TheLawyer.sh
Tilbage

Ladestanderpuljen

Bekendtgørelse om tilskud til etablering af ladestandere i fælles parkeringsanlæg tilhørende boligforeninger mv.

BEK nr 1989 af 29/10/2021

DanmarkBekendtgørelse2021

Social- og Boligministeriet

§ 1

Bolig- og Planstyrelsen kan inden for en ramme på 33,6 mio. kr. i 2021 yde tilskud til etablering af ladestandere til opladning af elbiler i fælles parkeringsanlæg tilhørende almene boligafdelinger.

Stk. 2

Bolig- og Planstyrelsen kan inden for en ramme på 14,4 mio. kr. i 2021 yde tilskud til etablering af ladestandere til opladning af elbiler i fælles parkeringsanlæg tilhørende andelsboligforeninger og ejerforeninger.

Stk. 3

Tilskud efter denne bekendtgørelse udgør statsstøtte i medfør af artikel 107, stk. 1, i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde i det omfang, tilskuddet ydes til virksomheder og er omfattet af artikel 107, stk. 1. Tilskud ydes til andelsboligforeninger og ejerforeninger, der udøver økonomisk aktivitet samt almene boligorganisationer i overensstemmelse med Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte (herefter de minimis-forordningen).

§ 2

Inden for de i § 1 anførte rammer kan Bolig- og Planstyrelsen yde tilskud til etablering af ladestandere til opladning af elbiler i fælles parkeringsanlæg. Tilskud kan ydes til følgende aktiviteter:

  1. Anskaffelse af et antal ladestandere, jf. stk. 3, på maksimalt 22 kW pr. stander.
  1. Gravearbejde og kabelføring, som er nødvendig til etableringen af ladestanderne.
  1. Forstærkning af elforsyning, som er nødvendig for at opnå en brugbar opladningsløsning for ladestanderne.
Stk. 2

Der kan ikke ydes tilskud til gravearbejde, kabelføring eller forstærkning af elforsyning til andre ladestandere end dem, der er meddelt tilsagn til i henhold til denne bekendtgørelse.

Stk. 3

Der kan ydes tilskud til 1 ladestander pr. ansøgning og derudover 1 ladestander for hver 20. bolig omfattet af ansøgningen.

§ 3

Tilskuddet udgør 25 pct. af de tilskudsberettigede udgifter, jf. § 2.

§ 4

Ansøgning om tilsagn om tilskud skal indsendes via den ansøgningsportal, som tilgængeliggøres på Bolig- og Planstyrelsens hjemmeside.

Stk. 2

Ansøgning om tilskud til ladestandere i fælles parkeringsanlæg tilhørende:

  1. Almene boligafdelinger, jf. § 1, stk. 1, indsendes af boligorganisationen. Der kan maksimalt indsendes en ansøgning for hver af boligorganisationens afdelinger.
  1. Andelsboligforeninger og ejerforeninger, jf. § 1, stk. 2, indsendes af den eller de, som er tegningsberettigede i foreningen. Der kan maksimalt indsendes en ansøgning for hver forening.
Stk. 3

Ansøgning om tilsagn om tilskud, jf. stk. 1 og 2, skal indeholde de krævede oplysninger og dokumentation til brug for behandling af ansøgning om tilskud til ladestandere, herunder oplysninger om eventuel anden tildelt de minimis-støtte i de seneste tre regnskabsår.

Stk. 4

Ansøgninger om tilskud fra andelsbolig- eller ejerforeninger skal ledsages af dokumentation for at ansøger er tegningsberettiget for foreningen på ansøgningstidspunktet. Såfremt flere er tegningsberettigede for foreningen, skal dokumentationen vedlægges fuldmagt, som bekræfter ansøgningens gyldighed, fra tegningsberettigede, der ikke undertegner ansøgningen.

§ 5

Ansøgning om tilskud skal være Bolig- og Planstyrelsen i hænde senest den 30. november 2021.

Stk. 2

Bolig- og Planstyrelsen kan fastsætte en ny frist for ansøgning om tilskud, såfremt der ikke er indkommet ansøgninger inden for fristen, jf. stk. 1, som muliggør fuld udnyttelse af tilskudsrammerne, jf. § 1, stk. 1 og 2.

§ 6

Bolig- og Planstyrelsen meddeler tilsagn om tilskud til indkomne ansøgninger, jf. § 4 i prioriteret rækkefølge efter følgende kriterier, som vægtes ligeligt:

  1. Jo større antal boliger i boligafdelingen, andelsboligforeningen eller ejerforeningen, der ansøges om midler til, des højere prioriteres ansøgningen.
  1. Jo længere der er til den nærmeste offentligt tilgængelige ladestander på minimum 11 kW des højere prioriteres ansøgningen. Ladestanderen, jf. 1. pkt., skal være tilgængelig for alle bilmærker, og der må ikke stilles krav til opladning, der indebærer udgifter ud over betaling for strøm, der leveres fra ladestanderen. Afstanden måles fra placeringen af den tilsagnsdækkede ladestander til den offentlige ladestander, jf. 1. og 2. pkt.
Stk. 2

Såfremt to ansøgninger opnår samme prioritet, jf. stk. 1, prioriteres den ansøgning med flest boliger.

§ 7

Ansøgninger, som opfylder betingelserne for tilsagn om tilskud, men som ikke kan imødekommes inden for den økonomiske ramme, jf. § 1, optages på venteliste.

Stk. 2

Tilbagefald af midler fra bortfaldne tilsagn tildeles løbende ansøgninger optaget på venteliste.

Stk. 3

Ventelisten, jf. stk. 1, slettes senest 31. december 2023.

§ 8

Eventuel uforbrugt ramme, jf. § 1, stk. 1 og 2, kan når tilsagn er meddelt, jf. § 6, overføres mellem rammerne.

§ 9

Tilsagnsmodtager skal inden 6 måneder efter, at tilsagn er meddelt af Bolig- og Planstyrelsen indsende dokumentation for, at der efter gældende vedtægter er opnået fornøden tilslutning til etablering af ladestandere, som omfattet af tilsagn, jf. § 6, fra

  1. lejerne i den almene boligafdeling,
  1. andelshavere i andelsforeningen eller
  1. ejere i ejerforeningen.
Stk. 2

Såfremt dokumentation som nævnt i stk. 1, ikke er indsendt til Bolig- og Planstyrelsen inden udløb af fristen, jf. stk. 1, bortfalder tilsagnet.

§ 10

Etablering af ladestandere omfattet af tilsagn, jf. § 6, må ikke påbegyndes, før dokumentation for tilslutning, jf. § 9, stk. 1, er godkendt af Bolig- og Planstyrelsen.

§ 11

Bolig- og Planstyrelsen kan meddele mertilsagn til ansøger, hvis udgifterne til etablering af ladestanderne overstiger det i ansøgningen oplyste beløb. Det er dog en betingelse for mertilsagn, at betingelserne i § 2 er opfyldt, og at der ikke er registreret ansøgninger på venteliste, som ikke er imødekommet jf. § 7.

§ 12

Tilsagn om tilskud, jf. § 6, er betinget af, at tilskuddet ydes i overensstemmelse med de minimis-forordningen, herunder set i forhold til eventuel anden tildelt de minimis-støtte, jf. stk. 2.

Stk. 2

Tilsagn om tilskud til almene boligorganisationer samt andelsboligforeninger og ejerforeninger, der udøver økonomisk aktivitet, er betinget af, at boligorganisationen, andelsboligforeningen eller ejerforeningen, over de seneste tre regnskabsår, samlet set ikke modtager mere end, hvad der svarer til 200.000 EUR i de minimis-støtte.

Stk. 3

Ved beregningen af modtaget de minimis-støtte, jf. stk. 2, indgår bl.a. forbindelser i overensstemmelse med definitionen af virksomheder i artikel 2, stk. 2, i de minimis-forordningen.

§ 13

Ansøgning om udbetaling af tilskud skal indsendes via den ansøgningsportal, som tilgængeliggøres på Bolig og Planstyrelsens hjemmeside.

Stk. 2

Ansøgning skal indsendes senest 1 år efter datoen for Bolig- og Planstyrelsens godkendelse af modtaget materiale, jf. § 10.

Stk. 3

Bolig- og Planstyrelsen kan forlænge fristen for ansøgning om udbetaling af tilskud, jf. stk. 1, hvis særlige forhold taler for det.

§ 14

Ansøgning om udbetaling, jf. § 13, skal vedlægges følgende dokumentation:

  1. Et projektregnskab med oplysninger om størrelsen af de afholdte og betalte tilskudsberettigede udgifter.
  1. Regningsbilag og bilag med dokumentation for betalte tilskudsberettigede udgifter vedrørende indkøb af ladestander, gravearbejde og elarbejde, jf. § 2, stk. 1.
Stk. 2

Hvis tilskudsbeløbet udgør 500.000 kr. eller derover, skal projektregnskabet revideres og påtegnes af en godkendt revisor i overensstemmelse med bekendtgørelsens bilag 1.

§ 15

Regningsbilag, der anvendes som dokumentation for afholdte udgifter til etablering af ladestandere i henhold til denne bekendtgørelse skal af den udførende virksomhed være påført oplysninger om følgende:

  1. Den udførende virksomheds CVR-nummer eller andet nationalt identifikationsnummer.
  1. Den bygningsejer og den adresse arbejdet vedrører.
  1. De materialer og produkter, der er indkøbt og det arbejde, der er udført i forhold til det tilskudsberettigede projekt.
  1. Start- og slutdato for udførelsen af arbejdet.
Stk. 2

Indeholder et regningsbilag både tilskudsberettigede og ikke-tilskudsberettigede materialer, produkter eller arbejder, skal det klart fremgå, hvilke dele af regningen, der vedrører henholdsvis det tilskudsberettigede projekt og andre dele.

§ 16

Tilskud udbetales til tilsagnsmodtagers NemKonto.

§ 17

Bolig- og Planstyrelsen kan beslutte, at tilsagn annulleres helt eller delvis i følgende tilfælde:

  1. Tilskudsmodtager har givet vildledende eller urigtige oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for ansøgningen om eller udbetaling af tilskud.
  1. Ansøger har ikke senest 1 år efter Bolig- og Planstyrelsens bekræftelse af modtaget materiale, jf. § 9, stk. 1, indsendt anmodning om udbetaling.
  1. Aktiviteterne, der er afgivet tilsagn om tilskud til, gennemføres ikke i overensstemmelse med ansøgningen og det fremsendte tilsagn.
  1. De i tilsagnet fastsatte frister overskrides.
  1. Øvrige betingelser for tilsagnet eller udbetaling af tilskud er ikke opfyldt.

§ 18

Hvis tilskuddet er udbetalt, kan det kræves helt eller delvis tilbagebetalt i de i stk. 1, angivne tilfælde.

Stk. 2

Tilbagebetaling af tilskud skal ske senest 14 dage efter påkrav. Tilbagebetales det skyldige beløb ikke rettidigt, tillægges beløbet rente efter forfaldsdagen svarende til den rente, der er fastsat i § 5 i lov om renter ved forsinket betaling m.v. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr.

§ 19

Bolig- og Planstyrelsen fører kontrol med, at tilsagnsmodtager overholder betingelserne for tilsagnet.

Stk. 2

Bolig- og Planstyrelsen kan foretage stikprøvekontrol af ansøgninger, anmodninger om udbetalinger og afsluttede sager om tilskud.

§ 20

Enhver, der modtager tilskud efter denne bekendtgørelse, er forpligtet til efter anmodning fra Bolig- og Planstyrelsen at afgive enhver oplysning, der har betydning for styrelsens kontrol med, at de fastsatte vilkår overholdes.

Stk. 2

Tilsagnsmodtager skal gøre styrelsen opmærksom på ændringer, der kan få betydning for tilsagn om tilskud eller udbetalingen af tilskud .

§ 21

Bolig- og Planstyrelsen afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 22

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2021.


Bolig- og Planstyrelsen

/Lise Aaen Kobberholm / Annette Klint Kofod/

Bilag 1 Instruks for revision af regnskaber for etablering af ladestandere i fælles parkeringsanlæg tilhørende boligforeninger mv., hvor tilskuddet overstiger 500.000 kr.

§ 1

Revisionen udføres af en godkendt revisor, jf. § 14, stk. 2, i bekendtgørelse om tilskud til etablering af ladestandere i fælles parkeringsanlæg tilhørende boligforeninger mv.

Stk. 2

I tilfælde af revisorskift i projektperioden skal den tiltrædende revisor rette henvendelse til den fratrædende revisor, der har pligt til at oplyse grundene til fratrædelsen.

§ 2

Revisionen udføres i overensstemmelse med almindeligt gældende krav og standarder for godkendte revisorers virksomhed samt standarderne for offentlig revision. Standarderne for offentlig revision præciserer de særlige krav til en revision af et tilskudsregnskab, der følger af god offentlig revisionsskik, således som dette begreb er fastlagt i § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. (lovbekendtgørelse nr. 101 af 19. januar 2012). Dette indebærer, at revisor gennemfører juridisk-kritiske revisioner og forvaltningsrevisioner som led i opgaven.

Stk. 2

Ved revisionen efterprøves, om regnskabet er rigtigt, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med det meddelte tilsagn om tilskud, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis.

§ 3

Revisionens omfang afhænger af tilskudsmodtagers administrative struktur og forretningsgange, herunder den interne kontrol og andre forhold af betydning for regnskabsaflæggelsen. Desuden har tilsagnets størrelse betydning for revisionens omfang.

§ 4

Ved revisionen skal revisor efterprøve,

  1. om projektregnskabet er rigtigt, dvs. uden væsentlige fejl og mangler
  1. om tilskudsbetingelserne er opfyldt, herunder bestemmelserne i bekendtgørelse om tilskud til etablering af ladestandere i fælles parkeringsanlæg tilhørende boligforeninger mv.
  1. om tilskuddet er anvendt til formålet
  1. om tilskudsmodtager har udvist sparsommelighed
Stk. 2

Revisionen udføres ved stikprøvevise undersøgelser.

§ 5

Tilskudsmodtager skal give revisor de oplysninger, som må anses af betydning for bedømmelsen af regnskabet. Tilskudsmodtager skal give revisor adgang til at foretage de undersøgelser, denne finder nødvendige, og skal sørge for, at revisor får de oplysninger og den bistand, som revisor anser for nødvendig for udførelsen af sit hverv.

§ 6

Bliver revisor i forbindelse med sit arbejde opmærksom på lovovertrædelser eller tilsidesættelser af forskrifter af væsentlig betydning, påhviler det revisor straks at give tilskudsmodtager meddelelse herom, samt at påse, at tilskudsmodtagers ledelse inden 3 uger giver Bolig- og Planstyrelsen meddelelse herom. I modsat fald er det revisors pligt at orientere Bolig- og Planstyrelsen. Revisors bemærkninger indsendes sammen med meddelelsen.

Stk. 2

Det samme gælder, hvis revisor under sin revision eller på anden måde bliver opmærksom på, at projektets gennemførelse er usikker af økonomiske eller andre grunde.

§ 7

Det reviderede regnskab forsynes med en påtegning, hvoraf det skal fremgå, at regnskabet er revideret i overensstemmelse med reglerne i denne instruks. Forbehold skal fremgå af påtegningen.

Stk. 2

Revisor skal afgive en revisionsberetning med revisors vurdering og konklusion vedrørende den udførte revision, jf. § 4. Beretningen kan afgives i tilslutning til påtegningen eller i en revisionsprotokol.

Stk. 3

Genpart af revisionsberetningen indsendes af tilskudsmodtager til Bolig- og Planstyrelsen sammen med det påtegnede regnskab.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2021
Ikrafttrædelsesdato
23. august 2025