Bekendtgørelse om nettilslutning af vindmøller, solcelleanlæg, bølgekraftanlæg og vandkraftværker
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
BEK nr 2653 af 28/12/2021 I medfør af § 3, stk. 2, § 30, § 57, stk. 1, § 61, § 65, stk. 3, § 68, nr. 1, og § 73, stk. 1, i lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovbekendtgørelse nr. 1791 af 2. september 2021, som ændret ved lov nr. 2605 af 28. december 2021, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1068 af 25. oktober 2019 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser:
Anvendelsesområde, definitioner og fælles betingelser
(Stk. 3)
§ 1. Bekendtgørelsen gælder for elproducerende vindmøller, solcelleanlæg, vandkraftværker og bølgekraftanlæg på land og på havet, som tilsluttes det kollektive elforsyningsnet, og hvor aftale om nettilslutning med net- eller transmissionsvirksomhed er indgået den 1. januar 2022 eller senere, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder ikke for havvindmøller, som er etableret efter udbud, jf. § 23, stk. 1, jf. § 22, stk. 3, nr. 1 og 2, i lov om fremme af vedvarende energi. Stk. 3. I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Afregningsmåler: Måler, som anvendes til registrering af vindmøllens, solcelleanlæggets, bølgekraftanlæggets og vandkraftværkets elproduktion eller elforbrug.
- Eksisterende station: En transformerstation i det kollektive elforsyningsnet, som eksisterer på tidspunktet for indgåelse af nettilslutningsaftale.
- Havvindmølle: En vindmølle, der er opstillet på søterritoriet eller i den eksklusive økonomiske zone, og hvor vindmøllens fundament ikke er synligt ved normal vandstand.
- Installeret effekt af en vindmølle: Den opstillede vindmølles nominelle effekt, der er angivet i vindmøllens certifikat, jf. bekendtgørelse om teknisk certificeringsordning for vindmøller, eller i vindmøllens tekniske specifikation.
- Internt opsamlingsnet: Det interne forbindelsesnet mellem vindmøllerne i en havvindmøllepark eller vindmøller, solcelleanlæg eller bølgekraftanlæg, der er opstillet enkeltvis, i gruppe eller parker på land, frem til tilslutningspunktet, som ikke etableres, vedligeholdes og ejes af net- eller transmissionsvirksomheden.
- Nettilslutningsaftale: Aftale om nettilslutning indgået mellem net- eller transmissionsvirksomhed og anlægsejer.
- Samlede omkostninger: Omkostninger til etablering, nettab, drift og vedligehold for alle involverede net- og transmissionsvirksomheder og anlægsejer.
- Tilslutningspunktet: Det punkt hvor en eller flere vindmøller, solcelleanlæg, bølgekraftanlæg og vandkraftværker tilsluttes det kollektive elforsyningsnet.
- Relevant spændingsniveau: Det spændingsniveau som net- eller transmissionsvirksomheden har anvist.
(Stk. 2)
§ 2. En vindmølle, et solcelleanlæg, et bølgekraftanlæg og et vandkraftværk kan kun tilsluttes det kollektive elforsyningsnet, såfremt anlægget er opstillet i overensstemmelse med gældende bestemmelser i lov om fremme af vedvarende energi, lov om elforsyning, lov om planlægning og byggeloven samt regler udstedt med hjemmel i de nævnte love. Stk. 2. Såfremt betingelserne for nettilslutning er opfyldt, har net- og transmissionsvirksomheden pligt til at tilslutte vindmøllen, solcelleanlægget, et bølgekraftanlæg og et vandkraftværk til det kollektive elforsyningsnet.
Omkostningsfordeling ved nettilslutning m.v.
(Stk. 5)
§ 3. Ved anmodning om nettilslutning af en vindmølle på land, et solcelleanlæg, et bølgekraftanlæg, et vandkraftværk eller havvindmøller anviser netvirksomheden et tilslutningspunkt på det sted på det kollektive elforsyningsnet, hvor elektriciteten fra det nye anlæg kan aftages, jf. dog § 4. Der kan tilsluttes både vindmølle, solcelleanlæg, bølgekraftanlæg og vandkraftværk til samme tilslutningspunkt. Netvirksomheden fastsætter spændingsniveauet. Netvirksomheden skal anvise et tilslutningspunkt og fastsætte et spændingsniveau med de laveste samlede omkostninger ved nettilslutning. Stk. 2. Et tilslutningspunkt ved en transformerstation anvises der, hvor kablet fra anlægget tilsluttes et felt i det kollektive elforsyningsnet. Feltet etableres som en del af det kollektive elforsyningsnet. Stk. 3. Omkostninger til udbygning og forstærkning af det kollektive elforsyningsnet ved nettilslutning af en vindmølle på land, et solcelleanlæg, et bølgekraftanlæg, et vandkraftværk eller havvindmøller, påhviler netvirksomheden. Stk. 4. Ved tilslutning af et anlæg i egen forbrugsinstallation påhviler eventuel udbygning og forstærkning af stikledningen anlægsejeren. Stk. 5. Tilsluttes vindmøllen, solcelleanlægget, bølgekraftanlægget og vandkraftværket på transmissionsniveau, finder stk. 1-3 tilsvarende anvendelse for transmissionsvirksomheden.
(Stk. 3)
§ 4. Hvis det sted på det kollektive elforsyningsnet, som netvirksomheden anviser, jf. § 3, ligger længere fra anlægget end den nærmeste eksisterende station på det relevante spændingsniveau på mindst 50-60 kV, er netvirksomheden forpligtet til at forstærke det eksisterende kollektive elforsyningsnet eller føre nyt kollektivt elforsyningsnet frem til et tilslutningspunkt, som ikke ligger længere fra anlægget end den nærmeste eksisterende station på det relevante spændingsniveau på mindst 50-60 kV, når der er tilstrækkelig sikkerhed for, at der opføres vindmøller, solcelleanlæg, bølgekraftanlæg og vandkraftværker med en samlet installeret effekt på mindst 1,5 MW. Tilstrækkelig sikkerhed kan være bankgaranti eller tilsvarende sikkerhedsstillelse. Afstanden til den nærmeste eksisterende station på det relevante spændingsniveau på mindst 50-60 kV måles som afstanden mellem det punkt i anlægget og det punkt i den nærmeste eksisterende station på det relevante spændingsniveau på mindst 50-60 kV, som ligger nærmest. Netvirksomheden fastsætter spændingsniveauet. Netvirksomheden skal anvise det tilslutningspunkt og fastsætte det spændingsniveau med de laveste samlede omkostninger ved nettilslutning. Stk. 2. Tilsluttes vindmøller, solcelleanlæg, bølgekraftanlæg og vandkraftværk på transmissionsniveau, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse for transmissionsvirksomheden. Stk. 3. Energistyrelsen kan dispensere fra stk. 1 og 2, når anlægsejeren og net- eller transmissionsvirksomheden er enige om, at der i stedet skal anvises et tilslutningspunkt efter § 3.
§ 5. Hvis nettilslutning af vindmøller, solcelleanlæg, bølgekraftanlæg og vandkraftværk efter §§ 3-4 tillige nødvendiggør omkostninger til forstærkning af det kollektive elforsyningsnet med spændinger indtil 100 kV ejet af andre net- og transmissionsvirksomheder, afholdes omkostningerne hertil som en del af disse virksomheders omkostninger ved nettilslutningen.
(Stk. 7)
§ 6. Omkostninger til en vindmølles, et solcelleanlægs, et bølgekraftanlægs og et vandkraftværks nettilslutning frem til det i §§ 3-4 nævnte tilslutningspunkt afholdes af anlægsejeren, jf. stk. 2 og 3. Stk. 2. Omkostninger til køb og etablering af afregningsmålere og målertransformere og til den kollektive elforsyningsvirksomheds behandling af anmodning om nettilslutning påhviler anlægsejeren. Stk. 3. Afregningsmålere og målertransformere ejes af net- eller transmissionsvirksomheden. Stk. 4. Alle anlægsejeres nettilslutningsomkostninger skal dække dokumenterede udgifter og foreligge ved faktura, som skal være fremkommet til anlægsejeren senest 3 måneder efter anlæggets nettilslutning. Net- eller transmissionsvirksomheden kan dog vælge at lade omkostningerne ved nettilslutning af anlæg på under 1,5 MW opkræve hos anlægsejerne som et standardgebyr gennem virksomhedens tariffer. Stk. 5. Omkostninger til vedligeholdelse af eller udskiftning af afregningsmålere og målertransformere, kalibrering og aflæsning af målere samt til afregning af elektricitet, påhviler anlægsejeren. Omkostningerne skal dække reelle dokumenterede udgifter vedrørende det enkelte anlæg. Net- eller transmissionsvirksomheden skal over for ejeren af anlægget specificere omkostningernes sammensætning, jf. 1. pkt., ved fremsendelse af faktura. Net- eller transmissionsvirksomheden skal på anlægsejerens anmodning dokumentere disse omkostninger. Ved nettilslutning af anlæg på under 1,5 MW kan net- eller transmissionsvirksomheden i stedet vælge at lade disse omkostninger opkræve hos anlægsejerne som et standardgebyr gennem virksomhedens tariffer. Stk. 6. Såfremt net- eller transmissionsvirksomheden ikke har fremsendt faktura, jf. stk. 4, eller kan dokumentere omkostningerne ved faktura, jf. stk. 5, kan anlægsejeren indbringe sagen for Forsyningstilsynet, som kan pålægge net- eller transmissionsvirksomheden at fremkomme med faktura eller dokumentation for udgifterne. Stk. 7. Omkostninger til administration ved nettilslutning og ved, at et anlæg er nettilsluttet, som net- eller transmissionsvirksomheden afholder vedrørende anlægget, og som ikke er nævnt i stk. 2, 3 og 5, opkræves som omkostninger gennem den enkelte virksomheds tariffer, jf. elforsyningslovens § 73, stk. 3.
(Stk. 4)
§ 7. Elproduktionen fra vindmøller, solcelleanlæg, bølgekraftanlæg og vandkraftsværk skal registres på en afregningsmåler og afregnes i tilslutningspunktet. Afregningsmålere skal overholde Energinets forskrifter for elmåling, som er offentliggjort på Energinets hjemmeside www.energinet.dk. Stk. 2. Hvis der til elektricitet fra anlæg med samme tilslutningspunkt ydes forskelligt pristillæg eller ejeren af anlægget anmoder herom, fordeles produktionen forholdsmæssigt på baggrund af måling af produktionen foretaget ved hvert enkelt anlæg. Stk. 3. Er produktionen fra vindmøller, solcelleanlæg, bølgekraftanlæg og vandkraftværk ikke målt på timebasis, fordeles produktionen på timebasis af Energinet i overensstemmelse med de i stk. 1 nævnte forskrifter. Stk. 4. Vindmøller på 25 kW eller derunder og solcelleanlæg, bølgekraftanlæg samt vandkraftværk på 50 kW eller derunder tilsluttet en forbrugsinstallation er undtaget fra kravet om separat måling af elproduktionen efter stk. 1.
§ 8. Net- og transmissionsvirksomheden har pligt til at give en anlægsejer, som anmoder om nettilslutning, alle nødvendige oplysninger, herunder
- et detaljeret skøn, som omfatter alle udgifter, over hvad tilslutningen vil koste,
- en rimelig og nøjagtig tidsplan for modtagelse og behandling af ansøgning om nettilslutning, og
- en rimelig vejledende tidsplan for nettilslutningen.
Oplysningspligt
(Stk. 3)
§ 9. Den til enhver tid værende ejer af en vindmølle, et solcelleanlæg, et bølgekraftanlæg og vandkraftværk er forpligtet til over for transmissions- og netvirksomheden eller Energistyrelsen at afgive sådanne oplysninger, herunder regnskaber og lignende dokumentation, som findes nødvendige til gennemførelse af bekendtgørelsens bestemmelser om nettilslutning. Stk. 2. Det påhviler den til enhver tid værende ejer af en vindmølle, et solcelleanlæg, et bølgekraftanlæg og vandkraftværk at underrette netvirksomheden, transmissionsvirksomheden og Energistyrelsen om ejerskifte, tidligere nettilslutninger og om ændrede forhold i øvrigt af betydning for overholdelse af betingelserne for nettilslutning. Stk. 3. Underretning skal ske straks fra det tidspunkt, hvor den til enhver tid værende ejer af en vindmølle, et solcelleanlæg, et bølgekraftanlæg og vandkraftværk er blevet bekendt med, at forholdet er indtruffet, eller at forholdet vil indtræffe.
Afgørelser
(Stk. 2)
§ 10. Den netvirksomhed, som har eller har ansøgt om bevilling til det pågældende forsyningsområde, træffer afgørelse om nettilslutning, herunder om hvorvidt betingelserne for tilslutning er opfyldt. Endvidere træffer netvirksomheden afgørelse om fordelingen af omkostninger, som nævnt i § 6. Stk. 2. Tilsluttes vindmøller, solcelleanlæg, bølgekraftanlæg og vandkraftværk direkte til et transmissionsnet, træffer transmissionsvirksomheden afgørelse om nettilslutning, herunder om hvorvidt betingelserne for tilslutning er opfyldt. Endvidere træffer transmissionsvirksomheden afgørelse om fordelingen af omkostninger, som nævnt i § 6.
§ 11. Uanset bestemmelserne i § 10, stk. 1-2, kan en net- eller transmissionsvirksomhed anmode Energistyrelsen om at træffe afgørelse efter de nævnte bestemmelser på net- eller transmissionsvirksomhedens vegne. Energistyrelsen kan i så fald forlange, at net- eller transmissionsvirksomheden refunderer de udgifter, som en sådan anmodning påfører Energistyrelsen.
Klageadgang
(Stk. 2)
§ 12. Afgørelser efter § 3, stk. 1, sidste pkt., § 4, stk. 1, sidste pkt., § 10 og § 11 kan påklages til Forsyningstilsynet. Stk. 2. Klage skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at de i stk. 1 nævnte afgørelser er meddelt. Klage indgives til netvirksomheden eller transmissionsvirksomheden, der inden 4 uger efter modtagelsen videresender klagen til Forsyningstilsynet med en udtalelse og de oplysninger, der har ligget til grund for afgørelsen.
Straffebestemmelser
(Stk. 2)
§ 13. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
- afgiver urigtige oplysninger i forbindelse med anmodning om nettilslutning, eller
- undlader at indsende underretning om ændringer i forudsætninger af betydning for nettilslutning, eller som afgiver urigtige oplysninger i forbindelse med en sådan underretning. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ikrafttræden
(Stk. 3)
§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2022. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 743 af 30. maj 2020 om nettilslutning af vindmøller, solcelleanlæg, bølgekraftanlæg og vandkraftværker ophæves. Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse hvor aftale om nettilslutning med net- eller transmissionsvirksomhed er indgået før den 1. januar 2022. For sådanne aftaler finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Energistyrelsen /Stig Uffe Pedersen / Mikkel Vinter Henriksen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2021
- Ikrafttrædelsesdato
- 29. december 2021