Normeringsbekendtgørelsen
Bekendtgørelse om opgørelse af normeringer i daginstitutioner
BEK nr 842 af 08/06/2022
Børne- og Undervisningsministeriet
Opgørelse af normeringer i daginstitutioner
§ 1
Normeringen i daginstitutioner efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4 og puljeordninger efter dagtilbudslovens §§ 101 og 102, opgøres som forholdet mellem antallet af indskrevne børn og antallet af pædagogisk personale som et årligt gennemsnit på kommuneniveau.
§ 2
Normeringen i daginstitutioner efter stk. 1 opgøres for hhv. alderssvarende daginstitutioner for 0-2-årige børn (vuggestue) og alderssvarende daginstitutioner for 3-årige børn til skolestart (børnehave).
For aldersintegrerede daginstitutioner indgår den del, der svarer til en alderssvarende daginstitution for 0-2-årige børn (vuggestue), i opgørelsen for alderssvarende daginstitutioner for 0-2-årige (vuggestue), og den del, der svarer til en alderssvarende daginstitution for 3-årige børn til skolestart (børnehave), i opgørelsen for alderssvarende daginstitutioner for 3-årige børn til skolestart (børnehave).
Opgørelse af pædagogisk personale i normeringsopgørelsen
§ 3
Pædagogisk personale omfatter pædagoger, pædagogiske assistenter, pædagogmedhjælpere, pædagogiske ledere, pædagogstuderende og pædagogisk assistentelever herunder vikarer for pædagogisk personale, pædagogisk personale som ikke er tilknyttet en specifik daginstitution og som udfører pædagogisk arbejde med børn i daginstitutioner, personale som varetager forskellige støttefunktioner i relation til børnene og pædagogisk personale ansat for kommunale midler til sociale normeringer i daginstitutionerne.
Pædagoger, pædagogiske assistenter, pædagogmedhjælpere, pædagogstuderende og pædagogisk assistentelever defineres på baggrund af den overenskomst eller stilling, de er ansat i. Pædagogiske ledere defineres som ledere ansat på lederoverenskomst, som har pædagogiske opgaver i relation til børnene.
Pædagogisk personale, jf. stk. 1, ansat for midler fra den statslige pulje "Pulje til flere pædagoger og pædagogiske assistenter til institutioner med mange 0-2-årige sårbare og udsatte børn" og den statslige pulje "Pulje til flere pædagoger til institutioner med mange børn i udsatte positioner" indgår ikke i opgørelsen af pædagogisk personale.
§ 4
Pædagogisk personale efter § 3, stk. 1, omregnes i opgørelsen af normeringer til fuldtidspersonale ud fra en fuldtidsnorm på 1924 timer pr. år, jf. dog stk. 2.
Pædagogisk personale med barselsrelateret fravær indgår ikke i opgørelsen.
§ 5
Pædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere vægtes med 1. Pædagogiske ledere vægtes med 0,85. Pædagogstuderende vægtes med 0,43. Pædagogisk assistentelever vægtes med 0,24.
§ 6
Pædagogisk personale efter § 3, stk. 1, som er tilknyttet en specifik daginstitution, fordeles mellem hhv. alderssvarende daginstitutioner for 0-2-årige børn (vuggestue) og alderssvarende daginstitutioner for 3-årige børn til skolestart (børnehave). Fordelingen af pædagogisk personale sker på baggrund af kommunens principper for tildeling af ressourcer pr. barn i alderssvarende daginstitutioner for 0-2-årige børn (vuggestue) og alderssvarende daginstitutioner for 3-årige børn til skolestart (børnehave) samt antallet af fuldtidsomregnede børn i alderssvarende daginstitutioner for hhv. 0-2-årige (vuggestue) og 3-årige børn til skolestart (børnehave) i kommunen.
§ 7
Pædagogisk personale efter § 3, stk. 1, som ikke er tilknyttet en specifik daginstitution, fordeles mellem hhv. alderssvarende daginstitutioner for 0-2-årige børn (vuggestue) og alderssvarende daginstitutioner for 3-årige børn til skolestart (børnehave) efter, hvor stor en andel af arbejdstiden der gennemsnitligt benyttes i hhv. kommunens alderssvarende daginstitutioner for 0-2-årige børn (vuggestue) og kommunens alderssvarende daginstitutioner for 3-årige børn til skolestart (børnehave) for medarbejdergruppen.
Opgørelse af børn i normeringsopgørelsen
§ 8
Børn i daginstitutioner efter § 1 omregnes i opgørelsen af normeringer til fuldtidsindskrevne børn. Fuldtidsomregningen beregnes ud fra de timer per uge, barnet har været indmeldt i løbet af kalenderåret. Børn som er indmeldt op til og med 25,0 timer pr. uge indgår i opgørelsen som 0,5 fuldtidsindskrevne børn. Børn som er indmeldt over 25,0 og op til og med 35,0 timer pr. uge indgår i opgørelsen som 0,75 fuldtidsindskrevne børn. Børn som er indmeldt over 35,0 timer pr. uge indgår i opgørelsen som ét fuldtidsindskrevet barn.
§ 9
Børn i aldersintegrerede daginstitutioner efter § 1 fordeles mellem hhv. alderssvarende daginstitutioner for 0-2-årige børn (vuggestue) og alderssvarende daginstitutioner for 3-årige børn til skolestart (børnehave) på baggrund af kommunens regel for børns oprykningstidspunkt ved overgang fra dagpleje/aldersvarende daginstitutioner for 0-2-årige børn (vuggestue) til alderssvarende daginstitutioner for 3-årige børn til skolestart (børnehave).
§ 10
Børn i daginstitutioner efter § 1, der rykkes fra alderssvarende dagtilbud for 0-2-årige børn (dagpleje eller vuggestue) før den første i måneden, efter de er fyldt tre år, indgår i opgørelsen af normeringer for alderssvarende daginstitutioner for 3-årige børn til skolestart (børnehave) med en vægt på 2 indtil den 1. i måneden efter barnet er fyldt tre år.
Ikrafttrædelse
§ 11
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2024.
Børne- og Undervisningsministeriet
/Pernille Rosenkrantz-Theil / Mette Arnsfelt McPhail/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2022
- Ikrafttrædelsesdato
- 15. juni 2022