TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om kontrol af overholdelsen af EU's handelsnormer for friske frugter og grøntsager

DanmarkBekendtgørelse2022

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

BEK nr 812 af 03/06/2022 I medfør af § 1, stk. 1, nr. 1, og stk. 2-3, § 4, stk. 1, og § 24, i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om ordninger under Den Fælles Landbrugspolitik finansieret af Den Europæiske Garantifond for Landbruget m.v. (landbrugsstøtteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 115 af 6. februar 2020, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 5, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 1273 af 27. november 2017 om Landbrugsstyrelsens opgaver og beføjelser:

Anvendelsesområde

§ 1

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse for kontrol med virksomheder, der dyrker og pakker, importerer eller eksporterer, friske frugter og grøntsager omfattet af forordning nr. 1308/2013, bilag I, del IX og del XI.

Definitioner

§ 2

§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Friske frugter og grøntsager: Frugter og grøntsager omfattet af forordning nr. 1308/2013, bilag I, del IX og del XI, der er friske, uforarbejdede, hele, intakte og udviklede.
  2. Forordning nr. 1308/2013: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/71, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 med senere ændringer.
  3. Gennemførelsesforordning nr. 543/2011: Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 af 7. juni 2011 om nærmere bestemmelser for anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår frugt og grøntsager og forarbejdede frugter og grøntsager med senere ændringer.
  4. Gennemførelsesforordning nr. 1333/2011: Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1333/2011 af 19. december 2011 om handelsnormer for bananer, bestemmelser for kontrollen med, at disse handelsnormer overholdes og bestemmelser for så vidt angår meddelelser i banansektoren.

Registrering

§ 3

(Stk. 3)

§ 3. Virksomheder, der dyrker og samtidig pakker egne og eventuelt pakker andres friske frugter og grøntsager omfattet af forordning nr. 1308/2013, samt importører og eksportører af sådanne friske frugter og grøntsager, skal registreres i Landbrugsstyrelsen. Stk. 2. Anmodning om registrering indsendes til Landbrugsstyrelsen på et skema, der fås hos styrelsen eller på styrelsens hjemmeside. Stk. 3. Ændringer i de registrerede oplysninger, herunder ophør af virksomheden, skal straks indberettes til Landbrugsstyrelsen.

Mærkning

§ 4

(Stk. 3)

§ 4. Landbrugsstyrelsen kan efter ansøgning tillade, at virksomheder, i overensstemmelse med artikel 12 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/201, anvender det i forordningens bilag II nævnte mærke. Stk. 2. Ansøgning efter stk. 1 skal indsendes til Landbrugsstyrelsen på et skema, der fås hos styrelsen eller på styrelsens hjemmeside. Stk. 3. Landbrugsstyrelsen kan tilbagekalde tilladelser, jf. stk. 1, hvis kravene i tilladelsen ikke længere opfyldes.

Overensstemmelsesattest

§ 5

§ 5. Landbrugsstyrelsen kan udstede en overensstemmelsesattest i overensstemmelse med artikel 14 i gennemførelsesforordningen (EU) nr. 543/2011.

Import

§ 6

(Stk. 3)

§ 6. Import af friske frugter og grøntsager, som er omfattet af de særlige handelsnormer, der er fastsat i artikel 3 i gennemførelsesforordning nr. 543/2011, fra en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, skal anmeldes mindst 24 timer før ankomst til grænsekontrolstedet med henblik på kontrol og frigivelse. Stk. 2. Import af sendinger efter stk. 1, for hvilke der ønskes foretaget kontrol lørdage, søndage og søgnehelligdage samt grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag, skal anmeldes senest kl. 14:00 næstsidste hverdag før ekspeditionsdagen. Stk. 3. Anmeldelse skal ske på et skema, der findes på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.

Eksport

§ 7

(Stk. 3)

§ 7. Eksport af friske frugter og grøntsager, som er omfattet af de særlige handelsnormer, der er fastsat i artikel 3 i gennemførelsesforordning nr. 543/2011, til en stat, der ikke er medlem af den Europæiske Union, skal senest 24 timer før afsendelsen anmeldes til Landbrugsstyrelsen med henblik på kontrol. Stk. 2. Kontrol af eksport efter stk. 1, for hvilke der ønskes foretaget kontrol lørdage, søndage og søgnehelligdage samt grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag, skal anmeldes senest kl. 14:00 næstsidste hverdag før ekspeditionsdagen. Stk. 3. Anmeldelsen skal ske på et skema, der findes på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.

Kontrol m.m.

§ 8

(Stk. 3)

§ 8. Landbrugsstyrelsen fører kontrol med, at virksomheder, der er omfattet af § 3, overholder bestemmelserne fastsat i forordning nr. 1308/2013 og i gennemførelsesforordning nr. 543/2011. Stk. 2. Landbrugsstyrelsen fører kontrol med, at friske frugter og grøntsager, der importeres og eksporteres, overholder handelsnormerne i forordning nr. 543/2011. Stk. 3. Landbrugsstyrelsen fører endvidere kontrol med, at bestemmelser fastsat i gennemførelsesforordning nr. 1333/2011 overholdes.

Ikrafttræden m.v.

§ 9

(Stk. 2)

§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2022. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1096 af 1. juni 2021 om kontrol af overholdelsen af EU’s handelsnormer for friske frugter og grøntsager ophæves.

Landbrugsstyrelsen /Lars Gregersen / Kristine Riskær/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2022
Ikrafttrædelsesdato
7. juni 2022