TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om Nobina Danmark A/S’ forsøg med selvkørende motorkøretøjer på DTU Campus i Lyngby

DanmarkBekendtgørelse2021

Transportministeriet

BEK nr 440 af 15/03/2021 I medfør af § 92 g, stk. 5, § 92 k, og § 118, stk. 12, i færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1324 af 21. november 2018, som ændret ved lov nr. 1559 af 18. december 2018, lov nr. 556 af 7. maj 2019 og lov nr. 139 af 25. februar 2020, og efter forhandling med justitsministeren, fastsættes efter bemyndigelse:

§ 1

§ 1. Denne bekendtgørelse fastlægger de nærmere regler for Nobina Danmark A/S’ forsøg med selvkørende motorkøretøjer på DTU Campus i Lyngby.

§ 2

§ 2. Vejdirektoratet kan i medfør af denne bekendtgørelse meddele tilladelse til Nobina Danmark A/S til at foretage forsøg med selvkørende motorkøretøjer på DTU Campus i Lyngby.

§ 3

§ 3. Forsøg, jf. § 2, må foregå med selvkørende motorkøretøjer op til niveau 4 i henhold til SAE standard J3016.

§ 4

§ 4. Lov om trafikselskaber finder ikke anvendelse i forbindelse med forsøg med selvkørende motorkøretøjer, som foretages i medfør af denne bekendtgørelse.

selskab
§ 5

§ 5. I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Manuel kørsel: Kørsel, hvor en fysisk person enten forestår kørslen eller iagttager kørslen og sikrer, at køretøjet føres i overensstemmelse med færdselslovens regler.
  2. Automatiseret kørsel: Kørsel, hvor køretøjets tekniske indretning iagttager kørslen og sikrer, at køretøjet føres i overensstemmelse med færdselslovens regler.
§ 6

(Stk. 3)

§ 6. Såfremt køretøjet skifter fra manuel kørsel til automatiseret kørsel eller fra automatiseret kørsel til manuel kørsel, skal køretøjet være bragt til fuldt stop inden skiftet. Stk. 2. Stk.1 gælder ikke, såfremt den fysiske person, der har til ansvar at overtage føringen af det selvkørende motorkøretøj i forbindelse med automatiseret kørsel, overtager føringen af køretøjet, og øjeblikkelig overtagelse er nødvendigt for at afværge truende skade på person eller gods. Stk. 3. Det skal registreres og lagres, hvornår køretøjet har været i automatiseret kørsel og manuel kørsel.

§ 7

§ 7. Som led i forsøg, jf. § 2, må automatiseret kørsel foregå på ruter ad Diplomvej, Elektrovej, Asmussens Allé, Nils Koppels Allé, Vagn Aa. Jeppesens Vej, Energivej og Kollegiebakken i overensstemmelse med hvad, der er angivet i bilag 1 til denne bekendtgørelse.

§ 8

§ 8. Det påhviler tilladelsesindehaver, jf. § 2, at sikre, at den fysiske person, der har til ansvar at overtage føringen af det selvkørende motorkøretøj, har modtaget fornøden instruktion i at styre køretøjet med køretøjets særlige styreenhed.

§ 9

§ 9. Færdselslovens § 55, stk. 1-3, og bestemmelser fastsat i medfør af § 55, stk. 4, finder på alle tidspunkter af den automatiserede kørsel anvendelse for den fysiske person, der har til ansvar at overtage føringen af det selvkørende motorkøretøj. Færdselslovens § 77, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse, uanset om køretøjet føres manuelt eller automatiseret.

Straf

§ 10

(Stk. 3)

§ 10. Reglerne i færdselslovens kapitel 17 og 18 om straf og frakendelse af førerret mv. i anledning af overtrædelse af færdselslovens regler samt straffelovens regler om straf i anledning af overtrædelse af straffelovens regler finder anvendelse, når en fysisk person, der har til ansvar at overtage føringen af det selvkørende motorkøretøj i forbindelse med manuel eller automatiseret kørsel, har overtaget føringen af det selvkørende motorkøretøj. Stk. 2. Reglerne i færdselslovens kapitel 17 og 18 om straf og frakendelse af førerret mv. i anledning af overtrædelse af færdselslovens regler samt straffelovens regler om straf i anledning af overtrædelse af straffelovens regler finder endvidere anvendelse, hvis den fysiske person, der har til ansvar at overtage føringen af det selvkørende motorkøretøj i forbindelse med automatiseret kørsel, undlader at overtage føringen af det selvkørende motorkøretøj, når dette anvises af køretøjets tekniske indretning, eller når der i øvrigt er behov herfor. Stk. 3. Reglerne i færdselslovens kapitel 17 og 18 om straf og frakendelse af førerret mv. i anledning af overtrædelse af færdselslovens §§ 53 og 54 gælder for en fysisk person, der har til ansvar at overtage føringen af det selvkørende motorkøretøj, uanset stk. 1 og 2 på alle tidspunkter af automatiseret kørsel.

§ 11

§ 11. Tilladelsesindehaver, jf. § 2, straffes med bøde efter færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 2, hvis vilkår for en tilladelse meddelt efter denne bekendtgørelse tilsidesættes.

§ 12

(Stk. 2)

§ 12. Tilladelsesindehaver, jf. § 2, kan straffes med bøde for overtrædelse af denne bekendtgørelses §§ 6-8. Stk. 2. Medmindre den fysiske person, der har til ansvar at overtage føringen af det selvkørende motorkøretøj, ifalder strafansvar, jf. § 10, stk. 1 og 2, straffes tilladelsesindehaver, jf. § 2, med bøde for overtrædelse af færdselslovens regler.

Strafansvar for juridiske personer

§ 13

(Stk. 2)

§ 13. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Stk. 2. For overtrædelse af denne bekendtgørelses § 12, stk. 2, kan strafansvar pålægges, selv om der inden for den juridiske persons virksomhed ikke er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

Ikrafttræden

selskab
§ 14

§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 18. marts 2021.

Vejdirektoratet /Jens Holmboe / Helga Theil Thomsen/

Bilag 1

Rutebeskrivelse

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2021
Ikrafttrædelsesdato
17. marts 2021