og straffebestemmelser
(Stk. 3)
§ 6. Har en fysisk eller juridisk person efter politiets skøn overtrådt § 1, og er der ikke udsigt til, at den fysiske eller juridiske person fremover vil overholde bestemmelsen, kan politiet påbyde den pågældende at holde lokalet eller lokaliteten lukket for offentligheden i en nærmere bestemt periode. Stk. 2. Politidirektørens påbud efter stk. 1 kan påklages til rigspolitichefen, men ikke til kirkeministeren. Stk. 3. Rigspolitichefens afgørelser i klagesager over påbud efter stk. 1 kan ikke påklages til justitsministeren.
(Stk. 2)
§ 7. Med bøde straffes:
- Den, der overtræder § 1.
- Den, der undlader at efterkomme et påbud efter § 6. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
Ikrafttræden
(Stk. 3)
§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 14. juni 2021. Stk. 2. Bekendtgørelsen ophæves den 23. juni 2021. Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 961 af 20. maj 2021 om restriktioner for lokaler, lokaliteter, uddannelsesinstitutioner og krav om mundbind m.v. inden for folkekirken og trossamfund uden for folkekirken i forbindelse med håndtering af covid-19 ophæves
Kirkeministeriet /Joy Mogensen / Kasper Hyllested/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2021
- Ikrafttrædelsesdato
- 6. juli 2021