Teknisk miljøzonebekendtgørelse
Bekendtgørelse om krav til dieseldrevne lastbiler, busser, varebiler og personbiler i kommunalt fastlagte miljøzoner m.v.
BEK nr 396 af 22/03/2022
Miljø- og Ligestillingsministeriet
§ 1
Denne bekendtgørelse har til formål at fastsætte regler for dieseldrevne lastbiler, busser, varebiler og personbiler i miljøzoner. Herudover fastsætter bekendtgørelsen regler om tekniske krav til lastbiler, busser, varebiler og personbiler med partikelfilter til kørsel i miljøzoner samt udstedelse af dispensation og fastsættelse af undtagelser til disse krav.
§ 2
I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Køretøj: Samtlige lastbiler, busser, varebiler og personbiler omfattet af denne bekendtgørelse.
- Lastbil: Et køretøj, der er drevet af en motor med kompressionstænding, og som er registreret som en lastbil med en tilladt totalvægt på mere end 3.500 kg.
- Bus: Et køretøj, der er drevet af en motor med kompressionstænding, og som er indrettet til at kunne benyttes af mere end ni personer, føreren medregnet, og som har en tilladt totalvægt på mere end 3.500 kg.
- Tungt køretøj: Samtlige lastbiler og busser omfattet af denne bekendtgørelse.
- Varebil: Et køretøj, der er drevet af en motor med kompressionstænding, og som er registreret som varebil, og som har en tilladt totalvægt på ikke over 3.500 kg.
- Personbil: Et køretøj, der er drevet af en motor med kompressionstænding, udformet og konstrueret først og fremmest til befordring af passagerer og disses bagage og som er indrettet til at kunne benyttes af højst 9 personer, føreren medregnet, og uden plads til stående passagerer, uanset om antallet af siddepladser er begrænset til førerens siddeplads.
- Bruger af et køretøj: En person, som har varig rådighed over et køretøj, eller en person, som af personen med varig rådighed er givet rådighed over køretøjet.
- Fører af et køretøj: Enhver person, som fører eller forsøger at føre et køretøj.
- Miljøzone: Et område etableret i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 15 a og efter reglerne i bekendtgørelse om miljøzoner.
- Synsvirksomhed: En virksomhed, der har fået tilladelse fra Færdselsstyrelsen til at foretage syn af køretøjer, jf. bekendtgørelse om synsvirksomheder.
- Effektivt partikelfilter: Partikelfilter til tunge køretøjer, der opfylder de tekniske krav i denne bekendtgørelse.
- Filtermontøren: Den, der eftermonterer et effektivt partikelfilter på et tungt køretøj.
- Euronorm: Miljøkrav fastsat af EU i forhold til typegodkendelse af nye køretøjer, som gælder ved køretøjets første registrering.
- Røggastæthed: Opacitetsmåling ved fri acceleration efter den metode som anvendes ved periodisk syn i henhold til EU-direktiv 2014/45/EU.
- Privat brug: Omfatter anvendelse af personbiler, hvor enten ejer eller registreret bruger er en fysisk person samt varebiler, hvor der betales hel eller delvis privatbenyttelsesafgift.
- Erhvervsmæssig brug: Omfatter al anvendelse af lastbiler og busser samt varebiler, hvor der ikke betales privatbenyttelsesafgift, eller hvor der betales delvis privatbenyttelsesafgift. Omfatter endvidere anvendelse af personbiler, hvor hverken ejer eller registreret bruger er en fysisk person.
- Nærtstående familie: Ægtefælle, fast samlever, forlovede, kæreste, barn, stedbarn, plejebarn, barnebarn, stedbarnebarn, søskende, stedsøskende, forælder, stedforælder, plejeforælder, bedsteforælder, stedbedsteforælder, svigerforælder og svigerbarn.
- Erklæring for natarbejde: En skriftlig erklæring fra en arbejdsgiver hvorved natarbejde bekræftes.
- Handicapkøretøj: Et køretøj, hvortil der er bevilliget økonomisk støtte til køb af køretøjet i henhold til § 114 i lov om social service eller som er registreret med tilladelsen invalidekøretøj i Køretøjsregisteret.
Tekniske krav til tunge køretøjer i miljøzonerne
§ 3
Kravet om eftermontering af et effektivt partikelfilter, jf. miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1, anses for overholdt, når partikelfilteret opfylder følgende krav:
- Partikelfilteret yder et maksimalt modtryk på 20 kPa ved motorens maksimale effekt.
- Partikelfilteret reducerer mindst 80 pct. af partikelemissionen.
- Røggastætheden efter filteret målt ved fri acceleration ikke overstiger en K-værdi på 0,2 m-1.
- Partikelfilteret er forsynet med en modtryksalarm, der giver signal til føreren ved forhøjet modtryk.
- Lydniveauet må ikke øges.
- Den øvrige regulerede emission må ikke forøges.
Et eftermonteret effektivt partikelfilter skal være af godkendt type på mindst samme niveau som eksemplerne i bilag 2.
For tunge køretøjer der minimum er Euronorm VI, anses kravet om partikelfilter for at være opfyldt.
Tekniske krav til vare- og personbiler i miljøzonerne
§ 4
Kravet om eftermontering af et partikelfilter til vare- og personbiler, jf. miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 2 og 3, anses for overholdt, når partikelfilteret er godkendt efter bekendtgørelse om fritagelse for partikeludledningsafgift ved eftermontering af partikelfilter eller bekendtgørelse om visse eftermonterede partikelfiltre.
For vare- og personbiler der minimum er Euronorm 5, anses kravet om partikelfilter for at være opfyldt.
Dokumentationskrav for tunge køretøjer med partikelfilter
§ 5
Ejeren eller brugeren af et dansk indregistreret tungt køretøj dokumenterer opfyldelsen af kravet om montering af et effektivt partikelfilter til registreringssyn ved at fremvise en af filtermontøren underskrevet erklæring, jf. bilag 1, om, at der på køretøjet er eftermonteret et partikelfilter, der opfylder kravene i § 3, stk. 1, og er af godkendt type, på mindst samme niveau som eksemplerne i bilag 2.
Inden erklæringen forevises i synshallen, jf. § 9, skal erklæringen indsendes til Miljøstyrelsen og det modtagne identifikationsnummer skal påføres erklæringen.
Kravet om røggastæthed, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, kontrolleres af synsvirksomhederne i forbindelse med registreringssyn.
Registreringspligt og dokumentationskrav for udenlandske køretøjer
§ 6
Ejeren eller brugeren af nedenstående udenlandske køretøjer skal registrere sig på www.miljoezoner.dk senest samme dag ved kørsel i en dansk miljøzone:
- Tunge køretøjer registreret i udlandet første gang før den 1. oktober 2009 skal fra den 1. juli 2020 være registreret.
- Tunge køretøjer registreret i udlandet første gang før den 1. januar 2015 skal fra den 1. januar 2022 være registreret.
- Varebiler registreret i udlandet første gang før den 1. januar 2007 skal fra den 1. juli 2020 være registreret.
- Varebiler registreret i udlandet første gang før den 1. januar 2012 skal fra den 1. juli 2022 være registreret.
- Varebiler registreret i udlandet første gang før den 1. september 2016 skal fra den 1. juli 2023 være registreret.
- Personbiler registreret i udlandet første gang før den 1. januar 2011 skal fra den dato, hvor reglerne skærpes for personbiler i den pågældende miljøzone, være registreret.
§ 7
Ved registrering, jf. § 6, skal der oplyses:
- Navn og adresse på køretøjets ejer eller bruger.
- Navn på den, der foretager registreringen, hvis forskellig fra ovenstående.
- Køretøjets registreringsnummer og registreringsland.
- Køretøjets Euronorm.
- Om køretøjet har et eftermonteret eller fabriksmonteret partikelfilter og i så fald vedlægges dokumentation, jf. stk. 4.
En kopi af køretøjets registreringsattest skal vedhæftes registreringen.
Hvis Euronormen ikke fremgår af registreringsattesten, skal der vedhæftes dokumentation for Euronorm.
Opfyldelsen af kravet om et fabriksmonteret eller eftermonteret partikelfilter dokumenteres ved at vedhæfte en erklæring fra en sagkyndig virksomhed eller myndighed om, at der på køretøjet er et partikelfilter, jf. §§ 3 og 4. Erklæringen skal være udstedt mindre end 18 måneder før registrering for lastbiler, busser og vare- og personbiler og være affattet på dansk, norsk, svensk eller engelsk.
En registrering er gyldig i 5 år fra tidspunktet, hvor registreringen har fundet sted.
§ 8
Forsvarets militære køretøjer, som ikke er registreret i Køretøjsregisteret, registreres og periodesynes internt i Forsvaret.
Forsvaret kontrollerer ved internt periodesyn, at kravene, jf. §§ 3 og 4, er opfyldt. Er dette ikke tilfældet, skal det noteres, at køretøjet ikke er godkendt til kørsel i miljøzoner.
Tunge køretøjer
§ 9
Ejeren eller brugeren af et tungt køretøj, der ønsker registrering af partikelfilter på køretøjet, fremviser køretøjet hos en synsvirksomhed og skal medbringe dokumentation, jf. § 5, for, at kravene i § 3 er opfyldt.
Synsvirksomheder som i forbindelse med syn konstaterer, at et tungt køretøj har et eftermonteret partikelfilter ved fremlæggelse af erklæring, jf. § 5, som overholder kravene i denne bekendtgørelse herunder, at kravet til røggastæthed er overholdt, jf. § 5, stk. 3, skal registrere køretøjet i Køretøjsregisteret som havende eftermonteret partikelfilter.
§ 10
I forbindelse med ethvert syn af et tungt køretøj, der er registreret i Køretøjsregisteret med eftermonteret partikelfilter, skal synsvirksomheden af egen drift kontrollere, at røggastætheden efter filteret målt ved fri acceleration ikke overstiger en K-værdi på 0,2 m-1.
Hvis synsvirksomheden konstaterer, at kravet om røggastæthed ikke er opfyldt, skal synsvirksomheden fjerne registreringen af det eftermonterede partikelfilter i Køretøjsregisteret.
Kontrolpligten gælder ikke, såfremt et køretøj fremstilles til syn med henblik på fjernelse af registreringen af et eftermonteret partikelfilter.
§ 11
Et tungt køretøj med eftermonteret partikelfilter anses for at være godkendt i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1, nr. 3, når køretøjet i overensstemmelse med § 3 er registreret med eftermonteret partikelfilter.
Vare- og personbiler
§ 12
En vare- eller personbil med eftermonteret partikelfilter anses for at være godkendt i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 2, nr. 4 eller § 15 b, stk. 3, nr. 2, når vare- eller personbilen er fritaget for tillægsafgift, jf. bekendtgørelse om fritagelse for partikeludledningsafgift ved eftermontering af partikelfilter, og partikelfilteret er registreret i Køretøjsregisteret.
Dispensation for køretøjer som anvendes til erhvervsmæssig brug
§ 13
Miljøstyrelsen kan efter ansøgning fra ejeren eller brugeren af et køretøj, som anvendes til erhvervsmæssig brug, meddele dispensation fra kravene i miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2, nr. 1-3, hvis eftermontering af et partikelfilter på et køretøj vil være teknisk umuligt, eller hvis særlige forhold ved køretøjet tilsiger det, og andre omstændigheder i øvrigt taler derfor, herunder at en dispensation vil være af underordnet betydning for miljø og sundhed.
Dispensation for køretøjer som anvendes til privat brug
§ 14
Miljøstyrelsen kan efter ansøgning fra ejeren eller brugeren af en vare- eller personbil, som anvendes til privat brug, meddele dispensation fra kravene i miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 2, nr. 1-3 og stk. 3, nr. 1, hvis der ikke kan eftermonteres et godkendt partikelfilter på køretøjet, og hvor en offentlig aktivitet af samfundsmæssig interesse ikke vil kunne gennemføres, og køretøjet ikke kan udskiftes med et andet køretøj, og andre omstændigheder i øvrigt taler derfor, herunder at en dispensation vil være af underordnet betydning for miljø og sundhed.
§ 15
Miljøstyrelsen kan efter ansøgning fra ejeren eller brugeren af en vare- eller personbil, som anvendes til privat brug, meddele tidsbegrænset dispensation fra kravene i miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 2, nr. 1-3 og stk. 3, nr. 1, såfremt Miljøstyrelsen vurderer, at der generelt er ekstraordinær lang leveringstid på partikelfiltre eller nye køretøjer. Dispensation forudsætter, at ansøger har bestilt enten partikelfilter eller nyt køretøj.
Dispensation ved ekspropriation
§ 16
Miljøstyrelsen skal efter ansøgning fra ejeren eller brugeren af et køretøj meddele dispensation fra kravene om partikelfilter i miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1-3, hvis kravene rammer ansøgeren på en sådan måde, at opfyldelse af kravene ville indebære ekspropriation.
Ansøgning
§ 17
En ansøgning om dispensation skal indeholde den fornødne dokumentation, for at Miljøstyrelsen kan træffe afgørelse, herunder navnlig oplysninger om:
- Begrundelse for ansøgningen.
- Køretøjets Euronorm.
- Køretøjets alder og tekniske indretning.
- Oplysninger om ansøgerens eventuelle øvrige køretøjer.
Miljøstyrelsen kan anmode om yderligere oplysninger, i det omfang det er nødvendigt for sagens oplysning, herunder oplysninger om økonomiske forhold. For erhvervsdrivende kan anmodes om tilvejebringelse af årsregnskab for de foregående år samt beskrivelse af forretningsområde.
Hvis der søges om dispensation efter § 16, skal ansøgningen yderligere indeholde oplysninger om omkostninger forbundet med montering af partikelfilter, herunder om det primære kørselsområde og kørslens art.
Ansøgning om dispensation og dokumentation til brug for behandling af ansøgning om dispensation skal fremsendes via en digital selvbetjeningsløsning, medmindre borgeren ikke er omfattet af eller er fritaget herfor efter reglerne i bekendtgørelse om forvaltning af Digital Post fra offentlige afsendere.
Al dokumentation skal være på dansk, norsk, svensk eller engelsk.
Vilkår
§ 18
En dispensation kan indeholde et eller flere vilkår, herunder blandt andet, at dispensationen kun giver adgang til kørsel for det enkelte køretøj
- i en afgrænset periode, eller
- i en eller flere af de etablerede miljøzoner.
Afgørelse
§ 19
Miljøstyrelsen meddeler ejeren eller brugeren af køretøjet afslag eller tilsagn om dispensation.
Miljøstyrelsen registrerer oplysninger om køretøjer, der har fået dispensation, hos Sund og Bælt Holding A/S, herunder indregistreringsland, registreringsnummer, tidsperiode og hvilke miljøzoner, som dispensationen gælder for.
Hospital- eller speciallægebesøg
§ 20
Ejeren eller brugeren af vare- eller personbiler, som anvendes til privat brug, kan opnå undtagelse for kravene i miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 2, nr. 2 og 3 og stk. 3, nr. 1, såfremt der ikke kan eftermonteres et godkendt partikelfilter på køretøjet, og når ejeren eller brugeren er indkaldt til behandling på hospital eller hos speciallæge med adresse inden for en miljøzone.
En borger som er indkaldt til behandling på hospital eller hos speciallæge med adresse inden for en miljøzone kan opnå undtagelse for en vare- eller personbil tilhørende et nærtstående familiemedlem, såfremt borgeren har behov for hjælp til befordring til behandling på hospital eller hos speciallæge.
Ejeren eller brugeren af køretøjet skal erklære på tro og love, at de angivne oplysninger er korrekte.
Et køretøj skal være registreret, jf. § 25, for at være undtaget.
Handicapkøretøjer
§ 21
Ejeren eller brugeren af et handicapkøretøj, som anvendes til privat brug, kan opnå undtagelse for kravene i miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 2, nr. 2 og 3 og stk. 3, nr. 1, for 24 måneder fra tidspunktet hvor undtagelsen meddeles, såfremt der ikke kan eftermonteres et godkendt partikelfilter på køretøjet.
Et køretøj skal være registreret, jf. § 25, med tilknyttet dokumentation for at være undtaget.
Natarbejde
§ 22
Ejeren eller brugeren af vare- eller personbiler, som anvendes til privat brug, kan opnå undtagelse for kravene i miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 2, nr. 2 og 3 og stk. 3, nr. 1, såfremt der ikke kan eftermonteres et godkendt partikelfilter på køretøjet, og når ejeren eller brugeren har natarbejde inden for en miljøzone, som kan dokumenteres ved en erklæring for natarbejde.
En erklæring fra arbejdsgiver for natarbejde er gældende for 6 måneder, hvorefter ejeren eller brugeren af vare- eller personbiler skal registrere natarbejde på ny.
Et køretøj skal være registreret, jf. § 25, med tilknyttet dokumentation for at være undtaget.
Tidsbegrænsede undtagelser
§ 23
Ejeren eller brugeren af vare- eller personbiler, som anvendes til privat brug, kan indtil 12 måneder efter køretøjet omfattes af miljøzonereglerne, opnå undtagelse for kravene i miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 2, nr. 2 og 3 og stk. 3, nr. 1, i den miljøzone, hvor ejeren eller brugeren har bopælsadresse, såfremt ejeren eller brugeren havde bopæl inden for miljøzonen før den dato, hvor køretøjet blev omfattet af miljøzonereglerne, og der ikke kan eftermonteres et godkendt partikelfilter på køretøjet.
Såfremt kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om at udvide en eksisterende miljøzone, finder undtagelsen anvendelse fra det tidspunkt udvidelsen af miljøzonen træder i kraft. Ejeren eller brugeren af vare- eller personbiler skal have haft bopæl i det udvidede miljøzoneområde.
Et køretøj skal være registreret, jf. § 25, med tilknyttet dokumentation for at være undtaget.
§ 24
Ejeren eller brugeren af vare- eller personbiler, som anvendes til privat brug, kan indtil 12 måneder efter køretøjet omfattes af miljøzonereglerne tildeles 6 adgange af 24 timers varighed til miljøzonerne, såfremt der ikke kan eftermonteres et godkendt partikelfilter på køretøjet.
Undtagelsen finder anvendelse for alle miljøzoner i 12 måneder fra det tidspunkt, hvor de skærpede miljøzoneregler træder i kraft i den første miljøzone.
Et køretøj skal være registreret, jf. § 25, med tilknyttet dokumentation for at være undtaget.
Registrering
§ 25
En registrering foretages på www.miljoezoner.dk og skal indeholde den fornødne dokumentation, for at Miljøstyrelsen ved stikprøvekontrol kan kontrollere, at betingelserne for undtagelse er opfyldt.
Følgende skal oplyses ved registrering:
- Køretøjets registreringsnummer.
- Kopi af køretøjets registreringsattest.
- Manglende mulighed for eftermontering af et partikelfilter.
- Dokumentation for omfattet undtagelseskategori: a) Registrering af undtagelse efter § 21, stk. 1 skal vedlægges dokumentation for meddelt støtte til køb eller indretning af køretøj i henhold til servicelovens bestemmelser, såfremt køretøjet ikke er registeret i Køretøjsregisteret med tilladelsen invalidekøretøj. b) Registrering af undtagelse efter § 22, stk. 1 skal vedlægges erklæring fra arbejdsgiver for natarbejde. c) Registrering af undtagelse efter § 23, stk. 1 skal vedlægges oplysning om ansøgers nuværende bopælsadresse samt bopælsadresse på datoen, hvor køretøjet blev omfattet af de skærpede miljøzoneregler.
Registrering af undtagelse efter § 22, stk. 1 er gældende for ejeren eller brugeren af vare- eller personbiler til at køre i en miljøzone i tidsrummet kl. 20.00 til kl. 10.00 til varetagelse af natarbejde.
Ejeren eller brugeren bekræfter sin identitet med digital signatur og giver samtykke til, at Miljøstyrelsen kan indhente oplysninger om vedkommende i Det Centrale Personregister samt oplysninger om køretøjet og ejerforhold i Køretøjsregisteret.
Ejeren eller brugeren erklærer på tro og love, at de angivne oplysninger er korrekte.
Miljøstyrelsen registrerer oplysninger og tilknyttet dokumentation om køretøjer, der har opnået undtagelse, hos Sund og Bælt Holding A/S, herunder indregistreringsland, registreringsnummer, tidsperiode og hvilke miljøzoner, som undtagelsen gælder for.
Hvis ejeren eller brugeren ikke er omfattet af eller er fritaget for reglerne i bekendtgørelse om forvaltning af Digital Post fra offentlige afsendere, kan information indsendes med almindelig post til Miljøstyrelsen, der herefter vil foretage registreringen.
Afgørelse i forbindelse med stikprøvekontrol
§ 26
Miljøstyrelsen kan træffe afgørelse om, at en registrering af undtagelse ikke er gyldig, hvis det i forbindelse med kontrol af afgivne oplysninger viser sig, at betingelser i §§ 20-24 ikke er opfyldt. Afgørelsen meddeles til den person, der har foretaget registreringen.
Miljøstyrelsen kan træffe afgørelse om, at ejeren eller brugeren af vare- eller personbiler, som anvendes til privat brug, ikke kan opnå undtagelse, uden at de afgivne oplysninger er blevet kontrolleret, såfremt der tidligere er afgivet urigtige oplysninger, eller ejeren eller brugeren af køretøjet er blevet udtaget til stikprøvekontrol, hvorefter Miljøstyrelsens krav om eftersendelse af dokumentation for en undtagelse ikke er blevet imødekommet.
§ 27
Reglerne i forvaltningsloven finder anvendelse på sager, hvor der træffes afgørelse af synsvirksomhederne efter denne bekendtgørelse.
Tilsyn
§ 28
Miljøstyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af reglerne i denne bekendtgørelse.
Miljøstyrelsen foretager stikprøvekontrol af registreringer, jf. § 25.
Færdselsstyrelsen fører tilsyn med synshaller i forhold til disses opgaver i medfør af denne bekendtgørelse.
Miljøstyrelsen foretager stikprøvekontrol af registreringer af udenlandske køretøjer.
Klage
§ 29
Afgørelser truffet i medfør af § 19, stk. 1 og § 26 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Beføjelsen til at afgøre klager over afgørelser truffet af synsvirksomhederne delegeres til Færdselsstyrelsen.
Færdselsstyrelsens afgørelser i klagesager kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
§ 30
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der
- overtræder bestemmelserne i §§ 3 eller 4,
- overtræder bestemmelserne i § 6,
- tilsidesætter vilkår fastsat i medfør af § 18,
- afgiver urigtige oplysninger i medfør af § 25, eller
- afgiver falsk erklæring på tro og love i medfør af § 25, stk. 5.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 31
I sager om overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1-3, samt § 6 i denne bekendtgørelse kan Miljøstyrelsen udstede administrative bødeforelæg til ejeren eller brugeren af et køretøj.
Dokumentation til brug for behandling af administrative bødeforlæg skal fremsendes via offentlig digital post, medmindre borgeren ikke er omfattet af eller er fritaget herfor efter reglerne i bekendtgørelse om forvaltning af Digital Post fra offentlige afsendere.
§ 32
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2022.
Bekendtgørelse nr. 948 af 21. juni 2020 om krav til dieseldrevne lastbiler, busser og varebiler i kommunalt fastlagte miljøzoner m.v. ophæves.
Dispensationer, som Miljøstyrelsen har meddelt i medfør af bekendtgørelse nr. 948 af 21. juni 2020 om krav til dieseldrevne lastbiler, busser og varebiler i kommunalt fastlagte miljøzoner m.v., bevarer deres gyldighed.
Miljøministeriet
/Lea Wermelin / Christian Bruhn Rieper/
Bilag 1 Erklæring for eftermontering af godkendt partikelfilter, jf. § 5
Erklæringen vedrører følgende dieselbil:
Fabrikat og model __________________________________________
med stelnummer ___________________________________________
Erklæringen er udfyldt og underskrevet af:
Navn eller firmanavn ______________________________________
CPR- eller CVR-nummer __________________________________
Adresse _______________________________________
Det oplyses, at køretøjet er blevet eftermonteret med et partikelfilter, der opfylder kravene i bekendtgørelse om krav til dieseldrevne lastbiler, busser, varebiler og personbiler i kommunalt fastlagte miljøzoner m.v.
Partikelfilteret er typegodkendt efter følgende godkendelsesordning: __________________
Partikelfiltertypen har godkendelsesnummer: ___________________
Partikelfilteret har løbenummer: ________________________ (hvis relevant)
Partikelfilteret er konstrueret til en motor med ________ slagvolumen/effekt, og monteringen er forsvarligt udført.
Køretøjets motor ved montering er i tilfredsstillende vedligeholdelsesmæssig stand til, at partikelfilteret kan fungere effektivt. Der er desuden i samråd med bilejeren foretaget en vurdering af, at partikelfilteret under køretøjets normale anvendelsesforhold vil virke tilfredsstillende.
Dato og partikelfiltermontørens (eller dennes repræsentants) underskrift:
Eftermonteringen er anmeldt til Miljøstyrelsen d. ____ / ____ år ___________.
Der er modtaget følgende identifikationsnummer fra Miljøstyrelsen ved anmeldelsen ____________.
Bilag 2 Eksempler på ordninger for godkendelse af partikelfiltre, jf. § 3, stk. 2
Følgende godkendelsesordninger for partikelfiltre opfylder de tekniske krav i § 3, stk. 1. Nogle af ordningerne gælder dog kun for ældre euroklasser af lastbiler og busser.
- UN-ECE Regulation 132 - Uniform provisions concerning the approval of Retrofit Emission Control devices (REC) for heavy duty vehicles, agricultural and forestry tractors and non-road mobile machi-nery equipped with compression ignition engines
- VERT® - Certification of Diesel Particulate Filters
Læs mere her: www.vert-dpf.eu/j3/index.php/filters/certification
- Low Emissions Certificate (LEC) fra Transport for London
- Færdselsstyrelsens Principgodkendelsesordning
- Straßenverkehrs-Zulassungs-Ordnung (StVZO) Anlage XXVII (zu § 48 Absatz 2 und Anlage XIV Nummer 3.4) - Maßnahmen gegen die Verunreinigung der Luft durch Partikel von Nutzfahrzeugen sowie von mobilen Maschinen und Geräten mit Selbstzündungsmotor
Læs mere her: www.gesetze-im-internet.de/stvzo_2012/anlage_xxvii. html
- CVRAS (Clean Vehicle Retrofit Accreditation Scheme) / UK
- German Approval (ABE) for retrofitting of NOx reduction Systems
Læs mere her:
https://www.bmvi.de/SharedDocs/DE/Anlage/G/foerderrichtlinie-nachruestung-dieselbus-se.pdf? __blob=publicationFile
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2022
- Ikrafttrædelsesdato
- 30. marts 2022