Bekendtgørelse om krav om mundbind og visir på Skatteministeriets område i forbindelse med håndtering af covid-19
Skatteministeriet
BEK nr 45 af 14/01/2022 I medfør af § 32 og § 66, stk. 3, i epidemiloven, lov nr. 285 af 27. februar 2021, og efter forhandling med sundhedsministeren og forelæggelse for Epidemiudvalget i henhold til § 9, stk. 1, i epidemiloven fastsættes:
Anvendelsesområde
§ 1. Denne bekendtgørelse gælder for lokaler på Skatteministeriets ressortområde, hvortil offentligheden har adgang.
Anvendelse af mundbind og visir i lokaler på Skatteministeriets ressortområde
(Stk. 3)
§ 2. For at forebygge og inddæmme udbredelse af covid-19 skal borgere og besøgende på 12 år og derover have tildækket mund og næse ved brug af mundbind eller visir, jf. § 5, når de befinder sig i lokaler på Skatteministeriets ressortområde, hvortil offentligheden har adgang, jf. dog §§ 3 og 4. Stk. 2. Kravet i stk. 1 omfatter tillige medarbejdere og andre personer, der er tilknyttet Skatteministeriets ressortområde og har kontakt til andre personer. 1. pkt. omfatter ikke medarbejdere m.v., der opholder sig i et aflukket rum eller bag en afskærmning, hvortil alene medarbejdere m.v. har adgang. Stk. 3. Borgere og besøgende, der uberettiget undlader at bære mundbind eller visir efter stk. 1, kan bortvises.
Undtagelser
§ 3. Kravet om mundbind eller visir i § 2, stk. 1 og 2, gælder ikke personer med nedsat bevidsthedsniveau, fysiske eller mentale svækkelser eller andet, der gør, at de hverken er i stand til at bære mundbind eller visir.
§ 4. Uanset § 2, stk. 1 og 2, kan mundbind eller visir fjernes helt eller delvist, hvis det er nødvendigt, og der er en anerkendelsesværdig årsag til det, herunder i følgende situationer:
- Under kortvarig indtagelse af mad og drikke, såfremt dette er tilladt i henhold til ordensregler for det pågældende sted.
- Under indtagelse af medicin.
- Under samtale med personer, der mundaflæser.
- Hvis mundbindet eller visiret giver vejrtrækningsbesvær eller kvælningsfornemmelser.
- Hvis politiet skal foretage identifikation.
- Hvis børn og unge eller personer med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse af forskellige årsager skal trøstes eller bliver skræmt over brugen af mundbind eller visir.
- Når en person skal identificere sig og vise sit ansigt.
Definition på mundbind og visir
(Stk. 2)
§ 5. Ved mundbind forstås i § 2 engangsmundbind eller stofmundbind, der dækker næse og mund, og som er fæstnet med snor, elastik eller lignende bag ørerne eller bag hovedet og er tætsluttende omkring ansigtet. Stk. 2. Ved visir forstås i § 2 skærme af plastik, der dækker øjne, næse og mund eller næse og mund, men som ikke er tætsluttende omkring ansigtet.
Kontrol af mundbind og krav om skiltning
§ 6. Skatteministeriet skal i lokaler, hvortil offentligheden har adgang, opfylde følgende krav om information om og håndhævelse af krav til mundbind eller visir:
- Der skal i lokalerne opsættes informationsmateriale om kravet om at bruge mundbind eller visir efter § 2, stk. 1 og 2, og om mulighed for bortvisning ved manglende efterkommelse af kravet, jf. § 2, stk. 3.
- Der må alene tillades adgang for personer, der overholder kravet om at bruge mundbind eller visir efter § 2, stk. 1, jf. dog §§ 3 og 4.
- Det skal sikres, at medarbejdere og andre personer, der er tilknyttet et lokale, hvortil offentligheden har adgang på Skatteministeriet ressortområde, overholder kravet om at bruge mundbind eller visir efter § 2, stk. 2, jf. dog §§ 3 og 4.
- Det skal sikres, at borgere og besøgende, der undtagelsesvis ikke har medbragt mundbind m.v. ved fremmøde i Skatteministeriets lokaler, hvortil offentligheden har adgang, som har pligt til at møde op i lokalerne, men som ikke med rimelighed i situationen kan fremskaffe mundbind m.v., vederlagsfrit kan få udleveret mundbind til brug for den konkrete situation.
Strafbestemmelse
§ 7. Med bøde straffes den, der ikke forlader lokaler på Skatteministeriets ressortområde, hvortil offentligheden har adgang, efter at være blevet bortvist, jf. § 2, stk. 3, i forbindelse med den håndhævelse, som Skatteministeriet foretager af kravet om mundbind eller visir i medfør af § 6, nr. 2.
Ikrafttræden
(Stk. 2)
§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 16. januar 2022. Stk. 2. Bekendtgørelsen ophæves den 1. februar 2022.
Skatteministeriet /Morten Bødskov / Christina Faurby Birck/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2022
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. februar 2022