Afmærkningsbekendtgørelsen
Bekendtgørelse om farvandsafmærkning i dansk og grønlandsk afmærkningsområde m.v. (Afmærkningsbekendtgørelsen)
BEK nr 1466 af 29/06/2021
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab
Anvendelse
§ 1
Bekendtgørelsen finder anvendelse for farvandsafmærkning og navigationssystemer i dansk og grønlandsk afmærkningsområde.
Definitioner
§ 2
Ved dansk afmærkningsområde forstås:
- Det indre og ydre territorialfarvand som anført i lov om afgrænsning af søterritoriet samt bekendtgørelse om afgrænsning af Danmarks søterritorium.
- Den eksklusive økonomiske zone (EEZ) som angivet i bekendtgørelse om Danmarks eksklusive økonomiske zone.
Ved grønlandsk afmærkningsområde forstås:
- Det indre og ydre territorialfarvand hvorved forstås farvandet inden for basislinjen som angivet i anordning om afgrænsningen af søterritoriet ved Grønland, samt det ydre territorialfarvand som strækker sig 3 sømil ud fra basislinjen.
- Den eksklusive økonomiske zone (EEZ) som anført i bekendtgørelse om den eksklusive økonomiske zone ved Grønland.
Bekendtgørelsen finder desuden anvendelse, hvor Danmark er nærmest til at foretage afmærkning m.v.
§ 3
Farvandsafmærkning og navigationssystemer omfatter hjælp til pladsbestemmelse og sejlads ved etablering af:
- flydende og fast afmærkning, herunder sømærker, fyr, båker, racon og tågesignalanlæg,
- navigationssystemer og elektronisk afmærkning samt andre systemer og indretninger, der etableres til vejledning for skibes navigation, eksempelvis AIS-afmærkning (automatisk identifikationssystem),
- markering og skiltning, og
- anden indretning og belysning til navigationsformål.
Kontrol og afholdelse af omkostninger
§ 4
Søfartsstyrelsen fører kontrol med den i § 3 nævnte farvandsafmærkning og sikrer, at den er rimelig og nødvendig henset til skibstrafikkens omfang og risikoens størrelse.
§ 5
Søfartsstyrelsen udfører og afholder omkostninger ved farvandsafmærkning i hoved- og gennemsejlingsfarvande samt til sikker ankerplads i danske farvande.
Søfartsstyrelsen udfører og afholder omkostninger ved farvandsafmærkning i grønlandske farvande langs kysterne og ind til større byer.
§ 6
Omkostninger ved farvandsafmærkning, der ikke er omfattet af § 5, afholdes af den, som ved sin tilstedeværelse skaber et behov for farvandsafmærkning, herunder vedkommende ejere af havne, broer, vindmølleparker, offshoreanlæg, kabel- og rørledninger.
§ 7
Spørgsmål om afgrænsningen mellem § 5 og § 6 afgøres af Søfartsstyrelsen.
Tilladelse
§ 8
Der må ikke etableres farvandsafmærkning omfattet af § 6 uden tilladelse fra Søfartsstyrelsen.
Søfartsstyrelsen giver tilladelse til etablering, ændring eller inddragelse af farvandsafmærkning og navigationssystemer efter ansøgning.
Ansøgningen i henhold til stk. 2, skal som minimum indeholde oplysninger om:
- Formål.
- Position.
- Driftsperiode (eksempelvis helårlig eller sæsonbestemt).
- Tidspunkt for etablering, ændring eller inddragelse.
- Afmærkningens type i henhold til publikationen, Afmærkning af danske farvande, der findes på Søfartsstyrelsens hjemmeside.
- Ansøgers kontaktoplysninger.
- Ejers kontaktoplysninger.
- Kontaktoplysninger på den, der vedligeholder afmærkningen.
Tilladelsen gives på nærmere vilkår om varsling, etablering, drift, vedligeholdelse, inddragelse m.v.
Tilladelsen kan inddrages, såfremt de fastsatte vilkår ikke efterkommes.
Tilladelsen kan inddrages, hvis sejladssikkerhedsmæssige betragtninger eller ændret anvendelse af farvandet gør dette nødvendigt.
§ 9
For anlæg i dansk afmærkningsområde, der drives med henblik på produktion af energi fra vedvarende energikilder, finder bestemmelserne i kapitel 3 i bekendtgørelse om kontaktpunkt og tidsfrister for VE-tilladelsesprocessen anvendelse ved ansøgning om tilladelse efter § 8.
Påbud
§ 10
Søfartsstyrelsen kan meddele påbud om vedligeholdelse, etablering, drift, ændring og inddragelse af farvandsafmærkning, der ikke er omfattet af § 5.
Søfartsstyrelsens påbud efter stk. 1 indeholder nærmere vilkår om udførsel og en tidsramme for, hvornår påbuddet skal være gennemført.
Omkostninger i forbindelse med påbud afholdes af afmærkningsejer, eller den som ved sin tilstedeværelse skaber et behov for farvandsafmærkning, jf. § 6.
Forbud
§ 11
Der må ikke:
- anbringes genstande i farvandene, der kan påvirke skibes sikre navigation,
- etableres lysreklamer belysning, skiltning eller andre indretninger, der kan påvirke skibes sikre navigation, eller
- foretages fortøjning, fastgøring af fiskeredskaber m.v. til farvandsafmærkning.
Undervandsarbejder må ikke foretages uden afmærkningsejers tilladelse nærmere end 200 meter ved bundfast farvandsafmærkning eller nærmere end 50 meter plus 3 gange vanddybden ved flydende farvandsafmærkning.
Beskadigelse af farvandsmærkning
§ 12
Ved påsejling og anden beskadigelse af farvandsafmærkning som anført i § 5 holdes skadesvolder i størst muligt omfang ansvarlig for udgifter til udbedring af skaden, hvis det er muligt og økonomisk forsvarligt for staten at finde frem til og rette kravet mod skadevolder.
§ 13
Beskadigelse eller opståede fejl og mangler ved farvandsafmærkning, der ikke umiddelbart kan afhjælpes, skal straks indberettes til Søfartsstyrelsen.
Meddelelse om endelig udbedring af fejl og mangler skal ligeledes indberettes til Søfartsstyrelsen.
§ 14
Oplysning om ændringer i farvandsafmærkning i dansk og grønlandsk afmærkningsområde bekendtgøres i Efterretninger for Søfarende på Søfartsstyrelsens hjemmeside.
Strafbestemmelser og foranstaltninger
§ 15
Overtrædelse af §§ 8, 10, 11 og § 13 i dansk afmærkningsområde straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år.
Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis der:
- ved overtrædelsen er sket skade på liv eller helbred eller fremkaldt fare herfor,
- tidligere er afgivet forbud eller påbud for samme eller tilsvarende forhold, eller
- ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 16
Der kan for overtrædelse af §§ 8, 10, 11 og § 13 i grønlandsk afmærkningsområde fastsættes foranstaltninger i henhold til kriminalloven for Grønland.
Ved udmålingen skal det betragtes som en skærpende omstændighed, hvis der:
- ved overtrædelsen er sket skade på liv eller helbred eller fremkaldt fare herfor,
- tidligere er afgivet forbud eller påbud for samme eller tilsvarende forhold ved overtrædelsen er opnået, eller
- tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.
Sker der ikke i medfør af kriminallovens bestemmelser konfiskation af udbytte, som er opnået ved overtrædelsen, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel.
Er en overtrædelse begået af selskaber m.v. (juridiske personer), kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, Grønlands Selvstyre, en kommune, eller en bygdebestyrelse, kan der pålægges vedkommende offentlige myndighed som sådan bødeansvar.
Såfremt en person ikke er bosat i Grønland, eller personens tilknytning til det grønlandske samfund i øvrigt har en sådan løsere karakter, at forudsætningerne for anvendelse af foranstaltninger ikke er til stede, kan sagen anlægges eller henvises til forfølgning i Danmark, jf. § 7 i kriminalloven for Grønland.
Ikrafttræden m.v.
§ 17
Bekendtgørelsen træder i kraft den 30. juni 2021.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 45 af 22. januar 2015 om afmærkning m.v. i dansk afmærkningsområde for dansk og grønlandsk afmærkningsområde (Afmærkningsbekendtgørelsen).
Bekendtgørelse nr. 229 af 4. april 1989 om afmærkning m.v. i dansk afmærkningsområde vil dog fortsat være gældende for Færøerne.
Søfartsstyrelsen
/Jan Thorn / Kristina Ravn/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2021
- Ikrafttrædelsesdato
- 29. juni 2021