Bekendtgørelse om tilskud til lokale energifællesskaber og lokal forankring af klimaomstilling
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
BEK nr 1162 af 09/08/2022 I medfør af akt nr. 304 af 9. juni 2022 fastsættes:
Formål, anvendelsesområde og definitioner
(Stk. 3)
§ 1. Denne bekendtgørelse vedrører tilskud til at finansiere eller medfinansiere projekter hos en projektorganisation, der kan bidrage til at sikre vedvarende energiløsninger i lokalsamfundet, og fastlægger processen for ansøgning, tildeling og udbetaling af tilskud fra puljen. Stk. 2. Energistyrelsen kan efter ansøgning yde tilskud til projekter som nævnt i stk. 1, som opfylder formålet i § 2. Stk. 3. Ydelse af tilskud er omfattet af Europa-Kommissionens forordning nr. 1407/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis støtte.
(Stk. 3)
§ 2. Der kan søges om støtte til et af følgende hovedformål:
- Udbredelse af information, der bidrager til udvikling af vedvarende energiløsninger i lokalsamfundet, herefter kaldet informationsprojekter.
- Planlægning, etablering og organisering af inspirationseksempler på projekter, der gennemføres med henblik på en eller flere af følgende elementer: udvikling og anvendelse af løsninger, der omfatter produktion, levering, forbrug, deling af elektricitet, aggregering, energilagring, fleksibilitets- og energieffektivitetsydelser, herefter kaldet større projekter. Stk. 2. Større projekter jf. stk. 1, nr. 2 skal som minimum også understøtte ét af puljens del-formål. Del-formålene er at udvikle:
- Fyrtårnsprojekter, der kan vise, hvordan energifællesskaber kan inkluderes i projekter, der kan give besparelser for og aflaste det kollektive elnet.
- Klima-, miljømæssige-, økonomiske- eller sociale fællesskabsfordele ved projekter, der indeholder energifællesskaber.
- Dokumentation for og information om, hvordan projekter, der indeholder energifællesskaber, via samtidighed af produktion og forbrug samt fleksibilitets- og energieffektivitetsydelser kan bidrage til aflastning og besparelser for elnettet.
- Samarbejde mellem et energifællesskab og minimum en anden aktør som f.eks. en af de i stk. 3 nævnte aktører med henblik på udvikling og anvendelse af deling af elektricitet.
- Energifællesskabers mulighed for aggregering i forhold til regulerbart elforbrug eller regulerbar elproduktion.
- Fleksibilitet i leverancer eller aftag af elektricitet i samarbejde med et energifællesskab.
- En stærk og langsigtet lokal opbakning og tilknytning til klimaomstillingen. Stk. 3. Tilskud kan søges af en projektorganisation. Projektorganisationer, som søger midler til større projekter, jf. § 2, stk. 1, nr. 2, skal som minimum indeholde et allerede etableret energifællesskab eller en gruppe af borgere og/eller virksomheder, der planlægger at etablere et energifællesskab jf. bekendtgørelse om VE-fællesskaber og borgerenergifællesskaber, BEK nr. 1069 af 30. maj 2021. Projektorganisationen kan derudover indeholde aktører såsom en kommune, en forening, en NGO, et universitet, en aggregator, en balanceansvarlig og/eller en virksomhed som f.eks. en elhandelsvirksomhed eller elforsyningsvirksomhed.
§ 3. I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Borgerenergifællesskab : Som defineret i § 4 i bekendtgørelse om VE-fællesskaber og borgerenergifællesskaber og forholdet mellem VE-fællesskaber og borgerenergifællesskaber og elhandelsvirksomheder og kollektive elforsyningsvirksomheder.
- VE-fællesskab: Som defineret i § 3, stk. 1 i bekendtgørelse om VE-fællesskaber og borgerenergifællesskaber og forholdet mellem VE-fællesskaber og borgerenergifællesskaber og elhandelsvirksomheder og kollektive elforsyningsvirksomheder.
- Aggregering : Som defineret i § 5, nr. 3 i bekendtgørelse af lov om elforsyning.
- Fleksibilitetsydelse : Som defineret i § 2, nr. 10 i bekendtgørelse om varetagelse af netvirksomhedsaktiviteter.
Støtteberettigede aktører og tilskuddets størrelse
(Stk. 3)
§ 4. Energistyrelsen fastsætter ved indkaldelse af ansøgninger tilsagnsrammen, der er til rådighed til ydelse af tilskud til projekter jf. §§ 1 og 2. Tilsagnsrammen offentliggøres ved indkaldelsen af projekter på Energistyrelsens hjemmeside og på Statens-tilskudspuljer.dk. Stk. 2. Det er projektorganisationen, der er støtteberettiget. Som repræsentant for projektorganisationen, skal der være en projektadministrator, som søger tilskud på vegne af projektorganisationen, som er kontaktperson over for Energistyrelsen samt har ansvaret for at administrere støttebeløbet, således at det ansøgte projekt kan gennemføres. Projektadministrator har derfor ejerskabet over projektet. Aktører, der er nævnt i § 2, stk. 3, kan alle agere som projektadministrator for projektorganisationen. Dog er det et krav at projektadministrator kan defineres som en virksomhed. Stk. 3. I tilsagnet meddeles et maksimalt støttebeløb, og tilskuddet kan således aldrig overstige dette beløb. Projektorganisationer, som søger midler til informationsprojekter jf. § 2, stk. 1, nr. 1, kan søge støtte for mellem 10.000 kr. og 200.000 kr. Projektorganisationer, som søger midler til større projekter jf. § 2, stk. 1, nr. 2, kan søge om støtte for mellem 20.000 kr. og 1,5 mio. kr.
Ansøgning om tilsagn om tilskud
§ 5. Energistyrelsen indkalder ansøgninger om tilskud til projekter på Statens-tilskudspuljer.dk og på Energistyrelsens hjemmeside, hvor ansøgningsfristen ligeledes vil fremgå.
(Stk. 4)
§ 6. Fyldestgørende ansøgninger om tilskud skal indsendes digitalt via den ansøgningsportal, som offentliggøres på Energistyrelsens hjemmeside. Der kan kun søges om støtte til et projekt og kun til ét af de to hovedformål, som fremgår af § 2, stk. 1, pr. finansår. Stk. 2. Der kan ikke meddeles tilskud til projekter, hvor der er indgået aftaler om arbejder eller leverancer mv. eller påbegyndt arbejder mv. vedrørende projektet inden modtagelse af skriftligt tilsagn. Stk. 3. Energistyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt de indsendte ansøgninger er fyldestgørende, jf. §§ 8 og 11. Ufyldestgørende ansøgninger afvises. Stk. 4. Fyldestgørende ansøgninger, der er fremkommet inden ansøgningsfristens udløb, vil blive behandlet af Energistyrelsen, hvorefter styrelsen inden for tilsagnsrammen træffer afgørelse om meddelelse af tilsagn om tilskud.
Særlige regler for informationsprojekter
(Stk. 2)
§ 7. Der kan meddeles tilsagn om tilskud til annonceringsudgifter, forbundet med at gennemføre informationskampagnen, der kan bidrage til udviklingen af vedvarende energiløsninger i lokalsamfundet. Stk. 2. De støtteberettigede omkostninger opgøres som de nødvendige nettoomkostninger, der er forbundet med gennemførelse af projektet, jf. stk. 1, dvs. fratrukket moms, som ikke bæres endeligt af tilskudsmodtager, samt tilbagekrediteringer, rabatter og lignende.
(Stk. 3)
§ 8. Ansøgning om tilskud til informationsprojekter jf. § 2, stk. 1, nr. 1 skal indeholde følgende oplysninger:
- Projekttitel.
- Navn, e-mail og telefonnummer på projektadministrator, samt navn og CVR-nummer på den virksomhed, som projektadministrator repræsenterer.
- Overslag over annonceringsudgifterne.
- Beskrivelse af informationskampagnen.
- Bekræftelse på, at kampagnen bidrager til udvikling af vedvarende energiløsninger i lokalsamfundet.
- Bekræftelse på, at projektet kun vil blive gennemført, hvis der opnås støtte.
- En udfyldt erklæring om overholdelse af Europa-Kommissionens regler for de minimis-støtte fra projektadministrator, som skal oplyse, hvad projektadministrator har modtaget af de minimis-støtte fra offentlige myndigheder i det indeværende og de to forudgående år. Stk. 2. Ved udfyldelse af erklæring, jf. § 8, nr. 7, skal Energistyrelsens skabelon benyttes. Energistyrelsens skabelon offentliggøres inden ansøgningsrunden åbner. Stk. 3. Tilsagn vil blive udstedt på baggrund af det overslag, der laves, jf. § 8, nr. 3.
§ 9. Energistyrelsen behandler ansøgninger om tilsagn om tilskud i den rækkefølge, ansøgningerne modtages af Energistyrelsen.
Særlige regler for større projekter
(Stk. 3)
§ 10. Der kan meddeles tilsagn om tilskud til følgende udgiftstyper:
- Løn til tilsagnshavers personale i de timer, hvor personalet er beskæftiget med projektet.
- Teknisk rådgivning vedrørende planlægning eller projektering af projektet.
- Juridisk rådgivning vedrørende etablering eller drift af projektet.
- Formidling og dokumentation af formål, indhold og resultater fra projektet, således at dette kan bidrage til at udbrede viden og best practice om projekter vedrørende energifællesskaber.
- Udgifter til instrumenter og udstyr i forbindelse med f.eks. måling og styring i det omfang og i den periode de eller det anvendes til gennemførsel af projektet. Hvis instrumenter og udstyr ikke anvendes til projektet i hele dets livscyklus, anses kun afskrivningsomkostningerne under projektets varighed beregnet på grundlag af alment anerkendt regnskabspraksis for støtteberettigede omkostninger. Stk. 2. De støtteberettigede omkostninger opgøres som de nødvendige nettoomkostninger, der er forbundet med gennemførelsen af projektet, jf. stk. 1, dvs. fratrukket moms, som ikke bæres endeligt af tilskudsmodtager, samt tilbagekrediteringer, rabatter og lignende. Stk. 3. Omkostninger forbundet med produktionsanlæg, forbrugsanlæg og lageranlæg er ikke støtteberettigede.
(Stk. 2)
§ 11. Ansøgning om tilskud til større projekter jf. § 2, stk. 1, nr. 2 skal indeholde følgende oplysninger:
- Projekttitel.
- Navn, e-mail og telefonnummer på projektadministrator, samt navn og CVR-nr. på den virksomhed, som projektadministrator repræsenterer.
- Fuldmagt fra alle deltagere i projektorganisationen, hvoraf det fremgår, at projektadministrator må søge tilskud på vegne af deltagerne.
- Oplysning om antal deltagere i energifællesskabet og hvilke andre aktører, der indgår i projektorganisationen, herunder en beskrivelse af alle i projektorganisationens funktion eller bidrag til projektet.
- Beskrivelse af projektorganisationen, herunder beskrivelse af dennes organisering, ansvarsfordeling og ledelse.
- Angivelse af, hvordan projektet opfylder puljens hovedformål og som minimum et af del-formålene.
- Beskrivelse af, hvordan projektet kan bidrage til anvendelse af fleksibilitet i energisystemet.
- Beskrivelse af projektets indhold.
- Tids- og aktivitetsplan for projektet, herunder start- og slutdato.
- Beskrivelse af de forventede resultater fra projektet efter projektafslutning, herunder projektets påvirkning af elsystemet, befolkningsgrupper og/eller dele af samfundet.
- Projektets beliggenhed, herunder den adresse hvorpå projektet etableres.
- Hvis en kommune deltager i projektet, skal der vedlægges en beskrivelse fra kommunen vedrørende dens rolle i projektet. Finansierer kommunen delvist projektet, skal der vedlægges tilsagn fra den pågældende kommune med angivelse af det økonomiske bidrag til projektet.
- Specificeret budget med angivelse af hvilke projektomkostninger, der er for forskellige aktiviteter, og hvordan de finansieres. I budgettet skal det klart angives, hvilket beløb der søges om tilskud til.
- Kommunikationsplan for offentlig formidling af projektets formål, indhold og forventede resultater. Den offentlige formidling skal som minimum indeholde en skriftlig og en mundtlig del med det formål at udbrede projektets erfaringer videst muligt.
- Bekræftelse på, at projektet kun vil blive gennemført, hvis der opnås støtte.
- En erklæring om overholdelse af Europa-Kommissionens regler for de minimis-støtte fra projektadministrator, som skal oplyse, hvad projektadministrator har modtaget af de minimis-støtte fra offentlige myndigheder i det indeværende og de to forudgående år. Stk. 2. Ved udfyldelse af fuldmagter og erklæringer, jf. § 11, nr. 3 og 16, skal Energistyrelsens skabeloner benyttes. Energistyrelsens skabeloner offentliggøres inden ansøgningsrunden åbner.
(Stk. 6)
§ 12. Energistyrelsen foretager en konkret, individuel vurdering af de indkomne ansøgninger. Stk. 2. Energistyrelsen anvender ved vurderingen af ansøgningerne efter stk. 1 en pointmodel. Pointmodellen vil være baseret på følgende kriterier:
- Antallet af aktører, der er inkluderet i projektorganisationen ud over energifællesskabet i forhold til det ansøgte beløb (40 %).
- Antallet af fysiske personer i energifællesskabet i forhold til det ansøgte beløb (30 %).
- Graden af dokumentation og videreformidling: Mundtlig kommunikation, som fx kan ske via foredrag, oplæg eller webinar. Jo flere den mundtlige kommunikation planlægges at nå ud til, jo flere point (30 %). Stk. 3. Kriterierne vil blive yderligere konkretiseret i en vejledning, der offentliggøres på Energistyrelsens hjemmeside inden ansøgningsrunden åbner. Ved pointlighed vil det projekt, der har fået flest point på kriterie 1 blive rangeret højest. Ved fortsat pointlighed på kriterie 1, vil kriterie 3 være afgørende, dernæst kriterie 2. Stk. 4. Ved fortsat pointlighed efter stk. 3, har Energistyrelsen den endelige beslutningskompetence. Stk. 5. Energistyrelsen kan foretage en skønsmæssig vurdering af hvorvidt, det er hensigtsmæssigt at tilbyde et tilsagn om delvist tilskud, hvis det sidst rangerede projekt inden for tilsagnsrammen har ansøgt om et højere beløb, end det der er tilbage inden for tilsagnsrammen. Stk. 6. Energistyrelsen kan ved vurderingen af ansøgningerne inddrage ekstern rådgivning.
Afgørelse om tilsagn
(Stk. 2)
§ 13. Energistyrelsen træffer afgørelse om tilsagn om tilskud efter ansøgningsfristens udløb. Stk. 2. Tilskudsmodtager skal, inden 4 uger fra tilsagnet om tilskud er meddelt, acceptere dette. Hvis tilsagnet ikke accepteres inden for fristen, overføres tilsagnsbeløbet til det efterfølgende finanslovsår.
(Stk. 2)
§ 14. For at opnå tilsagn om tilskud til informationsprojekter, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, skal følgende betingelser som minimum være opfyldt:
- Projektet bidrager til udvikling af vedvarende energiløsninger i lokalsamfundet.
- Projektet må ikke være påbegyndt forud for meddelelse af tilsagn.
- Projektadministrator har i det indeværende og de to forudgående regnskabsår ikke modtaget de minimis-støtte, der overstiger loftet i de minimis forordningen, jf. § 1, stk. 3. Stk. 2. For at opnå tilsagn om tilskud til større projekter, jf. § 2, stk. 1, nr. 2, skal følgende betingelser som minimum være opfyldt:
- Projektet opfylder hovedformålet i § 2, stk. 1, nr. 2 samt mindst 1 af del-formålene i § 2, stk. 2.
- Projektet må ikke være påbegyndt forud for meddelelse af tilsagn.
- Projektadministrator har i det indeværende og de to forudgående regnskabsår ikke modtaget de minimis-støtte, der overstiger loftet i de minimis forordningen, jf. § 1, stk. 3
(Stk. 3)
§ 15. Ved meddelelse af tilsagn om tilskud fastsætter Energistyrelsen som minimum følgende:
- Det maksimale tilskudsbeløb. For informationsprojekter, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, fastsættes dette på baggrund af et indsendt overslag for projektet. For større projekter, jf. § 2, stk. 1, nr. 2, fastsættes dette på baggrund af et indsendt budget for projektet.
- Frist for projektets afslutning. Stk. 2. Energistyrelsen kan nedsætte tilsagnsbeløbet for større projekter, jf. § 2, stk. 1, nr. 2, hvis
- de oplyste omkostninger vurderes for højt sat,
- der i budgettet for projektet er medtaget følgearbejder af urimeligt stort omfang,
- de oplyste omkostninger skønnes at omfatte arbejder uden betydning for projektet,
- der ikke er modregnet opnåede eller forventede tilbagekrediteringer, rabatter og lignende, eller
- der er medtaget omkostninger, hvortil der ikke kan ydes tilskud. Stk. 3. Energistyrelsen kan i tilsagnet fastsætte yderligere vilkår, jf. stk. 1.
Projektændringer i forhold til det meddelte tilsagn
(Stk. 4)
§ 16. Energistyrelsen kan godkende, at et projekt ændres i forhold til det meddelte tilsagn, hvis ændringen er i overensstemmelse med projektets oprindelige formål. Anmodning om ændring af projektet skal indsendes til Energistyrelsen uden ugrundet ophold og senest 3 måneder før projektets slutdato. Stk. 2. Projektændringen må ikke gennemføres, før Energistyrelsens godkendelse foreligger. Stk. 3. Ved uforudsigelige ændringer skal anmodningen indsendes til Energistyrelsen hurtigst muligt efter, at ændringen er indtruffet. Anmodningen skal vedlægges en beskrivelse af ændringen og dens uforudsigelighed. Stk. 4. Energistyrelsen kan ved godkendelse af projektændringen ændre i tilsagnets vilkår.
Udbetaling af tilskud
(Stk. 3)
§ 17. Energistyrelsen forestår udbetaling af tilskud. Stk. 2. Energistyrelsen træffer efter anmodning om udbetaling af tilskud afgørelse herom. Stk. 3. Anmodning om udbetaling af tilskud skal indsendes elektronisk til Energistyrelsen via den ansøgningsportal, som offentliggøres på Energistyrelsens hjemmeside, inden tre måneder efter projektets afslutning. Energistyrelsen kan træffe afgørelse om, at tilsagnet bortfalder, hvis anmodningen ikke indgives rettidigt.
(Stk. 2)
§ 18. Anmodning om udbetaling for informationsprojekter jf. § 2, stk. 1, nr. 1 skal indeholde:
- Et projektregnskab, der angiver de afholdte og betalte tilskudsberettigede omkostninger. Regnskabet skal være underskrevet af projektadministrator og skal være vedlagt en liste over regnskabsbilag udformet efter Energistyrelsens anvisning.
- Dokumentation for det gennemførte projekt. Stk. 2. Udbetaling af tilskud er betinget af:
- At projektet er gennemført som beskrevet i tilsagnet med eventuelle senere ændringer, jf. § 16.
- At projektadministrator kan vedlægge regnskaber for de faktisk afholdte og betalte støtteberettigede omkostninger til projektet som stemmer overens med det af Energistyrelsen godkendte overslag ved det meddelte tilsagn om tilskud med forbehold for ændringer, jf. § 16.
- At der kun er anvendt momsregistrerede virksomheder til udførelse eller levering af tilskudsberettigede arbejdsopgaver for hvilke, der kræves betaling.
(Stk. 2)
§ 19. Anmodning om udbetaling for større projekter jf. § 2, stk. 1, nr. 2 skal indeholde:
- Et projektregnskab, der angiver de afholdte og betalte tilskudsberettigede omkostninger. Regnskabet skal være underskrevet af projektadministrator og skal være vedlagt en liste over regnskabsbilag udformet efter Energistyrelsens anvisning.
- En slutrapport der beskriver indhold og resultater fra projektet, samt hvad projektet har bidraget til inden for de nævnte hoved- og del-formål i § 2. De nævnte beskrivelser af indhold og resultater skal være i overensstemmelse med det, der blev beskrevet ved ansøgning om tilskud og det meddelte tilsagn.
- Dokumentation for, hvordan projektorganisationen har formidlet og offentliggjort skriftlig og mundtlig information om formål, indhold og resultater fra projektet. Dokumentationen skal kunne offentliggøres på Energistyrelsens hjemmeside. Stk. 2. Udbetaling af tilskud er betinget af:
- At projektet er gennemført som beskrevet i tilsagnet med eventuelle senere ændringer, jf. § 16, og at dette er dokumenteret i en slutrapport jf. § 19, stk. 1, nr. 2.
- At projektadministrator kan vedlægge regnskaber for de faktisk afholdte og betalte støtteberettigede omkostninger til projektet som stemmer overens med det af Energistyrelsen godkendte budget ved det meddelte tilsagn om tilskud med forbehold for ændringer, jf. § 16.
- At der kun er anvendt momsregistrerede virksomheder til udførelse eller levering af tilskudsberettigede arbejdsopgaver for hvilke, der kræves betaling.
(Stk. 3)
§ 20. Regningsbilag, der anvendes som dokumentation for afholdte og betalte tilskudsberettigede omkostninger skal være påført oplysninger om:
- Hvilken virksomhed, og hvilket projekt arbejdet vedrører.
- Hvilke indkøb eller arbejder, der er udført i forhold til det støtteberettigede projekt.
- Fakturadato.
- Start- og slutdato for indkøb og udført arbejde.
- Det udførende firmas CVR-nummer.
- Hvis et regningsbilag indeholder tilskudsberettigede såvel som ikke tilskudsberettigede omkostninger, skal det tydeligt fremgå hvilke omkostninger, der er medtaget i tilskudsregnskabet. Stk. 2. Udgør ansøgning om udbetaling af tilskud et beløb på 1 mio. kr. eller mere, skal regnskabet revideres og påtegnes af en godkendt revisor. Regnskabet revideres i overensstemmelse med en revisorinstruks udarbejdet af Energistyrelsen. Energistyrelsen kan bestemme, at en statsautoriseret eller registreret revisor skal afgive erklæring om oplysningerne i projektregnskabet, herunder efter Energistyrelsens anvisning. Stk. 3. Regnskab uden revisorpåtegning vedlægges kopi af regningsbilag vedrørende de tilskudsberettigede omkostninger.
(Stk. 3)
§ 21. Energistyrelsen kan forlænge fristen for anmodning om udbetaling. Stk. 2. Energistyrelsen kan efter begrundet skriftlig ansøgning tillade, at tilskud udbetales helt eller delvist, selv om ansøger ikke har gennemført projektet. Ved vurderingen af anmodning om udbetaling lægges vægt på, hvorvidt væsentlige dele af projektet er gennemført i overensstemmelse med den oprindelige ansøgning om tilskud samt, hvorvidt en fuldstændig gennemførelse ville være forbundet med betydelige vanskeligheder. Stk. 3. Energistyrelsen kan efter anmodning tillade, at en ny aktør indtræder i projektorganisationen efter et tilsagn er meddelt, også selvom projektet er påbegyndt. Anmodningen skal være underskrevet af projektadministrator. Hvis en aktør erstattes af en ny aktør, skal den udtrædende aktør bekræfte, at denne ønsker at træde ud, og den nye aktør bekræfte, at denne overtager den udtrædende aktørs forpligtelser.
(Stk. 2)
§ 22. Tilskud udbetales til projektadministrators NemKonto. Stk. 2. Tilskuddet kan ved skriftlig anmodning fra projektadministrator udbetales til et pengeinstitut, realkreditinstitut eller lignende.
(Stk. 8)
§ 23. Energistyrelsen kan efter ansøgning foretage ratevise udbetalinger af tilskud til større projekter jf. § 2, stk. 1, nr. 2. Stk. 2. En ratevis udbetaling skal udgøre mindst 20 % af tilsagnsbeløbet. I samme tilskudssag kan der højest foretages ratevis udbetaling på i alt 60 % af tilsagnsbeløbet. De resterende 40 % af tilsagnsbeløbet kan udbetales, når projektet er afsluttet, og det endelige projektregnskab er godkendt af Energistyrelsen. Stk. 3. Ansøgning om ratevis udbetaling skal vedlægges et delregnskab, der angiver de afholdte, tilskudsberettigede omkostninger. Delregnskabet skal være underskrevet af projektadministrator og skal være vedlagt en liste over regnskabsbilagene. Stk. 4. Såfremt en virksomhed ansøger om ratevis udbetaling, skal delregnskabet revideres og påtegnes af en godkendt revisor, når anmodningen om udbetaling er på over 1 mio. kr. eller mere. Regnskabet revideres i overensstemmelse med en revisionsinstruks udarbejdet af Energistyrelsen. Stk. 5. Revisorpåtegning jf. stk. 4., får virkning allerede ved mindre udbetalinger, når disse akkumuleret overstiger beløbsgrænsen for revisorpåtegning, jf. § 20, stk. 2. Stk. 6. Regnskab uden revisorpåtegning vedlægges kopi af regningsbilag vedrørende de tilskudsberettigede omkostninger, jf. § 20, stk. 1. Stk. 7. Muligheden for at benytte ratevis udbetaling bortfalder, hvis tilskudsmodtageren ikke opfylder de nærmere fastsatte vilkår for ratevis udbetaling. Stk. 8. Energistyrelsen kan fastsætte yderligere vilkår for ratevis udbetaling.
Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling
§ 24. Energistyrelsen kan træffe afgørelse om, at tilsagn bortfalder helt eller delvist, hvis styrelsen konstaterer ét af følgende forhold:
- Tilskudsmodtageren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for ansøgning om tilskud eller anmodning om udbetaling.
- Projektet er ikke gennemført som forudsat i ansøgningen og det meddelte tilsagn, og der er ikke opnået Energistyrelsens godkendelse af ændringerne.
- Den i tilsagnet fastsatte frist for projektets gennemførelse og indsendelse af udbetalingsansøgning er overskredet, uden at der er opnået Energistyrelsens godkendelse hertil.
- Der er indgået aftaler om arbejder eller leverancer m.v., eller påbegyndt arbejder eller gennemført indkøb m.v., vedrørende projektet, inden modtagelse af skriftligt tilsagn.
- Modtagere af udbetaling af tilskud opfylder ikke de nærmere fastsatte vilkår i tilsagnet om tilskud.
- Tilsagnets vilkår er ikke accepteret inden 4 uger fra, at det er meddelt eller i tilfælde af, at Energistyrelsen har forlænget denne frist, at tilsagnet ikke er accepteret inden for denne.
- Betingelserne i de minimis forordningen er ikke overholdt.
- Tilskudsmodtageren af en ratevis udbetaling af tilskud opfylder ikke de for ratevis udbetaling nærmere fastsatte vilkår, jf. §23, stk. 8.
(Stk. 2)
§ 25. Energistyrelsen kan kræve allerede udbetalt tilskud helt eller delvist tilbagebetalt i henhold til de i § 24 opregnede tilfælde. Stk. 2. Tilbagebetaling af tilskud skal ske senest 14 dage efter påkrav. Tilbagebetales det skyldige beløb ikke rettidigt, tillægges beløbet rente efter forfaldsdagen svarende til den rente, der er fastsat i § 5, stk. 1, i lov om renter og andre forhold ved forsinket betaling (renteloven).
Kontrol, oplysningspligt og offentliggørelse
§ 26. Energistyrelsen kan foretage regnskabsmæssig stikprøvekontrol af ansøgninger om udbetalinger og afsluttede sager om tilskud.
(Stk. 3)
§ 27. Enhver, der ansøger om eller modtager tilskud efter denne bekendtgørelse, er forpligtet til efter anmodning fra Energistyrelsen at afgive enhver oplysning, der har betydning for Energistyrelsens vurdering og behandling af ansøgninger om tilsagn eller udbetaling og ved kontrol med de fastsatte betingelser og vilkår. Stk. 2. Enhver ansøger eller modtager af tilskud efter denne bekendtgørelse skal gøre Energistyrelsen opmærksom på ændrede forhold, der kan være af betydning for ansøgning om tilskud, for det meddelte tilsagn eller for udbetaling af tilskud, eller som strider mod de af Energistyrelsen fastsatte betingelser og vilkår. Stk. 3. Underretninger efter stk. 2 skal ske straks fra det tidspunkt, hvor tilskudsmodtageren er blevet bekendt med, at forholdet er indtruffet, eller at forholdet vil indtræffe.
§ 28. Energistyrelsen offentliggør tilsagnsmodtagere på www.ens.dk.
Klage
§ 29. Energistyrelsens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan indbringes for Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
Ikrafttrædelse
§ 30. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. august 2022.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet /Dan Jørgensen / Martin Hansen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2022
- Ikrafttrædelsesdato
- 10. august 2022