Bekendtgørelse om forretningsorden for Tilsynet med told- og skatteforvaltningens it-område
Skatteministeriet
BEK nr 851 af 07/05/2021 I medfør af § 2, stk. 5, i lov nr. 2187 af 29. december 2020 om Tilsynet med told- og skatteforvaltningens it-område fastsættes:
Tilsynets funktion og kompetence
§ 1. Tilsynet fører tilsyn med, understøtter og styrker Skatteforvaltningens it-drift og it-udvikling. Tilsynet rådgiver Skatteforvaltningen om almene og principielle spørgsmål med tilknytning til Skatteforvaltningens it-område og bistår ved behandlingen af Skatteforvaltningens it-projekter og it-systemstyring i Statens It-råd. Tilsynet afgiver en årlig redegørelse om sin virksomhed. Tilsynets opgaver og kompetencer er beskrevet i kapitel 3 i lov om Tilsynet med told- og skatteforvaltningens it-område.
Tilsynets organisering
(Stk. 3)
§ 2. Tilsynet består af en formand og af 4 andre medlemmer med enten it-faglig eller skattefaglig indsigt, jf. lov om Tilsynet med told- og skatteforvaltningens it-område. Stk. 2. Formanden kan blandt tilsynets medlemmer udpege en næstformand. Stk. 3. Formanden og sekretariatschefen, jf. § 3, tilrettelægger tilsynets arbejde.
(Stk. 2)
§ 3. Tilsynet bistås af et sekretariat, der ledes af en sekretariatschef. Stk. 2. Sekretariatet sørger under sekretariatschefens ledelse og i samarbejde med formanden for sagernes forberedelse, herunder
- bidrager til udarbejdelsen af analyser- og beslutningsoplæg,
- udarbejder sagsnotater med indstillinger til sagens videre behandling,
- for øvrig behandling af sagerne og
- for forberedelse af tilsynets årlige redegørelse.
Tilsynets virksomhed
Tilsynets møder
(Stk. 5)
§ 4. Tilsynet udøver sin virksomhed i møder, som afholdes mindst 6 gange årligt. Formanden kan bestemme, at medlemmernes deltagelse i møderne kan ske skriftligt eller digitalt. Det skal fremgå af referatet, hvis møderne er afholdt skriftligt eller digitalt. Stk. 2. Møderne er ikke offentlige. Lyd- og billedoptagelse af møderne må ikke finde sted. Stk. 3. Sekretariatschefen og andre af sekretariatets medarbejdere efter sekretariatschefens bestemmelse kan deltage i tilsynets møder uden stemmeret. De pågældendes deltagelse i møderne kan ske digitalt. Stk. 4. Tilsynet kan indkalde en repræsentant fra Skatteforvaltningen til tilsynets møder. Stk. 5. Tilsynet kan invitere relevante eksterne til tilsynets møder.
(Stk. 5)
§ 5. Formanden fastsætter efter aftale med sekretariatet dagsordenen til de enkelte møder i tilsynet. Stk. 2. Tilsynets medlemmer kan stille forslag til punkter på dagsordenen. Forslag til emner til dagsorden fra medlemmerne sendes til sekretariatschefen . Stk. 3. Formanden og sekretariatschefen fastsætter en dagsorden for tilsynets ordinære møder. Som faste punkter på dagsordenen skal indgå dokumentation af godkendt referat fra forrige møde, meddelelser fra formanden, orientering fra sekretariatet om aktiviteter i den forløbne periode, indkomne forslag fra medlemmerne, eventuelt og tilsynets egen tid. Det skal fremgå af dagsordenen, om et emne er til beslutning. Stk. 4. På et eller flere af tilsynets møder behandles og godkendes udkast til budget for det kommende år, tilsynets årlige redegørelse, årsrapport og årshjul. Udkast til budget, tilsynets årlige redegørelse, årsrapport og årshjul skal godkendes jf. reglerne om afstemning i § 7. Stk. 5. Sekretariatet udsender dagsorden for tilsynets møder. Indkaldelsen skal angive tid og sted for mødet og så vidt muligt være vedlagt eventuelt skriftligt materiale, som behandles på mødet, eller som er nødvendigt for at vurdere og behandle emnerne på dagsordenen. Skriftligt materiale skal udsendes til tilsynets medlemmer med mindst 5 dages varsel.
(Stk. 3)
§ 6. Tilsynet holder møde på de af tilsynet vedtagne mødedage. Formanden skal indkalde tilsynet, når mindst 2 medlemmer begærer det. Stk. 2. Der skal indkaldes til møde med mindst en uges varsel, medmindre særlige forhold gør en kortere frist påkrævet. Stk. 3. Afbud til møder meddeles til sekretariatet, der orienterer formanden.
Mødeledelse og afstemning
(Stk. 6)
§ 7. Formanden for tilsynet leder tilsynets møder. Stk. 2. På tilsynets møder kan der kun træffes beslutning om punkter, der er anført på den udsendte dagsorden, eller som samtlige tilsynsmedlemmer samtykker i behandlingen af. Stk. 3. Tilsynet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne, herunder formanden, deltager i beslutningen. Stk. 4. Beslutning træffes ved simpelt flertal. Undlader et medlem at stemme, anses medlemmet for at have stemt for det forslag, der er til afstemning. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Stk. 5. Hvis der alene deltager medlemmer fysisk på mødet, foregår afstemningen ved håndsoprækning. Hvis et eller flere medlemmer deltager digitalt på mødet, foregår afstemning ved hvert medlems klare mundtlige tilkendegivelse om sin stemmeafgivelse. Stk. 6. Afstemning kan undlades, hvis formanden uden videre kan konstatere, at der er flertal for en bestemt beslutning. Er formanden i tvivl om, hvorvidt der er flertal for en beslutning, eller et medlem ønsker afstemning, skal formanden iværksætte denne.
Mødereferat
(Stk. 4)
§ 8. Der udfærdiges referater af tilsynets møder. Stk. 2. Det skal fremgå af referatet, hvis der træffes beslutning vedrørende et medlems habilitet i en sag. Stk. 3. I tilfælde af afstemning angives resultatet heraf i referatet. Stk. 4. Referater af rådets møder godkendes af formanden, og referaterne er ikke offentligt tilgængelige.
Medlemmers fravær
(Stk. 2)
§ 9. Er et medlem fraværende fra tilsynets møder i en sammenhængende periode på over 6 måneder, uden at der er meddelt medlemmet orlov, underretter tilsynet skatteministeren herom, og der udnævnes i så fald et nyt medlem af tilsynet, jf. lov om Tilsynet med told- og skatteforvaltningens it-område § 2, stk. 1 og 2. Tilsvarende gælder, hvis et medlem i øvrigt udtræder af tilsynet. Stk. 2. Et medlem af tilsynet kan søge skatteministeren om orlov fra tilsynet i en periode på 12 måneder regnet fra skatteministerens meddelelse af orlov.
Decorum og habilitet
§ 10. Tilsynets medlemmer kan kun have beskæftigelse, herunder ulønnet virksomhed, i det omfang, det er foreneligt med udøvelsen af de pligter, der er knyttet til hvervet.
(Stk. 5)
§ 11. Et medlem af tilsynet eller en ansat i sekretariatet må ikke deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af en sag, i hvis udfald vedkommende har en særlig personlig eller økonomisk interesse, eller hvor der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed. Stk. 2. Finder et medlem, at der foreligger forhold for den pågældendes vedkommende, der muligt omfattes af stk. 1, skal medlemmet inden sagens behandling i tilsynet redegøre for forholdet over for formanden. Stk. 3. Tilsynet træffer den endelige administrative afgørelse af, om medlemmet kan deltage i sagens behandling og afgørelse. Det pågældende medlem deltager ikke i behandlingen og afgørelsen af det i 1. pkt. nævnte spørgsmål. Stk. 4. Finder sekretariatschefen, at der foreligger forhold for den pågældendes vedkommende, der muligt omfattes af stk. 1, skal sekretariatschefen uden unødigt ophold underrette tilsynets formand om forholdet. Stk. 5. Finder en ansat i sekretariatet, at der foreligger forhold for den pågældendes vedkommende, der muligt omfattes af stk. 1, skal den ansatte uden unødigt ophold underrette sekretariatschefen om forholdet.
Ikrafttræden
§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. maj 2021.
Tilsynet med told- og skatteforvaltningens it-område /Lilian Mogensen / Gitte Fensten Madsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2021
- Ikrafttrædelsesdato
- 10. maj 2021