Bekendtgørelse om administration af de decentrale erhvervsfremmemidler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Erhvervsministeriet
BEK nr 914 af 12/05/2021 I medfør af § 7, stk. 2, og § 8, stk. 5, i lov om erhvervsfremme, jf. lov nr. 1518 af 18. december 2018, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 1 i bekendtgørelse nr. 1808 af 28. december 2018 om henlæggelse af visse beføjelser efter lov om erhvervsfremme til Erhvervsstyrelsen og afskæring af administrativ rekurs af afgørelser truffet af Erhvervsstyrelsen, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og bevillingsudvalg nedsat af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse:
Indledende bestemmelser
(Stk. 3)
§ 1. Erhvervsstyrelsen fastsætter regler om krav til projekter, budgetter, regnskaber, rapporter, tilskudsberettigelse, revision, kontrol, evaluering og effektmåling m.v. for projekter, der modtager tilskud fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Stk. 2. Reglerne gælder for de decentrale erhvervsfremmemidler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Bestyrelsen kan i særlige tilfælde, og såfremt det ikke strider mod anden lovgivning, beslutte at fravige reglerne i §§ 2, stk. 2, nr. 2-3, 9-11, 14, stk. 2, 15, 18, stk. 2-4, 19, 23, stk. 1, 1. pkt. og 26 i denne bekendtgørelse. Stk. 3. Erhvervsstyrelsen kan henlægge opgaver ved administrationen af konkrete aktiviteter til en anden offentlig myndighed eller en privat institution. Administrationsopgaver kan omfatte afgørelsesvirksomhed. Henlægges de beføjelser, som er nævnt i 1. pkt., til en privat institution, finder forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen anvendelse på institutionens virksomhed med administration af det pågældende område.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses opgaver
(Stk. 2)
§ 2. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har til opgave at igangsætte og helt eller delvist finansiere decentrale erhvervsfremmeindsatser. Stk. 2. Igangsætningen og finansieringen skal være i overensstemmelse med:
- Strategien for den decentrale erhvervsfremmeindsats, jf. lov om erhvervsfremme § 9, stk. 1, nr. 1. Tildeling af midler til lokale og tværgående turismeprojekter skal være i overensstemmelse med den nationale strategi for dansk turisme, der udarbejdes af Det Nationale Turismeforum, jf. lov om erhvervsfremme § 9, stk. 1, nr. 7.
- Statslige regler og vejledninger, herunder bl.a. ”Vejledning om effektiv tilskudsforvaltning” samt øvrigt administrationsgrundlag udstedt af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
- Krav og udvælgelseskriterier for modtagelse af tilskud fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses opgaver
§ 3. Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse henhører under Erhvervsstyrelsen.
(Stk. 3)
§ 4. Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse udsteder tilsagn eller afslag på baggrund af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses afgørelser. Stk. 2. Sekretariatet er bemyndiget til, uden forelæggelse for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, at give afslag på ansøgninger, der ikke opfylder de formelle krav i en ansøgningsrunde, at give afslag på ansøgninger, der modtages uden for de annoncerede ansøgningsrunder, samt at give afslag på ansøgninger, der indsendes efter ansøgningsfristen i en annonceret ansøgningsrunde. Stk. 3. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan i dennes forretningsorden bemyndige sekretariatet til, uden forelæggelse for bestyrelsen, at træffe afgørelse om tillægsbevilling på op til 10 pct. af et projekts tilsagnsbeløb, dog maksimalt 500.000 kr.
(Stk. 3)
§ 5. Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse udarbejder et tilsagn til de ansøgere, der opnår tilskud, med angivelse af bl.a. tilskudsbeløbets størrelse, det godkendte projektbudget samt en række vilkår. Stk. 2. Tilsagnet er accepteret, når sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har modtaget tilsagnsmodtagers accept ved underskrift af tilsagnet af den eller de tegningsberettigede. Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan kræve, at accepten sendes digitalt bl.a. via de it-systemer, som sekretariatet stiller til rådighed. Accepten skal være modtaget inden for den i tilsagnet angivne frist. Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan i særlige tilfælde tillade, at accepten modtages efter den i tilsagnet fastsatte frist. Stk. 3. Tilsagnsmodtager forpligter sig ved sin accept til at gennemføre projektet i henhold til ansøgningen, oplysninger givet under ansøgningens behandling samt de vilkår, der er knyttet til tilsagnet.
(Stk. 2)
§ 6. Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse er bemyndiget til at udarbejde administrationsgrundlag, herunder fx standardvilkår og budgetvejledning, uden forelæggelse for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Stk. 2. Sekretariatet er bemyndiget af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse til at udarbejde annonceringsmateriale til ansøgningsrunder. Sekretariatet kan fastsætte frister for indsendelse af ansøgninger. Såfremt en ansøgning fremsendes efter fristen i henhold til 2. pkt., kan sekretariatet vælge at afvise ansøgningen, hvis forsinkelsen har væsentlig betydning, herunder i tidsmæssig henseende, for vurderingen af øvrige ansøgninger modtaget inden for tidsfristen.
Generelle krav til projekter og tilsagnsmodtager
(Stk. 3)
§ 7. Tilsagnsmodtager skal have den fornødne faglige, økonomiske og organisatoriske kapacitet til at gennemføre projektet. Stk. 2. Tilsagnsmodtager er den ansvarlige partner, der underskriver tilsagnet, og som administrerer projektet på alle partneres vegne, og dermed er ansvarlig for projektets gennemførelse. Stk. 3. Udbetaling af tilskud sker som udgangspunkt til tilsagnsmodtagers NemKonto, medmindre tilsagnsmodtager ved transporterklæring helt eller delvist har overført sit tilskud til en anden modtager (transporthaver).
§ 8. Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan forlange, at skriftlig kommunikation, herunder indsendelse af ansøgninger, projektbudgetter, afrapporteringer, perioderegnskaber, endeligt projektregnskab, slutrapporter, revisionserklæringer, regnskabsmateriale, effektmålings- og evalueringsoplysninger m.v., jf. §§ 23-28, skal foregå digitalt bl.a. via de skabeloner og it-systemer, som sekretariatet stiller til rådighed.
Budgetter og effekter
(Stk. 4)
§ 9. Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse fastsætter en kontoplan med tilskudsberettigede udgiftstyper, jf. § 14, stk. 2. Ansøger skal anvende denne kontoplan ved budgetforslag og afrapporteringer. Stk. 2. Projektbudgettet skal indeholde alle projektrelaterede udgifter og indtægter, tilskud fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og øvrig finansiering. Stk. 3. Alene nettoudgifter er tilskudsberettigede. Indtægter i projektperioden, herunder eventuel rabat, bonus, indtægt ved salg af tilskudsfinansierede materialer, udstyr eller andre aktiver (herunder immaterielle), skal i forbindelse med et projekt oplyses og fratrækkes i tilskudsgrundlaget. Stk. 4. Af projektbudgettet skal det fremgå, hvordan projektet forventes finansieret. Samtlige finansieringsposter skal indgå fuldt ud. De samlede budgetterede udgifter skal svare til finansieringen, og finansieringskilderne skal være angivet. Tilskuddet fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse må ikke bevirke, at tilsagnsmodtageren opnår overskud ved finansieringen af projektet.
(Stk. 2)
§ 10. Ansøger skal opstille periodeopdelte budgetter fordelt på år. Disse skal være akkumulerede således, at sidste periodeopdelte budget svarer til det totale projektbudget. De periodeopdelte budgetter skal omfatte både udgifter, indtægter og finansiering. Stk. 2. Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan fastlægge en anden periodisering for budgetter end den anførte.
(Stk. 3)
§ 11. Ansøger skal beskrive en klar og logisk sammenhængende effektkæde for projektet, dvs. sammenhængen mellem det enkelte projekts
- aktiviteter,
- output og
- effekter. Stk. 2. Ansøger skal endvidere opstille målbare kriterier for projektets output og effekter samt beskrive, hvordan projektet i løbet af projektperioden vil følge op på, om kriterierne opfyldes. Stk. 3. Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan forlange, at ansøger opstiller de i stk. 2 nævnte kriterier periodiseret på hele år.
Projektændringer
(Stk. 3)
§ 12. Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse tager stilling til anmodninger om projektændringer. Sekretariatet kan af egen drift forelægge anmodninger om væsentlige projektændringer for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Stk. 2. Tilsagnsmodtager skal straks underrette sekretariatet skriftligt, hvis de planlagte aktiviteter forsinkes væsentligt, eller hvis der sker væsentlige ændringer i de forudsætninger, der lå til grund for tilsagnet, eller hvis de vilkår, hvorpå tilskuddet er givet, i øvrigt ikke vil kunne overholdes. Stk. 3. Ændringer i projektets stamoplysninger skal skriftligt meddeles sekretariatet.
Bortfald og tilbagebetaling af tilskud
(Stk. 3)
§ 13. Tilskuddet kan bortfalde helt eller delvist, og et allerede udbetalt tilskud kan kræves tilbagebetalt helt eller delvist eventuelt med tillæg af renter, hvis:
- Ansøger har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for ansøgningen og tilsagnet.
- Betingelserne for at yde tilsagn ikke længere er til stede, herunder bl.a. hvis tilsagnsmodtager eller partnere forsømmer deres forpligtelser, herunder overtræder de gældende regler og vilkår for tilsagnet.
- Projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med de godkendte planer og betingelser, herunder, at projektet ikke når de forudsatte effekter.
- Der i øvrigt uberettiget er modtaget tilskud.
- Der ikke er indsendt statusrapporter, herunder slutrapport eller afsluttende regnskab, rettidigt.
- Vilkårene i det accepterede tilsagn ikke er overholdt.
- Forudsætningerne for tilsagn er væsentligt ændrede, f.eks. at tilsagnsmodtager eller partnere går konkurs, træder i likvidation, tages under rekonstruktionsbehandling, afhændes, eller hvis der foretages udlæg eller arrest hos tilsagnsmodtager eller partnere.
- Der i øvrigt foreligger omstændigheder, som gør, at tilskuddet ikke kan udbetales.
- De gældende regler ikke overholdes. Stk. 2. Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan bestemme, at bortfald af tilskud efter stk. 1 fastsættes forholdsmæssigt under hensyn til proportionalitetsprincippet samt til art og betydning af tilsagnsmodtagers tilsidesættelse af tilsagnsmodtagers forpligtelser. Følgende satser kan anvendes:
- Ved alvorlige tilsidesættelser af tilsagnsmodtagers forpligtelser fastsat i denne bekendtgørelse eller i tilsagnets vilkår, herunder gentagne forsømmelser: Op til 100 pct. af det samlede tilskud.
- Ved mindre alvorlige tilsidesættelser af tilsagnsmodtagers forpligtelser fastsat i denne bekendtgørelse eller i tilsagnets vilkår: Op til 50 pct. af det samlede tilskud. Stk. 3. Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan i særlige tilfælde beslutte, at de i stk. 2 nævnte satser ikke finder anvendelse.
Tilskudsberettigede udgifter
(Stk. 4)
§ 14. Der kan kun medtages tilskudsberettigede udgifter i perioderegnskaberne og det endelige projektregnskab. Det er en forudsætning for tilskudsberettigelse, at en given udgift er relevant for det projekt, hvortil der ydes tilskud. Alle udgifter skal være afholdt og betalt for at kunne medtages i regnskaberne, der danner grundlag for udbetaling af tilskud. Stk. 2. Der kan gives tilskud til følgende udgiftstyper:
- Direkte lønudgifter.
- Ekstern konsulentbistand.
- Materiel mv., jf. § 18.
- Revision.
- Evaluering, jf. § 33.
- Overhead, der er et overhead af de direkte lønudgifter, jf. § 19. Stk. 3. Udgifter til refundérbar moms og renter af gæld er ikke tilskudsberettigede. Stk. 4. Uanset stk. 1, kan udgifter i forbindelse med revision af slutregnskab til revisor, behandles som udgifter, som modtagerne har betalt i forbindelse med gennemførelsen af projekterne.
(Stk. 8)
§ 15. Ved anvendelse af løn som tilskudsberettiget udgift kan der maksimalt medregnes den faktiske timeløn ganget med det antal timer, som anvendes på projektet, jf. dog stk. 4. Timelønnen for månedslønnede medarbejdere beregnes efter administrationsgrundlaget udarbejdet af sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Den beregnede løn (den faktiske timeløn ganget med det antal timer, som anvendes på projektet) kan ikke overstige den betalte løn. Stk. 2. Det skal dokumenteres over for projektets revisor, at det er medarbejdernes faktiske løn, der medtages, og timelønnen og opgørelsen af de timer, der medtages i projektet, skal dokumenteres over for projektets revisor. Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har mulighed for at udbede sig dokumentation under og efter projektperioden, hvis det vurderes at være nødvendigt. Stk. 3. Der kan ikke indgå nogen former for naturalier i de direkte lønudgifter, herunder ulønnet arbejde, der er en naturalydelse, jf. dog stk. 6. Stk. 4. For medarbejdere, der udelukkende er tilknyttet ét støttet projekt hos tilsagnsmodtager, og som i øvrigt ikke udfører andre opgaver hos den pågældende tilsagnsmodtager, kan dokumentation for den anvendte tid på projektet ske i form af en skriftlig ansættelsesaftale eller et tillæg til en eksisterende ansættelsesaftale. I aftalen eller tillægget skal arbejdsopgaver, tidsforbrug og løn være angivet. Aftalen eller tillægget skal være dateret og underskrevet af arbejdsgiveren og medarbejderen. Lønudgifterne kan først medtages i projektregnskabet fra den dato, hvor aftalen eller tillægget er signeret. Stk. 5. For medarbejdere, der delvist er tilknyttet et eller flere projekter, og hvor medarbejderen anvender en fast procentdel af sin arbejdstid på projektet, kan dokumentation for den anvendte tid på projektet ske i form af en skriftlig ansættelsesaftale eller et tillæg til en eksisterende ansættelsesaftale. I aftalen eller tillægget skal arbejdsopgaver, tidsforbrug og løn være angivet. Aftalen eller tillægget skal være dateret og underskrevet af arbejdsgiveren og medarbejderen. Lønudgifterne kan først medtages i projektregnskabet fra den dato, hvor aftalen eller tillægget er signeret. Stk. 6. For iværksættere og virksomhedsejere, der ikke udtager løn til sig selv, kan der i stedet for faktisk løn, jf. stk. 1, anvendes en standardsats, som fastsættes af sekretariatet. De tilskudsberettigede udgifter beregnes som det antal timer, der anvendes på projektet ganget med standardsatsen. Reglerne om dokumentation i stk. 2 finder tilsvarende anvendelse i disse tilfælde. Stk. 7. Tilsagnsmodtager og partnere kan i stedet for faktisk løn, jf. stk. 1, anvende en standardsats, som fastsættes af sekretariatet. De tilskudsberettigede udgifter beregnes som det antal timer, der anvendes på projektet ganget med standardsatsen. Reglerne om dokumentation i stk. 2 finder tilsvarende anvendelse i disse tilfælde. Stk. 8. Timer, der ikke er projektrelevante eller ikke er erlagt i projektet, kan ikke medtages.
(Stk. 3)
§ 16. Tilsagnsmodtager og partnere skal overholde reglerne i udbudsloven og tilbudsloven . Stk. 2. Tilsagnsmodtager og partnere skal overholde principperne om sund finansforvaltning og sparsommelighed. Stk. 3. Tilsagnsmodtager og partnere skal kunne dokumentere, at indkøb af varer, tjenesteydelser, anlæg og andre anskaffelser er foretaget på markedsmæssige vilkår.
(Stk. 2)
§ 17. Prisen for en given ydelse må ikke være bestemt af fx sammenfald af interesser mellem sælger og køber. Stk. 2. Afregning af udgifter mellem parter, hvor der ikke er uafhængighed, skal ske til kostpris. Ved kostpris forstås, at sælger ikke må beregne sig en fortjeneste på den leverede vare eller tjenesteydelse.
(Stk. 5)
§ 18. Udgifter til materiel mv., herunder udstyr og materialer samt licenser mv., kan være tilskudsberettigede, hvis de er nødvendige for at gennemføre de planlagte aktiviteter i projektet. Hvor særlige forhold taler herfor, kan bestyrelsen ved tilrettelæggelsen af en ansøgningsrunde fastsætte en nærmere afgrænsning af tilskudsberettiget materiel mv. Stk. 2. For materiel mv., jf. stk. 1, der kun anvendes i en del af anlægget og anskaffelsens livscyklus, kan alene afskrivningsudgifter i projektperioden medtages i budgettet. Den regnskabsmæssige afskrivning skal opgøres og indregnes efter almindelig god regnskabspraksis som fx fastsat i Finansministeriets Økonomisk Administrativ Vejledning og årsregnskabsloven . Stk. 3. For materiel mv., jf. stk. 1, hvor tilskuddet gives til finansiering af hele anskaffelsesudgiften, og der med tilskuddet foretages fuld og endelig afregning af anskaffelsen, er der ikke krav om tilbagebetaling ved projektafslutning, hvis det samlede anskaffelsesbeløb for projektets indkøbte tilskudsstøttede materiel mv. er mindre end 10.000 kr. Stk. 4. For materiel mv., jf. stk. 1, hvor tilskuddet gives til finansiering af hele anskaffelsesudgiften, og tilskuddet udelukkende har til formål at dække anlægsudgiften i projektperioden, skal den regnskabsmæssigt nedskrevne værdi ved projektperiodens slutning opgøres. Tilsagnsgiver kan modregne i eventuelle tilbageholdte tilskudsmidler med et beløb svarende til den nedskrevne værdi, eller myndigheden kan kræve hel eller delvis tilbagebetaling af det modtagne tilskud med et beløb svarende til den nedskrevne værdi. Dette gælder dog ikke for indkøbte tilskudsstøttede materiel mv., der er omfattet af stk. 3. Stk. 5. Afskrivningsudgifter på finansielle aktiver samt på jord, bygninger og eksisterende udstyr er ikke tilskudsberettigede.
(Stk. 2)
§ 19. Udgiftstypen overhead er et udokumenteret tillæg, som udregnes på baggrund af en procentsats af de direkte lønudgifter. De nærmere krav til medtagelsen af udgiftstypen overhead og procentsatsen fastsættes af sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Stk. 2. Følgende udgifter skal dækkes af det udokumenterede overhead:
- Husleje, el, vand, varme.
- Kontorartikler og porto.
- Telefon og internet.
- Rengøring og pedel/vicevært.
- Reception.
- Reparation og vedligeholdelse.
- IT-service, IT-support og IT-licenser.
- Annoncering.
- Rejser, kost og logi.
- Fortæring.
- Leje/leasing.
- Kontorinventar og forbrugsartikler.
- Ikke-refundérbar moms.
- Bankudgifter og forsikringer.
- Taxameter.
Revision
(Stk. 2)
§ 20. Perioderegnskaber og slutregnskab med anmodning om udbetaling af 500.000 kr. eller derover skal revideres og attesteres af en godkendt revisor i overensstemmelse med internationalt anerkendte revisionsstandarder og god offentlig revisionsskik, samt efter den revisionsinstruks, der er vedlagt tilsagnet. Det gælder også ved anmodninger om mindre udbetalinger på baggrund af afholdte og betalte udgifter, når disse akkumuleret overstiger 500.000 kr. Projekter med tilsagn under 500.000 kr. skal ved afslutning indsende en ledelseserklæring. Stk. 2. Ved anmodning om udbetalinger, der akkumuleret overstiger 500.000 kr., skal det reviderede regnskab forsynes med en påtegning, hvoraf det skal fremgå at regnskabet er revideret i overensstemmelse med den revisionsinstruks, der er vedlagt tilsagnet.
§ 21. For statsinstitutioner underlagt Rigsrevisionens revisionskompetence skal perioderegnskaber og slutregnskab alene vedlægges en erklæring fra tilsagnsmodtagers ledelse eller en revisionserklæring. Der skal anvendes den ledelseserklæringsskabelon, som er vedlagt tilsagnet.
§ 22. Efter markedsafsøgning vælger tilsagnsmodtager selv sin revisor, jf. § 16, stk. 3. Skifter projektet revisor i projektperioden, har tilsagnsmodtager pligt til straks at underrette sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Afrapporteringer og perioderegnskaber
(Stk. 3)
§ 23. Tilsagnsmodtager skal som minimum indsende afrapportering en gang årligt i hele projektets levetid. Tilsagnsmodtager kan efter aftale med sekretariatet indsende afrapportering mere end en gang årligt. Afrapporteringen skal ske efter nærmere anvisning fra sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Afrapporteringen skal fremsendes på det anviste tidspunkt og skal bl.a. indeholde:
- En beskrivelse af, hvordan projektet er gennemført i den pågældende periode i henhold til ansøgningen, det godkendte projektbudget og det accepterede tilsagn.
- En opgørelse af projektets realiserede output samt realiserede/forventede effekter.
- En oversigt med CVR-nummer og P-nummer over projektpartnere, deltagende virksomheder/personer og statsstøttemodtagere.
- Et akkumuleret regnskab for perioden. Stk. 2. Hvis der er væsentlige ændringer i forhold til det godkendte budget, fremsendes desuden et revideret budget. Stk. 3. Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan pålægge tilsagnsmodtager at indsende afrapportering hyppigere end angivet i stk. 1, og i tilsagnet, såfremt der ikke er tilstrækkelig fremdrift i projektet.
§ 24. Regnskabet skal opdeles på samme udgifts-, indtægts- og finansieringsposter som det budget, der ligger til grund for tilsagnet med eventuelle senere ændringer godkendt af sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
§ 25. Indtægter og udgifter skal opgøres på separate kontolinjer. Hvis der er indtægter i projektet, skal disse fratrækkes de tilskudsberettigede udgifter i regnskabet.
§ 26. Regnskaber fra projektets partnere skal overholde relevante bestemmelser i §§ 14-19 og attesteres af partnerens projekt- og regnskabsansvarlige ved fremsendelse til tilsagnsmodtager, som er ansvarlig for at udarbejde et fælles konsolideret regnskab, hvor alle projektets tilskudsberettigede udgifter er medtaget.
§ 27. Regnskaber skal attesteres af tilsagnsmodtagers projekt- og regnskabsansvarlige. Hvis der er stillet krav om revisorpåtegning i tilsagnet, skal slutregnskabet endvidere attesteres og revideres af revisor, og revisorpåtegning udfærdiges i henhold til den revisionsinstruks, der er vedlagt tilsagnet.
Slutafrapportering
(Stk. 2)
§ 28. Tilsagnsmodtager skal senest to måneder efter afslutningen af projektet indsende en underskrevet slutrapport samt et revisorpåtegnet slutregnskab til sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Slutafrapporteringen skal ske efter nærmere anvisning fra sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Slutrapporten skal bl.a. indeholde:
- En beskrivelse af forløbet i projektet sammenholdt med projektets oprindelige formål og hovedaktiviteter.
- En beskrivelse af de realiserede output samt realiserede/forventede effekter sammenholdt med projektets godkendte måltal.
- En oversigt med CVR-nummer og P-nummer over projektpartnere, deltagende virksomheder/personer og statsstøttemodtagere.
- Et samlet afsluttende regnskab for projektet. Stk. 2. Er det samlede tilsagn på tilskud under 500.000 kr., skal der alene indsendes slutrapport, jf. stk. 1, slutregnskab samt ledelseserklæring.
Udbetaling
(Stk. 3)
§ 29. Udbetaling af tilskud sker i overensstemmelse med tilsagn og tilsagnsvilkår. Stk. 2. Med mindre andet fremgår af tilsagnet, udbetales tilskudsbeløbene, når sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har taget stilling til og godkendt perioderegnskaber og afrapporteringer eller det endelige projektregnskab og slutrapport samt revisors erklæringer eller ledelseserklæring, og har konstateret, at tilsagnsvilkårene er opfyldt. Sekretariatet kan beslutte at udbetale tidligere, end fastsat i tilsagnet. Stk. 3. Tilsagnsmodtager kan anmode sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse om forskudsudbetaling. Regler og vilkår for forskudsudbetaling fastsættes af sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Information, evaluering og effektmåling
(Stk. 2)
§ 30. Tilsagnsmodtager og partnere skal bl.a. ved brug af logoet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse informere offentligheden om, at projektet er iværksat med tilskud fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Stk. 2. Tilsagnsmodtager og partnere skal informere offentligheden om projektets indhold og resultater.
(Stk. 2)
§ 31. Erhvervsstyrelsen fører den fællesoffentlige digitale platform Virksomhedsguiden, der har til formål at gøre information, service og ydelser i erhvervsfremmesystemet let tilgængeligt for virksomheder. Stk. 2. Tilsagnsmodtager og partnere er forpligtede til at annoncere erhvervsrettede tilbud, som projektet får støtte til, på Virksomhedsguiden i overensstemmelse med reglerne herom.
(Stk. 2)
§ 32. Til brug for en vurdering af projekternes aktiviteter, output og effekter, jf. § 11, stk. 1, samt det økonomiske og samfundsmæssige udbytte af de støttede foranstaltninger, skal tilsagnsmodtager og partnere under gennemførelsen og efter afslutningen afgive evaluerings- og effektoplysninger om forløbet, resultaterne m.v. af projektet sammenholdt med de oprindelige målsætninger og forudsatte effekter. Oplysningerne afgives til sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Sekretariatet kan forlange, at materialet skal overføres digitalt, jf. § 8. Stk. 2. Til brug for en vurdering af projekternes effekter, jf. § 11, stk. 1, samt det økonomiske og samfundsmæssige udbytte af de støttede foranstaltninger skal tilsagnsmodtager og partnere under gennemførelsen af projektet oplyse CVR-nummer og P-nummer for projektets økonomiske partnere, statsstøttemodtagere og øvrige virksomheder, som projektet kan have en effekt på.
(Stk. 2)
§ 33. Alle projekter, som modtager 2.000.000 kr. eller mere i tilskud fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, skal evalueres af en ekstern evaluator, medmindre bestyrelsen beslutter andet. Den eksterne evaluator udpeges af sekretariatet. Stk. 2. Er projektperioden mere end to år, skal projektet både midtvejs- og slutevalueres.
Bilagsopbevaring, kontrol og tilsyn med projekter
§ 34. Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har med henblik på revision, kontrol og evaluering ret til at indhente og gennemgå alle relevante oplysninger (inkl. regnskabsbilag, timeregistreringsskemaer, mv.) om projektet.
(Stk. 2)
§ 35. For projekter, hvori der ikke indgår statsstøtte, skal alle rapporter og alt regnskabsmateriale m.v. opbevares i fem år efter den dato, hvor der er foretaget slutafregning over for projektet på baggrund af det endelige projektregnskab, jf. bogføringslovens § 10 . Stk. 2. For projekter, hvori der indgår statsstøtte, skal alle rapporter og alt regnskabsmateriale m.v. opbevares i 10 regnskabsår regnet fra det tidspunkt, hvor der sidst blev ydet individuel støtte inden for det konkrete projekt i henhold til det enkelte finanslovsår.
(Stk. 3)
§ 36. Sekretariatet, eller den, som sekretariatet bemyndiger hertil, kan på stedet kontrollere de projekter, der har opnået tilskud fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Stk. 2. Udover de i stk. 1 nævnte myndigheders kontrol af projekterne kan repræsentanter fra Rigsrevisionen kontrollere projekterne. Stk. 3. Til brug for kontrol kan sekretariatet indhente de fornødne oplysninger hos skattemyndighederne og andre offentlige myndigheder.
(Stk. 2)
§ 37. Tilsagnsmodtager og partnere skal efter anmodning stille alle relevante rapporter og alt regnskabsmateriale m.v. til rådighed for kontrol og revision. Stk. 2. Kontrol kan finde sted så længe som projektets rapporter og regnskabsmateriale m.v. skal opbevares, jf. § 35.
Ikrafttræden
(Stk. 3)
§ 38. Bekendtgørelsen træder i kraft den 19. maj 2021. Stk. 2. Bekendtgørelsen finder med undtagelse af § 15, stk. 4, 5 og 7 ikke anvendelse på igangværende projekter og ansøgninger indgivet før bekendtgørelsens ikrafttræden. Stk. 3. Bestemmelserne i § 15, stk. 4, 5 og 7 kan finde anvendelse for fremtidige afrapporteringer i igangværende projekter og for ansøgninger, som er indgivet før bekendtgørelsens ikrafttræden, efter nærmere anvisning fra sekretariatet.
Erhvervsstyrelsen /Niels May Vibholt / Pernille von Lillienskjold/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2021
- Ikrafttrædelsesdato
- 17. maj 2021