TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om støtteberettigelse, regnskab, revision og kontrol m.v. i forbindelse med udbetaling af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond, Den Europæiske Socialfond Plus og Fonden for Retfærdig Omstilling

DanmarkBekendtgørelse2022

Erhvervsministeriet

BEK nr 285 af 01/03/2022 I medfør af § 6, stk. 1, § 6 a, stk. 1, 2 og 4, § 6 c, stk. 2, § 15, stk. 4, og § 16, stk. 7, i lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond, Den Europæiske Socialfond Plus og Fonden for Retfærdig Omstilling, jf. lovbekendtgørelse nr. 160 af 7. februar 2019 fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 1 i bekendtgørelse nr. 161 af 28. januar 2022 om henlæggelse af visse beføjelser til Erhvervsstyrelsen efter lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond, Den Europæiske Socialfond Plus og Fonden for Retfærdig Omstilling:

Indledende bestemmelser

§ 1

(Stk. 4)

§ 1. Erhvervsstyrelsen fastsætter regler om krav til projekter, budgetter, regnskaber, rapporter, støtteberettigelse, revision, kontrol, evaluering og effektmåling m.v. for projekter, der modtager tilskud fra Den Europæiske Regionalfond (Regionalfonden), tilskud fra Den Europæiske Socialfond Plus (Socialfonden Plus) og Fonden for Retfærdig Omstilling. Reglerne fastsættes i overensstemmelse med de regler og retningslinjer, der følger af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, gældende forordninger og vejledninger og beslutninger truffet af Europa-Kommissionen herom. Stk. 2. Reglerne gælder både for projekter under målet om investeringer i beskæftigelse og vækst og for projekter eller dele af projekter, der gennemføres i Danmark under programmer under målet om europæisk territorialt samarbejde (Interreg). Det er dog specifikt i visse bestemmelser anført, når reglerne kun gælder for projekter under det ene mål. Stk. 3. Bestemmelserne i denne bekendtgørelse finder også anvendelse på teknisk bistand til administration m.v. ved gennemførelse af programmer, medmindre Erhvervsstyrelsen bestemmer andet. Stk. 4. Erhvervsstyrelsen kan beslutte, at reglerne i denne bekendtgørelse helt eller delvist finder anvendelse på øvrige EU-tilskudsordninger under delt forvaltning under Erhvervsstyrelsen.

regnskab

Generelle krav til projekter og støttemodtager

§ 2

(Stk. 2)

§ 2. Støttemodtager skal have den fornødne faglige, økonomiske og organisatoriske kapacitet til at gennemføre projektet. Stk. 2. For projekter under målet om investeringer i beskæftigelse og vækst, jf. § 1, stk. 2, fastsætter Erhvervsstyrelsen eller bemyndigede organer i kvittering for modtagelse af ansøgningen den dato, hvorfra der kan medtages udgifter. Der kan tidligst medtages udgifter fra den 1. januar 2021.

§ 3

§ 3. Støttede aktiviteter skal være supplerende i forhold til den aktivitet, der ville kunne finde sted uden støtten.

§ 4

(Stk. 4)

§ 4. For projekter under målet om investeringer i beskæftigelse og vækst kan EU-tilskuddet i et projekt i en mere udviklet region ikke overstige 40 pct. af de afholdte og betalte støtteberettigede udgifter, jf. § 10. Stk. 2. For projekter under målet om investeringer i beskæftigelse og vækst kan EU-tilskuddet i et projekt i en overgangsregion ikke overstige 60 pct. af de afholdte og betalte støtteberettigede udgifter, jf. § 10. Stk. 3. Tilsagnsgiver kan indenfor rammerne af EU-lovgivningen i særlige tilfælde beslutte, at EU-tilskuddet i et projekt kan overstige de i stk. 1 og 2 nævnte grænser. Stk. 4. For midler omfattet af art. 7, stk. 5 i forordning nr. 2021/1057 fastsættes støtteprocenten i overensstemmelse med samme forordnings art. 10.

§ 5

§ 5. Tilsagnsgiver kan beslutte, at skriftlig kommunikation, herunder indsendelse af ansøgninger, projektbudgetter, afrapporteringer, perioderegnskaber, endelige projektregnskaber, slutrapporter, revisors erklæringer, regnskabsmateriale og evalueringsoplysninger m.v., jf. §§ 17, 18 og 21, skal foregå digitalt bl.a. via de it-systemer, som tilsagnsgiver stiller til rådighed.

Budgetter, effektkæder og resultater

regnskab
§ 6

(Stk. 4)

§ 6. Tilsagnsgiver fastsætter en eller flere kontoplaner med støtteberettigede udgiftstyper. Projektet skal anvende en af disse kontoplaner ved budgettering og afrapportering. Tilsagnsgiver kan i tilsagnet beslutte, at et projekt skal anvende en bestemt kontoplan. Stk. 2. Projektbudgettet skal indeholde alle projektrelaterede udgifter, indtægter, tilskud fra fondene og øvrig finansiering. Stk. 3. I projektbudgettet skal det sandsynliggøres, hvordan projektet forventes finansieret. Samtlige finansieringsposter skal indgå fuldt ud. De samlede budgetterede udgifter skal svare til finansieringen, og finansieringskilderne skal være angivet. Tilskud fra fondene må ikke bevirke, at støttemodtageren opnår overskud ved finansieringen af projektet. Stk. 4. Alene nettoudgifter er støtteberettigede. Indtægter i forbindelse med et projekt skal oplyses og fratrækkes i støttegrundlaget.

§ 7

(Stk. 2)

§ 7. Ansøger skal opstille halvårsbudgetter. Disse skal være akkumulerede, således at sidste halvårsbudget svarer til det totale projektbudget. Halvårsbudgetterne skal omfatte både udgifter og finansiering. Stk. 2. Tilsagnsgiver kan fastlægge en anden periodisering for budgetter end den anførte.

§ 8

(Stk. 3)

§ 8. Ansøger skal på ansøgningstidspunktet beskrive en klar og logisk sammenhængende effektkæde for projektet, dvs. sammenhængen mellem det enkelte projekts:

  1. aktiviteter,
  2. output og
  3. resultater. Stk. 2. Ansøger skal endvidere opstille indikatorer og målbare succeskriterier for projektets aktiviteter, output og resultater samt beskrive, hvordan projektet i løbet af projektperioden vil følge op på, om succeskriterierne opfyldes. Stk. 3. Tilsagnsgiver kan beslutte, at ansøger opstiller indikatorer og målbare succeskriterier, jf. stk. 2, periodiseret på halve år, jf. dog § 7, stk. 2.
§ 9

§ 9. For projekter uden forudgående ansøgningsrunde, jf. § 9 a, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 160 af 7. februar 2019 om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond, som ændret ved lov nr. 2381 af 14. december 2021, kan Erhvervsstyrelsen, hvor det fremgår af programmerne for Regionalfonden og Socialfonden Plus, fastsætte nærmere krav til støtteberettigelse, regnskab, revision og kontrol.

regnskab

Støtteberettigede udgifter

§ 10

(Stk. 3)

§ 10. Der kan kun medtages støtteberettigede udgifter i perioderegnskaberne og det endelige projektregnskab. Det er en forudsætning for støtteberettigelse, at en given udgift er relevant og nødvendig for det projekt, hvortil der ydes tilskud. Alle udgifter skal være afholdt og betalt for at kunne medtages i regnskaberne, der danner grundlag for udbetaling af tilskud medmindre bestemmelserne i forordning nr. 1060/2021 om finansiering efter en fast takst finder anvendelse. Stk. 2. Uanset stk. 1, kan:

  1. bidrag, der er naturalydelser, behandles som udgifter, som modtagerne har betalt i forbindelse med gennemførelsen af projekterne, såfremt udgifterne dokumenteres ved hjælp af dokumenter med bevisværdi svarende til fakturaer og
  2. udgifter i forbindelse med revision af slutregnskab til den revisor, som tilsagnsgiver har udpeget, jf. § 23, stk. 2, og udgifter i forbindelse med evaluering af projektet foretaget af evaluator, som tilsagnsgiver har udpeget, jf. § 32, stk. 3 samt omkostninger i forbindelse med revision af slutregnskab til den tilsynsførende, jf. § 23 i bekendtgørelse om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond Plus, behandles som udgifter, som modtagerne har betalt i forbindelse med gennemførelsen af projekterne, såfremt udgifterne dokumenteres ved hjælp af dokumenter med bevisværdi svarende til fakturaer. Stk. 3. Medfinansieringen fra fondene for så vidt angår naturalydelser, jf. stk. 2, nr. 1, kan ikke overstige de samlede støtteberettigede udgifter med fradrag af den opgjorte værdi af naturalydelserne.
fradragregnskab
§ 11

§ 11. Udgiftstypen øvrige udgifter er et udokumenteret tillæg, som beregnes i henhold til reglerne i forordning nr. 1060/2021 artikel 54, litra a eller b, artikel 55 stk. 1 eller artikel 56, stk. 1, og kan medtages som en støtteberettiget udgift. De nærmere kriterier for valg og medtagelse af udgiftstypen øvrige udgifter fastsættes af tilsagnsgiver.

§ 12

(Stk. 2)

§ 12. Følgende udgifter er ikke støtteberettigede under fondene:

  1. Udgifter til refundérbar moms.
  2. Udgifter til renter af gæld, bøder, morarenter, retstvister og retssager.
  3. Udgifter til køb af jord, der udgør mere end 10 pct. af de samlede støtteberettigede udgifter. For forladte grunde og tidligere industrigrunde med bygninger må udgiften ikke udgøre mere end 15 pct. af de samlede støtteberettigede udgifter.
  4. Udgifter, som er finansieret af et taxametertilskud.
  5. Udgifter i forbindelse med udsving i valutakurser.
  6. Udgifter til flytning. Stk. 2. Der kan være fastsat yderligere begrænsninger i, hvilke udgifter der er støtteberettigede i de fondsspecifikke forordninger.
moms
§ 13

(Stk. 4)

§ 13. Ved anvendelse af løn som støtteberettiget udgift kan der maksimalt medregnes den faktiske timeløn ganget med det antal timer, som anvendes på projektet, jf. dog stk. 4. Timelønnen for månedslønnede beregnes efter retningslinjer udsendt af tilsagnsgiver. Den beregnede løn (den faktiske timeløn ganget med det antal timer, som anvendes på deltagende projekter) kan ikke overstige den betalte løn. Tilsagnsgiver kan fastsætte nærmere krav til anvendelse af løn som støtteberettiget udgift. Stk. 2. For lønninger skal der etableres en særskilt skriftlig eller elektronisk opgørelse fordelt pr. medarbejder med oplysninger om arbejdsopgaver, tidsforbrug pr. dag, løn, timesatser m.v. Opgørelsen af timer skal ske løbende, og opgørelsen skal være elektronisk godkendt eller underskrevet og dateret af medarbejderen. Stk. 3. For medarbejdere, der helt eller delvist er fast tilknyttet et eller flere projekter i en periode, kan dokumentation for den anvendte tid på projektet ske i form af en skriftlig arbejdsbeskrivelse. I arbejdsbeskrivelsen skal arbejdsopgaver og tidsforbrug på det enkelte projekt være angivet. Arbejdsbeskrivelsen skal være dateret og underskrevet fysisk eller elektronisk af arbejdsgiveren eller projektlederen samt af medarbejderen. Lønudgifterne kan først medtages i projektregnskabet fra den dato, hvor arbejdsbeskrivelsen er dateret og underskrevet af begge parter. Stk. 4. Tilsagnsgiver kan fastsætte nærmere krav til anvendelse af standardsats i stedet for faktisk løn, jf. stk. 1. Standardsatsen fastsættes af tilsagnsgiver. De støtteberettigede udgifter beregnes herefter som det antal timer, der anvendes på projektet, ganget med standardsatsen. Reglerne om dokumentation i stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse i disse tilfælde.

ansættelseregnskab
§ 14

(Stk. 5)

§ 14. Udgifter til tilstedeværende deltageres løn i projekter under Socialfonden Plus kan være støtteberettigede. Stk. 2. Udgifter til tilstedeværende deltageres underhold i projekter under Socialfonden Plus kan være støtteberettigede. Stk. 3. De nærmere krav til medtagelse af udgifter til tilstedeværende deltageres løn og underhold fastsættes af tilsagnsgiver. Stk. 4. De nærmere krav til dokumentation for deltageres tilstedeværelse fastsættes af tilsagnsgiver. Stk. 5. Tilskuddet fra fondene i et projekt må ikke overstige de samlede støtteberettigede udgifter fratrukket indtægter, decentrale erhvervsfremmetilskud, underholdsfinansiering og kontante tilskud.

§ 15

(Stk. 5)

§ 15. Støttemodtagere skal forud for hvert indkøb foretage og dokumentere markedsafsøgning. Stk. 2. Prisen for en given ydelse må ikke være bestemt af sammenfald af interesser mellem sælger og køber. Stk. 3. Afregning af udgifter mellem parter, hvor der er interessesammenfald, skal ske til kostpris. Ved kostpris forstås, at sælger ikke må beregne sig en fortjeneste på den leverede vare eller tjenesteydelse. Stk. 4. For projekter eller dele af projekter, der gennemføres i Danmark under programmer under målet om europæisk territorialt samarbejde, kan det i det enkelte program være fastsat, at afregning af udgifter mellem parter, hvor der er interessesammenfald, ikke er støtteberettigede. Stk. 5. Ved manglende overholdelse af reglerne om markedsafsøgning og interessesammenfald kan Erhvervsstyrelsen foretage en skønsmæssig korrektion af støttegrundlaget.

Registrerings- og regnskabsmæssige forhold

regnskab
§ 16

(Stk. 6)

§ 16. I forbindelse med udarbejdelse af perioderegnskaber og endeligt projektregnskab skal støttemodtager kunne fremlægge en opgørelse over afholdte og betalte udgifter, herunder de benyttede fordelingsnøgler. Samtlige udgifter og indtægter skal kunne dokumenteres med godkendte bilag, som skal være projektrelevante og bogførte i overensstemmelse med bogføringsreglerne, som støttemodtager i øvrigt er underlagt, jf. dog stk. 6. Stk. 2. Til enhver transaktion skal der forefindes et fysisk eller elektronisk bilag, der dokumenterer registreringens rigtighed. Bilaget skal beskrive den vare eller den ydelse, som ligger bag udgiften, og evt. indtægter og rabatter fratrækkes inden medtagelse i projektregnskabet. Indeholder bilaget ikke-støtteberettigede udgifter, skal det afmærkes, hvilke poster, der ikke anses som støtteberettigede. Bilagets samlede beløb for støtteberettigede udgifter skal anføres. Udgifterne skal være afholdt inden for projektperioden, hvilket skal fremgå af bilaget. Stk. 3. Regnskabets tal skal kunne opløses i de registreringer, hvoraf de er sammensat (transaktionssporet). Registreringerne og tilhørende bilags- og dokumentationsmateriale skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til dokumentation af registreringens rigtighed (kontrolsporet). Stk. 4. Som regnskabsmateriale og bilag anses bl.a.:

  1. projektrelaterede registreringer, herunder transaktionssporet,
  2. instruks for interne forretningsgange f.eks. vedrørende kontering, registrering, lønberegning samt godkendelse af disse,
  3. beskrivelser af systemer, hjælpemidler og lignende vedrørende benyttelse af elektronisk databehandling m.v.,
  4. beskrivelser af systemer til at opbevare og genfinde opbevaret regnskabsmateriale,
  5. projektrelaterede bilag og anden projektrelateret dokumentation, herunder timeregistreringer, lønberegninger og lønsedler,
  6. støttemodtagers regnskaber samt perioderegnskaber, endeligt projektregnskab og lignende opstillinger m.v.,
  7. revisionsprotokoller og revisorpåtegninger eller erklæringer,
  8. dokumentation for opfyldelse af tilsagnets vilkår, herunder vilkårene om lige muligheder, udbud, statsstøtte og informationsforanstaltninger,
  9. eksterne bilag, som f.eks. fakturaer, bankkontoudtog, bankkvitteringer og elektroniske systemgodkendelser og
  10. øvrige oplysninger, som er nødvendige for kontrolsporet. Stk. 5. Tilsagnsgiver kan kræve, at regnskabsmaterialet indsendes til tilsagnsgiver eller andre, og overføres digitalt, jf. § 5. Stk. 6. Ved anmodning om udbetalinger skal de projektrelevante og bogførte udgifter være afholdt og betalt i overensstemmelse med § 10 for at kunne indgå i opgørelsen.

Afrapporteringer og perioderegnskaber

regnskab
§ 17

(Stk. 6)

§ 17. Tilsagnsmodtagere skal efter nærmere anvisning fra tilsagnsgiver under projektets gennemførelse udarbejde afrapporteringer og perioderegnskaber, jf. § 18 samt endeligt projektregnskab og slutrapport ved projektafslutningen, jf. §§ 21 og 22. Stk. 2. Afrapporteringer, opdaterede projektbudgetter, perioderegnskaber, endeligt projektregnskab og slutrapport skal omfatte de godkendte støtteberettigede aktiviteter. De støtteberettigede aktiviteter skal gennemføres inden for den godkendte projektperiode, der fremgår af tilsagnet. Stk. 3. Projektbudgetter, perioderegnskaber og endeligt projektregnskab skal udarbejdes efter de til enhver tid gældende normer for god regnskabsskik. Perioderegnskaber skal indeholde oplysning om finansieringen af projektet samt vedlægges erklæringer fra revisor, jf. § 28. Stk. 4. Tilsagnsgiver skal skriftligt acceptere afvigelser fra et godkendt projektbudget, jf. dog stk. 5. Stk. 5. Afvigelser på en godkendt budgetteret udgiftspost på mindre end 20 pct., dog maksimalt 1.000.000 kr., af den pågældende udgiftspost, kræver ikke forhåndsgodkendelse, når afvigelsen ikke fører til, at projektets samlede godkendte budgetramme ændres. Stk. 6. Projektbudgetter, perioderegnskaber og afrapporteringer skal underskrives ved fysisk underskrift eller elektronisk af den tegningsberettigede eller en dertil bemyndiget.

regnskab
§ 18

(Stk. 7)

§ 18. Tilsagnsmodtager skal to gange årligt sende en afrapportering og et perioderegnskab til tilsagnsgiver. Afrapporteringen og perioderegnskabet skal være opgjort ved udgangen af februar og august måned og indsendes senest tre uger efter opgørelsesdagen, medmindre andet fastsættes af tilsagnsgiver. Tilsagnsgiver kan fastlægge en anden periodisering for afrapporteringer og perioderegnskaber end den anførte. Stk. 2. Afrapporteringen skal, jf. dog stk. 3, indeholde:

  1. en status for projektets gennemførelse opdelt på de af tilsagnsgiver godkendte aktiviteter, output og resultater,
  2. en beskrivelse og kommentering af eventuelle afvigelser i forhold til det oprindeligt planlagte og godkendte projekt, herunder tidsmæssige forsinkelser i gennemførelsen,
  3. en opdateret oversigt over projektets økonomiske partnere og statsstøttemodtagere samt ved under Socialfonden Plus en opdateret status for de deltagende personer,
  4. en redegørelse for, hvordan nationale udbudsregler og EU’s udbudsregler er overholdt, samt for projektets overholdelse af principperne om sund finansforvaltning og sparsommelighed, herunder hvordan projektet har valgt sine eksterne leverandører og sikret, at afregning sker til markedspris, og
  5. en redegørelse for, om der er ændringer i partnerskabskredsen og i samarbejdsrelationerne mellem projektets partnere. Stk. 3. Tilsagnsgiver kan stille krav om, at afrapporteringen skal indeholde yderligere oplysninger. Stk. 4. Perioderegnskabet skal udvise en samlet akkumuleret opgørelse over de faktisk bogførte, godkendte, betalte og projektrelaterede udgifter og indtægter. Der skal ligeledes være en samlet opgørelse over finansieringen af de betalte udgifter. Perioden skal være fra start af den godkendte projektperiode til opgørelsestidspunktet. Perioderegnskabet skal revideres og vedlægges en erklæring fra revisor, jf. §§ 24 og 28. Stk. 5. Indeholder perioderegnskabet udgifts- eller indtægtsposter eller overskridelser af disse, der ikke på forhånd er godkendt af tilsagnsgiver, vil disse nye poster eller overskridelser ikke kunne påregnes medtaget i grundlaget for beregning af udbetalingen. Ved beregningen sammenlignes de godkendte samlede akkumulerede budgetposter for den forløbne del af projektperioden med de realiserede akkumulerede omkostninger. Stk. 6. Tilsagnsmodtager skal oplyse CPR-nummer på medarbejdere, hvis lønudgift indgår i afrapporteringen, samt CPR-nummer på deltagere på projekter under fondene. Stk. 7. For projekter indstillet af Socialstyrelsen målrettet social inklusion af de socialt dårligst stillede, jf. artikel 4, stk. 1, litra l) i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1057 af 24. juni 2021 om oprettelse af Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+) og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1296/2013, kan indberetning af CPR-nummer for deltagere undlades, hvis følgende krav er opfyldt:
  6. Deltagernes timer indgår ikke i støttegrundlaget.
  7. Værdierne for de relevante indikatorer fastsættes på grundlag af informerede estimater fra støttemodtager i overensstemmelse med bilag II i nævnte forordning.
regnskab
§ 19

§ 19. Tilsagnsgiver, offentlige eller private juridiske enheder, jf. § 8, stk. 1 og 2 og § 13, stk. 1 og 2 i lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond med senere ændringer, relevante myndigheder eller Rigsrevisionen kan fra projektet kræve nærmere oplysninger af betydning for vurdering af projektet. Vedrørende projektevaluering og effektmåling henvises til § 32.

regnskab
§ 20

(Stk. 2)

§ 20. Væsentlige ændringer i projektet, herunder at projektet ikke afholder udgifter som budgetteret, at de i projektperioden forudsatte output eller resultater ikke opnås, eller at der foreligger tidsmæssige forsinkelser, er alene godkendt, hvis tilsagnsgiver har givet skriftlig meddelelse herom. Stk. 2. Ved væsentlige ændringer i projektet kan tilsagnsgiver bestemme, at tilskuddet kan bortfalde helt eller delvist.

Endeligt projektregnskab og slutrapport

regnskab
§ 21

(Stk. 6)

§ 21. Efter projektets afslutning skal det endelige projektregnskab indsendes til tilsagnsgiver inden for en af tilsagnsgiver fastsat frist. Stk. 2. Det endelige projektregnskab skal indeholde en opgørelse over samtlige faktisk bogførte, godkendte, betalte og projektrelaterede udgifter og indtægter. Endvidere skal udgifterne være afholdt og betalt, jf. dog § 10, stk. 2 og § 11. Stk. 3. Regnskabet skal være sammenligneligt med og indeholde de samme udgifts- og indtægtsposter som det godkendte projektbudget. Der skal ligeledes være en samlet opgørelse over finansieringen af de betalte udgifter. Stk. 4. Afvigelser på en godkendt budgetteret udgiftspost på mindre end 20 pct., dog maksimalt 1.000.000 kr., af den pågældende udgiftspost, kræver ikke forhåndsgodkendelse, når afvigelsen ikke medfører, at projektets samlede godkendte budgetramme ændres. Stk. 5. Afvigelser mellem det endelige projektregnskab og det godkendte projektbudget eller forhåndsgodkendte ændringer af projektbudgettet skal kommenteres. Afvigelser, udover de i stk. 4 nævnte, kan ikke forudsættes godkendt som grundlag for tilskuddet. Stk. 6. Det endelige projektregnskab skal revideres og vedlægges tilhørende erklæringer fra revisor, jf. § 28.

regnskab
§ 22

(Stk. 5)

§ 22. Til brug for en vurdering af projekternes aktiviteter, output og resultater, jf. § 8, stk. 1, skal tilsagnsmodtager på vegne af alle støttemodtagere ved afslutningen af projektet afgive en slutrapport til tilsagnsgiver om forløbet sammenholdt med de godkendte målsætninger. Stk. 2. Slutrapporten skal indeholde en beskrivelse af projektets formål, realiserede aktiviteter, output og resultater, projektets deltagerkreds, udgifter og finansiering, de væsentligste erfaringer fra projektet, de iværksatte informationsforanstaltninger samt en beskrivelse af, hvordan projektets resultater planlægges anvendt efter projektets afslutning, jf. dog stk. 3. Stk. 3. Tilsagnsgiver kan stille krav om, at slutrapporten skal indeholde yderligere oplysninger. Stk. 4. For projekter under målet om investeringer i beskæftigelse og vækst skal slutrapporten og det endelige projektregnskab underskrives ved fysisk underskrift eller elektronisk af den tegningsberettigede eller en dertil bemyndiget. Stk. 5. Slutrapporten skal indsendes samtidig med projektets afsluttende regnskab. Tilsagnsgiver kan i særlige tilfælde beslutte, at slutrapporten indsendes senere.

regnskab

Revision

regnskab
§ 23

(Stk. 2)

§ 23. Revisionen udføres af en uafhængig godkendt revisor eller af Rigsrevisionen. For projekter eller dele af projekter, der gennemføres i Danmark under målet om europæisk territorialt samarbejde, gennemføres revisionen af den tilsynsførende, jf. § 29 i bekendtgørelse om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond Plus. Bestemmelserne i dette kapitel, bortset fra de anførte undtagelser, gælder tilsvarende for de tilsynsførende. Stk. 2. Tilsagnsgiver kan pålægge et projekt at anvende en af tilsagnsgiver udpeget revisor.

regnskab
§ 24

(Stk. 3)

§ 24. Revisionen foretages i overensstemmelse med internationalt anerkendte revisionsstandarder og god offentlig revisionsskik, således som dette er fastlagt i stk. 2-3, i § 25 samt i § 3 i lovbekendtgørelse nr. 101 af 19. januar 2012 om revisionen af statens regnskaber m.m. Stk. 2. Revisor skal:

  1. afgive erklæring ved hjælp af forhåndsgodkendelse til støttemodtager med kopi til tilsagnsgiver om, at støttemodtagers forretningsgange og registreringssystemer er tilrettelagt forsvarligt,
  2. efter behov yde rådgivning og vejledning til støttemodtager, og
  3. revidere perioderegnskaber og det endelige projektregnskab efter nærmere retningslinjer fastlagt af tilsagnsgiver. Stk. 3. For at påse, om den interne kontrol er betryggende, undersøger revisor som led i revisionen de eksisterende forretningsgange hos støttemodtager, herunder forretningsgangene for registrering af udgifter og forhold, der danner grundlag for udbetaling af tilskud.
regnskab
§ 25

(Stk. 5)

§ 25. Ved revisionen skal revisor efterprøve om:

  1. regnskaberne er rigtige, det vil sige uden væsentlige fejl og mangler,
  2. de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, forordninger, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis,
  3. tilskudsbetingelserne er opfyldt, herunder bestemmelserne i bekendtgørelse om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond, Den Europæiske Socialfond Plus og Fonden for Retfærdig Omstilling,
  4. tilskuddet er anvendt til det godkendte formål, jf. § 16, stk. 4, nr. 8, og til de godkendte projektaktiviteter,
  5. de rapporterede udgifter svarer til de gennemførte aktiviteter i henhold til afrapporteringer,
  6. støttemodtager har udvist sparsommelighed,
  7. projektet opfylder de senest godkendte aktiviteter, output og resultater i forhold til planen,
  8. de oplysninger, som støttemodtager har meddelt tilsagnsgiver om opfyldelsen af aktiviteter, output og resultater, kan dokumenteres,
  9. støttemodtagers ledelse har udarbejdet de produktivitets- og effektivitetsanalyser samt virksomhedsregnskaber, som tilsagnsgiver eventuelt har foreskrevet, samt at de data, der ligger til grund herfor, er pålidelige og
  10. nationale og EU-retlige udbudsregler samt EU’s statsstøtteregler overholdes. Stk. 2. Revisionens omfang afhænger af tilsagnsmodtagers administrative struktur og forretningsgange, herunder den interne kontrol, og andre forhold af betydning for regnskabsaflæggelsen. Projektrevisionen skal omfatte projektets tilsagnsmodtager og alle økonomiske partnere. Revisor kan basere sin revision på en risiko- og væsentlighedsvurdering. Stk. 3. Revisor skal i sin revisionsprotokol oplyse om de udførte revisionshandlinger hos tilsagnsmodtager og projektets økonomiske partnere. Stk. 4. Revisionen kan udføres ved stikprøveundersøgelser. Stk. 5. For projekter under målet om europæisk territorialt samarbejde fastsætter tilsagnsgiver nærmere regler for, hvorledes revisor skal afrapportere vedrørende de udførte revisionshandlinger.
regnskab
§ 26

(Stk. 2)

§ 26. Støttemodtager skal give revisor de oplysninger, som må anses af betydning for bedømmelsen af perioderegnskaberne og det endelige projektregnskab samt for revisors vurdering af forvaltningen, herunder godkendte aktiviteter, output og resultater. Stk. 2. Støttemodtager skal give revisor adgang til at foretage de undersøgelser, denne finder nødvendige, og skal sørge for, at revisor får de oplysninger og den bistand, som revisor anser for nødvendig for udførelsen af sit hverv.

regnskab
§ 27

(Stk. 3)

§ 27. Bliver revisor, inden for den periode, hvor en kontrol kan finde sted, jf. § 35, stk. 2, opmærksom på uregelmæssigheder, lovovertrædelser eller tilsidesættelser af forskrifter, herunder tilsidesættelse af tilsagnsvilkår af væsentlig betydning i forbindelse med midlernes forvaltning, herunder ejerskifte, er revisor forpligtet til straks at gøre støttemodtager opmærksom på dette samt at påse, at støttemodtager inden tre uger meddeler tilsagnsgiver dette. Meddelelsen skal være ledsaget af en redegørelse fra revisor, der beskriver de konkrete forhold. Stk. 2. Hvis støttemodtager ikke inden for fristen, jf. stk. 1, underretter tilsagnsgiver, er det revisors pligt straks at give meddelelse til tilsagnsgiver. Revisors bemærkninger indgives sammen med meddelelsen. Stk. 3. Underretningspligten, som angivet i stk. 1 og 2, træder endvidere i kraft, hvis projektets gennemførelse er usikker af økonomiske eller af andre grunde.

§ 28

(Stk. 4)

§ 28. Revisor afgiver erklæringer om de reviderede perioderegnskaber og det reviderede endelige projektregnskab, jf. § 21. For projekter under målet om investeringer i beskæftigelse og vækst fører revisor efter anmodning fra tilsagnsgiver en revisionsprotokol. Stk. 2. Kravene til erklæringer og revisionsprotokoller for projekter under målet om investeringer i beskæftigelse og vækst er angivet i stk. 3 og i § 29. Under målet om europæisk territorialt samarbejde fastsættes anvisningerne for erklæringerne af tilsagnsgiver. Stk. 3. Af erklæringen skal det fremgå, at regnskaberne er revideret i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse, samt at udgifterne er afholdt og betalt i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse og med de af tilsagnsgiver fastsatte vilkår. Eventuelle forbehold skal fremgå af erklæringen. Tilsagnsgiver kan forlange, at indsendelse skal foregå digitalt, jf. § 5. Stk. 4. Tilsagnsgiver kan stille krav om, at revisor besvarer forespørgsler om den udførte revision m.v.

regnskab
§ 29

(Stk. 3)

§ 29. Ved revision af det endelige projektregnskab skal revisor føre en revisionsprotokol med revisors vurdering og konklusion vedrørende den udførte revision, jf. § 25. Protokollen skal indeholde en udtalelse om projektets forløb i relation til de oprindelige målsætninger, sparsommelighed, produktivitet og effektivitet. Det skal endvidere fremgå, at udgifterne er behørigt bogført, at der for eventuelt støtteberettigede lønudgifter kontinuerligt er ført en fyldestgørende opgørelse, og at der er anvendt korrekte priser m.v. ved opgørelsen af disse udgifter, og at der foreligger bogførte bilag og dokumentation for betaling eller betalingsmåde for de opførte udgifter. Endelig skal øvrige forhold som nævnt i § 25 indgå i protokollen. Der skal indføres bemærkning om den udførte revision, herunder om:

  1. revisor opfylder de i lovgivningen indeholdte habilitetsbetingelser,
  2. revisor under sin revision har modtaget alle de oplysninger, der er anmodet om,
  3. revisor anser det endelige projektregnskab for aflagt efter lovgivningens og nærværende bestemmelsers krav til regnskabsaflæggelse og
  4. udbetalt tilskud er anvendt i overensstemmelse med de givne vilkår, jf. § 16, stk. 4, nr. 8, og om de støtteberettigede udgifter er opgjort i overensstemmelse med gældende regler. Stk. 2. Revisor skal påse og udtale sig om, at slutrapporten og det endelige projektregnskab er underskrevet af den tegningsberettigede eller en dertil bemyndiget, jf. § 22, stk. 4. Stk. 3. Genpart af revisionsberetningen indsendes af tilsagnsmodtager til tilsagnsgiver sammen med revisors erklæring om det endelige projektregnskab. Tilsagnsgiver kan kræve kopi af støttemodtagers årsrapport eller årsregnskab fremsendt. Tilsagnsgiver kan beslutte, at indsendelse skal foregå digitalt, jf. § 5.
regnskab

Betaling

§ 30

(Stk. 3)

§ 30. Udbetaling af tilskud sker i overensstemmelse med vilkårene i tilsagnet. Stk. 2. Tilskud udbetales, medmindre andet fremgår af tilsagnet, når tilsagnsgiver har godkendt perioderegnskaber og afrapporteringer eller det endelige projektregnskab og slutrapport samt revisors erklæringer, og har konstateret, at tilsagnsvilkårene er opfyldt. Tilsagnsgiver kan beslutte at udbetale tidligere end fastsat i tilsagnet. Stk. 3. Såfremt det endelige projektregnskab med revisors erklæring og revisionsprotokol ikke er indsendt rettidigt, kan tilsagnsgiver beslutte, at der skal ske tilbagebetaling med tillæg af morarenter eller helt eller delvist bortfald af tilskuddet.

regnskab

Information, evaluering og effektmåling

§ 31

(Stk. 3)

§ 31. Støttemodtager skal bl.a. ved brug af EU-logoet og plakater informere offentligheden om, at projektet er iværksat med tilskud fra EU. Stk. 2. Støttemodtager skal informere offentligheden om projektets indhold og resultater. Stk. 3. Manglende overholdelse af disse regler kan medføre, at op til tre pct. af støtten til projektet annulleres.

§ 32

(Stk. 3)

§ 32. Til brug for en vurdering af projekternes gennemførelse af aktiviteter og levering af output og resultater, jf. § 8, stk. 1, samt det økonomiske og samfundsmæssige udbytte af de støttede foranstaltninger skal støttemodtager under gennemførelsen og efter afslutningen afgive oplysninger om evalueringer og resultater af forløbet sammenholdt med de oprindelige målsætninger. Oplysningerne afgives til relevante myndigheder eller kompetente institutioner, Erhvervsstyrelsen, en af Erhvervsstyrelsen udpeget fælles evaluator eller Europa-Kommissionen. Tilsagnsgiver kan beslutte, at materialet skal overføres digitalt, jf. § 5. Stk. 2. Til brug for en vurdering af projekternes resultater, jf. § 8, stk. 1, samt det økonomiske og samfundsmæssige udbytte af de støttede foranstaltninger skal støttemodtager under gennemførelsen af projektet oplyse CVR-nummer og P-nummer for projektets økonomiske partnere, statsstøttemodtagere og øvrige virksomheder, som projektet kan have en effekt på. Stk. 3. Tilsagnsgiver kan pålægge et projekt at anvende en af tilsagnsgiver udpeget evaluator til midtvejs- og slutevaluering.

Bilagsopbevaring, kontrol og tilsyn med projekter

§ 33

(Stk. 2)

§ 33. For projekter, hvori der ikke indgår statsstøtte, skal alle rapporter og alt regnskabsmateriale m.v. opbevares i fem et halvt år efter den dato, hvor der er foretaget slutafregning over for projektet på baggrund af det endelige projektregnskab. Stk. 2. For projekter, hvori der indgår statsstøtte, skal alle rapporter og alt regnskabsmateriale m.v. opbevares i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler.

regnskab
§ 34

(Stk. 4)

§ 34. Repræsentanter fra Europa-Kommissionen kan med deltagelse af repræsentanter fra Erhvervsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger dertil, på stedet kontrollere de projekter, der har opnået tilskud fra Regionalfonden, Socialfonden Plus og Fonden for Retfærdig Omstilling. Stk. 2. Erhvervsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger dertil, kan på stedet kontrollere de projekter, der har opnået tilskud fra Regionalfonden, Socialfonden Plus og Fonden for Retfærdig Omstilling. Stk. 3. Udover de i stk. 2 nævnte myndigheders kontrol af projekterne kan repræsentanter fra Den Europæiske Revisionsret, Rigsrevisionen, Europa-Kommissionen eller andre enheder i centraladministrationen kontrollere projekterne. Stk. 4. Til brug for kontrol kan Erhvervsstyrelsen indhente de fornødne oplysninger hos Skattestyrelsen og andre offentlige myndigheder.

skatregnskab
§ 35

(Stk. 2)

§ 35. Støttemodtager, de relevante myndigheder eller kompetente institutioner skal efter anmodning stille alle relevante rapporter og alt regnskabsmateriale m.v. til rådighed for kontrol og revision. Stk. 2. Kontrol kan finde sted, så længe som projektets rapporter og regnskabsmateriale m.v. skal opbevares, jf. § 33.

regnskab

Ikrafttræden

§ 36

(Stk. 4)

§ 36. Bekendtgørelsen træder i kraft den 7. marts 2022. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 586 af 3. juni 2014 om støtteberettigelse, regnskab, revision og kontrol m.v. i forbindelse med udbetaling af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond ophæves. Stk. 3. For projekter, der har modtaget tilsagn om tilskud inden denne bekendtgørelses ikrafttræden, gælder de hidtil gældende regler. Stk. 4. For ansøgninger, der er modtaget efter bekendtgørelsens ikrafttræden, og dertil knyttede projekter vedrørende anvendelse af uforbrugte regionalfonds- og socialfondsmidler fra programperioden 2014-2020, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Erhvervsstyrelsen /Niels May Vibholt / Pernille von Lillienskjold/

regnskab

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2022
Ikrafttrædelsesdato
4. marts 2022
Bekendtgørelse om støtteberettigelse, regnskab, revision og kontrol m.v. i forbindelse med udbetaling af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond, Den Europæiske Socialfond Plus og Fonden for Retfærdig Omstilling | TheLawyer.sh