Bekendtgørelse om krav af mundbind og visir i jobcentre i forbindelse med håndtering af covid-19
Beskæftigelsesministeriet
BEK nr 2481 af 18/12/2021 I medfør af § 32 og § 66, stk. 3, i epidemiloven, lov nr. 285 af 27. februar 2021, og efter forhandling med sundhedsministeren, og forelæggelse for Epidemiudvalget i henhold til § 9, stk. 1, i epidemiloven fastsættes:
Anvendelse af mundbind og visir i jobcentre
(Stk. 3)
§ 1. For at forebygge og inddæmme udbredelse af covid-19 skal besøgende på 12 år og derover have tildækket mund og næse ved brug af mundbind eller visir, når de befinder sig i lokaler i jobcentre, herunder kommunens egne lokaler og lejede lokaler, hvor jobcentret afholder samtaler, tilbud, aktiviteter m.v., jf. dog §§ 2 og 3. Stk. 2. Kravet i stk. 1 omfatter tillige medarbejdere og andre personer, der er tilknyttet det pågældende jobcenter og har kontakt til besøgende. Kravet omfatter ikke medarbejdere m.v., der opholder sig i et aflukket rum eller bag en afskærmning, hvortil alene medarbejdere m.v. har adgang. Stk. 3. Besøgende, der uberettiget undlader at bære mundbind eller visir efter stk. 1, kan bortvises.
Undtagelser
§ 2. Kravet om mundbind eller visir i § 1, stk. 1 og 2, gælder ikke personer med nedsat bevidsthedsniveau, fysiske eller mentale svækkelser eller andet, der gør, at de hverken er i stand til at bære mundbind eller visir.
§ 3. Uanset § 1, stk. 1 og 2, kan mundbind eller visir fjernes helt eller delvist, hvis det er nødvendigt, og der er en anerkendelsesværdig årsag til det, herunder i følgende situationer:
- Under kortvarig indtagelse af mad og drikke, såfremt dette er tilladt i henhold til ordensregler for det pågældende sted.
- Under indtagelse af medicin.
- Under samtale med personer, der mundaflæser.
- Hvis mundbindet eller visiret giver vejrtrækningsbesvær eller kvælningsfornemmelser.
- Hvis politiet skal foretage identifikation.
- Hvis børn og unge eller personer med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse af forskellige årsager skal trøstes eller bliver skræmt over brugen af mundbind eller visir.
Definition på mundbind og visir
(Stk. 2)
§ 4. Ved mundbind forstås i § 1 engangsmundbind eller stofmundbind, der dækker næse og mund, og som er fæstnet med snor, elastik eller lignende bag ørerne eller bag hovedet og er tætsluttende omkring ansigtet. Stk. 2. Ved visir forstås i § 1 skærme af plastik, der dækker øjne, næse og mund eller næse og mund, men som ikke er tætsluttende omkring ansigtet.
Kontrol af mundbind eller visir og krav om skiltning
§ 5. Jobcentrene skal opfylde følgende krav om information om og håndhævelse af krav til mundbind eller visir:
- Der skal i eller ved lokalerne i jobcentre opsættes informationsmateriale om kravet om at bruge mundbind eller visir efter § 1, stk. 1, og om mulighed for bortvisning ved manglende efterkommelse af kravet, jf. § 1, stk. 3.
- Der må alene tillades adgang for besøgende, der overholder kravet om at bruge mundbind eller visir efter § 1, stk. 1, jf. dog §§ 2 og 3.
- Det skal sikres, at medarbejdere og andre personer, der er tilknyttet lokalerne omfattet af § 1, stk. 1, overholder kravet om at bruge mundbind eller visir efter § 1, stk. 2.
- Det skal sikres, at besøgende, der undtagelsesvis ikke har medbragt mundbind m.v. ved fremmøde i jobcentret, som har pligt til at møde op i jobcentret, men som ikke med rimelighed i situationen kan fremskaffe mundbind m.v., vederlagsfrit kan få udleveret mundbind til brug for den konkrete situation.
Strafbestemmelse
§ 6. Med bøde straffes den, der ikke forlader et lokale i et jobcenter efter at være blevet bortvist, jf. § 1, stk. 3, i forbindelse med den håndhævelse, som jobcentre foretager af kravet om mundbind eller visir i medfør af § 5, nr. 2.
(Stk. 2)
§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 19. december 2021. Stk. 2. Bekendtgørelsen ophæves den 16. januar 2022.
Beskæftigelsesministeriet /Peter Hummelgaard / Josina Moltesen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2021
- Ikrafttrædelsesdato
- 18. december 2021