Bekendtgørelse om standardisering af elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
BEK nr 699 af 19/04/2021 I medfør af § 9, stk. 2, og § 33 stk. 2, i lov om elektroniske cigaretter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 580 af 26. marts 2021, fastsættes:
Definitioner
§ 1. I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Varemærke: Varemærket, som produktet markedsføres under på det danske marked, som oplysningerne indberettes til og anmeldt efter bekendtgørelse nr. 599 af 03/06/2016.
- Produktnavn: Produktets eventuelle »produktnavn«, som det markedsføres under på det danske marked og anmeldt efter bekendtgørelse nr. 599 af 03/06/2016.
- Enkeltpakning: Den mindste individuelle pakning af en elektronisk cigaret eller en genopfyldningsbeholder med og uden nikotin, der markedsføres.
- Ydre emballage: Enhver emballage, som elektroniske cigaretter, genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin eller relaterede produkter markedsføres i, og som omslutter en eller flere enkeltpakninger.
- Ydre overflader: Flader, der er synlige, når en enkeltpakning er lukket og/eller ydre emballage er ubrudt.
- Indre overflader: Flader, der ikke er synlige, når enkeltpakningen er lukket.
- Indpakningsmateriale: Gennemsigtigt, farveløst materiale, der omslutter en eller flere enkeltpakninger og ydre emballage.
- Mat: at en overflade fremstår helt mat, og dermed ikke skinnende, glansfuld, changerende eller lignende.
- Bånd: Et afrivningsbånd, der kan bruges til at åbne en enkeltpakning, ydre emballage og indpakningsmateriale.
Farvekrav og pakningselementer på enkeltpakninger, ydre emballage og indpakningsmateriale for elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholder med og uden nikotin
(Stk. 3)
§ 2. Enkeltpakninger af elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin samt ydre emballage og indpakningsmateriale skal have en standardiseret udformning efter kravene i denne bekendtgørelse og anden lovgivning, der regulerer mærkning m.v. af enkeltpakninger, ydre emballage og indpakningsmateriale på elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin. Stk. 2. Enkeltpakninger, ydre emballage og indpakningsmateriale må alene påføres mærkning, information m.v., der følger af denne bekendtgørelse og anden lovgivning. Stk. 3. Mærkning, information m.v. der følger af anden lovgivning, skal fremstå på en måde, der ikke giver enkeltpakningen eller den ydre emballage et unikt udtryk, opmærksomhedsskabende effekt, eller på anden måde må anses som værende i strid med krav om et standardiseret design for alle produkter indeholdende elektroniske cigaretter eller genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin.
(Stk. 2)
§ 3. Indre overflader på enkeltpakninger skal være mat Pantone 448 C, hvid eller sølvgrå og ydre emballage skal være mat Pantone 448 C. Stk. 2. Bånd på enkeltpakninger eller ydre emballage på elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin skal være firkantede, gennemsigtige og uden farve.
§ 4. Alle elementer af enkeltpakninger og ydre emballage på elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin skal være smags- og lugtfri samt lydløse.
Overflader m.v. på enkeltpakninger og ydre emballage på elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin
(Stk. 4)
§ 5. Overflader skal være flade og glatte, og må ikke indeholde uregelmæssige elementer, såsom markering, prægning, tekstur, fordybninger, forhøjninger eller andet i form eller struktur. Stk. 2. Undtaget er visse elementer, der er nødvendige for at folde materialet, fastgøre bunden og for at åbne og lukke enkeltpakningen. Stk. 3. Undtaget er visse elementer, der er nødvendige for at folde materialet, fastgøre bunden og for at åbne og lukke den ydre emballage. Stk. 4. Undtagelser efter § 5 stk. 2 og 3 er kun gældende, så længe ujævnheden i øvrigt ikke giver pakken et unikt udtryk, opmærksomhedsskabende effekt, eller på anden måde må anses som værende i strid med krav om et standardiseret design, for alle enkeltpakninger og ydre emballage indeholdende elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin.
§ 6. Overflader m.v. på enkeltpakninger og ydre emballage må udelukkende påføres elementer, der er fastsat ved lov.
Indpakningsmateriale på enkeltpakninger og ydre emballage på elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin
(Stk. 5)
§ 7. Enkeltpakninger og ydre emballage må være dækket af indpakningsmateriale. Stk. 2. Indpakningsmateriale skal være fladt og glat, og må ikke indeholde uregelmæssige elementer såsom markering, prægning, tekstur, fordybninger, forhøjninger eller andet i form eller struktur. Stk. 3. Bånd, der bruges til at åbne indpakningsmateriale, skal være gennemsigtigt eller sort. Det må være op til 3 millimeter bredt og skal være parallelt med pakningens øverste kant. Båndet må have en maksimal 15 millimeter lang kontinuerlig gennemsigtig eller sort linje, der markerer, hvor båndet begynder. Stk. 4. Et sort bånd må ikke dække eller skjule sundhedsadvarsler og anden mærkning m.v. efter anden lovgivning. Stk. 5. Indpakningsmaterialet må udelukkende påføres elementer, som er nødvendig for produktionsprocessen og må ikke ændre det standardiserede udtryk.
Mærkning m.v. på enkeltpakninger og ydre emballage på elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin
§ 8. Mærkning efter denne bekendtgørelse må ikke helt eller delvist skjule tekst, advarsler, eller anden mærkning m.v., der følger af anden lovgivning.
(Stk. 3)
§ 9. Enkeltpakninger og ydre emballage må mærkes to steder med varemærke og produktnavn. Den påførte tekst
- må bestå af små bogstaver a-å, dog således at begyndelsesbogstavet kan være med stort,
- må bestå af tallene 0-9,
- skal have skrifttypen Helvetica,
- må bestå af symbolerne parentes (-), aigu (´), apostrof (’) samt og-tegnet (&)
- skal have farven mat Pantone Cool Gray 2 C,
- skal have skriftstørrelse op til 10 punkt og
- skal være parallel med sundhedsadvarslen. Stk. 2. Varemærket må fylde én linje. Stk. 3. Produktnavnet må fylde én linje og skal anbringes direkte under varemærket.
(Stk. 3)
§ 10. Enkeltpakninger og ydre emballage skal mærkes med produkt-ID, oplysninger om antal og indhold i overensstemmelse med pakkens indhold og kan mærkes med oplysninger om, hvilken type produkt, der skal anvendes sammen med produktet. Stk. 2. Ydre emballage og enkeltpakninger til elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin, der indeholder kendetegnende aroma, må mærkes én gang med
- »Med tobakssmag«, eller
- »Med mentolsmag«. Stk. 3. Den påførte tekst efter stk. 1 og 2
- må bestå af små bogstaver a-å, dog således at begyndelsesbogstavet kan være med stort,
- må bestå af tallene 0-9,
- skal have skrifttypen Helvetica,
- skal have farven mat Pantone Cool Gray 2 C,
- skal have skriftstørrelse op til 10 punkt og
- skal skrives i samme retning som sundhedsadvarslen.
§ 11. Enkeltpakninger og ydre emballage indeholdende elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin må hver én gang mærkes med en stregkode, såfremt
- den bruges til betalingsformål, distribution eller lagerkontrol,
- den enten er sort på hvid baggrund eller mat Pantone Cool Gray 2 C på hvid baggrund,
- den ikke udgør et billede, mønster eller symbol, der efterligner noget andet end en stregkode og
- den befinder sig på bunden eller siden af pakningen, hvis pakningen er kasseformet.
§ 12. Enkeltpakninger og ydre emballage til elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin må påføres produktionsmærkning, herunder batch-nummer, såfremt mærkningen
- bruges til at overholde øvrige gældende regler, herunder regler om sporing og afgifter,
- enten er sort på hvid baggrund eller mat Pantone Cool Gray 2 C på hvid baggrund,
- ikke udgør et billede, mønster eller symbol, der efterligner noget andet end produktionsmærkning,
- befinder sig på bunden eller siden af pakningen, og
- ikke på anden måde må anses, som værende i strid med krav, om et standardiseret design for alle produkter indeholdende elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin.
Straffebestemmelser
(Stk. 2)
§ 13. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lov, straffes med bøde den, der overtræder §§ 2-12. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ikrafttræden
§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2021.
Sundhedsministeriet /Magnus Heunicke / Zelle Huma Sheikh/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2021
- Ikrafttrædelsesdato
- 22. april 2021