Undersøgelsesbekendtgørelsen
Bekendtgørelse om undersøgelse af indsattes person og opholdsrum i kriminalforsorgens institutioner (undersøgelsesbekendtgørelsen)
BEK nr 1111 af 01/07/2022
Justitsministeriet
Anvendelsesområde
§ 1
Undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum kan ske efter reglerne i kriminallovens § 221, jf. dog stk. 2. En indsat kan pålægges at afgive udåndingsprøve eller urinprøve efter kriminallovens § 221 a.
Over for pensionsanbragte må legemsbesigtigelse efter kriminallovens § 221, stk. 1, ikke indebære afklædning, og nærmere undersøgelse af den indsattes person (legemsundersøgelse) efter kriminallovens § 221, stk. 2, kan ikke foretages. Pensionsanbragte kan ikke pålægges at afgive udåndingsprøve eller urinprøve efter kriminallovens § 221 a.
Legemsbesigtigelse, legemsundersøgelse af indsattes person og afgivelse af udåndingsprøve eller urinprøve
§ 2
Der må ikke være andre indsatte til stede ved indgreb efter kriminallovens § 221, der indebærer afklædning, eller ved afgivelse af udåndingsprøve eller urinprøve efter kriminallovens § 221 a.
§ 3
Legemsbesigtigelse efter kriminallovens § 221, stk. 1, omfatter de former for indgreb efter kriminallovens § 221, hvor der ikke sker nogen indtrængen i det menneskelige legeme eller nogen egentlig beføling af legemet i undersøgelsesøjemed.
§ 4
Før der gennemføres legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse af den indsatte, skal institutionen mundtligt orientere den indsatte om baggrunden for, at indgrebet gennemføres, medmindre særlige omstændigheder taler imod dette.
§ 5
Der skal deltage mindst to ansatte ved legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse af indsattes person. Indgreb efter kriminallovens § 221, der indebærer afklædning, må kun foretages og overværes af personer af samme køn som den indsatte, medmindre der er tale om sundhedspersonale. Hvis særlige omstændigheder gør det nødvendigt, kan et indgreb dog gennemføres af en enkelt ansat.
Afgivelse af udåndingsprøve eller urinprøve efter kriminallovens § 221 a skal ske under overværelse af mindst en ansat. Urinprøvekontrol må dog kun foretages og overværes af personer af samme køn som den indsatte, bortset fra sundhedspersonale.
§ 6
Hvis den indsatte ikke vil medvirke til, at der gennemføres recto-vaginalundersøgelse, eller hvis undersøgelsen af andre grunde ikke kan gennemføres, kan den indsatte i stedet udelukkes fra fællesskab under observation af en vagt efter reglerne i bekendtgørelse om udelukkelse fra fællesskab.
Undersøgelse af indsattes opholdsrum
§ 7
Der skal deltage mindst to ansatte ved undersøgelser af indsattes opholdsrum. Hvis særlige omstændigheder gør det nødvendigt, kan en undersøgelse dog gennemføres af en enkelt ansat.
§ 8
Når institutionen har gennemført en undersøgelse af indsattes opholdsrum, skal den indsatte orienteres herom.
Institutionen skal efter anmodning orientere den pågældende om grunden til, at undersøgelsen er gennemført.
Hvis undersøgelsen indebærer en fuldstændig gennemgang af den indsattes genstande i opholdsrummet, skal institutionen enten lade indsatte overvære undersøgelsen eller efter undersøgelsen give den indsatte tilbud om at få gennemgået undersøgelsen og dens resultat, medmindre særlige omstændigheder taler imod dette.
§ 9
Hvis undersøgelsen har medført uorden i opholdsrummet, skal institutionen sørge for en rimelig oprydning.
Fælles bestemmelser
§ 10
Der skal gøres notat om
- legemsundersøgelse,
- indgreb efter kriminallovens § 221, der gennemføres af en enkelt ansat, fordi særlige omstændigheder gør det nødvendigt, jf. § 5, stk. 1, og § 7, og
- indgreb efter kriminallovens § 221, der indebærer afklædning og overværes af personer af andet køn end den indsatte, jf. § 5, stk. 1.
§ 11
Hvis genstande, der tilhører en indsat, tilbageholdes, skal institutionen udfærdige en liste over de genstande, der tilbageholdes. Den indsatte skal orienteres om tilbageholdelsen og have udleveret en kopi af listen.
Tilbageholdte genstande, som ikke konfiskeres, opbevares af institutionen efter reglerne i genstandsbekendtgørelsen.
Hvis en genstand tilhører institutionen, kan den umiddelbart inddrages.
Ikrafttræden
§ 12
Bekendtgørelsen træder i kraft den 4. juli 2022.
Bekendtgørelse nr. 1175 af 7. december 2009 om undersøgelse af indsattes person og opholdsrum i kriminalforsorgens institutioner (undersøgelsesbekendtgørelsen) ophæves.
Dokumentet vedrører Færøerne og/eller Grønland og er derfor ikke tilgængeligt på retsinformation.dk. Dokumentet er offentliggjort i Lovtidende A, og kan findes ved at følge nedenstående link.
BEK nr 1111 af 01/07/2022
Dokumenter, der vedrører Færøerne og/eller Grønland, er ikke sædvanlige dokumenter på retsinformation.dk, og dokumenterne har derfor ikke de samme egenskaber. Der er således ikke etableret relationer til andre dokumenter, og dokumenterne opdateres ikke. Det betyder f.eks., at oplysningen om dokumentets status, dvs. om det er gældende eller historisk, ikke findes.
Kriminalforsorgen i Grønland
/Christian Høygaard/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2022
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. juli 2022