Tunbekendtgørelsen
Bekendtgørelse om lystfiskeri efter almindelig tun i 2022
BEK nr 1140 af 10/07/2022
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Bekendtgørelsens formål og område
§ 1
Bekendtgørelsen fastsætter bestemmelser om lystfiskeri efter almindelig tun i 2022 i farvande henhørende under Danmarks fiskeriterritorium i Skagerrak og Kattegat.
Bekendtgørelsen supplerer bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1627/EU af 14. september 2016 om en flerårig genopretningsplan for almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 302/2009, og i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/98 af 18. november 2014 om gennemførelse af Unionens internationale forpligtelser som omhandlet i artikel 15, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 i henhold til den internationale konvention om bevarelse af tunfiskebestanden i Atlanterhavet og konventionen om det fremtidige multilaterale samarbejde vedrørende fiskeriet i det nordvestlige Atlanterhav med senere ændringer.
§ 2
I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Almindelig tun: arten Thunnus thynnus.
- DTU Aquas mærkningsprojekt for almindelig tun: Forskningsprojekt ledet af DTU Aqua og [som gennemføres] i samarbejde med frivillige lystfiskere, hvor almindelig tun bliver fanget, mærket og genudsat med henblik på at indsamle viden og data til brug for videre forskning i almindelig tun.
Udstedelse af tilladelse
§ 3
Fiskeristyrelsen kan efter ansøgning udstede tilladelse til lystfiskeri efter én almindelig tun.
Enhver person, som har deltaget i DTU Aquas mærkningsprojekt for almindelig tun i det forudgående år, kan søge om tilladelse til at fiske og lande én almindelig tun i perioden fra den 1. august til den 19. august 2022, fra den 5. september til den 23. september og fra den 3. oktober til den 31. oktober 2022.
Ansøgningen skal være knyttet til én båd og der kan kun indsendes én ansøgning pr. båd.
Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger:
- Navn, adresse, e-mail og telefonnummer på ansøgeren, der er ansvarlig for båden, og som til enhver tid kan kontaktes om og under fiskeriet.
- Bådens navn, fabrikat og modeltype.
- Liste over personer, der ønsker at deltage i fiskeriet fra båden, med angivelse af fisketegnsnummer samt kvittering for betalt fisketegn eller CPR-nummer, såfremt personen ikke er omfattet af krav om lystfiskertegn.
- Bådens MMSI-nummer for det Automatiske Identifikationssystem (AIS).
- Tydelige digitale fotos af båden set fra siden og bagfra.
Ansøgningen skal sendes til Fiskeristyrelsen i perioden fra den 15. juli til den 20. juli 2022 til e-mail licensadm@fiskeristyrelsen.dk.
Udstedelse af tilladelser efter stk. 1 sker ved en lodtrækning mellem indkomne ansøgninger, som opfylder kravene, jf. stk. 2-5. Fiskeristyrelsen udsteder herefter tilladelser til fangst af én tun til hver af de ansøgere, som udtrækkes.
En tilladelse efter stk. 1 udstedes til ansøgeren personligt og den kan ikke overdrages.
Hvis en tilladelse ikke udnyttes, skal den afmeldes. Afmeldingen skal indsendes til Fiskeristyrelsen på e-mail licensadm@fiskeristyrelsen.dk. Tilladelsen kan herefter ikke generhverves i indeværende år.
Fiskeristyrelsen kan efter konkret vurdering af hensyn til primær kvoteudnyttelse udstede yderligere tilladelser til fangst af én tun til ansøgere på ventelisten. Fiskeristyrelsen udarbejder ventelisten på baggrund af lodtrækningen.
Fiskeristyrelsen lukker med øjeblikkelig virkning for fiskeriet, når den danske kvote skønnes at være opfisket. I så fald vil samtlige udstedte tilladelser for fiskeri af almindelig tun bortfalde. Lukning af fiskeriet meddeles til hver enkelt tilladelsesindehaver.
Betingelser for lystfiskeri af tun
§ 4
Al fiskeri efter almindelig tun skal foregå med stang under de forudsætninger og vilkår, som er angivet af Fiskeristyrelsen i tilladelsen.
Tilladelsesindehaver samt ombordværende fiskere, der deltager i fiskeriet, jf. § 3, stk. 4, nr. 3, skal have deltaget i DTU Aquas mærkningsprojekt for almindelig tun i det forudgående år.
Det er alene personer omfattet af Fiskeristyrelsens tilladelse, som kan deltage i fiskeriet.
Den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse på almindelig tun er 30 kg eller 115 cm målt fra haledelingspunkt, jf. bilag 1 (bilag om målepunkt i gaffellængde i fugleperspektiv).
Enhver tun, der går på krog, og som opfylder den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, skal ilandbringes.
Enhver tun, der landes, skal ilandbringes hel. Alternativt er det tilladt at fjerne gæller og indvolde såfremt disse ilandbringes sammen med tunen.
Enhver tun, der går på krog, og som er under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, må ikke ilandbringes og skal straks genudsættes, uanset om tunen er levende eller død.
Hvis tunen er død ved genudsætning, jf. stk. 7, skal tilladelsesindehaver indrapportere dette til Fiskeristyrelsen. Tun under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse bliver ikke medregnet som fangst under den givne tilladelse, men skal afskrives på Danmarks kvote.
Uanset stk. 5 skal levende tun, der er mærket i forbindelse med DTU Aquas mærkningsprojekt, straks genudsættes. Hvis en mærket tun dør under fiskeriet, skal denne ilandbringes, og tilladelsesindehaver skal indrapportere landingen af en mærket tun til Fiskeristyrelsen.
Båden, som tilladelsen er tilknyttet, skal have monteret et fungerende Automatisk Identifikationssystem (AIS), som til stadighed er i drift og overholder kravene fastsat i artikel 10, stk. 1, i Rådets forordning (EF) Nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en kontrolordning for Unionen med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik.
Fiskeristyrelsen kan i tilladelserne fastsætte særlige vilkår, herunder nærmere regler om udøvelsen og krav samt tidspunkter og områder for fiskeriet.
Hvis de i tilladelsen fastsatte forudsætninger og vilkår ikke overholdes, kan Fiskeristyrelsen tilbagekalde tilladelsen.
Meldinger og ankomst til havn
§ 5
Landing af en almindelig tun skal ske i Skagen Havn eller i Gilleleje Havn inden for det tidsrum, som angivet i tilladelsen.
Tilladelsesindehaver skal sikre, at der gives melding til Fiskeristyrelsen før afsejling fra havn. Meldingen skal indeholde følgende informationer:
- Bådens navn og registreringsnummer hos Fiskeristyrelsen.
- Klokkeslæt og dato for afsejling fra havn.
- Navn på afsejlingshavn.
Ved fangst og landing af almindelig tun skal tilladelsesindehaver umiddelbart efter fangst give melding til Fiskeristyrelsen om det forventede ankomsttidspunkt til havn, dog senest to timer før ankomsten. Meldingen skal indeholde følgende oplysninger:
- Bådens navn og registreringsnummer hos Fiskeristyrelsen.
- Klokkeslæt og dato for ankomst til havn.
Ved ankomst til havn uden fangst, skal tilladelsesindehaver give melding til Fiskeristyrelsen om det forventede ankomsttidspunkt til havn, dog senest to timer før ankomsten. Melding skal indeholde følgende oplysninger:
- Bådens navn og registreringsnummer hos Fiskeristyrelsen.
- Klokkeslæt og dato for ankomst til havn.
Meldingen, jf. stk. 2-4, skal gives til Fiskeristyrelsen telefonisk på telefonnummer 72 18 56 09.
§ 6
Tilladelsesindehaver skal ved ankomst til havn sikre, at vejning og måling (længde) af den ilandbragte tun foretages af en akkrediteret vejer og måler.
Vægten angives i hele kilo. Længden angives i meter med to decimaler målt fra snudespids til haledelingspunkt.
Tilladelsesindehaver skal umiddelbart efter vejning stille den ilandbragte tun til rådighed for DTU Aqua med henblik på udtagning af prøver i videnskabeligt forskningsøjemed.
§ 7
Afsætning af almindelig tun fanget i forbindelse med lystfiskeri er forbudt.
Fangstrapportering
§ 8
Tilladelsesindehaver skal sikre, at der senest 12 timer efter ankomst til havn indberettes følgende til Fiskeristyrelsen:
- Bådens navn og registreringsnummer hos Fiskeristyrelsen.
- Navn, e-mail og telefonnummer på kontaktperson.
- Vægt i hele kilo og længde i meter med to decimaler på landet tun samt oplysninger om, tunens forarbejdningstilstand og præsentation af tunen ved landing, jf. § 4, stk. 5 og § 6, stk. 2.
- Klokkeslæt og dato for fangst.
- Position i grader og minutter og tiendedele i WGS 84 og farvandsnavn, hvor fangsten er foretaget.
- Oplysninger om eventuelle genudsatte tun, herunder om de er døde eller levende, under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse og/eller mærkede, jf. § 4, stk. 7-9. Indberetningen skal indeholde oplysninger om estimeret vægt, billeddokumentation og oplysning om, hvorvidt tunen er genudsat levende eller død, samt om den var mærket.
Indberetningen skal ske på en blanket, som vil blive publiceret på Fiskeristyrelsens hjemmeside, og skal indsendes i udfyldt stand på e-mail til regulering@fiskeristyrelsen.dk. I emnefeltet skal anføres ”Fangstrapportering tun 2022 – XX registreringsnummer hos Fiskeristyrelsen”. Ved landing af tun skal der vedlægges vejecertifikat fra akkrediteret vejer og måler.
Straf og ikrafttræden
§ 9
Med bøde straffes den, der:
- overtræder eller forsøger at overtræde § 4, stk. 1-3, stk. 5-10 og §§ 5-8 eller
- tilsidesætter eller forsøger at tilsidesætte vilkår knyttet til en tilladelse udstedt efter bekendtgørelsen.
Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 10
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 2022.
Bekendtgørelse nr. 1669 af 12. august 2021 om lystfiskeri efter almindelig tun i 2021 ophæves.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
/Rasmus Prehn / Nis Christensen/
Bilag 1 Mål af tun
Længden på tunen måles efter gaffellængden (FL) på nedenstående illustration, altså fra overkæben til haledelingspunktet i fugleperspektiv.
Figur fra: Rodríguez-Marín 2004. REPORT OF THE BLUEFIN TUNA DIRECT AGEING NETWORK (UNDER THE BYP FRAMEWORK) Col. Vol. Sci. Pap. ICCAT, 58(4): 1403-1419 (2005)1403E.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2022
- Ikrafttrædelsesdato
- 27. oktober 2023