Bekendtgørelse om supplerende skoleundervisning i erhvervsuddannelserne som led i indhentelse af fagligt efterslæb i elevernes uddannelse i forbindelse med foranstaltningerne mod covid-19
Børne- og Undervisningsministeriet
BEK nr 537 af 26/03/2021 I medfør af § 2, stk. 2, § 4, stk. 1, og § 5 i lov nr. 241 af 19. marts 2020 om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19, som ændret ved lov nr. 285 af 27. februar 2021 og lov nr. 286 af 27. februar 2021, fastsættes:
§ 1. Reglerne i §§ 2 - 4 gælder for uddannelsesinstitutioner, som udbyder erhvervsuddannelser i medfør af lov om erhvervsuddannelser.
(Stk. 2)
§ 2. Institutionen kan tilbyde eleverne på et hold på grundforløbets 2. del op til to kalenderugers supplerende skoleundervisning til holdet, hvis institutionen konkret vurderer, at eleverne på holdet skal indhente et væsentligt fagligt efterslæb, som er en følge af foranstaltninger, som er eller har været iværksat for at forebygge og afhjælpe i forbindelse med covid-19, jf. dog § 4. De enkelte elevers eventuelle deltagelse i supplerende skoleundervisning efter stk. 2 medtælles ikke i varigheden af den supplerende skoleundervisning, som institutionen kan tilbyde efter 1. pkt. Det er en forudsætning for et tilbud efter 1. pkt., at varigheden af elevernes grundforløbs 2. del ikke forlænges ud over den 31. juli 2021. Stk. 2. Institutionen kan efter en konkret og individuel vurdering tilbyde den enkelte elev på grundforløbets 2. del op til 4 kalenderugers supplerende skoleundervisning, hvis institutionen konkret vurderer, at eleven skal indhente et væsentligt fagligt efterslæb, som følge af foranstaltninger, som er eller har været iværksat for at forebygge og afhjælpe i forbindelse med covid-19, jf. dog § 4. Elevens eventuelle deltagelse i supplerende skoleundervisning efter stk. 1 medtælles ikke i varigheden af den supplerende skoleundervisning, som institutionen kan tilbyde eleven efter 1. pkt. Det er en forudsætning for et tilbud efter 1. pkt., at varigheden af elevens grundforløbs 2. del ikke forlænges ud over den 31. juli 2021.
§ 3. Institutionen kan efter en konkret og individuel vurdering tilbyde den enkelte elev på et hovedforløb op til 5 kalenderugers supplerende skoleundervisning i hovedforløbet, hvis institutionen vurderer, at eleven som følge af foranstaltninger, som er eller har været iværksat for at forebygge og afhjælpe i forbindelse med covid-19, ikke har fået tilstrækkelig praktisk undervisning i sidste skoleperiode til at kunne blive indstillet til og bestå den afsluttende prøve, jf. dog § 4. Det er en forudsætning for et tilbud efter 1. pkt., at elevens uddannelsestid ikke forlænges ud over den 31. juli 2021.
(Stk. 2)
§ 4. For elever med en uddannelsesaftale er det en forudsætning for et tilbud efter §§ 2 og 3, at det faglige udvalg godkender forlængelse af elevens uddannelsestid, jf. § 59 i lov om erhvervsuddannelser, og at eleven og praktikvirksomheden aftaler en forlængelse af elevens uddannelsesaftale, jf. dog stk. 2. Det faglige udvalg kan for hver enkelt uddannelse dog beslutte, at uddannelsestiden på grundforløbet, henholdsvis hovedforløbet uden udvalgets godkendelse kan forlænges på baggrund af skolens individuelle vurdering af holdets, henholdsvis elevens behov for supplerende undervisning. Stk. 2. Hvis elevens uddannelsesaftale ikke forlænges tilstrækkeligt, optages eleven i skolepraktik eller ekstraordinær skolepraktik i den del af perioden med den supplerende undervisning, for hvilken uddannelsesaftalen ikke er forlænget, og til og med den afsluttende prøve. Eleven kan dog kun optages i ekstraordinær skolepraktik indtil den 15. juli 2021. Eleven påbegynder skolepraktikken eller den ekstraordinære skolepraktik dagen efter, at elevens uddannelsesaftale udløber.
Ikrafttræden
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. marts 2021.
Børne- og Undervisningsministeriet /Pernille Rosenkrantz-Theil / Julie Elm Vig Albertsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2021
- Ikrafttrædelsesdato
- 30. marts 2021