TheLawyer.sh
Tilbage

Lov om ændring af lov om varmeforsyning og lov om planlægning (Afskaffelse af tilslutningspligt til naturgas og offentliggørelse og videregivelse af oplysninger om produktions- og driftsmæssige forhold m.v.)

DanmarkLov2022

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

LOV nr 573 af 10/05/2022 VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: Ændringsbestemmelser

§ 1

§ 1. I lov om varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 2068 af 16. november 2021, som ændret ved § 1 i lov nr. 2606 af 28. december 2021, foretages følgende ændringer:

  1. Efter § 14 a indsættes: »§ 14 b. Tilslutningspligt til distributionsnet til fremføring af naturgas bestemt af kommunalbestyrelsen er uden virkning.«
  2. I overskriften til kapitel 4 a ændres »Energitilsyn« til: »Forsyningstilsynet«.
  3. I § 23 d, stk. 3, indsættes efter »omfanget«: »og offentliggørelse«.
  4. I § 28 a indsættes som stk. 4: »Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at varmedistributionsvirksomheder skal videregive oplysninger omfattet af § 23 d, stk. 1, til forbrugerne.«
§ 2

§ 2. I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1157 af 1. juli 2020, som ændret ved § 6 i lov nr. 1833 af 8. december 2020, foretages følgende ændring:

  1. I § 15 indsættes efter stk. 12 som nyt stykke: »Stk. 13. Bestemmelser i lokalplaner, der medfører tilslutningspligt til kollektive varmeforsyningsanlæg til fremføring af naturgas, er uden virkning. Det samme gælder bestemmelser, der medfører tilslutningspligt til kollektive varmeforsyningsanlæg til fremføring af naturgas, i servitutter, hvor kommunalbestyrelsen er eneste påtaleberettigede.« Stk. 13 bliver herefter stk. 14.
§ 3

§ 3. Loven træder i kraft den 1. juli 2022.

Givet på Christiansborg Slot Under Vor Kongelige Hånd og Segl /MARGRETHE R. / Dan Jørgensen/

Metadata

Type
Lov
År
2022
Ikrafttrædelsesdato
10. maj 2022