Bekendtgørelse om digitale radio- og tv-tjenester m.v.
Digitaliseringsministeriet
BEK nr 661 af 19/05/2022 I medfør af § 1, nr. 2-5, og § 5, stk. 2, i lov om standarder for transmission af tv-signaler og interoperabilitet for digital jordbaseret radiotransmission m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 802 af 4. maj 2021, som ændret ved lov nr. 2605 af 28. december 2021, og § 49 i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, jf. lovbekendtgørelse nr. 128 af 7. februar 2014, fastsættes:
Anvendelsesområde
§ 1. Denne bekendtgørelse fastsætter:
- Pligt for ejere og udbydere af elektroniske kommunikationsnet, der er indrettet til fremføring af digitale tv-tjenester, til at sikre, at nettet kan anvendes til fremføring af tv-tjenester og programmer i bredskærmsformat, samt krav til netudbydere om at bevare bredskærmsformat i bredskærms-tv-tjenester og -programmer, som de modtager og fordeler.
- Krav til fabrikanter og andre, der sælger, udlejer eller på anden måde stiller tv-apparater og digitale dekodere til rådighed om den tekniske indretning af tv-apparater og digitale dekodere.
- Krav til udbydere af adgangsstyringstjenester om betingelser for adgang til at anvende adgangsstyringssystemer samt betingelser for udbydernes regnskabsaflæggelse.
- Vilkår for overdragelse af brugsretten til patent eller varemærke vedrørende adgangsstyringssystemer og -produkter hertil.
- Pligt for producenter og importører af køretøjer i klasse M til at sikre, at bilradiomodtagere, der er indbygget i nye køretøjer i klasse M, består af en modtager, som kan modtage og gengive som minimum radiotjenester udsendt via digital jordbaseret radiotransmission.
- Pligt for udbydere af digitale tv-tjenester til at sikre, at slutbrugere uden omkostninger kan tilbagelevere digitalt tv-udstyr, hvis det ikke er interoperabelt med andre udbyderes digitale tv-tjenester.
Definitioner
(Stk. 7)
§ 2. Ved en anerkendt europæisk standardiseringsorganisation forstås en europæisk organisation, der blandt EU-medlemsstaterne har opnået bred anerkendelse som værende kompetent til at fastsætte standarder på det område, standarden vedrører. Udarbejdelse og administration af standarder, der er omfattet af denne bekendtgørelse, varetages af ETSI (European Telecommunications Standardizations Institute) for så vidt angår transmissionssystemer og af CENELEC (Comité Européen de Normalisation Electrotechnique) for så vidt angår tv-apparater. Stk. 2. Ved bredskærmsformat forstås et tv-billedformat, hvor forholdet mellem tv-billedets bredde og højde er 16:9. Stk. 3. Ved tv-tjeneste i bredskærmsformat forstås en tv-tjeneste, der helt eller delvis består af programmer, der produceres og redigeres med henblik på at blive vist i fuldt bredskærmsformat. Stk. 4. Ved betalings-tv forstås en tv-tjeneste, hvor tv-programmerne sendes i krypteret form, og hvor betaling er en betingelse for, at disse tv-programmer ved modtagelsen kan dekrypteres og gengives af et tv-apparat. Stk. 5. Ved kryptering af tv-signaler forstås den kodningsproces tv-signalet gennemgår, inden det udsendes, så signalet kun ved anvendelse af dekoder kan gengives af et tv-apparat. Stk. 6. Ved dekoder forstås et apparat, der foretager dekrypteringen af et krypteret tv-signal, dvs. ændrer signalet, så det kan gengives af et tv-apparat. Stk. 7. Et elektronisk kommunikationsnet, jf. § 3, anses for åbent for offentligheden, når det er muligt for enhver at leje eller på anden vis få stillet transmissionskapacitet til rådighed til fremføring af tv-udsendelser.
Bredskærmsformat i digitale kommunikationsnet
(Stk. 2)
§ 3. Ejere og udbydere af elektroniske kommunikationsnet, der er åbne for offentligheden, og som er indrettet til fremføring af digitale tv-tjenester, skal sikre, at sådanne net er i stand til at fremføre tv-tjenester og programmer i bredskærmsformat. Stk. 2. I det omfang tv-tjenester og programmer modtages i bredskærmsformat skal ejere og udbydere af elektroniske kommunikationsnet bevare bredskærmsformatet ved videre fordeling af disse tv-tjenester og programmer. Det udelukker ikke, at transmissionen tillige fordeles i andre billedformater.
Teknisk indretning af forbrugerudstyr til modtagelse af digitale tv-signaler
§ 4. Fabrikanter af tv-apparater, dekodere og andet forbrugerudstyr til modtagelse og dekryptering af digitale tv-signaler, samt andre, der sælger, udlejer eller på anden måde stiller sådant udstyr til rådighed skal i forbindelse hermed sikre følgende:
- Digitale dekodere skal kunne dekryptere tv-signaler, der er krypteret ved anvendelse af en fælles europæisk krypteringsalgoritme, som administreres af en anerkendt europæisk standardiseringsorganisation. De relevante standarder vil være angivet i Europa-Kommissionens liste over standarder og specifikationer for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester samt dertil hørende faciliteter og tjenester. Listen offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende og kan ses på Kommissionens hjemmeside.
- Digitale dekodere skal være indrettet, så digitale tv-signaler, der ikke krypteres, kan passere uhindret gennem dekoderen. Hvis der er tale om lejet udstyr, skal dette krav dog kun opfyldes, så længe lejeren overholder den gældende lejeaftale.
- Digitale tv-apparater med en synlig skærmdiagonal over 30 cm (svarende til over 11,8 tommer), skal være udstyret med mindst ét stik med en åben grænseflade, som gør det muligt at tilslutte periferiudstyr, som for eksempel udstyr til adgangsstyring. Grænsefladen skal være standardiseret af, eller overholde en standard, der er overtaget og fastsat af en anerkendt europæisk standardiseringsorganisation eller være i overensstemmelse med en udbredt industrispecifikation. Stikket skal være indrettet, så det er enkelt at tilslutte eksternt udstyr, og det skal kunne overføre alle elementer i et digitalt tv-signal, herunder information i forbindelse med interaktive og adgangsstyrede tjenester.
Adgangsstyring for digitale tv- og radiotjenester
§ 5. Udbydere af adgangsstyringstjenester for digitale tv- og radiotjenester, herunder operatører af betalings-tv-tjenester, skal sikre, at deres adgangsstyringssystem giver teknisk mulighed for omkostningseffektivt skift af adgangsstyring, således at netudbyderen har mulighed for lokalt eller regionalt at overtage kontrollen over de tjenester, der anvender adgangsstyringssystemer.
(Stk. 2)
§ 6. Udbydere af adgangsstyringstjenester for digitale tv- og radiotjenester, som er nødvendige at benytte for at nå ud til en gruppe potentielle seere eller lyttere, skal opfylde følgende krav:
- På ensartede, rimelige og ikke-diskriminerende vilkår tilbyde alle, der ønsker at udnytte muligheden for adgangsstyring, tekniske tjenesteydelser, der gør det muligt for seere eller lyttere at modtage digitale transmissioner ved hjælp af dekodere, hvis adgangsstyring administreres af udbyderen.
- Virksomheder, der sideløbende med andre aktiviteter også optræder som udbyder af en adgangsstyringstjeneste over for tv-stationerne, skal føre separate regnskaber for deres aktiviteter på dette område. Stk. 2. Udbydere af adgangsstyringstjenester er ikke forpligtede til at tilbyde enhver tv-station adgang til at få stationens programmer udsendt samlet, eller som dele af bestemte programpakker, der er sammensat af udbyderen, eller som en del af en programpakke, der omfatter ikke-krypterede programmer.
Vilkår for overdragelse af brugsret til patent, varemærke eller brugsmodeller vedrørende adgangsstyringssystemer og -produkter hertil
(Stk. 2)
§ 7. Såfremt indehaveren af et patent, et varemærke eller en brugsmodel vedrørende adgangsstyringssystemer og produkter hertil overdrager brugsretten til producenter af forbrugerelektronik, skal dette ske på redelige, rimelige og ikke-diskriminerende vilkår. Stk. 2. Indehavere af et patent, et varemærke eller en brugsmodel må ikke i forbindelse med overdragelse af brugsretten til en producent af forbrugerelektronik, jf. stk. 1, opstille betingelser, der forbyder eller på anden måde forhindrer, at producentens produkt udstyres med
- en standardiseret grænseflade, der giver mulighed for tilslutning af andre adgangsstyringssystemer, eller
- komponenter, der indgår i et andet adgangsstyringssystem, forudsat at producenten opfylder rimelige bestemmelser, der sikrer det enkelte adgangsstyringssystems integritet.
Krav til bilradiomodtagere
(Stk. 3)
§ 8. Producenter og importører af køretøjer i klasse M skal sikre, at bilradiomodtagere, der er indbygget i nye køretøjer i klasse M, består af en modtager, som kan modtage og gengive som minimum radiotjenester udsendt via digital jordbaseret radiotransmission. Stk. 2. Det angivne krav i stk. 1 gælder alene for køretøjer, som er bragt i omsætning til salg eller leje i EU fra den 21. december 2020. Stk. 3. Bilradiomodtagere, som kan modtage og gengive radiotjenester udsendt via digital jordbaseret radiotransmission, skal være i overensstemmelse med harmoniserede standarder, hvis referencer er offentliggjort i EU-Tidende, eller med dele heraf, for at opfylde kravet i stk. 1.
Tilbagelevering af digitalt tv-udstyr
(Stk. 2)
§ 9. Udbydere af digitale tv-tjenester skal sikre, at slutbrugere uden omkostninger kan tilbagelevere digitalt tv-udstyr, hvis det ikke er interoperabelt med andre udbyderes digitale tv-tjenester. Stk. 2. Digitalt tv-udstyr, som er i overensstemmelse med harmoniserede standarder, hvis referencer er offentliggjort i EU-Tidende, eller med dele heraf, anses for at opfylde kravet om interoperabilitet.
Anerkendte europæiske standarder
§ 10. En oversigt over standarder, der anbefales anvendt i forbindelse med denne bekendtgørelses øvrige bestemmelser, findes i Europa-Kommissionens liste over standarder og specifikationer for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester samt dertilhørende faciliteter og tjenester. Listen offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende og kan ses på Kommissionens hjemmeside.
Straffebestemmelser
(Stk. 2)
§ 11. Med bøde straffes den, der
- ikke opfylder kravet om at muliggøre fremføring og bevaring af tv-tjenester og programmer i bredskærmsformat, jf. § 3, stk. 1 og 2, eller
- markedsfører eller på anden måde stiller tv-apparater, dekodere og andet forbrugerudstyr, der ikke overholder kravene i § 4, til rådighed. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ikrafttræden
(Stk. 2)
§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2022. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1864 af 8. december 2020 om digitale radio- og tv-tjenester m.v. ophæves.
Energistyrelsen /Stine Leth Rasmussen / Birgitta Bundgaard/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2022
- Ikrafttrædelsesdato
- 20. maj 2022