Miljømærkebekendtgørelsen
Bekendtgørelse om det europæiske og det nordiske miljømærke
BEK nr 1277 af 06/06/2021
Miljø- og Ligestillingsministeriet
§ 1
Formålet med miljømærkning af produkter er at fremme udvikling, afsætning og anvendelse af produkter, som er mindre miljøbelastende end andre lignende produkter.
Det europæiske miljømærke ”Blomsten” og det nordiske miljømærke ”Svanen” er frivillige ordninger om miljømærkning af produkter.
§ 2
I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Alvorlig risiko: En kombination af sandsynligheden for, at en fare forårsager skade, og skadens sværhedsgrad anses for at kræve hurtig indgriben fra Miljømærkning Danmark, herunder tilfælde, hvor risikoen ikke viser sig umiddelbart.
- Erhvervsdrivende: Fabrikanten, den bemyndigede repræsentant, importøren, distributøren, udbyderen af distributionstjenester eller enhver anden fysisk eller juridisk person, der har forpligtelser i forbindelse med fremstillingen af produkter, tilgængeliggørelsen på markedet eller ibrugtagningen af dem i overensstemmelse med regler i denne bekendtgørelse.
- Onlinegrænseflade: Enhver form for software, herunder et websted, dele af et websted eller en applikation, der drives af eller på vegne af en erhvervsdrivende, og som giver slutbrugere adgang til den erhvervsdrivendes produkter.
- Produkter: Varer og tjenesteydelser.
- Reverse engineering: En proces, hvor man undersøger et produkt for at finde ud af, hvordan det fungerer og er sat sammen med henblik på at fastslå, om det lever op til gældende regler.
§ 3
Administration af miljømærkeordningerne bliver varetaget af Miljømærkning Danmark og af et miljømærkenævn.
Ordningerne administreres på grundlag af
- de til enhver tid gældende europæiske regler og nordiske regelsæt for ordningerne,
- regler fastsat i denne bekendtgørelse, og
- gebyrer og betalingsbetingelser fastsat i henhold til § 12.
Kommissionsbeslutninger om det europæiske miljømærke træder i kraft i Danmark ved begyndelsen af det døgn, der følger efter det døgn, hvori den er kundgjort på Miljømærkning Danmarks hjemmeside, www.ecolabel.dk. Hver kundgørelse på hjemmesiden www.ecolabel.dk skal indeholde oplysning om, hvilken dag offentliggørelsen er sket.
Nordisk Miljømærkenævns regelsæt om det nordiske miljømærke og herunder kriterier for tildeling af det nordiske miljømærke kan foreligge på enten dansk, svensk eller norsk. Et regelsæt træder i kraft ved begyndelsen af det døgn, der følger efter det døgn, hvori reglen er kundgjort på Miljømærkning Danmarks hjemmeside, www.ecolabel.dk. Kundgørelsen skal indeholde oplysning om, hvilken dag den er sket.
§ 4
Miljømærkning Danmark og Miljøministeriet er de ansvarlige organer i Danmark i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om EU-miljømærket.
Miljømærkning Danmark er ansvarlig for udførelsen af opgaver i forbindelse med tildeling af EU-miljømærket og for kontrol med overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om EU-miljømærket.
Miljømærkning Danmark er ansvarligt organ i henhold til § 5 i Nordisk Ministerråds beslutning om mål og principper for nordisk miljømærkning af 22. oktober 2014 og de til enhver tid gældende regler for den nordiske miljømærkning vedtaget af det Nordiske Miljømærkenævn.
§ 5
Forvaltningsloven finder anvendelse på sager, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af Miljømærkning Danmark.
§ 6
Miljøministeren indgår en resultatkontrakt med Dansk Standard om drift af Miljømærkning Danmark, som et særskilt aktivitetsområde i Dansk Standard.
Miljøministeren indgår årligt en aftale med Dansk Standard om den økonomiske ramme for det kommende finansår på basis af et forslag til budget udarbejdet af Dansk Standard.
Miljøministeren fastsætter krav til regnskabsaflæggelsen, herunder tidsfrister herfor.
§ 7
Miljømærkning Danmark har til opgave, at
- fungere som sekretariat for Miljømærkenævnet og gennemføre nævnets beslutninger, dog ikke i sager efter § 10, nr. 6, hvor Miljøministeriet fungerer som sekretariat,
- bistå Miljømærkenævnet ved forhandling og vedtagelse af kriterier for tildeling af det nordiske miljømærke,
- forestå arbejdet med udvikling og revision af kriterier for produktgrupper i nordisk regi,
- bistå Miljøministeren ved udarbejdelse af arbejdsplaner for det Europæiske Miljømærkenævn og ved arbejdsplanernes udmøntning,
- bistå Miljøministeren ved udarbejdelse af forslag til nye eller reviderede kriteriesæt for produktgrupper inden for det europæiske miljømærke,
- foranstalte høring af interessenter og uafhængige eksperter som led i kriterieudviklingen,
- forestå den daglige drift med behandling af ansøgninger og tildeling af licenser til det europæiske og det nordiske miljømærke, registrering af importører af produkter tildelt det nordiske miljømærke, opkrævning af gebyrer m.v.,
- kontrollere licens- eller registreringshavers opfyldelse af de gældende kriterier og anvendelsesbetingelser, herunder inddragelse af licens eller registrering til anvendelse af det europæiske og det nordiske miljømærke,
- overvåge og reagere overfor ulovlig anvendelse af det europæiske og det nordiske miljømærke,
- markedsføre det europæiske og det nordiske miljømærke samt forestå kampagner og andre kommunikations- og netværksaktiviteter til fremme af miljømærkerne, og
- sørge for at de til enhver tid gældende regler for det europæiske og nordiske miljømærke samt gebyrsatser altid er tilgængelige på Miljømærkning Danmarks hjemmeside www.ecolabel.dk.
§ 8
Miljøministeren nedsætter et miljømærkenævn.
Miljømærkenævnets formål er at fremme udbredelsen af det europæiske og nordiske miljømærke. Miljømærkenævnet skal medvirke til at sikre kendskabet til det europæiske og nordiske miljømærke hos producenter, importører, detailhandel mv., samt professionelle indkøbere og private forbrugere. Miljømærkenævnet skal arbejde for, at miljømærkeordningerne udvikles på et fagligt, teknisk og miljømæssigt højt niveau i overensstemmelse med eksisterende og ny miljøviden samt at omsætningen af miljømærkede produkter øges.
§ 9
Miljømærkenævnet består af en formand og op til 10 medlemmer. Formand og medlemmer udpeges af miljøministeren, der ligeledes udpeger suppleanter for samtlige medlemmer. Nævnet søges sammensat således, at det har et alsidigt kendskab til erhvervsforhold, kommunikation og marketing, teknologi, miljø, arbejdsmiljø, forbrugeroplysning og offentlige indkøb. Det tilstræbes, at såvel handel og industri som miljø- og forbrugerinteresser er ligeligt repræsenteret i nævnet. Følgende organisationer og myndigheder indstiller1 medlem og 1 suppleant hver:
- Dansk Industri.
- Dansk Erhverv.
- Danmarks Naturfredningsforening.
- Forbrugerrådet.
- Fagbevægelsens Hovedorganisation.
- Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S.
- Erhvervsministeriet.
- Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
- Miljøministeriet.
Miljøministeren udpeger en detailhandelskæde med en aktiv miljømærkepolitik til at indstille 1 medlem og 1 suppleant.
Beskæftigelsesministeriet deltager med en repræsentant uden stemmeret i nævnets møder.
Miljøministeren kan udpege op til i alt 4 organisationer til at deltage i nævnets arbejde uden stemmeret efter indstilling fra nævnet.
Formanden skal være uafhængig af myndigheder og brancheorganisationer.
Nævnets formand og medlemmet udpeget efter stk. 2, udpeges for en 3-årig periode. Genudpegning kan finde sted.
Miljøministeren kan dispensere fra ovenstående regler.
§ 10
Miljømærkenævnets opgave er, at
- fastlægge nævnets mandat for forhandling af kriterier og retningslinjer for det nordiske miljømærke,
- forhandle om det nordiske miljømærke efter nævnets mandat på Danmarks vegne ved formanden eller en suppleant herfor,
- vurdere kriteriesæt og rådgive miljøministeren om forhandlingsmandat for det europæiske miljømærke,
- fremme koordinationen mellem det europæiske og det nordiske miljømærke,
- rådgive Miljømærkning Danmark og Dansk Standard i principielle spørgsmål vedrørende administration af miljømærkeordningerne f.eks. prioritering af produktgrupper, kommunikation og marketing, kontrolstrategi m.v.,
- behandle og træffe endelig afgørelse i klager over Miljømærkning Danmarks afgørelser,
- behandle og afgive indstilling til Miljømærkning Danmark vedrørende fastsættelse af gebyrer,
- afgive en årlig beretning om arbejdet med miljømærkerne, herunder om udvikling af antallet af miljømærkede produkter og kendskabet til miljømærkerne, og
- offentliggøre den årlige beretning på Miljømærkning Danmarks hjemmeside.
§ 11
Miljømærkenævnet er forpligtet til at overholde forretningsordenen i bilag 1.
§ 12
Inden for rammerne af de regler, der er nævnt i § 3, stk. 2, og efter høring af Miljømærkenævnet fastsætter Miljømærkning Danmark størrelsen på et gebyr samt betingelserne for betaling heraf i forbindelse med ansøgning om og anvendelse af det europæiske og det nordiske miljømærke. Miljømærkning Danmark kan herunder fastsætte et gebyr for behandling af en anmodning om udvidelser eller ændringer i en opnået licens.
Forhøjelser og indførelse af gebyrer i henhold til stk. 1 og 3, skal godkendes af miljøministeren, inden disse kan sættes i kraft. Miljømærkning Danmark kan dog uden miljøministerens godkendelse årligt pr. 1. januar pris- og lønregulere gebyrerne. Pris- og lønreguleringen beregnes på baggrund af Finansministeriets generelle pris- og lønindeks som ét års udvikling første gang 1. januar 2021.
Miljømærkning Danmark kan opkræve renter i forbindelse med manglende eller for sen betaling af anvendelsesgebyr efter reglerne i miljøbeskyttelseslovens § 88, stk. 3, samt fastsætte et særskilt gebyr for erindringsskrivelser om manglende fremsendelse af årsopgørelse og om betaling af gebyr.
Miljømærkning Danmark kan yde konkrete rabatter på gebyr fastsat efter stk. 1 og 2, inden for rammerne af de regler, der er nævnt i § 3, stk. 2.
Gebyrsatser og betalingsbetingelser skal kundgøres ved offentliggørelse på Miljømærkning Danmarks hjemmeside www.ecolabel.dk og træder i kraft ved begyndelsen af det døgn, der følger efter det døgn, hvori gebyrsatsen blev kundgjort på Miljømærkning Danmarks hjemmeside www.ecolabel.dk. Hver kundgørelse på hjemmesiden www.ecolabel.dk skal indeholde oplysning om, hvilken dag kundgørelsen er sket.
For eksisterende licenshavere træder højere satser for anvendelsesgebyrer og nye betalingsbetingelser i kraft den dato, der fremgår af hjemmesiden www.ecolabel.dk. Højere satser for anvendelsesgebyrer og nye betalingsbetingelser træder tidligst i kraft 3 måneder efter ikrafttrædelsesdatoen i henhold til stk. 5.
§ 13
Miljømærkning Danmark opkræver gebyrer fastsat i henhold til § 12.
Gebyrprovenuet anvendes i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens § 8, stk. 4, som uddybet i den til enhver tid gældende resultatkontrakt mellem miljøministeren og Dansk Standard.
§ 14
Brug af et mærke eller logo, der kan føre til forveksling med det nordiske miljømærke er ikke tilladt.
Ukorrekt eller på anden måde vildledende markedsføring af det nordiske miljømærke eller af svanemærkede produkter er ikke tilladt, jf. herved § 3 i lov om markedsføring.
Henvisning til det nordiske miljømærke eller brug af mærket i reklamer m.v. må kun ske i forbindelse med et bestemt produkt, og kun såfremt der er opnået licens til mærket eller der er sket en registrering af en licens, og denne licens eller registrering ikke er udløbet, ophørt eller inddraget.
Miljøministeren fører tilsyn med Miljømærkning Danmarks markedsføring af det europæiske og det nordiske miljømærke.
§ 15
Miljømærkning Danmark kan pålægge erhvervsdrivende at forelægge relevante dokumenter, tekniske specifikationer, data eller oplysninger om overensstemmelse og tekniske aspekter af produkter omfattet af EU-miljømærket, som reguleret i denne bekendtgørelse, herunder adgang til indlejret software i det omfang en sådan adgang er nødvendig for at vurdere produktets overensstemmelse med regler i denne bekendtgørelse.
Miljømærkning Danmark kan pålægge erhvervsdrivende at levere oplysninger om forsyningskæden og distributionsnettet, om mængder af produkter på markedet og om andre produktmodeller, der har de samme tekniske egenskaber som det pågældende produkt.
Miljømærkning Danmark kan pålægge erhvervsdrivende at levere oplysninger om ejerskabet til et websted, når de pågældende oplysninger er relevante for sagen.
§ 16
Miljømærkning Danmark kan erhverve produktprøver af produkter omfattet af EU-miljømærket, herunder under en skjult identitet, og kontrollere disse prøver og foretage reverse engineering på dem med henblik på at identificere manglende overensstemmelse med regler i denne bekendtgørelse.
§ 17
Miljømærkning Danmark kan påbyde ejeren af en onlinegrænseflade, hvis der ikke findes andre effektive midler til at eliminere en alvorlig risiko, at ændre eller fjerne indhold på onlinegrænsefladen, hvor der henvises til et produkt omfattet af EU-miljømærket, der ikke er i overensstemmelse med regler i denne bekendtgørelse.
§ 18
Miljømærkning Danmarks afgørelser efter denne bekendtgørelse og efter de europæiske og nordiske regler kan indbringes for Miljømærkenævnet af afgørelsens adressat.
Klage indgives skriftligt til Miljømærkning Danmark inden 4 uger fra meddelelsen af afgørelsen. Miljømærkning Danmark sender umiddelbart efter klagefristens udløb klagen til Miljø- og Fødevareministeriet, der i klagesager er sekretariat for Miljømærkenævnet, ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.
§ 19
Afgørelser truffet af Miljømærkenævnet kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 20
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der
- gør brug af et mærke, der kan føre til forveksling med det nordiske miljømærke efter § 14, stk. 1,
- gør brug af ukorrekt eller på anden måde vildledende markedsføring af det nordiske miljømærke, efter § 14, stk. 2,
- anvender eller henviser til det nordiske miljømærke uden at have gyldig licens eller registrering efter § 14, stk. 3,
- undlader at efterkomme Miljømærkning Danmarks pålæg om at fremlægge dokumenter, data, specifikationer eller oplysninger efter § 15, eller
- undlader at efterkomme Miljømærkning Danmarks påbud om at ændre eller fjerne indhold på en onlinegrænseflade efter § 17.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 21
Bekendtgørelsen træder i kraft den 16. juli 2021.
Bekendtgørelse nr. 680 af 19. maj 2020 om det europæiske og det nordiske miljømærke ophæves.
§ 22
Afgørelser, herunder afgørelser om tildelte licenser eller registreringer, der er truffet i henhold til bekendtgørelse nr. 274 af 18. april 2008 om det europæiske og det nordiske miljømærke, samt standardkontrakter, der er indgået inden den 1. maj 2010 bevarer deres gyldighed. Overtrædelser af sådanne afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.
Afgørelser, herunder afgørelser om tildelte licenser eller registreringer, der er truffet i henhold til bekendtgørelse nr. 447 af 23. april 2010 om det europæiske og det nordiske miljømærke, samt standardkontrakter, der er indgået inden den 1. juli 2020 bevarer deres gyldighed. Overtrædelser af sådanne afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.
Afgørelser, herunder afgørelser om tildelte licenser eller registreringer, der er truffet i henhold til bekendtgørelse nr. 680 af 19. maj 2020 om det europæiske og det nordiske miljømærke, samt standardkontrakter, der er indgået inden den 16. juli 2021 bevarer deres gyldighed. Overtrædelser af sådanne afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.
§ 23
Verserende klagesager om miljømærker, som var indgivet for Miljømærkenævnet inden denne bekendtgørelses ikrafttræden færdigbehandles efter hidtil gældende regler.
Gebyrer i henhold til kap. 5 i bekendtgørelse nr. 274 af 18. april 2008 bevarer deres gyldighed, indtil der træder nye gebyrer i kraft i henhold til § 12, stk. 6, i denne bekendtgørelse.
Gebyrer i henhold til kap. 5 i bekendtgørelse nr. 447 af 23. april 2010 bevarer deres gyldighed, indtil der træder nye gebyrer i kraft i henhold til § 12, stk. 6, i denne bekendtgørelse.
Gebyrer i henhold til kap. 5 i bekendtgørelse nr. 680 af 19. maj 2020 bevarer deres gyldighed, indtil der træder nye gebyrer i kraft i henhold til § 12, stk. 6, i denne bekendtgørelse.
§ 24
Medlemmer af Miljømærkenævnet udpegede inden 16. juli 2021 fortsætter som medlemmer af nævnet ved bekendtgørelsens ikrafttrædelse.
Miljøministeriet
/Lea Wermelin / Kristian Hovgaard Juul-Larsen/
Bilag 1 Forretningsorden for Miljømærkenævnet, jf. § 11
Miljømærkenævnets overordnede rammer
§ 1
Miljømærkenævnet er sammensat som anført i bekendtgørelsens § 9.
§ 2
Miljømærkenævnet er forpligtet til at overholde forretningsordenen jf. bekendtgørelsens § 11.
Beslutningsdygtighed og afstemningsregler
§ 3
Miljømærkenævnet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne eller suppleanterne er til stede. Det er ikke muligt at anvende fuldmagt.
§ 4
Der tilstræbes størst mulig enighed om beslutningerne. I tilfælde af afstemning har hvert medlem én stemme. Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. I tilfælde af afstemninger noteres stemmetallet i referatet, ligesom det er muligt at få indført afvigende synspunkter i referatet.
§ 5
Formanden leder og tilrettelægger Miljømærkenævnets arbejde samt møder i Miljømærkenævnet.
I tilfælde af formandens forfald ved fravær eller inhabilitet vælger Miljømærkenævnet blandt sine medlemmer én til at lede mødet.
Mødeafholdelse
§ 6
Datoer for årets møder fastsættes primo året.
Ekstra møder kan lægges ind efter behov. Sådanne ekstraordinære møder skal indkaldes med længst muligt varsel.
§ 7
Hvis det ikke er muligt for hverken medlem eller suppleant at deltage i mødet, kan der fremsendes skriftlige kommentarer inden mødet. De øvrige medlemmer kan medtage sådanne synspunkter i deres egne vurderinger i forbindelse med nævnets beslutninger. Fremsendte synspunkter kan efter ønske noteres i et bilag til referatet. Det bør tilstræbes, at skriftlige kommentarer fremsendes senest to arbejdsdage før mødet.
§ 8
Miljømærkning Danmark sender dagsorden med tilhørende bilag til det enkelte møde senest 5 arbejdsdage før mødet. Dagsorden fastsættes af formanden i samarbejde med Miljømærkning Danmark.
§ 9
Forslag til dagsordenspunkter kan af udvalgets medlemmer sendes til formanden og Miljømærkning Danmark senest 5 arbejdsdage før møde. På mødet tages beslutning om sådanne indkomne forslag er akutte, eller om forslaget kan tages op på et senere møde.
§ 10
Første punkt på hvert møde er godkendelse af endelig dagsorden.
§ 11
Samlet dagsorden samt materiale til behandling af forslag til fastsættelse af dansk mandat til møde i Nordisk Miljømærkenævn skal være tilgængelige for Miljømærkenævnet senest 10 arbejdsdage før afholdelse af mødet. Materiale til øvrige punkter skal være tilgængeligt for nævnet minimum 5 arbejdsdage før afholdelse af mødet.
§ 12
Medarbejdere i Miljømærkning Danmark kan deltage i nævnets møder uden stemmeret.
§ 13
Miljømærkenævnets møder er ikke offentlige, men nævnet kan invitere sagkyndige eller repræsentanter for særligt berørte interesser til at deltage i et nævnsmøde uden stemmeret.
Referat
§ 14
Miljømærkning Danmark fører referat af nævnets møder og administrerer endvidere en aktionsliste, hvor status for løbende og udskudte punkter er listet. Udkast til referat samt opdateret aktionsliste sendes til medlemmerne efter mødet. Eventuelle kommentarer sendes til Miljømærkning Danmark samt de øvrige medlemmer af nævnet senest 10 arbejdsdage efter modtagelsen, og om nødvendigt fremsender Miljømærkning Danmark et korrigeret referat. Referatet godkendes på det følgende møde. I tilfælde af kommentarer i forbindelse med godkendelsen noteres disse i referatet for det pågældende møde.
§ 15
Referatet skal være tilgængeligt senest 3 uger efter afholdelse af møde. Miljømærkning Danmarks orientering om forløbet af Nordisk Miljømærkenævns møder fremgår af referatet.
Habilitet og tavshedspligt
§ 16
Alle, der deltager i nævnets arbejde, er omfattet af forvaltningslovens regler, herunder bestemmelserne om tavshedspligt og inhabilitet.
Ethvert medlem af nævnet skal underrette formanden og nævnet, når der foreligger situationer, som kan give anledning til inhabilitet, herunder også forhold hvorom der kan rejses tvivl.
Nævnet træffer beslutning om, hvorvidt et medlem af nævnet ifølge forvaltningslovens regler herom har en sådan interesse i et spørgsmål, at vedkommende er udelukket fra at deltage i nævnets behandling af sagen. Det pågældende medlem deltager ikke i beslutningen herom.
Nævnets stillingtagen til inhabilitet skal fremgå af referatet af mødet.
§ 17
Miljømærkenævnet skal orientere personer, der jf. § 13 bliver inviteret til at deltage i Miljømærkenævnets møder, om de gældende regler om tavshedspligt og habilitet, og at de pågældende personer skal gøre opmærksom på forhold, der kan begrunde inhabilitet.
§ 18
Miljømærkenævnets medlemmer skal opbevare materiale modtaget som medlem af Miljømærkenævnet forsvarligt. Alt fortroligt materiale, herunder forretningshemmeligheder og eventuelt persondatabeskyttet materiale, som Miljømærkenævnets medlemmer er i besiddelse af i sin egenskab af medlem af Miljømærkenævnet, skal ved nævnshvervets ophør makuleres eller, hvis materialet opbevares i elektronisk form, slettes.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2021
- Ikrafttrædelsesdato
- 21. december 2022