TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om tilskud til dataindsamling for fiskeri- og akvakultursektoren

DanmarkBekendtgørelse2021

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

BEK nr 1855 af 22/09/2021 I medfør af akt nr. 353 af 23. september 2021 og tekstanmærkning nr. 195 ad 24.63.30. til § 24 på finansloven for finansåret 2021 fastsættes:

Anvendelsesområde

§ 1

(Stk. 3)

§ 1. Fiskeristyrelsen kan, med henblik på at Danmark kan leve op til artikel 25, i forordning nr. 2013/1380/EU, give tilsagn om tilskud til projekter vedrørende dataindsamling for fiskeri- og akvakultursektoren. Stk. 2. Tilskud kan gives til indsamling, forvaltning, anvendelse og behandling af biologiske, miljømæssige, tekniske og socioøkonomiske data i fiskerisektoren, jf. artikel 25, stk. 1 og 2, i forordning nr. 2013/1380/EU og som nærmere specificeret i forordning nr. 2017/1004/EU, på grundlag af de nationale arbejdsplaner, der er omhandlet i artikel 6, i forordning nr. 2017/1004/EU. Stk. 3. Aktiviteterne skal bidrage til at opnå målsætningerne i den fælles fiskeripolitik om fremme af pålidelige data med henblik på vidensbaseret beslutningstagning jf. artikel 14, stk. 1, litra d, i forordning nr. 2021/1339/EU.

§ 2

§ 2. Tilsagn om tilskud kan gives til DTU Aqua, Danmarks Statistik og Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet.

Definitioner

§ 3

§ 3. I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Den nationale arbejdsplan: Den nationale arbejdsplan, som den nationale korrespondent sender elektronisk til EU Kommissionen i overensstemmelse med artikel 6, i forordning nr. 2017/1004/EU.
  2. Den nationale korrespondent: Den nationale korrespondent, som er udpeget af Danmark til at formidle oplysninger mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat om udarbejdelsen og gennemførelsen af de nationale arbejdsplaner, jf. artikel 7, i forordning nr. 2017/1004/EU.
  3. Direkte sammenlignelige tilbud: Tilbud, som er udspecificerede og omfatter den samme vare eller tjenesteydelse. Hvis et tilbud indeholder poster eller elementer, som det andet tilbud ikke gør, er det muligt at trække udgiften for disse poster fra, så priserne kan sammenlignes.
  4. EHFAF: Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (2021-2027).
  5. EHFF: Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (2014-2020).
  6. Rimelige priser: Det, der svarer til markedspris for den pågældende vare eller tjenesteydelse sammenholdt med projektbeskrivelsen, omfanget og arten af varen eller tjenesteydelsen.
  7. Sikker Digital Post: Ved sikker Digital Post forstås sikker digital kommunikation til og fra Fiskeristyrelsen via f.eks. e-Boks, borger.dk, virk.dk, tunnelløsning eller sikker mail.
  8. Styrelsens tilskudsadministrative system: Ved styrelsens tilskudsadministrative system forstås en ansøgningsportal, hvor der søges om tilsagn og udbetaling, samt kommunikeres i ansøgningsprocessen med anvendelse af en sikker digital kommunikation (TAS).
  9. Udbudsloven og tilbudsloven: De på ansøgningstidspunktet gældende udbudsregler. Ved udbudsloven forstås udbudsloven. Ved tilbudsloven forstås lov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren.
  10. Årsrapporten: Den årsrapport, som den nationale korrespondent på Danmarks vegne, sender til EU-Kommissionen årligt, jf. artikel 25, stk. 3, i forordning nr. 2013/1380/EU.

Administration

Obligatorisk digital kommunikation

§ 4

§ 4. Al skriftlig kommunikation med Fiskeristyrelsen i forbindelse med tilskud efter denne bekendtgørelse skal ske til styrelsens tilskudsadministrative system, der tilgås fra Fiskeristyrelsens hjemmeside.

Ansøgning om tilsagn om tilskud

§ 5

(Stk. 5)

§ 5. Ansøgning om tilsagn om tilskud efter denne bekendtgørelse kan indsendes i den periode, der annonceres på Fiskeristyrelsens hjemmeside. Stk. 2. Fiskeristyrelsen kvitterer for, at ansøgningen er modtaget. Stk. 3. Ansøgningsskemaet til tilsagn om tilskud skal være udfyldt med de påkrævede oplysninger og vedlagt:

  1. Aktivitetsbeskrivelser for ansattes og konsulenters arbejde i projektet.
  2. To direkte sammenlignelige tilbud for udgifter over 50.000 kr. til dokumentation for rimelige priser, jf. dog stk. 4. De to tilbud skal være afgivet af leverandører med forskellige CVR numre, og leverandørerne skal være uafhængige af hinanden og af ansøger. Stk. 4. Fiskeristyrelsen kan på baggrund af en konkret vurdering dispensere fra stk. 3, nr. 2, hvis der kun findes en leverandør på markedet. Ansøger skal have gennemført en markedsundersøgelse og sammen med ansøgningen indsende en underskrevet erklæring, som findes på Fiskeristyrelsens hjemmeside om, at der kun er en leverandør på markedet. Stk. 5. Hvis det fremgår af ansøgningen, at der vil blive gennemført et udbud efter udbudslovens eller tilbudslovens regler for en eller flere af de tilskudsberettigede udgifter, forlanger Fiskeristyrelsen ikke, at ansøger sender to direkte sammenlignelige tilbud i henhold til stk. 3, nr. 2, sammen med ansøgningen.

Afgørelse på baggrund af oplysninger i ansøgningen

§ 6

§ 6. Ansøgning om tilsagn kan ikke tages under behandling, hvis den er uantagelig i medfør af artikel 11, i forordning nr. 2021/1139/EU.

§ 7

§ 7. Fiskeristyrelsen kan give helt eller delvist afslag på ansøgningen, hvis

  1. de ansøgte tilskudsberettigede udgifter ikke er rimelige, jf. § 5, stk. 3, nr. 2,
  2. de påkrævede oplysninger i ansøgningen, jf. § 5, stk. 3, ikke er afgivet, eller
  3. udgifterne ikke er tilskudsberettigede, jf. § 9 og § 10.

Betingelser for at beholde tilsagn

§ 8

(Stk. 5)

§ 8. Tilsagn om tilskud er betinget af, at

  1. tilsagnshaver ejer investeringerne i projektet,
  2. projektet gennemføres af tilsagnshaver,
  3. projektet gennemføres i overensstemmelse med tilsagnet,
  4. tilsagnshaver, under hele projektperioden og i en periode på fem år efter slutudbetalingen, opfylder betingelserne om antagelighed i artikel 11, i forordning nr. 2021/1139/EU,
  5. alle dokumenter vedrørende projektet med tilhørende regnskabsbilag holdes tilgængelige for Fiskeristyrelsen i mindst 5 år, regnet fra den 31. december i det år projektet er slutudbetalt, jf. artikel 82, i forordning nr. 2021/1060/EU,
  6. dokumentation for, at reglerne i udbudsloven eller tilbudsloven er overholdt, holdes tilgængelig i mindst 5 år regnet fra den 31. december i det år projektet er slutudbetalt, hvis projektet eller dele heraf er omfattet af disse regler,
  7. projektet afsluttes senest den dato, der er anført i tilsagnet, jf. dog § 13,
  8. tilsagnshaver sender udbetalingsanmodning, opgørelse over tilskudsberettigede udgifter, alle udgiftsbilag, dokumentation for betaling, dokumentation for eventuelt afholdte udbud, eventuelle offentlige tilladelser og slutrapport rettidigt til Fiskeristyrelsen, jf. § 14, og
  9. kontrolmyndigheden sikres adgang til projektområdet og det fysiske projektmateriale i forbindelse med kontrol. Stk. 2. Det er, udover hvad der fremgår af stk. 1, en betingelse for opretholdelse af tilsagn om tilskud, at tilsagnshaver afgiver de oplysninger, som Fiskeristyrelsen beder om, herunder om forventede effekter, og på styrelsens anmodning indsender en evalueringsrapport om projektets effekter, efter projektet eller investeringen er afsluttet. Oplysningerne er nødvendige for at kunne overvåge og evaluere Hav-, Fiskeri- og Akvakulturudviklingsprogrammet, navnlig med hensyn til at opfylde specifikke mål og prioriteter, jf. artikel 46, stk. 3, i forordning nr. 2021/1139/EU. Stk. 3. Tilsagnshaver skal synliggøre, at projektet er støttet af Den Europæiske Hav-, Fiskeri og Akvakulturfond, jf. artikel 50 i forordning nr. 2021/1060/EU. Dette gøres på tilsagnshavers hjemmeside, på sociale medier og i kommunikationsmateriale. Stk. 4. Fiskeristyrelsen kan fastsætte yderligere betingelser i tilsagnet. Stk. 5. Fiskeristyrelsen kan offentliggøre oplysninger om de projekter, som modtager tilskud.
regnskab

Tilskudsberettigede udgifter

§ 9

(Stk. 4)

§ 9. De tilskudsberettigede udgifter kan omfatte følgende:

  1. Løn til tilsagnshavers personale, der er beskæftiget med projektet.
  2. Udgifter til konsulenter til en timepris på højest 1.200 kr., medmindre det dokumenteres, at en højere pris er rimelig, eller der gives andre saglige begrundelser for prisen. Konsulentens udgifter til rejser, kørsel, fortæring og repræsentation skal være indeholdt i timeprisen.
  3. 15 pct. i overhead af den direkte lønudgift for tilsagnshavers personale, der er beskæftiget med projektet eller op til 25 pct. af projektets samlede, tilskudsberettigede udgifter, forudsat at taksten forinden er beregnet på en rimelig, retfærdig og verificerbar beregningsmetode baseret på historiske data for den individuelle støttemodtager, jf. artikel 54, litra c, og artikel 53, stk. 3, litra a, pkt. ii, i forordning nr. 2021/1060/EU.
  4. Leje af fartøj.
  5. Leje af lokaler.
  6. Udgifter i forbindelse med personalets rejser og deltagelse i videnskabelige konferencer. For rejser med tog, bus og fly gives tilskud til økonomiklasse. For rejser med egen bil gives tilskud efter statens laveste kørselstakst.
  7. Investeringer i udstyr og materialer.
  8. Udgifter til reparation af udstyr, der kun anvendes til aktiviteter inden for det tilskudsberettigede projekt.
  9. Afskrivning på omkostningerne til køb eller bygning af skib.
  10. Udgifter til brug af egne skibe. Stk. 2. Udgifterne skal være direkte relaterede til og nødvendige for at gennemføre projektet. Stk. 3. Fiskeristyrelsen giver tilsagn til den billigste pris på baggrund af de to direkte sammenlignelige tilbud, jf. § 5, stk. 3, nr. 2. Stk. 4. Hvis Fiskeristyrelsen ikke forlanger, at der sendes to tilbud til dokumentation for rimelige priser, jf. § 5, stk. 5, kan styrelsen i stedet give tilsagn til de anslåede priser i ansøgningen. Inden for rammerne af budgettet i tilsagnet er udgifter, som er omfattet af udbud, herunder udgifter til konsulenter uanset beløbsgrænsen i stk. 1, nr. 2, maksimalt tilskudsberettigede til det beløb, som følger af den gennemførte udbudsforretning.
afskrivningleje
§ 10

§ 10. De tilskudsberettigede projektudgifter kan ikke omfatte følgende:

  1. Almindelige driftsomkostninger.
  2. Udgifter, som er afholdt uden for projektperioden.
  3. Udgifter, hvortil der gives andre EU-tilskud.
  4. Udgifter, hvor fakturaen ikke er udstedt til tilsagnshaver.
  5. Udgifter, som ikke er betalt, inden ansøgning om udbetaling indsendes.
  6. Udgifter til køb af brugt udstyr og materialer.
  7. Udgifter til moms.
  8. Udgifter til gebyrer, medmindre disse er nødvendige for gennemførelsen af projektet.
  9. Udgifter i form af naturalydelser, som omhandlet i artikel 67, i forordning nr. 2021/1060/EU.
moms

Beregning af tilskud

§ 11

(Stk. 3)

§ 11. Den afsatte bevillingsmæssige ramme er på 204,6 mio. kr., og fordeles mellem ansøgerne på baggrund af aktivitetsbeskrivelserne i ansøgningerne i forhold til aktivitetsbeskrivelserne i de nationale arbejdsplaner for 2020-2021 og 2022-2024. Stk. 2. Den bevillingsmæssige ramme er indikativ. Stk. 3. Der kan maksimalt opnås tilskud til 100 pct. af de tilskudsberettigede udgifter.

Ændring af projekt og forlængelse af projektperioden

§ 12

(Stk. 8)

§ 12. Væsentlige projektændringer kan godkendes af Fiskeristyrelsen på betingelse af, at de er i overensstemmelse med formålet med det ved tilsagnet godkendte projekt. Anmodning om en væsentlig projektændring skal indsendes via ansøgningsportalen TAS. Tilsagnshaver kan for egen regning og risiko igangsætte ændringerne, inden Fiskeristyrelsen har godkendt anmodningen. Stk. 2. Anmodning om væsentlig ændring af et projekt skal være modtaget i Fiskeristyrelsen senest to måneder før den dato, hvor projektet senest skal være afsluttet. Stk. 3. Tilsagnsbeløbet kan ikke forhøjes i forbindelse med ændring af et projekt, med mindre der sker ændringer i den nationale arbejdsplan, som medfører flere opgaver end dem, der oprindeligt blev godkendt. Stk. 4. Anmodning om ændring af projektet kan ikke godkendes, såfremt ændringen betyder, at projektet i sin ændrede form falder uden for formålet med ordningen. Stk. 5. Ændringer, der ikke påvirker formålet med det ved tilsagnet godkendte projekt, kan gennemføres uden Fiskeristyrelsens forudgående godkendelse. Stk. 6. Stk. 5 gælder ikke, hvis investeringer som følge af ændringen overstiger 50.000 kr., da der i så fald skal indsendes to tilbud, jf. § 5, stk. 3, nr. 2. Bestemmelsen i stk. 5 finder dog anvendelse hvis der vil blive gennemført et udbud efter udbudslovens eller tilbudslovens regler for en eller flere af de udgifter, der er omfattet af projektændringen, jf. § 5, stk. 5. Stk. 7. Hvis et gennemført udbud, jf. § 9, stk. 4, medfører en lavere omkostning end anført i ansøgningen om tilsagn, kan der ikke ved en anmodning om ændring af projektet ske omfordeling i budgettet af de frigjorte midler til en anden omkostningsart. Stk. 8. Hvis Fiskeristyrelsen har godkendt en anmodning om ændring i strid med stk. 7, inden dokumentation for afholdte udbud er modtaget, jf. § 14, vil godkendelsen blive tilbagekaldt.

§ 13

(Stk. 4)

§ 13. Forlængelse af projektperioden kan godkendes af Fiskeristyrelsen. Stk. 2. Anmodning om forlængelse af projektperioden skal være modtaget i Fiskeristyrelsen senest to måneder før den dato, hvor projektet senest skal være afsluttet. Stk. 3. Anmodningen skal indeholde en beskrivelse af årsagen til, at projektet er forsinket, en angivelse af datoen for, hvornår projektet forventes afsluttet, og en begrundet redegørelse for, hvordan projektet kan gennemføres inden for den angivne forlængede periode. Stk. 4. Anmodning om forlængelse af projektet skal indsendes via styrelsens tilskudsadministrative system.

Udbetaling af tilskud

§ 14

(Stk. 5)

§ 14. Udbetaling af tilskud sker på baggrund af tilsagnshavers opgørelse over betalte tilskudsberettigede udgifter. Anmodning om udbetaling af tilskud skal indsendes via styrelsens tilskudsadministrative system og vedlægges

  1. alle udgiftsbilag,
  2. dokumentation for betaling af udgifterne,
  3. dokumentation for eventuelt afholdte udbud, og
  4. eventuelle offentlige tilladelser. Stk. 2. Tilskud kan udbetales i to rater og en slutudbetaling. Stk. 3. Anmodning om slutudbetaling skal være modtaget i Fiskeristyrelsen senest den 30. juni efter den dato, hvor projektet skal være afsluttet i henhold til tilsagnet. Stk. 4. Inden hver udbetaling er det en betingelse, at den nationale korrespondent på vegne af alle dataindsamlingsprojekterne under denne ansøgningsrunde har modtaget anerkendelse af årsrapporten fra Europa-Kommissionen. Stk. 5. Alle udgifter skal være afholdt og betalt af tilsagnshaver. De skal være betalt senest på tidspunktet, hvor udbetalingsanmodningen indsendes, jf. stk. 3.
§ 15

§ 15. Fiskeristyrelsen overfører tilskuddet til tilsagnshavers NemKonto.

Bortfald af tilsagn, tilbagebetaling og nedsættelse af tilskud

§ 16

§ 16. Fiskeristyrelsen træffer afgørelse om bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud, hvis tilsagnshaver har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse.

§ 17

(Stk. 4)

§ 17. Fiskeristyrelsen kan træffe afgørelse om hel eller delvis bortfald af tilsagn, nedsættelse og tilbagebetaling af tilskud, hvis betingelserne i § 8 ikke er overholdt. Stk. 2. Afgørelse om en forholdsmæssig reduktion af tilskuddet efter stk. 1, fastlægges i en størrelse som står i rimeligt forhold til arten, grovheden, varigheden og hyppigheden af den alvorlige overtrædelse og EHFAF-bidragets betydning for tilsagnshaverens aktivitet, jf. artikel 44, i forordning nr. 2021/1339/EU, jf. dog stk. 3, og §§ 18-22. Stk. 3. Stk. 2 finder kun anvendelse for overtrædelser, hvor projektet fortsat efter Fiskeristyrelsens vurdering lever op til ordningens formål, da tilsagnet ellers bortfalder. Stk. 4. For at fastlægge omfanget af en overtrædelse vurderer Fiskeristyrelsen, hvor stor en del af projektet, som er berørt af overtrædelsen, og der sker kun nedsættelse for den del.

§ 18

§ 18. Fiskeristyrelsen nedsætter tilskuddet som følger, hvis projektet afsluttes efter datoen for projektets afslutning, som fastsat i tilsagnet, jf. dog § 13:

  1. 0-30 kalenderdage for sen afslutning af projektet medfører 5 pct. nedsættelse.
  2. 31-60 kalenderdage for sen afslutning af projektet medfører 10 pct. nedsættelse.
  3. 61-90 kalenderdage for sen afslutning af projektet medfører 15 pct. nedsættelse.
  4. Mere end 90 kalenderdage for sen afslutning af projektet medfører bortfald af tilsagn og krav om tilbagebetaling af eventuel tidligere udbetalt rate.
§ 19

(Stk. 2)

§ 19. Fiskeristyrelsen nedsætter slutudbetalingen med 1 pct. pr. kalenderdag ved for sent modtaget anmodning om udbetaling, jf. § 14, stk. 3, til og med den 20. kalenderdag. Stk. 2. En forsinkelse på mere end 20 kalenderdage medfører 100 pct. nedsættelse af slutudbetalingen og eventuel bortfald af tilsagn.

§ 20

§ 20. Ved manglende overholdelse af begge tidsfrister, jf. §§ 18 og 19, vil der kun ske nedsættelse eller bortfald efter § 18.

§ 21

§ 21. Fiskeristyrelsen annullerer op til 3 % af tilskuddet til projektet, hvis tilsagnshaver ikke opfylder sine forpligtelser til at synliggøre, at projektet er støttet af den Europæiske Hav- Fiskeri- og Akvakulturfond, og hvis tilsagnshaver ikke har foretaget afhjælpende foranstaltninger.

§ 22

§ 22. Fiskeristyrelsen kan efter en konkret vurdering træffe afgørelse om bortfald af tilsagn eller foretage en forholdsmæssig nedsættelse af den samlede værdi af de tilskudsberettigede udgifter, der skulle have været i udbud, hvis udbudslovens eller tilbudslovens regler ikke er overholdt. Nedsættelsen fastlægges i en størrelse som står i rimelig forhold til arten, grovheden, varigheden og hyppigheden af den alvorlige overtrædelse og EHFAF-bidragets betydning for tilsagnshaverens aktivitet, jf. artikel 44 i forordning nr. 2021/1339/EU.

Force majeure

§ 23

(Stk. 3)

§ 23. Fiskeristyrelsen kan anerkende tilfælde af force majeure og andre ekstraordinære omstændigheder, der forhindrer tilsagnshaver i at gennemføre projektet, og som ikke medfører bortfald af tilsagn og tilbagebetaling eller nedsættelse af tilskud, jf. denne bekendtgørelses kapitel 9. Stk. 2. Hvis tilsagnshaver ønsker at påberåbe sig force majeure eller andre ekstraordinære omstændigheder, skal dette meddeles Fiskeristyrelsen skriftligt senest 15 arbejdsdage efter det tidspunkt, hvor tilsagnshaver er i stand til at gøre det. Meddelelsen skal være vedlagt fyldestgørende dokumentationsmateriale. Stk. 3. Det er en betingelse for anerkendelse af force majeure eller andre ekstraordinære omstændigheder i konkrete tilfælde, at de indtrufne begivenheder forhindrer tilsagnshaver i at opfylde sine forpligtelser, og at tilsagnshaver ikke ved en forholdsmæssig indsats kunne have sikret sig herimod.

Kontrol

§ 24

§ 24. Fiskeristyrelsen forestår den fysiske og administrative kontrol samt den efterfølgende regnskabskontrol af projekter, der modtager tilskud.

regnskab

Ikrafttræden

§ 25

(Stk. 2)

§ 25. Bekendtgørelsen træder i kraft den 29. september 2021. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1224 af 26. november 2019 om tilskud til dataindsamling for fiskeri- og akvakultursektoren ophæves.

Fiskeristyrelsen /Nanna Møller / Marie Louise Flach de Neergaard/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2021
Ikrafttrædelsesdato
20. oktober 2023
Bekendtgørelse om tilskud til dataindsamling for fiskeri- og akvakultursektoren | TheLawyer.sh