TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om statsrefusion af kommuners udgifter til køb af refusionsgodkendte forestillinger af børneteater og opsøgende scenekunst

DanmarkBekendtgørelse2021

Kulturministeriet

BEK nr 1968 af 25/10/2021 I medfør af § 25, stk. 2, i lov om scenekunst, jf. lovbekendtgørelse nr. 246 af 18. marts 2020 og akt nr. 345 af 2. september 2021, og efter forhandling med KL (Kommunernes Landsforening) fastsættes:

§ 1

§ 1. Staten refunderer 50 pct. af kommunernes udgifter ved køb af hele professionelle forestillinger af børneteater og opsøgende scenekunst, der er refusionsgodkendt i henhold til reglerne i denne bekendtgørelse.

§ 2

(Stk. 5)

§ 2. Ved børneteater forstås i denne bekendtgørelse teater, som er produceret for børn under 16 år. Stk. 2. Ved opsøgende scenekunst forstås i denne bekendtgørelse scenekunst, der opføres på steder som skoler, børneinstitutioner, kommunale tilbud og uddannelsestilbud m.v. til unge under 25 år, biblioteker, arbejdspladser, gadeteater og lignende, hvor publikum kommer af andre grunde end for at se scenekunst. Denne teaterform kan henvende sig både til børn og voksne. Statens Kunstfond afgør, om der i det enkelte tilfælde er tale om opsøgende scenekunst. Stk. 3. Ved køb af hele refusionsgodkendte forestillinger forstås køb af opførelser af forestillinger, hvor købet omfatter de pågældende opførelsers samlede udbudte sals- og publikumskapacitet. Stk. 4. Ved teatersæson forstås perioden 1. juli-30. juni. Stk. 5. Ved straksrefusion forstås en refusion, som udbetales efter opførelsen af en forestilling og senest 30 dage efter ansøgning om refusionen.

Godkendelsesberettigede forestillinger

§ 3

(Stk. 2)

§ 3. Forestillinger af børneteater og opsøgende scenekunst, som teatre eller producenter har produceret med økonomisk støtte i henhold til lov om scenekunst, er automatisk godkendt til at kunne udbydes med refusion. Stk. 2. Refusionsgodkendelse, jf. stk. 1, ophører fem teatersæsoner efter, at teatret eller producenten ikke længere modtager tilskud i henhold til lov om scenekunst. I tilfælde, hvor en godkendt forestilling overdrages til et teater eller en producent, som ikke modtager støtte i henhold til lov om scenekunst, udløber godkendelsen fem teatersæsoner efter overdragelsen. Derefter kan der ansøges om refusionsgodkendelse på ny. Ophør sker med udgangen af en teatersæson (30. juni).

§ 4

§ 4. Forestillinger af børneteater og opsøgende scenekunst, der ikke er produceret med støtte i henhold til lov om scenekunst, jf. § 3, skal for at kunne udbydes med refusion godkendes af Statens Kunstfond.

Vurderingskriterier og procedure for godkendelse til refusion for forestillinger, der ikke er produceret med støtte i henhold til lov om scenekunst

§ 5

(Stk. 4)

§ 5. Meddelelse af refusionsgodkendelse, jf. § 4, sker efter ansøgning, der indsendes til Statens Kunstfond. Stk. 2. Der kan kun søges godkendelse for færdigproducerede forestillinger. Stk. 3. Statens Kunstfond fastsætter nærmere regler for ansøgningernes form og indhold, samt indsendelsestidspunkt. Stk. 4. Slots- og Kulturstyrelsen varetager Statens Kunstfonds sekretariatsfunktioner.

§ 6

(Stk. 5)

§ 6. Statens Kunstfond foretager en vurdering af, om en forestilling lever op til kriterierne for refusion, herunder foretager en scenekunstfaglig vurdering. Ved den scenekunstfaglige vurdering lægger Statens Kunstfond vægt på forestillingens kvalitative og teaterfaglige standard i forhold til den aldersmæssige målgruppe forestillingen henvender sig til. Stk. 2. Statens Kunstfonds vurdering sker på baggrund af teatrets eller producentens ansøgning jf. § 5. Stk. 3. Refusionsgodkendelse meddeles for en eller flere teatersæsoner ad gangen, dog maksimalt fem teatersæsoner. Statens Kunstfond kan forlænge en refusionsgodkendelse på baggrund af en ny ansøgning. Stk. 4. Såfremt en forestilling er refusionsgodkendt for flere teatersæsoner, og der i løbet af perioden foretages udskiftninger af en eller flere af de centrale skuespillere, og det medfører væsentlige ændringer i forestillingen eller der på anden måde sker væsentlige ændringer i de forudsætninger, hvorunder Statens Kunstfond har meddelt godkendelse, påhviler det producenten snarest at underrette Statens Kunstfond. Statens Kunstfond tager herefter stilling til, om godkendelsen fortsat skal være gældende for de kommende teatersæsoner. Stk. 5. Godkendte forestillinger tildeles et journalnummer, som anvendes som dokumentation for forestillingens status som refusionsgodkendt forestilling i den meddelte periode, jf. stk. 3.

Refusionsberettigede kommunale udgifter

§ 7

§ 7. Følgende kommunale udgifter, herunder tilskud, er refusionsberettigede:

  1. Udgifter ved køb af refusionsgodkendte hele forestillinger af børneteater og opsøgende scenekunst, når disse købes af kommuner eller kommunale institutioner, herunder også udgifter til køb af hele forestillinger til børneteaterfestivaler.
  2. Tilskud til organisationer, foreninger og ikke-kommunale institutioner m.v. til dækning af udgifter ved disses køb af refusionsgodkendte hele forestillinger af børneteater og opsøgende scenekunst.
§ 8

§ 8. Der ydes ikke refusion af følgende kommunale udgifter:

  1. Udgifter, hvortil der ydes statstilskud eller refusion i henhold til anden lovgivning, bortset fra bloktilskud.
  2. Udgifter til køb af enkeltbilletter til refusionsgodkendte forestillinger af børneteater og opsøgende scenekunst.
  3. Udgifter og tilskud til køb af hele forestillinger af børneteater og opsøgende scenekunst, hvor prisen allerede er reduceret gennem et statsligt formidlingstilskud i henhold til § 24 i lov om scenekunst.
  4. Udgifter ved kommunale institutioners administration af børneteater og opsøgende scenekunst.
  5. Udgifter til transport af publikum til og fra forestillingsopførelserne.
  6. Til og med 2022 udgifter, der er afholdt i kalenderåret, der ligger forud for det senest afsluttede kalenderår.
  7. Fra 1. januar 2023 udgifter, der er afholdt før et igangværende kalenderår.

Indberetning til Slots- og Kulturstyrelsen for kalenderåret 2021

§ 9

(Stk. 4)

§ 9. Kommunerne skal indsende en opgørelse over de i løbet af kalenderåret 2021 afholdte refusionsberettigede udgifter til Slots- og Kulturstyrelsen. Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter nærmere retningslinjer for opgørelsens form. Stk. 2. Udgifterne medregnes i opgørelsen eksklusiv moms. Stk. 3. Opgørelsen skal være påtegnet af den kommunale revision hvis den indberettede refusion overstiger 100.000 kr. Påtegningen skal oplyse, at opgørelsen er revideret i overensstemmelse med det kommunale revisionsregulativ, og at opgørelsen af statsrefusion er foretaget i overensstemmelse med §§ 7 og 8. Stk. 4. For opgørelser, hvor den opgjorte statslige refusion udgør 100.000 kr. eller derunder indsender kommunen sammen med opgørelsen en erklæring om, at opgørelsen af statsrefusion er foretaget i overensstemmelse med §§ 7 og 8.

momsregnskab
§ 10

(Stk. 5)

§ 10. I 2021 kan kommunerne indsende en aconto-opgørelse over de i 2021 afholdte refusionsberettigede udgifter til børneteater og opsøgende scenekunst til Slots- og Kulturstyrelsen. Aconto-opgørelsen indsendes senest den 21. november 2021 med henblik på hel eller delvis udbetaling af refusion for 2021 i kalenderåret 2021. Aconto-opgørelsen skal ikke være påtegnet af den kommunale revision. Stk. 2. Kommunerne skal senest den 1. april 2022 indsende en endelig opgørelse, jf. § 9, stk. 1, over de refusionsberettigede udgifter i 2021 til Slots- og Kulturstyrelsen, med henblik på endelig afregning af refusion i 2022. Stk. 3. Der kan kun indsendes én opgørelse for hver kommune for hver af de i stk. 1 og stk. 2 nævnte opgørelser. Stk. 4. Hvis den samlede opgjorte refusion for 2021 overstiger 100.000 kr., skal kommunen sammen med den endelige opgørelse, jf. stk. 2, indsende en påtegning af den kommunale revision i overensstemmelse med § 9, stk. 3. Stk. 5. For opgørelser, hvor den opgjorte statslige refusion udgør 100.000 kr. eller derunder skal kommunen sammen med den endelige opgørelse, der indsendes senest den 1. april 2022, jf. stk. 2, indsende en erklæring om, at opgørelsen af statsrefusion er foretaget i overensstemmelse med § 9, stk. 4.

Ansøgning om straksrefusion

regnskab
§ 11

(Stk. 8)

§ 11. Fra den 1. januar 2022 indberetter kommuner, herunder kommunale institutioner og kommunale indkøbere afholdte udgifter til køb af forestillinger, jf. § 7, nr. 1, senest 30 dage efter forestillingernes har været opført, jf. dog stk. 2, med henblik på straksrefusion. Indberetningen sker via en digital platform til S/I Scenit. Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter nærmere retningslinjer for indberetningens form. Stk. 2. Forestillinger som opføres i december måned, skal indberettes senest den 4. januar det efterfølgende år. Stk. 3. Fra den 1. januar 2022 indberetter kommuner bevilgede tilskud til organisationer, foreninger og ikke-kommunale institutioner m.v. til dækning af udgifter ved disses køb af refusionsgodkendte hele forestillinger af børneteater og opsøgende scenekunst, jf. § 7, nr. 2, senest 30 dage efter at tilskuddet er udbetalt, dog senest den 4. januar i det efterfølgende kalenderår, med henblik på straksrefusion. Udbetales tilskuddet i rater, skal indberetningen foretages senest 30 dage efter, at den enkelte tilskudsrate er udbetalt. Indberetningen sker via en digital platform drevet af S/I Scenit. Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter nærmere retningslinjer for opgørelsens form. Stk. 4. Udgifterne efter stk. 1 og stk. 3 skal indberettes eksklusiv moms. Stk. 5. Kommunen, herunder den kommunale institution eller kommunale indkøber, kan, hvor det er relevant, vælge at indberette flere købte forestillinger samtidigt, dog senest 30 dage efter den første forestillingsopførelse, der søges refusion for. Ved samtidig indberetning skal de enkelte forestillinger og oplysningerne om dem kunne identificeres. Stk. 6. Med indberetningen skal der vedlægges en kopi af faktura for den eller de forestillinger, der søges refusion for. Hvis udgiften, der søges straksrefusion for, stammer fra et kommunalt tilskud efter stk. 3, jf. § 7, nr. 2, kan dokumentationen udgøres af en kopi af tilsagnsbrev, samarbejdsaftale eller lignende. Stk. 7. Sammen med indberetningen skal indberetter oplyse relevante data tilgængelige for indberetter om afviklingen af forestillinger til brug for statistiske formål, herunder oplysninger om antal tilskuere og tilskuere fordelt på aldersgrupper. Stk. 8. Slots- og Kulturstyrelsen kan dispensere fra fristen på 30 dage jf. stk. 1, i forbindelse med skolernes sommerferie.

moms
§ 12

(Stk. 4)

§ 12. S/I Scenit screener modtagne indberetninger med henblik på at identificere:

  1. at ansøgeren er en kommune, en kommunal institution eller en kommunal indkøber,
  2. at den eller de opførte forestillinger er refusionsberettigede i henhold til §§ 3-6,
  3. at der kan ydes refusion for den ansøgte udgift, og
  4. at der er indsendt den fornødne dokumentation for udgiften, jf. § 11, stk. 6. Stk. 2. I de tilfælde hvor der er usikkerhed om udfaldet af en ansøgning om refusion på baggrund af kriterierne i stk. 1, videresendes ansøgningen til Slots- og Kulturstyrelsen, som senest 30 dage efter modtagelsen i Slots- og Kulturstyrelsen træffer afgørelse om tildeling af eller afslag på tildeling af refusion. Stk. 3. Udfaldet af behandling af ansøgninger efter stk. 1, kan påklages til Slots- og Kulturstyrelsen senest 30 dage efter udfaldet af behandlingen er meddelt. Stk. 4. Afgørelser truffet af Slots- og Kulturstyrelsen efter stk. 2, kan påklages til Kulturministeriet.

Udbetaling og regulering af refusion til kommunerne for udgifter afholdt i kalenderåret 2021

§ 13

(Stk. 5)

§ 13. Slots- og Kulturstyrelsen udbetaler refusion til kommunerne for udgifter afholdt i kalenderåret 2021, jf. § 1, på baggrund af de af kommunen indsendte opgørelser, i henhold til §§ 9 og 10. Stk. 2. Hvis den kommunale revision har taget forbehold eller har givet supplerende oplysninger i påtegningen til opgørelsen over de af kommunen afholdte refusionsberettigede udgifter, jf. § 9, stk. 3, kan statens refusion til kommunen nedsættes efter et skøn, foretaget af Slots- og Kulturstyrelsen. Det samme gælder, hvis Slots- og Kulturstyrelsen ved gennemgang af refusionsopgørelsen konstaterer, at der i opgørelsen er medtaget udgifter, der ikke er refusionsberettigede efter denne bekendtgørelse. Stk. 3. Slots- og Kulturstyrelsen udbetaler refusion for udgifter opgjort i henhold til § 10, stk. 1, senest den 31. december 2021. Refusionen udbetales aconto i én rate til den kommune, der har ansøgt om refusionen. Stk. 4. Slots- og Kulturstyrelsen udbetaler refusion for udgifter opgjort i henhold til § 10, stk. 2, senest den 1. juli 2022. Udbetalingen sker med fradrag af eventuel allerede udbetalt refusion, der er udbetalt aconto til kommunen i henhold til stk. 3, jf. § 10, stk. 1. Refusionen udbetales i én rate. Stk. 5. I de i stk. 2 beskrevne tilfælde kan Slots- og Kulturstyrelsen dog træffe afgørelse om at udbetale refusionen i flere rater, herunder aconto, og at foretage den endelige afregning af refusionen senere end den 1. juli 2022.

Udbetaling og regulering af straksrefusion til kommunerne for udgifter afholdt fra og med den 1. januar 2022

fradragregnskab
§ 14

(Stk. 3)

§ 14. S/I Scenit udbetaler straksrefusion til kommunerne, jf. § 1, på baggrund af den af kommunen indsendte indberetning, jf. § 11. Stk. 2. Refusionen udbetales inden for maksimalt 30 dage, såfremt kriterierne for udbetaling af refusionen er opfyldt, jf. § 12, stk. 1. Stk. 3. I tilfælde, hvor Slots- og Kulturstyrelsen jf. § 12, stk. 2, afgør, at refusion skal tildeles, udbetales refusionen inden 30 dage efter Slots- og Kulturstyrelsens afgørelse.

Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 15

(Stk. 3)

§ 15. Bekendtgørelsen træder i kraft den 27. oktober 2021. Stk. 2. Bekendtgørelsens §§ 11, 12 og 14 træder i kraft den 1. januar 2022. Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1474 af 17. december 2019 om statsrefusion af kommuners udgifter ved køb af refusionsgodkendte forestillinger af børneteater og opsøgende scenekunst ophæves.

Kulturministeriet /Ane Halsboe-Jørgensen / Ane Kathrine Lærkesen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2021
Ikrafttrædelsesdato
20. oktober 2023
Bekendtgørelse om statsrefusion af kommuners udgifter til køb af refusionsgodkendte forestillinger af børneteater og opsøgende scenekunst | TheLawyer.sh